X Sessions med Cody og Messy Shelters

Som en del af projektet X-sessions (www.xsessions.dk) blev der under Roskilde Festival ’11 optaget nogle cool sessions med danske musikere. Indtil videre kan man nyde numre fra Cody og Messy Shelters.

Se dem her:

Kvalitet skal nok flyde ovenpå

Interview med Mikael R. Andreasen fra Kloster 

Kloster er et stort lille projekt på den danske musikscene. Et band ønsker frontmanden Mikael R. Andreasen ikke at kalde det. Det er nærmere et organisk projekt, der hele tiden kan antage nye former. Han er bevidst om, at Kloster med pastoral folk opererer i en smal genre. Men alligevel er det stort. I hvert fald stort nok til at spille på Roskilde Festival og til at få rosende ord med på vejen af Sufjan Stevens.

De første gule og brune blade ligger allerede og rasler rundt på fortovene. Sommeren er allerede alt for længe siden. Og at jeg sidder netop nu og skriver på en artikel, der i virkeligheden burde været publiceret i kølvandet på årets Roskilde Festival, vidner vel bare alt for godt om, at det hele nogle gange bare går lidt for stærkt.

Man kan få lyst til at stoppe op. Måske endda at spole tiden tilbage. Og det er jo netop, hvad Mikael R. Andreasen og resten af Kloster har gjort så fint på det seneste album, The Waves and Winds Still Know His Voice. De fine harmonier og de mystiske middelalderstemninger fra det album ligger langt fremme i min bevidsthed, da jeg møder Mikael R. Andreasen over en kop lunken kaffe i en skurvogn i mediebyen en fredag formiddag på Roskilde Festival 2011.

Mikael forklarer om, hvorfor han ikke kalder Kloster et band i traditionel forstand:

”Jeg ser det mere som et projekt, forskellige personer kan glide ind og ud af. Jeg læste på et tidspunkt en omtale af os på en blog, der beskrev det sådan, at det var et projekt, der var kurateret af mig. Den formulering kunne jeg godt lide. Jeg ser Kloster som noget, der skal køre mange år ud i fremtiden, men gerne i forskellige former og med forskellige udtryk. Hvis man kalder sig selv et band, synes jeg, man signalerer noget andet.”


Sang med Sufjan Stevens

Det er dagen før Klosters store Roskilde-gig på Gloria-scenen, at jeg møder Mikael. Og på det tidspunkt er han spændt, men ikke overdrevet nervøs:

”Her på festivalen vil vi være seks på scenen. Så mange har vi ikke været, hver gang vi har spillet, men jeg har ønsket, at de centrale personer alle sammen skulle være med her. Det er så stort at få lov at spille her på festivalen, at det også er en slags fejring af hele projektet. På en måde virker det helt mærkeligt, at det her projekt, som jeg egentlig ser som noget meget skrøbeligt og intimt, skal ind i så stor en ramme. Men jeg er samtidig ret rolig med det. Det er nok fordi, vi har prøvet det før. For tre år siden spillede vi på en festival i Norge, hvor der var omkring 1000 mennesker, der hørte os. Før vi spillede deroppe, troede jeg ikke, det kunne fungere i så stor en ramme, men det viste sig, at det kunne det sagtens. Dengang var jeg virkelig nervøs, men det gik fantastisk godt. Vi åbnede festivalen, hvor også Sufjan Stevens skulle spille. Et stort øjeblik var det, da han, efter vi havde spillet, sagde til os: ”That’s gonna be a tough act to follow”.”
Vi havde hængt ud med ham dagen før, og så kom vi til at snakke om, at han måske kunne synge backing på noget af vores. Så det endte med, at vi stod der på scenen foran 1000 mennesker sammen med Sufjan Stevens, der sang vores sange. Det var en ret utrolig oplevelse.”


Smalt og bredt på samme tid

Allerede måneder før Roskilde Festival havde jeg fornøjelsen af at interviewe Mikael på scenen i forbindelse med et arrangement om Julian af Norwich – den middelaldermystiker, der har inspireret Mikael til tekstuniverset på Klosters seneste album, The Waves and Winds Still Know His Voice. Et virkelig stærkt album. Først og fremmest er det meget intimt. Klassiske instrumenter som guitar, cello og sav flankeres af flotte vokalarrangementer, der hele tiden ligger som en mystisk dis over de flotte fortællinger, der for de flestes vedkommende er hentet i middelalderen.

Det er smukt. Men det er også meget smalt. Og det er Mikael helt bevidst om:

”Det er rigtigt, at det som genre betragtet er smalt, men samtidig oplever jeg, at der er noget bredt og samlende over det. Det kan jeg også se på den feedback, jeg får. Der er mange forskellige mennesker, der kan bruge vores musik til noget. Ældre mennesker, unge mennesker, en hjemvendt soldat med posttraumatisk stress syndrom, et barn med kolik… der er virkelig mange, der har givet udtryk for, at de har kunnet bruge vores musik til noget konstruktivt. Så på den måde oplever jeg det ikke som smalt. Men det er da klart, at der er grænser for, hvor stort det kan blive rent salgsmæssigt. Jeg har bare valgt, at det ikke skal være med til at sætte en dagsorden for mig. Jeg har ingen forventning om, at musikken i sig selv skal blive mit levebrød. Jeg er ved at uddanne mig til terapeut, og det er det, jeg skal leve af. Men musikken skal hele tiden være der, og den skal være præcist, som jeg har lyst til at lave den. Jeg gider ikke lade mig diktere af, hvor der måske er et marked.”

Giver det dig ro, at du har taget en klar beslutning om, at du ikke skal leve af det? 

”Ja, det tror jeg faktisk. Det er ikke afgørende for mig, at jeg slår igennem med det her eller sælger så og så mange plader. Det er dejligt, at der lige nu er stor opmærksomhed omkring det med omtale i medierne og eksempelvis booking her til Roskilde Festival, men som jeg talte med en af de andre i bandet om forleden, så kan det jo sagtens være, at den interesse slet ikke er der længere om et eller to år. Sådan er den her verden. Og hvis det viser sig at være sådan, er det helt okay med mig. Jeg bliver bare ved med at lave musik og gør det på den måde, jeg synes er den rigtige. Jeg har sådan en overbevisning om, at kvalitet i sidste ende nok skal flyde ovenpå.”

Men har du ikke et ønske om at slå igennem bredt? 

”Jeg synes, jeg oplever, at mange musikere lægger meget energi i, at det her bare skal lykkes – at man bare skal slå igennem her og nu. Jeg vil meget hellere lægge energi i at lave noget, der er kvalitet og så ellers være tålmodig og vedholdende. Så skal de gode ting nok ske. Når det er sagt, så ved jeg selvfølgelig godt, at der en mediemaskine, som også betyder noget. Men hvis man vil lave noget, der er langtidsholdbart - og det er nok det vigtigste for mig - så mener jeg, at man skal lægge sin energi det rigtige sted, nemlig i musikken. Finde ud af, hvad man selv brænder for og så tage det lange seje træk.”


Se også et interview med Mikael R. Andreasen fra Roskilde Festival her:





Læs mere om Kloster her:
http://washington-inc-records.com/kloster/

Lyt til musikken:
http://www.myspace.com/klosterincyberspace

Læs også en god artikel om Kloster i Geiger:
http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=298

Læs Undertoners anmeldelse af The Waves and Winds Still Know His Voice:
http://www.undertoner.dk/2010/12/kloster-the-waves-and-winds-still-know-his-voice/

Cody har smidt genre-spændetrøjen

Foto: Enok Holsegaard

Det var fredag formiddag på årets Roskilde Festival. Jeg satte tre af medlemmerne af danske Cody stævne i mediebyen på et par forfaldne drømmesenge i en lille interimistisk hyggekrog, klos op ad en parkeringsplads.

Godt klatøjede var de, og man forstod hvorfor. Aftenen før havde de nemlig spillet et gig af dimensioner på festivalen. Få timer efter festivalen var blevet skudt i gang, havde de fået æren af at låne Odeon-scenen, der med sin størrelse og placering som regel er garant for et talstærkt publikum. Og med stor selvtillid gjorde de et værdigt indtog på festivalen.

Oplevelsen havde tydeligvis knapt lagret sig endnu, da jeg mødte Kaspar Kaae, David Fjeldstrup og Line Felding. Og selvom det næsten virker for ubegavet, når man sidder der, er det svært ikke at stille spørgsmålet: Hvordan var det så?

