Jeg kan godt lide digte der forbløffer mig

Søndagsseancer - Regulær rock rørt op med tekster af høj lyrisk kvalitet. Sådan lød den i danske sammenhæng ret sjældne opskrift på Mellemblonds debutalbum Ude af mine hænder fra 2009.   Denne udgave af Søndagsseancer byder på en snak med frontmand Kristoffer Munck Mortensen, der fortæller om sine inspirationskilder og letter en smule på sløret for Mellemblonds fremtidsplaner.   

***

Lidt forsinket: Tak for den flotte debutplade forrige år. Nu er det hele lidt på afstand. Hvordan var det?   

Selv tak! Vi var selvfølgelig meget glade for den positive modtagelse i pressen og den opmærksomhed, pladen fik. Efterfølgende var vi ude at spille en del, men spillejobsene ebbede ud i løbet af udgivelsesåret og sidste år lå vi, bortset fra enkelte spredte jobs og en weekend i studiet, stort set stille. Nu ser vi frem til og arbejder på at få gang i møllen igen i løbet af 2011.  


Vi var mange, der satte stor pris på den stærke tekstside på sangene på jeres debut. Anmelderne gik også lidt i selvsving og trak (forudsigeligt nok) flittigt tråde til C.V. Jørgensen, Eik Skaløe m.fl. Er der for lidt god lyrik i dansk pop- og rockmusik, siden den automatreaktion stort set altid kommer?  

Jeg synes, at sammenligninger ofte fylder vel meget i musikanmeldelser og at det ville være mere interessant at læse en mere uddybende analyse af musikken. Eller læse en anmeldelse med en mere personlig vinkel.   God lyrik kan vi ikke få nok af. Så ja, der er for lidt. Hvis en lidt udfordrende dansksproget sangskriver når et bredere publikum, er det næsten altid i kraft af et mere tilgængeligt hit, som Costa del sol eller Valby bakke (sange med stednavne er åbenbart vejen til succes), der baner vej for, at folk opdager og lærer at værdsætte resten af artistens produktion.  


Det er ikke ligefrem en folkesport i Danmark at læse lyrik. Tror du på, at man som musiker kan være med til at ændre det? At musik er med til at gøre ordene mere tilgængelige for flere mennesker?  

Næh. Selvom der er fællestræk er det to forskellige ting - lyrik og sangtekster. Ordene hænger måske bedre fast i folks bevidsthed, når de har følge af musik. Det jo ikke et mål i sig selv at få en sangtekst til at ligne et digt.  Den skal passe ind sammen med musikken og det kan den gøre på et hav af måder. Den kan være billedrig, nøgternt fortællende, bestå af gentagelser, være bygget op omkring et godt hook, der bærer resten af teksten - m.m...  


Hvordan arbejder I praktisk med koblingen mellem musik og lyrik?  

På Mellemblonds EP og på debutpladen tog nogle tekster udgangspunkt i smådigte, som jeg så sang over en musikalsk ide. Efterfølgende byggede jeg så videre på digtet for at have nok at synge til hele sangen.  Andre gange er der en god åbningslinje, der føder flere linjer, og en struktur viser sig hurtigt. Så kan man så gå tilbage til og rundt om teksten og slette og forædle. Jeg føler mig stadig som en novice i det her fag, så spørg mig igen om ti år tak.  


Når det handler om musik, hvilke danske tekstforfattere inspirerer dig så mest?  

Jeg skal kunne tænde på musikken først, ellers når jeg sjældent hen til teksten.  Nikolaj Nørlunds Tændstik-plade tændte mig, men det var i lige så høj grad groovet og Rune Kjeldsens bluesy guitar, der inspirerede, som det var tekstuniverset. Det var i samspillet mellem de to ting, at det blev rigtig fedt for mig. Jeg fandt også inspiration i Peter H. Olesens og C.V. Jørgensens  tekster og især sidstnævntes billedsprog har sat spor.

