Det er et ikke helt nyt band, jeg vil slå et slag for denne gang, men et band jeg først for nylig har opdaget.
The Felice Brothers startede efter sigende med at spille i New Yorks Subway. De tre brødre boede i en lejlighed i Brooklyn og tog så hver dag ind for at spille på subway-stationerne ved 42nd St., Union Square og Greenwich Village.
De blev opdaget, gjorde de, og den slags er jo altid en god historie. Det fortæller os nemlig, at det her er opstået ud fra noget ”autentisk”, whatever that means. Det er en længere diskussion, men hvis jeg her skal nøjes med at forholde mig til musikken, så er den i hvert fald leveret med en nerve, der giver en udpræget live-følelse i mange af numrene. Bandet tager afsæt i amerikansk folk, blues og rock, og de traditionelle tråde er ret tydelige. Det er musik med respekt for historien.
The Felice Brothers lyder af New York. Ligesom The Walkmen også gør det. Det er ikke fordi de to bands er tæt beslægtede, men der er alligevel elementer i lydbilledet hos The Felice Brothers, der får mig til at tænke på det andet og noget mere kendte New York-band. Særligt vokalen, der med sin rustne og skæve inderlighed til tider kan minde om The Walkmens Hamilton Leithauser.
Det selvbetitlede debutalbum fra The Felice Brothers kom i 2006, men det er nu mest opfølgeren ”Yonder Is The Clock”, jeg har lyttet mest til. Et helt igennem stærkt album, som jeg varmt kan anbefale. Lyt fx til Penn Station:
Se også en god Black Cab-session med to af brødrene her:
I dag er der to brødre, Ian og James Felice, tilbage i bandet, der også er blevet udvidet med flere musikere. Den tredje bror, Simone Felice, forlod bandet i 2009, har siden spillet med The Duke & The King og er netop i denne tid klar med et soloalbum.
Du kan læse mere om The Felice Brothers her:
http://www.thefelicebrothers.com/