Line:
Det var en vild oplevelse at stå der. Det havde vi selvfølgelig også forventet – det er noget, man har gået og glædet sig til – men når jeg nu tænker tilbage på det, så var det altså også virkelig fantastisk.

Det er der jo mange bands, der giver udtryk for her på festivalen. Men hvad er det, der er så specielt ved det?

Line:
Man får simpelt hen så meget igen. Publikum vil det her så meget, de er så meget på, og det kan man bare mærke, når man står deroppe.

David:
Det, jeg oplever som så specielt for Roskilde, er, at publikum er den der blanding af dedikerede og nysgerrige folk. Man kan se, at der på de første tre-fire rækker står rigtige fans – dem, der synger med på det hele. Og bag dem er der fyldt med mennesker, der er kommet forbi, fordi de er nysgerrige. Og ikke på sådan en uforpligtende måde, hvor man bare dalrer hen og ser, hvad der sker. Folk vil virkelig musikken, og de er med på, at de selv skal investere noget i det. Det tror jeg ikke, man oplever på samme måde andre steder.

Line:
Odeon-scenen er jo ret stor, og jeg havde faktisk forventet, at det ville blive svært at få skabt den der intime stemning. Men det synes jeg virkelig lykkedes godt i går.


I har netop udgivet en EP, Under The Pillow, Under The Elms. På den lyder det, som om I flytter jer et nyt sted hen. Hvordan ser I selv på det?

Kaspar:
Jeg mener helt klart, at vi flytter os. Under The Pillow, Under The Elms markerer et nyt kapitel for os. Det er som om, vi har givet los, og at vi tør prøve nogle flere ting. På Songs (albummet fra 2009) var vi langt mere dogmeagtige. Vi var meget fokuserede på, at vores lyd skulle holdes meget stramt inden for en bestemt genre – for at ramme den der americana-lyd.

Hvorfor var det nødvendigt at holde det så stramt?

Kaspar:
Jeg tror, det er fordi, vi alle sammen kom andre steder fra. David og jeg har spillet rock før, og flere af de andre, eksempelvis Line, kommer fra den mere traditionelle folkemusik. Men så fandt vi en eller anden fællesnævner, som muliggjorde det her fælles projekt. Vi begyndte at lytte til ”voksenplader” som Bruce Springsteens The Ghost of Tom Joad og Neil Youngs Harvest, og vi blev interesserede i selv at arbejde med en lyd, der lå i det landskab. Men fordi vi stod der og skulle mestre en genre, som vi ikke selv var vokset op med, valgte vi en meget ydmyg tilgang til det, og det tror jeg – på godt og ondt - kommer meget til udtryk på Songs. Nu føler vi os så meget hjemme i vores egen lyd, at vi slapper meget mere af med det og nemmere kan lade det skyde i nogle nye retninger. Og det kan vi også nemmere tillade os, når nu det er en EP, vi har lavet.

Hvorfor kan man egentlig bedre tillade sig det på en EP?

Kaspar:
På en måde er det et lidt mere uforpligtende format. Og så alligevel er det jo ikke, fordi det rent kommercielt forventes, at vi tegner et klart billede af, hvordan vi som band lyder nu og her. Men jeg føler det alligevel lidt mere frit – som om vi kan tillade os lidt mere, og på den måde synes jeg egentlig også, at det på nogle måder er et mere interessant format rent kunstnerisk.

Men det peger vel også frem mod et album?

Kaspar:
Det gør det. Vi står der nu, hvor vi skal til at begynde de indledende øvelser til vores næste album. Men det er jo et stort maskineri, der skal i gang, ikke mindst fordi vi er syv med i bandet. Derfor giver det en dejlig ro, at vi har fået en EP ud nu. På en måde køber vi lige lidt tid der. I forhold til at spille live er det helt fantastisk at få nogle nye numre at optræde med. Vi sad for nylig efter en koncert i Tyskland og snakkede om, at vi næsten var blevet for gode til at spille de her sange. Det kan man selvfølgelig ikke blive, men det kan alligevel godt føles sådan, når man har kørt det samme repertoire i for lang tid. Som om man ikke kan mærke sig selv i det længere.

Line:
Sådan har jeg det slet ikke. For mig bliver det aldrig rutine. Det er nok fordi, jeg er sådan et yogamenneske, der godt kan lide gentagelserne, ha-ha.

David:
Jeg kan godt følge Kaspar. Jeg kan også godt lide gentagelserne, men det kan gøre utrolig meget for et set, at man har bare ét nyt nummer med. Det kan virkelig løfte det hele og også få de gamle sange til at lyde på en ny og anderledes måde. Jeg kunne mærke det i aftes. Da vi skulle spille de nye sange, stod man jo igen med den der gamle følelse af at skulle holde tungen lige i munden. Man skulle koncentrere sig for at få det hele til at spille. Den følelse har jeg savnet. Det giver skarphed, og det gør også noget ved følelsen af at spille sammen som et band.

Line, du har dine rødder i folkemusikken. Ser du Codys musik som folk?

Line:
Der er helt klart nogle elementer. Vi trækker meget på nogle af de traditionelle dele af musikken. Ikke kun folk, men også folk. Der sker virkelig meget på den scene lige i øjeblikket, og det er ret interessant at følge med i. Der er en stor interesse for folkemusikken, eller i hvert fald for nogle afarter af den.

Kaspar:
Jeg er enig i, at vi er inspirerede af dele af folkmusikken, men jeg tror virkelig man skal passe på den der genre-fiksering. Det er i hvert fald meget der, jeg personligt er lige nu. Nu har der de seneste år været den her massive revival, når det gælder folkmusik, både herhjemme og i udlandet, og jeg har det selv på den måde, at den ko altså snart ikke kan malkes mere. I hvert fald tror jeg, det er vigtigt at frigøre sig fra genrerne og så bare spille det, man føler rigtigt. Ikke forsøge at lyde som nogen andre, men bare lyde som sig selv.

***

Besøg også Codys hjemmeside

Lyt her til et af numrene fra EP’en Under The Pillow, Under The Elms:

Roskilde Revisited - Part II

Lørdag: John Grant, The Strokes og Spids Nøgenhat 

Det blev lørdag, og det blev regnvejr. Der var folk, der gav op og rejste hjem allerede om formiddagen, mens den vedvarende regn dryppede solidt ned over festivalplads og campingareal. Og der var forståeligt nok dem, der ikke orkede mere, da himlen åbnede sig lige efter koncerten med Arctic Monkeys på Orange.

Men der var jo også alle dem, der tog det i stiv arm. Faktisk de fleste. Når man har været på Roskilde Festival en del gange, lærer man, at regnen ofte er en del af dagsordenen. Men også at solen som regel vinder til sidst. I hvert fald gør den gode musik.

Og det skal jeg da også lige love for, at den gjorde for mit vedkommende om lørdagen. En dag, der virkelig gik op i en højere enhed, når det gælder musikken.

Faktisk startede jeg med at ændre planer. Jeg havde tænkt mig at lytte til The Tallest Man On Earth, men det viste sig hurtigt, at den koncert var så stort et tilløbsstykke, at det krævede rundsave på albuerne at kæmpe sig frem til en position, der ville gå an til sådan en skrabet folk-koncert. Jeg tig en hurtig beslutning og hastede i stedet til det lille Gloria-telt, hvor John Grant spillede. Og hvilken fantastisk beslutning. Den intime koncert eksponerede nogle af de fineste øjeblikke overhovedet på årets festival. Det er kun få måneder siden, jeg oplevede John Grant med nogenlunde samme sæt i Koncerthuset, men denne eftermiddag var det bare, som om de eminente sange, den uforlignelige stemme og det engagerede og rørte publikum tilsammen dannede en eksplosion. En meget, meget stille eksplosion, men dog en eksplosion. Det var virkelig smukt, og helt højt gik bølgerne, da han spillede (og ikke mindst sang) det guddommelige titelnummer fra sidste års stærke album Queen of Denmark.