Jeg kunne også godt lide Sune Wagners danske plade. Teksterne havde et umiddelbart flow og en transparens der virkede stærkt, men igen hang det også sammen med, at jeg syntes om musikken. Der er uden tvivl andre, der skriver gode tekster på hver deres måde, men hvor jeg ikke bliver indfanget af det musikalske. Fra den yngre generation vil jeg også nævne Peter Sommer, der bruger sproget originalt og har poesien med sig.  

Eik Skaløe, som blev hevet frem i anmeldelserne af "Ude af mine hænder", er ikke en direkte inspiration for mig, selv om jeg værdsætter Steppeulvene og hans poesi, men dem jeg står på skuldrene af, har måske stået på skuldrene af Eik, der stod på skuldrene af Dylan, der står på skuldrene af Rimbaud o.s.v. Vi kan jo kalde det for "sammenhængskraften".

Jeg har også fået en masse dansk sprog indenbords via digtere. Jeg nævner i flæng Sophus Claussen, Johannes Larsen, Johannes V. Jensen, Inger Christensen og Frank Jæger.  


Hvor tit sætter du dig ned og læser i en digtsamling? Og hvad gør det ved dig?  

Det gør jeg af og til. Måske ikke fra start til slut, men bare lidt spredt. Jeg kan godt lide det, og det har jeg kunnet, siden jeg var teenager. Det er stadig lidt med det samme udgangspunkt som dengang; for at få en sproglig og en følelsesmæssig oplevelse. Der har jeg ikke udviklet min læsehorisont voldsomt.   Jeg kan godt lide digte, der forbløffer mig, danner nye billeder i hovedet og skubber til tingenes tilstand.

Hvis du vil have lidt bogklub ind i interviewet, er jeg for tiden ved at læse Troldfjeldet af Thomas Mann og den er lang, svær og noget mere filosofisk end digtene... Jeg har fået læst den nye Paul Auster og flere tegneserier for at holde pause fra det lidt triste sanatorium i Troldfjeldet, og nu har jeg lige købt Revolution in the Head, der analyserer The Beatles’ sange og samtid, så mon ikke den tager over på læsefronten nu.  


Arbejder Mellemblond på noget nyt netop nu?  

Ja, der er nyt på vej. Vi har indspillet fire nye sange og skal i studiet igen til foråret. Der er stadig tale om guitarbaseret rock med danske tekster. Det lyder lidt anderledes end det gamle, men stadig som Mellemblond.  Vi arbejder også på en film i samarbejde med en instruktør. Hvordan den ender op, er endnu en smule uklart, men der kommer nogen levende billeder med Mellemblonds musik i hovedrollen på et tidspunkt.  


Nu er vi lige blevet enige om, at man skal slappe af med al den sammenligning. Nu gør jeg det så alligevel: Der var klare spor af Black Rebel Motorcycle Club på den seneste plade. Er det den samme del af rockscenen, I hælder mod med det nye materiale?  

Det, vi har optaget indtil nu, hælder måske lidt mod tresserne i lyd og udtryk, men jeg synes det er fedest og mest givende personligt, når man ikke ved, hvad man præcis har gang i og ikke lige kan finde sammenligningerne med det første.  

Ja, der var spor af BRMC på et par numre på pladen, men der var også sange, der lød som noget helt andet - langt fra deres udtryk. Hvis vi havde flere numre færdigindspillede, kunne jeg bedre svare på dit spørgsmål, men det er muligt, at det næste vi indspiller peger i en lidt anden retning.  Men...  ja, der er ikke gået samplere og keyboards i den (endnu), så på den måde er det den samme del af rocken. Jeg vil helst ikke tale om det...  


***

Mens vi venter på nyt fra Mellemblond, kan vi varme os ved Ishånd, et af de stærkeste numre fra debutalbummet:  


Læs alle udgaver af Søndagsseancer på majortom.dk

Hold øje med Mellemblonds Myspace her

Følg Mellemblond på Facebook her

Jeg spørger ikke hvorfor de slås

Søndagsseancer - Denne gang interview med forfatteren Peter Grønlund, der er aktuel med Kategori C – en bog, hvor han går helt hårdtslående fodboldhooligans i Europa. 