Der fulgte et par lidt mere skuffende oplevelser med TV On The Radio og Arctic Monkeys, før aftenen gik amok. Førstnævnte gjorde det i mine ører klart bedst af de to, men der var ikke nogen af delene, der var fokuseret eller stærkt nok leveret til, at det gjorde noget ved mig. Det havde jeg heller ikke forventet, at The Strokes skulle gøre. Jeg var jo med hele vejen, dengang de virkelig gjorde en forskel, men det er jo så mange år siden. Jeg har været blandt dem, der har kritiseret Roskilde Festival for at hive sådan en flok has-beens ind som grundpille i programmet. Men efter den rockudgydelse, The Strokes leverede lørdag aften, da solen var gået ned over Orange Scene, må jeg æde hvert eneste ord igen. Plus min gamle hat. Og jeg må også hjem og give det nye album endnu en chance. For hold da kæft, hvor de spillede den festival op med rock så tight, at jeg næsten ikke kan mindes noget lignende. Det skulle da lige være The Hives i 2004.

Så gik der dans i den. Og Dead Mau5 for dem, der er til den slags. Det kan jeg måske godt overtales til at være en gang imellem, men på ingen måde, når man lige har fået en grundlektion i rock ’n’ roll. I stedet blev det til en stille opbygning til nattekoncerten med syrerockerne fra Spids Nøgenhat på Pavilion. Det lignede en genistreg at placere det band på den scene på det tidspunkt, og det viste det sig også at være, allerede fra den første akkord blev slået an, og Lorenzo Woodrose lod sin vokal kaste ekko ud over den tændte crowd. Der var så meget tænding på, og bandet kontrollerede det hele på en umanerlig cool måde. Gruppens egne numre, hvis tekster ofte tangerer det patetiske syre-svampe-univers og kun holder sig oppe på grund af den ekstremt velspillede rock, det hele hviler på, blev smukt rørt op med gamle danske rockklassikere. Vi fik Røde Mor, vi fik Young Flowers, og selv Gasolin blev bragt til live igen for en kort stund denne uforglemmelige lørdag nat i Pavilion. Da bandet forlod teltet, sang publikum videre. Og vi sang, og vi sang, og vi sang. Det her var sådan en koncert, der bare ikke måtte høre op.
Hvis du ikke selv var der, kan du lytte til den her – selvom det jo aldrig bliver det samme:
http://www.dr.dk/roskilde/koncert-optagelser/2011/07/03/v%C3%A6r-med-i-en-hemmelig-klub-n%C3%B8gen-spidshat-live-fra-roskilde


Søndag: The Walkmen

Det var ikke meget, jeg på forhånd havde sat kryds ved denne søndag. Og det var nok godt det samme. Den matte stemning havde sat sig, ikke bare i mig, men i resten af festivalen. Det er hardcore at køre fire lange dage med musik, alkohol og gode fester omkring sig.

Men der var jo stadig koncerten med The Walkmen, en af de absolutte hovedbegivenheder for mig. Og de skuffede ikke. Jeg oplevede bandet levere en forrygende koncert i Amager Bio sidste år, og de samlede tråden fint op denne eftermiddag på Roskilde Festival.

On The Water, Canadian Girl og Blue As Your Blood blev leveret med en skarphed og nerve, som rigtig mange andre bands kunne lære af. The Walkmen spiller, som gjaldt det livet hver gang. Og det er jo ellers ikke fordi musikken er specielt aggressiv eller råt rockende – hvis man lige ser bort fra enkelte numre som den uundgåelige The Rat. Det er et langt stykke hen ad vejen stille musik, fyldt med fine nuancer og mange spændende lag. Men der bliver ikke taget fanger, når Hamilton Leithauser & co. går på. Og denne søndag eftermiddag satte de den fineste streg under en festival, der for mit vedkommende ramte nye højder. Tjek fx her:



Jeg slutter mig ikke til kritikerkoret, der vil have Roskilde Festival til at gå helt nye veje, men bøjer mig tværtimod i støv og mudder for, at det igen lykkes festivalen at gøre forhåndskritikken til skamme. Selvfølgelig er der altid bands, man gerne ville have set. I mine øjne skulle der være to scener mere og dermed højere til loftet for genrer som elektronisk musik, hiphop og (ikke overraskende) folk. Men med de præmisser, der nu engang var stillet op for den her festival på forhånd, så mener jeg, at den fortjener absolut topkarakter.

Personligt gik jeg hjem med 8-10 koncertoplevelser, der virkelig lever videre i mig, og mere kan man vel ikke forlange på sådan en festival. Allerstærkest står PJ Harvey, Portishead, John Grant, The Strokes, Spids Nøgenhat og The Walkmen. Seks så forskellige navne, som på hver deres måde mejslede deres navne ind i monumentet for Roskilde Festival 2011.

Roskilde Revisited – Part I

Hjemvendt efter en både hård, våd og vellykket festival er det tid til at gøre status. De næste indlæg her på bloggen er et forsøg på at fastfryse nogle af de øjeblikke på Roskilde ’11, der bliver stående for mig længe endnu. Det første indlæg her kommer til at handle om koncerter på festivalens to første dage.

Torsdag: Cody og PJ Harvey

For mit vedkommende begyndte løjerne for alvor med et dansk band, der langt fra lyder dansk. Det var egentlig min intention at opleve den skramlede svensker Daniel Norgren, men det nye Gloria-telts begrænsede kapacitet satte en stopper for det – det var ganske enkelt ikke muligt at komme ind.

Men som det ofte går på Roskilde Festival, så ender den slags mere eller mindre frivillige fravalg med at blive til interessante tilvalg. Jeg satte i stedet kursen mod Odeon, hvor jeg nåede at få den sidste halvdel af Codys koncert med. Og jeg skal love for, at bandet med det ellers meget skrøbelige og intime udtryk fyldte det store telt flot ud. Blandingen af de gamle nyklassikere og de virkelig stærke numre fra den EP, bandet netop har udgivet, udmøntede sig i en koncert, der i den grad var Roskilde Festival værdig.

I øvrigt mødtes jeg næste formiddag med tre af medlemmerne fra Cody, som blandt andet fortalte om, hvordan oplevelsen havde været. Interviewet bliver til en artikel, jeg publicerer senere her på bloggen. Så… stay tuned.

Men selvom det var godt, så var det jo stadig kun opvarmning. Mit fedeste kryds overhovedet i årets spilleplan havde jeg plantet oveni den koncert, der var programsat til klokken 22 på altid dejlige Arena. Kvinden bag det måske foreløbigt stærkeste album i 2011 so far – PJ Harvey.

Der var pakket med mennesker, og forventningerne hang helt oppe under teltdugens højeste hvælvinger. Og hold da op, hvor hun indfriede dem alle sammen. Det var intimt og storladent på samme tid. Det var stramt og gennemført spillet af et superengageret band.

Jeg talte efterfølgende med mange på festivalen om den her koncert, og jeg kan forstå, at den delte vandene. Flere syntes, den havde været direkte kedelig, mens en enkelt havde fundet det så smukt, at han havde tudet til de tre første numre (selv begrænsede jeg mig til let fugtige øjne under On Battleship Hill).

Jeg tror, det hele står og falder med, hvordan man har det med hendes nye album. Enkelte af de gamle klassikere blev flettet rigtig fint ind i den tæt på konceptuelle opbygning omkring Let England Shake, men hvis man havde forventet at møde rock-PJ fra de gode gamle plader i slutningen af 90’erne, så kan den her koncert ikke have været oppe at ringe. Det kan den til gengæld, hvis man anerkender Let England Shake som PJ Harveys til dato stærkest og vigtigste album. Det gør jeg, og jeg var solgt. Jeg var et med den engleagtige og samtidig let dæmoniske skikkelse, der under de fleste af numrene stod stift, stirrende, monotont rykkende i en autoharpe. Og hun sang, så man troede, det var løgn. I mine øjne var det en noget nær perfekt koncert, PJ Harvey leverede på Arena torsdag aften. Historisk.

Det blev ikke til mere musik torsdag aften, men alt andet ville sikkert også været faldet til jorden.

Fredag: The Raveonettes, Sean + Femi Kuti, Kurt Vile & The Violators og Portishead

Fredag ramte jeg det første high, da The Raveonettes spillede Orange Scene op klokken 17. Selvom det måske ikke er en koncert, der går over i historien, synes jeg faktisk, at Sune og Sharin ind i mellem havde fat i den lange ende. Og det på trods af flere vanskelige faktorer: Lyden var generelt elendig. Strømsvigt spolerede flere gange undervejs rytmen. Og Orange Scene klokken 17 er bare i sig selv en af de mest utaknemmelige tjanser på den her jord.

Det var mudret, og i de bedste momenter var det støjrock, når det er finest. Et sæt, der naturligt nok i store træk var bygget op omkring Raven In The Grave, bandets hidtil stærkeste album, der udkom tidligere i år. Særligt mod slutningen af koncerten blev der rejst en massiv mur af guitarer, mens hovedpersonerne næsten forsvandt i en røg, der klæder bandets musik rigtig fint. Sådan skal Roskilde også lyde ind imellem.

Men en festival skal også lyde af andet end rock. Derfor gik turen videre til Kuti-brødrene, der i selskab med et meget, meget talstærkt orkester, der spillede, så Arena gyngede. Den perfekte opbygning til en aften, der for mit vedkommende lagde op til at blive af en noget mere stenet og tilbagelænet karakter.

Først og fremmest i form af Kurt Vile And The Violators, der rockede på Odeon. En god, men også en meget krævende koncert. Vi var vidner til en indadvendt optræden fra bandet og i særdeleshed fra Kurt Vile selv, der gerne lader sine lange lokker falde ned over ansigtet, så han kan forsvinde ind i sig selv og sine sange. Men det er så også nogle sange, man får lyst til at falde ind i, skal jeg hilse og sige. Tjek selv her, hvordan det tog sig ud:

Og endelig stod den på Portishead, der blev præcis så intens og altomfavnende oplevelse på Orange Scene, som jeg havde forventet. Perfekt at placere netop det band, der på så fornem vis rækker langt tilbage i Roskilde Festivals historie og samtidig i nyere tid har leveret et album (Third fra 2008), der aftvinger respekt i dag. Ingen tvivl om, at Portishead var et nostalgitrip, men det var mere end det. Det føltes godt og rigtigt netop den aften. Netop det band. Netop på den scene. 

Roskilde '11: Her finder I mig

I morgen først på dagen sætter jeg kurs mod Roskilde. Fire dage med kærlighed, fred og ikke mindst musik af meget høj kvalitet. Det skal nok blive godt.

Herunder ridser jeg den rute op, som jeg på forhånd ser for mig som den optimale vej gennem festivalens ret imponerende tilbudskatalog. Jeg har selvfølgelig særlig fokus på mine kerneområder, nemlig folk, indie og rock, men jeg har også prøvet at skaffe mig et par varme tips uden for de genrer.

Og når alt det her er sagt og skrevet, så ved jeg jo godt, at jeg sikkert højst kommer til at høre halvdelen af det, jeg skitserer herunder. Det er en vigtig del af Roskilde Festival at lade sig forføre og trække med af understrømmen ud til de små, skæve, sjove, anderledes og overraskende koncerter. Sådan går det med garanti også i år.


TORSDAG: 

Torsdag lægger jeg nok ud med Veto på Orange. Åbningskoncerterne er altid noget specielt. Jeg har oplevet Veto nogle gange før live, og de plejer at levere varen. Jeg er ikke stor fan af deres electrorock, men respekt for håndværket. Og de virker som et fornuftigt bud på at tænde en god torsdagsfest som åbner på Orange. Jeg får nok en stille øl i solen lidt på afstand.

Jeg glæder mig til gengæld rigtig meget til at opleve Daniel Norgren, der spiller 19.45 på Odeon. Jeg kendte faktisk ikke svenskeren, før Roskilde offentliggjorde navnet, men jeg har fået lyttet en del til det på nettet, og det er skidegodt. Hans skramlede blues sammenlignes både med Tom Waits (der også er vanskelig at komme udenom, når man hører det) og de helt gamle drenge som Muddy Waters og Robert Johnson. Han trækker helt klart på de gamle, sorte dyder, men han gør det på en moderne og anarkistisk måde. Det kan blive rigtig godt.

Desværre kolliderer Norgren lidt med Cody, men her vurderer jeg, at der bliver mange andre muligheder for at opleve dem live. Bandets nye EP, der er ude netop nu, er ellers helt igennem holdbar, og jeg tror, de kommer til at levere en rigtig fin koncert på Roskilde. Kan anbefales, hvis man er lidt mere til afdæmpet, sofistikeret alt-country end skramlet blues der først på aftenen torsdag.

Jeg har skrevet lidt om Alcoholic Faith Mission her op til festivalen, og det er et band, jeg rigtig gerne vil opleve. Desværre ligger de med en koncert 21.30 lidt for tæt på aftenens store begivenhed, PJ Harvey, der spiller på Arena kl. 22.00. Her tror jeg, et af de store højdepunkter på årets festival kan indfinde sig. Det er jeg nok langt fra den eneste, der tænker, så det handler nok om at være der i god tid. Selvom Iron Maiden spiller samtidig på Orange, kommer der helt sikkert til at være pakket med mennesker i Arena.


FREDAG: 

Kl. 14 står den helt klart på Bright Eyes, der spiller på Arena. Selvom jeg ikke helt har taget det seneste album til mig (har heller ikke fået hørt det nok), er der ingen tvivl om, at Conor Oberst og co. Skal opleves. Med en god, fortættet Arena-stemning ligner det en perfekt start på dagen.

Ellers forventer jeg en rolig eftermiddag, lige indtil The Raveonettes tænder op under Orange kl. 17. Godt nok en lortetjans at skulle spille den scene op på den tid af dagen – mange har gjort forsøget, og mange har fejlet – men jeg tror faktisk nok, at Sune og Sharin skal køre den hjem. Med deres til dato stærkeste album, Raven In The Grave, friskt i bagagen kan det nøsten kun blive godt. Jeg ville meget hellere opleve dem på Arena, men det siger man jo så tit med de der Orange-koncerter.

Fra mine Afrika-kyndige kontakter har jeg fået anbefalet Femi Kuti & Positive Force, der spiller på Arena kl 18. Efter en god rockindsprøjtning ville det passe godt med en hvidvinsstener til det.

Kl. 21 spiller Kurt Vile And The Violators i Odeon. Jeg har talt med flere, der har oplevet det live, og oplevelserne har været lidt blandede, men materialet fejler i hvert fald ingenting. Velspillet, stenet rock med masser af rumklang og nerve.

Hovedbegivenheden fredag aften bliver dog Portishead, der spiller på Orange kl. 22.30. Jeg ser for mig, at det bliver et festival-peak. Hvis ikke bandet så sent som i 2008 havde udgivet et meget kraftigt efterskælv i form af Third, ville der have været stor risiko for, at sådan en koncert ville falde til jorden med et stort nostalgisk klask. Lidt som da The Prodigy spillede sidste år. Men Portishead holder – både med i et nostalgisk og nutidigt lys, og jeg regner med, at de har evnen og virkemidlerne til at spille Orange op på en sen aften.

Men så må det også være nok mainstream og tid til at gå lidt på opdagelse. Jeg vil igen ty til mine alvidende kontakter udi for mig lidt fremmede genrer. De peger på JuJu, der dækker over engelske Justin Adams og gambiske Juldeh Camara, der blander vestafrikanske toner og guitarrock fra det overskyede Nordvesteuropa. De spiller kl. 01.00 på Gloria og skulle være et spændende bekendtskab.

Og så skal man jo også opleve det danske punkfænomen Iceage. Live skulle det være fantastisk. Jeg er ikke nogen stor punk-entusiast, men når det spiller, så spiller det. Og det gør Iceage efter sigende. Jeg har hørt enkelte numre, som var virkelig gode, og ordet på gaden er, at koncerterne er noget helt specielt. Og så klokken tre om natten på en godt opvarmet Roskilde Festival. Det kan kun blive vildt.


LØRDAG: 

Hvis fredag slutter råt og brutalt, kan lørdag passende begynde fint og harmonisk. Det kan den gøre foran Odeon, hvor danske Hymns From Nineveh spiller kl. 13. Vi taler følsom folk med afsæt i religiøse tekster. Den slags kan lyde skræmmende på mange, men der er nu ingen grund til at være bange for Hymns From Nineveh. Tværtimod er det både klog og velkomponeret musik, der giver basis for både en rolig og en god musikalsk oplevelse lørdag over middag.

Og for at blive ved det fine og danske, så ville det passe mig fint, hvis jeg også kunne nå omkring Love Shop på Arena kl. 14. Godt nok har jeg set bandet efterhånden mange gange, men Roskilde er noget særligt – og Arena er noget særligt. Det er et orkester, der har været meget igennem, men som på den seneste turne også fik bevist, at man har rejst sig flot efter tabet af både Hilmer Hassig og Henrik Hall. Det bliver intenst.

Men det er spørgsmålet, om jeg kan nå det hele. Lørdag er i det hele taget sådan en dag på Roskilde Festival, hvor jeg muligvis får brug for at konsultere en stresscoach undervejs. Flere virkelig spændende koncerter overlapper hinanden eller ligger præcist samtidig. For eksempel er den helt gal kl. 15, hvor man har programsat The Tallest Man On Earth på Odeon samtidig med John Grant på Gloria. Æv! Jeg hælder dog til at vælge The Tallest Man On Earth, som jeg har hørt virkelig gode ting om, når det gælder koncerterne. Jeg er en sucker for folk af den gamle skole, og det er præcist det, Kristian Mattson kan. John Grant leverede med den selvterapeutiske Queen of Denmark (med hjælp fra Midlake) et af de stærkeste albums i 2010. Jeg oplevede ham i Koncerthuset tidligere i år, og det var fantastisk. Jeg ville rigtig gerne opleve ham med band her på festivalen, men nu må vi se. Jeg vil lade sindsstemningen afgøre det, når jeg står i situationen. Ingen Roskilde Festival uden at gå glip af et eller andet, man burde have set.

Til gengæld er jeg så godt som sikker på, at jeg er at finde foran Orange Scene kl. 16, når norske Kaizers Orchestra spiller. Det er jo et band, der tidligere har leveret mindeværdige øjeblikke på festivalen, men jeg har endnu selv til gode at opleve dem live. Selvom jeg ikke har været ret begejstret for de seneste ting, jeg har hørt med dem, vælger jeg at tro på høj sol og høj stemning foran Orange på dette ellers håbløse tidspunkt at skulle spille netop den scene op.

Det kan fungere som passende opvarmning til en koncert, der godt kunne gå hen og blive et af de absolutte højdepunkter, nemlig TV On The Radio på Arena kl. 18. Artrockerne fra Brooklyn opererer på anarkistisk vis på tværs af genrer, og det hele udmønter sig i fantastiske sange. Det gjorde det i hvert fald på mesterværket Dear Science fra 2008. Jeg må med skam meddele, at jeg endnu ikke har fået erhvervet mig det nyeste album, Nine Types Of Light. Det nærmer sig en skandale. Måske jeg faktisk skulle gå ind og bestille det… nu. Jeg kan godt lige nå at varme lidt op.

Danske Kloster bliver desværre lidt klemt mellem denne koncert og så den store rockaften på Orange, der begynder kl. 19.30. Men hvis man føler for lidt mere afdæmpede toner – folk, der er beslægtet med Hymns From Nineveh, som jeg beskriver længere oppe – så kan jeg anbefale, at man lægger vejen forbi Gloria kl. 19.

Ellers står den som sagt på rock, rock, rock. Arctic Monkeys indtager Orange kl. 19.30. Jeg er ikke udelt begejstret for deres nyeste album, som ellers har fået ganske meget ros, men jeg kan godt høre, at der er gode ting på det. Til gengæld var jeg glad for Humbug, som de fleste andre tilsyneladende ikke kunne lide. Et album, der viste bandet fra en mere moden og fuldendt side end de tidligere rockspasmer, der selvfølgelig glitrede i deres umiddelbarhed, men som også måtte følges op af noget andet og mere helstøbt. Uanset hvad så er det et band, der nu har angrebet rocken fra forskellige vinkler og bevæget sig langt forbi døgnfluestadiet. Skåret ind til benet, er de her for at spille rock, og det tror jeg, de kommer til at gøre på en overbevisende måde, når de låner Orange.

Og så ligger det jo i naturlig forlængelse af det at opleve The Strokes, også på Orange, kl. 22.30. Jeg synes ikke, deres udviklingskurve er gået i den rigtige retning siden debuten. Der har været langt mellem pladerne, og de er faktisk… ja, blevet dårligere og dårligere. Men nu var debutalbummet også et album af ubegribelig høj kvalitet, og da jeg aldrig tidligere har set Strokes live, tror jeg, de får chancen denne aften. Tidspunktet er godt, stedet er godt, bandet er jo bdybest set også godt. Alt i alt er der gode chancer for, at det bliver… godt.

Chris Cunninghams show i Arena 23.30 bliver sikkert spændende, men bliver nok også så stort et tilløbsstykke, at jeg ikke er sikker på, at jeg orker det efter en lang dag med musik. Jeg tror mere på at finde mig en overraskelse et eller andet sted, eller ganske enkelt bare tage den med ro, indtil den står på psykedelisk rock af den gamle skole kl. 2 i Pavilion. Det er Spids Nøgenhat, der indtager scenen, og det kan godt blive en rigtig fin (og stenet) natkoncert.

Endelig har jeg fået anbefalet det norske superband Kitchie Kitchie Ki Me O, som spiller kl. 3 på Odeon, og en god, gammeldags rockkoncert ville jo være en meget passende afrunding fra sådan en lang dag på kontoret.


SØNDAG: 

Der er knap så meget på programmet søndag, og det passer nok meget godt med energiniveauet efter en hård og lang lørdag.

Jeg forventer at give Thulebasen en chance kl. 14. Et forfriskende navn på den danske rockscene, der både tør eksperimentere og støje, samtidig med at de laver holdbare sange. Det er ikke meget, jeg har fået lyttet til det, men så er det her jo en oplagt mulighed.

Kl. 16.30 forventer jeg at ramme et af festivalens absolutte højdepunkter, når formidable The Walkmen indtager Odeon-scenen. Jeg kunne skrive meget om The Walkmen, men vi egentlig nøjes med at henvise til min anmeldelse af bandets uforglemmelige koncert i Amager Bio sidste år. Den siger vist alt...

På samme scene spiller lidt senere Justin Townes Earle – søn af country-rock-fænomenet Steve Earle og opkaldt efter legenden Townes Van Zandt. Justin Townes Earle spiller bluesrock af den gamle skole, og hvis den humørsyge kunstner ellers rammer en af sine gode dage, ser jeg for mig, at hans koncert kan blive det flotte punktum for en lang og indtryksrig festival.

Hvis bølgerne går rigtig højt, og regnen holder inde, kan jeg ikke udelukke, at jeg også napper en koncert med Kings of Leon på Orange. Men det er nu ikke, fordi bandets formkurve, siden de første fremragende albums, ligefrem imponerer mig. Og på et eller andet tidspunkt skal man jo hjem og sove. Og sove. Og sove.

Læs alle artikler om Roskilde ’11

It’s gonna be a good year

Så magisk det bliver på søndag, når The Walkmen gæster Roskilde Festivals Odeon-scene. Her beviset på, at det er et band i topform, der kommer til Danmark. Optagelsen er fra Bonnaroo-festivalen, der blev afviklet for nogle uger siden:

Lang lørdag på Roskilde '11 ifølge Hans-Henrik Siig fra Mod Strømmen

Kitchie Kitchie Ki Me O

Den sidste i serien af gæstende musikmennesker, der anbefaler Roskilde-koncerter for majortom.dk, er Hans-Henrik Siig. Han er vært for det anbefalelsesværdige radioprogram Mod Strømmen, der sender hver torsdag fra kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Hans-Henrik Siig har valgt at fremhæve tre koncerter, der falder inden for et begrænset tidsrum, nemlig fra sent lørdag aften til søndag morgen.

Congotronics Vs Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars, Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums og Skeletons
Roskilde Festival er det sted, jeg hører verdensmusik. Gennem et længere stykke tid er der blevet sendt musikfiler på kryds og tværs af Atlanten. Fra Congo til Argentina, fra Sverige til New Mexico, fra New York til Belgien og vice versa. Idéen bag var enkel og ligetil. Nemlig at få et samarbejde op at stå mellem congolesiske Konono N°1 og Kasai Allstars, der kollektivt er kendt som Congotronics, og en række musikere, der fortrinsvis arbejder i den alternative del af musikspekteret. Et samarbejde, der skulle lede til et fælles og nyt repertoire. En smeltedigel af traditionelle afrikanske instrumenter og rytmer og nyere vestlig musik. Om Congotronics vs Rockers, så er verdensmusik er et helt andet spørgsmål. Spændende lyder det under alle omstændigheder.

Lyt lidt til sagerne her:
Congotronics vs. Rockers Live by Crammed Discs

Spids Nøgenhat
Jeg er ikke meget for højder, så det med at samle pant for at få en tur med svævebanen ud over grusgraven, giver jeg mig ikke ud i. Gudskelov er der andre måder at få et sug i maven på. En af dem er Spids Nøgenhat. Da jeg så Dragontears en fredag i februar, gik der rygter blandt publikum om, at det ville fortsætte hele natten. Sådan blev det ikke. Når besætningen stiller op som Spids Nøgenhat og samtidig får lov at lukke Pavilion-scenen lørdag nat, kan man håbe på, at det ligeledes får lov at åbne posen med de dansk syrerock-godter helt op.

Kitchie Kitchie Ki Me O
Natten bliver lukket ned med norske Kitchie Kitchie Ki Me O. Der enten har taget navn efter et My Midnight Creeps nummer eller af en version af den gamle engelske folkesang ’King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O’, bedre kendt som ’Frog Went A-Courting’. Meget taler dog for førstnævnte, fordi bandet er opstået på asken af My Midnight Creeps, Madrugada og Ricochets. Selvom, der er skruet ned for tempoet, i det mindste i forhold til My Midnight Creeps, som er det orkester, jeg har hørt mest af de tre, så emmer debutpladen af klassisk rock a la Stones og Stooges og saxofonen fylder stadig pragtfuldt meget.

Lørdag aften og nat:
Congotronics Vs Rockers: Odeon kl. 23.00
Spids Nøgenhat: Pavilion kl. 02.00
Kitchie Kitchie Ki Me O: Odeon kl. 03.00

Tjek bloggen modstroem.blogspot.com for mange flere varme tips fra Hans-Henrik Siig.

Peter Krogholm fra All Scandinavian anbefaler tre oplevelser på Roskilde ’11

En række musikere og musikjournalister anbefaler i disse dage de bedste Roskilde-gigs for majortom.dk. I dag er turen kommet til Peter Krogholm, hovedmotoren bag Allscandinavian.com - en meget inspirerende engelsksproget portal, der har til formål at fortælle om skandinavisk musik til resten af verden.

Jeg bad Peter om at udpege tre anbefalelsesværdige Roskilde-koncerter. Herunder kan du se, hvad han hostede op med. Det ene bud er faktisk mere end bare en koncert.

Kitchie Kitchie Ki Me O
Såkaldte supergrupper er jo et hit for tiden, og denne norske af slagsen - med medlemmer fra Madrugada, Richochets og My Midnight Creeps - har just udgivet deres eponyme debut album i hjemlandet til store roser. Jeg har kun hørt en sang på deres Facebook-side, men den er til gengæld forrygende i al sin mørke, fængende og guitardrevne storhed, og holder de niveau med fx Madrugada live, så bliver det godt. Rigtig godt endda...
http://www.facebook.com/pages/Kitchie-Kitchie-Ki-Me-O/185337610403

Lykke Li
Jeg så Lykke Li på Roskilde tilbage i 2008, hvor hun turnerede med sin debut, Youth Novels, og det var ret fedt. Tidligere i år udgav hun sin fantastiske toer, Wounded Rhymes, som musikalsk og tekstmæssigt er mere dunkel og aggressiv end forgængeren, men samtidig svært catchy (som svenskerne jo gerne er). Endnu en koncert med potentiale til mere end godt.
http://www.myspace.com/lykkeli

Pavilion Junior
Jeg er af naturlige årsager ret stor fan af Pavilion Junior konceptet - selvom jeg desværre sjældent har tid til at komme omkring. Udover at være første Roskilde-stop for en lang række danske upcoming navne, er det en rigtig fin mulighed for at se og høre, hvad der foregår i vores nordiske søsterlande. Igen i år er programmet stærkt, og hvis du er der, så tag så meget som muligt med, men jeg vil alligevel hurtigt henlede opmærksomheden på Agent Fresco fra Island, norske Honningbarna og Tôg, samt svenske This Is Head. Alle pånær Tôg har jeg set live, og det har været fremragende.
http://roskilde-festival.dk/uk/music/band_schedule/pavilion_junior_schedule/


Besøg også Allscandinavian.com

Goombays Jonathan Carstensen anbefaler tre koncerter på Roskilde ’11

Iceage er et af Jonathans varme bud. Foto: myspace.com/egaeci 

DMI lover nu godt vejr i næste uge, og jeg følger trop ved at dele dagens tre bud på gode koncertoplevelser på Roskilde ’11. Denne gang er det ikke en musiker, men en reporter, der kommer med sine anbefalinger.

Jonathan Carstensen er musikjournalist for Goombay - portalen der både samler alle danske musikblogs og selv skriver om musik. Netop Jonathan Carstensen skal som Goombays udsendte dække Roskilde Festival i næste uge, så vi taler om en mand, der har sat sig grundigt ind i sagerne.

Her Jonathans bud på koncerter, du ikke må gå glip af:

Iceage
Debutpladen ”New Brigade” væltede mig i vinters omkuld i al dens rastløse nerve og energi. Jeg havde det som de unge i senhalvfjerdserne må have følt, da de første gang lyttede til Wire. De unge punkere i Iceage er kendt for deres kaotiske koncerter af karakteristisk svingende karakter, og når rammerne er Odeon fredag nat bliver det næppe bedre. Jeg glæder mig enormt til at overvære det.

Surfer Blood
Jeg har en udtalt begejstring for den alternative rock fra halvfemserne: Pixies, Pavement, Dinosaur Jr. En begejstring jeg angiveligt deler med Surfer Blood; det lyder i hvert fald sådan. Jeg har netop opdaget dem og glæder mig allerede til at få hørt en ordentlig omgang guitardrevet rock. Som opvarmning kan man jo passende se den Weezer-klingende video til det fremragende nummer ”Floating Vibes”:



OFWGKTA
Den sidste anbefaling ligner til forveksling en formaning: SE DET. Meget mere ligger der ikke i det; Odd Future Wolf Gang Kill Them All er pionerer på hiphopscenen anno 2011, og de er allerede blevet kult - ikke mindst grundet den karismatiske leder af korpset Tyler, The Creator. Dette er deres første koncert i landet, og jeg er forsikret om, at det bliver en vanvittig oplevelse - såvel lydmæssigt som visuelt.

Følg Jonathan Carstensens Roskilde-dækning på Goombay.dk

Adam fra Fastpoholmen anbefaler tre koncerter på Roskilde ’11

Op til Roskilde Festival skriver jeg om nogle af de lidt mere ukendte navne, som jeg har tænkt mig at give en chance på årets festival. Samtidig har jeg bedt nogle af dem om at komme med nogle bud på, hvem de selv gerne vil opleve på årets festival.

Hvis du er en af dem, der tager tidligt på festival og allerede står klar til at mæske dig i musik ved Pavilion Junior søndag aften, så bør du give Fastpoholmen en chance.

Sekstettens kerne er fætter og kusine, Adam og Dawn Fastholm, der har rødder i både København og Småland. De blander traditionel svensk visesang med reggae, calypso og andre mærkværdigheder. Ifølge bandet selv er forbillederne så forskellige som Cornelis Vreeswijk, Fats Domino, Salif Keita og Jimmy Cliff.

Det er velspillet folk, og samtidig svinger det, så selv de gråskæggede må få lyst til at danse lidt. Tjek for eksempel nummeret Himlen, der i øvrigt toppede Det Elektriske Barometer i hele 10 uger.

Fastpoholmen kommer desværre ikke selv til at opleve hele Roskilde Festival. Alligevel bad jeg Adam Fastpoholmen om at pege på tre koncerter, han selv ville opleve, hvis han var der:

JuJu

Justin Adams og Juldeh Camara. Har set dem på Global, og det er nok en af de fedeste og mest intime koncerter, jeg har set!!!

Femi Kuti

Ville også rigtig gerne se Femi Kuti. Det er nok egentlig mest, fordi hans far (Fela kuti) var (er) en helt. kender egentlig ikke så meget til Femi, men tror det bliver rigtig rigtig fedt; Broren kommer vist også.

Timbuktu & Damn!

Timbuktu er Nordens bedste rapper! Og så har han et helt utroligt band med, DAMN. Og så kan man håbe på Tingsek – tjek engang det her fantastiske klip:

Læs mere om Fastpoholmen på bandets hjemmeside

Kristine fra Alcoholic Faith Mission anbefaler 3 koncerter på Roskilde '11

Foto: Maud Frisenfeldt

Op til Roskilde Festival skriver jeg om nogle af de lidt mere ukendte navne, som jeg har tænkt mig at give en chance på årets festival. Samtidig har jeg bedt nogle af dem om at komme med nogle bud på, hvem de selv gerne vil opleve på årets festival.

Turen er kommet til Alcoholic Faith Mission, et dansk band der spiller allerede på festivalens første dag, torsdag kl. 21.30, på Pavilion. Og så absolut et band, der er værd at holde øje med. Genren er folk med et twist, og stemningen er lys, indimellem næsten ophøjet. I Roskilde Festivals program kan man læse, at bandet lyder som ”en hær af håbløse romantikere, bevæbnet med trommemaskiner og akustiske guitarer”.

Her kan du se, hvordan det tog sig ud, da Alcoholic Faith Mission leverede en livesession på en altan i polske Poznan:



Og her er der flere smagsprøver på bandets lyd:

Alcoholic Faith Mission Compilation by PonyRec

Jeg har fået Kristine fra Alcoholic Faith Mission til at vælge tre koncerter, hun gerne selv vil opleve på årets festival:

Portishead
Jeg har været frygtelig skuffet over Roskildes evne til at hive headlinere til festivalen i år, men siden Portishead blev annonceret, er både brok og skepsis forstummet pure. Sidst Portishead spillede i Danmark, var jeg på tour med mit eget band og måtte skuffet høre om de fantastiske anmeldelser efterfølgende. Denne gang skal jeg helt op i mosh pit!

Matthew Dear
Fed blanding af dansable technobeats og tung melankoli. En koncert, der helt sikkert at god at danse tømmermænd ud af kroppen til. Jeg har lyttet rigtig meget til den seneste plade Black City og glæder mig meget til at se, hvordan Matthew Dear skærer den med liveband.

The Tallest Man on Earth
The Wild Hunt (2010) er en plade, jeg kan høre igen og igen med udelt begejstring. Smukke tekster og udtryksfuld vokal - det kan jeg godt lide! Jeg har hørt meget godt om Kristian Matssons performance, så jeg skal helt sikkert op vugge med.

Besøg også Alcoholic Faith Missions hjemmeside

Roskilde Recommended #3: Kurt Vile and the Violators

Det er blevet tid til endnu en anbefaling på årets Roskilde Festival.

Når man nærstuderer programmet, er der jo masser af spændende ting. Og festivalen er også altid en god anledning til at få investeret i nogle spændende albums hen over foråret.

Jeg har tidligere fået anbefalet Kurt Vile and the Violators, og da jeg så navnet på plakaten for Roskilde ’11, var det en kærkommen anledning til at få investeret i det nyeste album, Smoke Ring For My Halo. Nu har det kørt i heftig rotation herhjemme de seneste uger.

Smoke Ring For My Halo er et dejligt roligt og alligevel meget insisterende album. Viles inspirationskilder er ret forskellige. Først tænker man lidt Tom Petty og en smule klassisk americana, men efterhånden som det hele vikler sig ud, er der meget mere i det.

Et godt eksempel er Jesus Fever – et af de numre, der virkelig vokser på mig for hver gang jeg hører det:



Selvom Vile er fra Philadelphia, er der varme træk fra sydstaterne i musikken. Men der er også Bob Dylan, og så er der den psykedeliske rock, der hele tiden ligger som en doven tåge nedenunder det hele. Resultatet er musik, der er folket og lo-fi på en både behagelig og kantet måde.

Ja, det er lidt af en blanding. Og det er en blanding, der godt kunne vise sig at være eksplosiv på sådan en sommerfestival.

En anden god smagsprøve er Overnight Religion – her fra en session på Q TV:



Se alle anbefalinger på Roskilde ‘11

Roskilde Festival uden stærke trumfer

Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto / Roskide Festival

I går løftede Roskilde Festival sløret for den komplette liste over musikken på årets festival. Og så sidder man her og føler sig en lille smule skuffet. Men samtidig kan jeg også skue tilbage og se, at sådan har jeg vel med en enkelt undtagelse (og det var vist det år, jeg var forhindret i at være med) haft det stort set hvert eneste år ved den her tid de sidste mange år.

Men er det nu også så slapt? Eller er det bare, fordi man er blevet et gammel røvhul, der ikke kan se, at the old road is rapidly aging? Nja, det tror jeg nu ikke helt.

Berlingskes Thomas Søie Hansen går så langt som til at kalde programmet for pivringe. En Ekstra Bladet-retorik, der også følges fint op i formiddagsbladet, hvis Thomas Treo kalder det for håbløst.

Så hårdt vil jeg ikke dømme det. Jeg har – uden at nærlæse bandbeskrivelser – allerede sat ring om de første 10-15 navne, og det er vel en god start. Selvfølgelig sidder man altid og savner nogle specifikke bands, man havde regnet sig frem til godt kunne tænkes at spille. Som fx Pulp. Men man må også have respekt for, at man ikke bare kan vælge frit fra alle hylder, når man sidder som festivalbooker.

Jeg har det fint med, at der ikke i år er et navn så stort og bredt som Prince. Og så vil jeg endda påstå, at der næsten er det – i form af PJ Harvey. Når man ser på den massive gennemslagskraft, hendes nyeste album, Let England Shake, har haft, så kan Roskilde Festival ikke ramme meget mere præcist med en navn, der både favner bredt og samtidig har den der Roskilde-kant. Ikke engang Radiohead ville være et bedre bud i år.

Jeg kan så til gengæld sagtens følge Thomas Søie Hansen, når han er skuffet over de to hovednavne, der skulle have været trumferne på præsentationsdagen i går: Arctic Monkeys og The Strokes. To bands, jeg sætter rigtig meget pris på og tilfældigvis to bands, jeg aldrig har set live, så i mit kram passer det jo sådan set meget fint. Og så alligevel ikke. Det er tydeligvis to bands, der for længst har toppet, og de er så meget yersterday news, at de faktisk ville have passet bedre ind på Skanderborg end på Roskilde. Hvis de så havde stået længere nede på plakaten – hvis Roskilde havde haft stærkere trumfer at smide på bordet i går – havde man nok ikke taget det så tungt. Men hvad, jeg tror på et par fine rockkoncerter fra begge navne.

Det største problem, som jeg ser det, er manglen på spændende navne inden for genrer som eksempelvis indie, folk og alt-country. Nu skal jeg jo ikke spille alt for smart, før jeg har nærstuderet programmet og klikket mig videre til nogle smagsprøver, men det virker ikke som om festivalen løfter sin opgave særlig godt her. Det samme var tilfældet sidste år, og her tror jeg, at Roskilde undervurderer en for dem sindssygt vigtig målgruppe, der ikke kun rummer de lidt ældre som mig, men også mange i begyndelsen af 20’erne. Vi ville da gerne have haft Fleet Foxes – også selvom deres koncert i 2009 var lidt en parentes. Med nyt album på gaden ville det have været oplagt (skriver jeg uden at have tjekket deres tourkalender – de kan jo være et helt andet sted i verden). Men det kunne også have været navne som Dylan LeBlanc, The Low Anthem, Mount Moriah, Iron and Wine, Local Natives og Phosphorescent.

De danske navne forstår jeg slet ikke. Jo, Roskilde Festival skal have fat i vækstlaget inden for den anarkistiske del af rock/punk-scenen, og det rammer de sikkert meget godt med navne som Iceage og Thulebasen. Man tør også godt satse på det helt brede i form af Sommer/Kvamms De Eneste To. Men hvor er alt det gode indimellem? Murder, I Got You On Tape, Giana Factory, Rhonda Harris og den slags. Og hvor pokker er The Raveonettes?

Jeg ved godt, at alt det her ikke kan lade sig gøre. Men der var ingenting (måske lige på nær The Walkmen), der gav det gode sug i maven, da programmet blev offentliggjort i går. Og det er ikke helt godt.

Nu handler Roskilde Festival heldigvis også rigtig meget om at opdage nyt. Og jeg håber, at der ligger gode overraskelser og venter på mig, når jeg får dykket længere ned. Og mon ikke det alligevel ender med, at vi alle sammen, når det engang bliver søndag aften på årets festival, kigger hinanden i øjnene og siger: ”Det var sgu et meget godt år”.

Du kan løbende læse, hvilke navne jeg anbefaler på årets festival.
Se de første bud her

Se alle indlæg om Roskilde '11

Læs Thomas Søie Hansens vurdering af programmet i Berlingske

Roskilde Recommended #2: The Tallest Man on Earth

Den højeste mand i verden kommer til Roskilde Festival. Og det er ikke fordi dyrskuepladsen i Roskilde er blevet omdannet til et freakshow. Bag det pudsige kunstnernavn gemmer sig enmandshæren Kristian Matsson, der er født og opvokset i Dalarna i Sverige.

Det hele bygger på et simpelt setup: En mand med en god historie og en guitar. Enkelte gange suppleret med lidt piano og banjo. Men i bund og grund folk-musik af den helt gamle skole.

The Tallest Man On Earth har to langspillere bag sig. Jeg ejer den nyeste af dem, The Wild Hunt, og det er et helt igennem stærkt album.

Han er blevet sammenlignet med Justin Vernon (Bon Iver), men nok mest fordi de to på et tidspunkt har været på turné sammen i USA, og fordi Kristian Matsson som natural born svensk bonderøv har benyttet sig af nogle af de samme metoder i den kreative proces som Vernon, der isolerede sig i en hytte langt ude i vildmarken, da han arbejdede på sit første album.

Matsson lægger ikke selv så meget i det, har han fortalt i interviews. Han er vokset op med de store vidder omkring sig, og for ham er det helt naturligt at søge netop derhen, når han skal have ro til at fokusere, og når han skal forsøge at ramme den kreative åre. Men at sammenligne de to musikalsk holder ikke – Matsson er meget mere af den gamle skole end Vernon. Han trækker et langt stykke hen ad vejen på de helt gamle amerikanske folktraditioner fra Woody Guthrie til Bob Dylan og Phil Ochs.

Snup en smagsprøve her i form af Where Do My Bluebird Fly:




Se det foreløbige program for Roskilde ’11 her

Roskilde Recommended #1: Justin Townes Earle

Det skal blive spændende, om Justin Townes Earle kan levere en god koncert på årets Roskilde Festival. En ting er i hvert fald sikkert: Han har Nashville i blodet - og ikke mindst i navnet. Som søn af den legendariske Steve Earle er Justin Townes Earle født ind i musikkens verden. Og hvis man synes, hans mellemnavn giver gode country-associationer, er den god nok: Han blev i sin tid navngivet efter selveste Townes Van Zandt.

Koncerten med ham kan nu nok gå begge veje. Når man har set nogle af de livesessions, der ligger med ham på Youtube som fx den her:



… ja, så skulle der med afsæt i de stærke gener være gode chancer for en oplevelse af de store. Men Justin Townes Earle har ikke bare arvet det musikalske talent, men er bedrøveligt nok også blevet udstyret med en manglende evne til at håndtere det på en stabil måde. Allerede som 12-årig begyndte han med stoffer, og han har tilsyneladende været nede af den virkelig beskidte vej, hvad den slags angår.

I en periode spillede han keyboard og guitar i farens tour-band, The Dukes, men han blev fyret, fordi han ikke kunne kontrollere det med stofferne, og resten af bandet mente, at det påvirkede hans musikalske indsats på scenen. Han kom på afvænning og kvittede stofferne, hvorefter han for alvor tog hul på sin egen solokarriere.

Problemerne med rusmidlerne og det besværlige sind var dog ikke lagt helt bag ham. I efteråret 2010 blev han anholdt og tiltalt for stærkt påvirket at have været i slagsmål og efterfølgende have modsat sig anholdelse. Balladen brød ud, efter at han var røget uklar med et koncertsted omkring hans betaling (husk at få styr på den del, Roskilde). Det førte til endnu en omgang afvænning, og nu skulle han være tilbage på sporet.

Det taler for, at vi har fat i en humørsvingende og ustabil kunstner. Men helt sikkert også en virkelig talentfuld kunstner, som har vundet en række toneangivende priser i USA inden for country og americana. Og det er jo nu engang musikken, det handler om. Roskilde Festival beskriver selv Justin Townes Earle som en kunstner, der ubekymret kan hoppe mellem stilarter som blues, folk, hillbilly og honky tonk. Det er også det indtryk, jeg har fået af ham. Han har udgivet fire albums siden 2007. Selv ejer jeg faktisk ingen af dem, men jeg er ofte stødt på Justin Townes Earle på diverse blogs, Youtube og compilation-cd’er fra de internationale musikmagasiner. Og jeg kan lide det, jeg har hørt.

Her lige en tempofyldt smagsprøve mere:




Se hele programmet for Roskilde Festival 2011 her

Eels kommer nok ikke til Roskilde

Det var ellers så oplagt, når man tænker på, at Eels er på festivalturné netop i de dage. Og når man oven i det lægger, at der på Roskilde Festival går mange rundt med lige så langt skæg som Mr. E. Men med de koncertdatoer, der nu ligger på Eels’ hjemmeside, er det nok ikke realistisk:

30/6: Werchter Festival, Belgium

1/7: Main Square Festival, France

4/7: Bataclan, France

Det betyder, at der skulle presses en udflugt til Danmark ind mellem to franske jobs, og det er nok ikke så pokkers sandsynligt. 

Ærgerligt. Det kunne have været en af de store. Så må vi nøjes med den her:

Pulp spiller skandinaviske festivaler

Der er jo sket det (måske) fantastiske, at Pulp har fundet sammen til en reunion-tour denne sommer. Bandet har offentliggjort, at de spiller på både Øya-festival i Norge og Way Out West i Sverige den anden weekend i august.

3. juli (søndag på årets Roskilde Festival) spiller de i Hyde Park. De kunne da passende varme op med en fredagskoncert på Roskilde? Det ville være ret så hardcore…

Hjemmebrygget folk med følelse

I går kunne vi velkomme nyheden om, at PJ Harvey spiller på årets Roskilde Festival. Men nu er det jo ikke kun blandt de heftige hovednavne, at man skal lede for at finde de gode festivaloplevelser. På den liste over navne, der blev offentliggjort i går, var der også noget andet interessant at lægge mærke til, nemlig det danske band Kloster.

Jeg havde for nylig fornøjelse af at interviewe manden bag Kloster, Mikael R. Andreasen, i forbindelse med et arrangement om Julian af Norwich – en middelaldermystiker, der har inspireret Mikael til tekstuniverset på Klosters seneste album.

Mikael R. Andreasen betegner selv sin musik som pastoral folk. Han laver musikken i samarbejde med en lang række kompetente musikere, og det hele bliver indspillet i hans lille hjemmestudie.

Jeg har kun lyttet til The Waves and Winds Still Know His Voice, som Klosters seneste album hedder. Det er et virkelig stærkt album. Først og fremmest er det meget intimt. Klassiske instrumenter som guitar, cello og sav flankeres af flotte vokalarrangementer, der hele tiden ligger som en mystisk dis over de flotte fortællinger, der for de flestes vedkommende er hentet i middelalderen.

I de rigtige omgivelser er jeg overbevist om, at Kloster kan være en rigtig fin koncertoplevelse. Derfor kan jeg varmt anbefale, at man lægger vejen forbi, når Kloster spiller på årets Roskilde Festival. Det bliver nok ikke på Orange Scene, men det bliver godt.


Mere om Kloster:
http://washington-inc-records.com/kloster/

Smagsprøver på musikken:
http://www.myspace.com/klosterincyberspace

En artikel om Kloster i den sædvanlige grundige Geiger-stil:
http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=298

Undertoners anmeldelse af The Waves and Winds Still Know His Voice:
http://www.undertoner.dk/2010/12/kloster-the-waves-and-winds-still-know-his-voice/

Tjek det foreløbige program for Roskilde '11 her

Let Roskilde Shake - PJ Harvey kommer

Roskilde Festival har netop offentliggjort et sværvægternavn, der med sikkerhed kommer til at gøre sit til at fyre op under en god festival. PJ Harvey, der netop i disse dage er aktuel med albummet Let England Shake, lægger således vejen forbi festivalen til sommer.

Man kan passende varme op med at lytte til det nye album, der indtil videre er at finde i sin fulde længde her. Et album, jeg selv har lyttet igennem et par gange, og som tegner virkelig lovende.

Tjek det foreløbige program for Roskilde '11 her