***

Der er skrevet en del bøger om hooliganisme og fankultur før. Hvad bidrager din bog med, som vi ikke har set før? 

De bøger, der findes på dansk om hooligans og hooliganisme, er ofte akademiske bøger om emnet eller bøger, der er målrettet til samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. Bøgerne er ofte skrevet af folk, der bare har beskuet kulturen udefra.

Min bog beskriver kulturen indefra. Jeg er som en af de absolut eneste danskere nogensinde kommet helt ind bag linjerne i den ellers hermetisk lukkede kultur. Jeg har mødt hooligans i mange lande, fået adgang til et unikt billedmateriale, og til historier om volden, hadet, kærligheden til fodbold, kammeratskabet og alt det andet der udgør hooliganismen – og sproget er lige på og hårdt.  

Udover samtaler og interviews med aktive og tidligere hooligans fra mange forskellige lande, så er der også bidrag fra fodboldspillere, journalister og forskere i fankulturer. Alt i alt giver min bog et ærligt og samlet billede af den voldelige kultur.


Du skriver, at det er et fordomsfrit indblik i kulturen. Du beskæftiger dig ikke med ’rigtig’ eller ’forkert’ - beskriver blot, hvordan det er. Hvilke etiske overvejelser har du haft om den side af det? 

Ikke særligt mange. Jeg ville dokumentere kulturen ærligt og, ja, fordomsfrit, og da vold jo er en væsentlig del af hooligankulturen, så har jeg ikke været hverken pædagogisk eller vurderende, når jeg har talt om vold og slagsmål med hooligansene. Jeg spørger ikke, hvorfor de slås, fordi en hooligan pr. definition slås. Ellers ville han ikke være hooligan.

Jeg prøver heller ikke på at teoretisere volden, for hooligans tænker ikke i teorier. I alle subkulturer findes der regler, normer, værdier og en jargon som er anderledes end det der er vedtaget som nogenlunde almentgældende i resten af samfundet. Subkulturer ser irrationelle ud, når man beskuer dem udefra. Jeg ville dokumentere hooliganismen på hooliganismens egne præmisser, altså ved at acceptere at vold mod andre hooligans et væsentligt element.

Èt fællesstræk i bevæggrundene for hooligans er, at de synes volden er sjov, og derfor har jeg blandt andet spurgt de fleste hooligans, jeg har talt med, om de kan fortælle en sjov historie fra et slagsmål. Og lad mig bare sige, at svarene nok kan sætte opfattelsen af begrebet humor til diskussion.


Er risikoen ikke at forherlige eller ophøje afstumpet vold? 

Jeg er ikke så bange for at blive kaldt politisk ukorrekt i min skildring og dokumentation. Mange er før mig blevet beskyldt for at forherlige vold – og nok er ordet og litteraturen kraftfuld, men jeg tror nu ikke ligefrem, at en bog kan skabe nye voldsmænd. Jeg lader hooligans tale frit, og det er jo heldigvis sådan, at ytringsfriheden også gælder folk med kontroversielle holdninger og meninger.


Hvad var din vildeste/mest skræmmende oplevelse under arbejdet med bogen? 

Jeg har mødt nogle hårde mænd undervejs, jeg har stået midt i kaotiske slagsmål, og jeg har hørt på historier om flasker i ansigtet, knivstik og brutale overfald. Men det vildeste har nok alligevel været, da en tysk hooligan fortalte mig om engang han blev slået ned, og efterfølgende slæbt hen til en rulletrappe med metaltrin, som de så pressede hans ansigt ned imod. Han fik revet halvdelen af ansigtet op, men han grinede bare mens han fortalte det.

Alle dem jeg har mødt har uden anger fortalt om skader på dem selv. Alvorlige skader! Det er en del af kulturen. De griner bare af det.


Var du aldrig bange?

Da min søn blev væk inde i Tivoli sidste sommer var jeg bange. Ånder og spøgelser er heller ikke min stærke side. Jeg har til gengæld ikke været bange, mens jeg lavede bogen. Som sagt, så er den generelle opfattelse af hooligans noget mere unuanceret end virkeligheden. Det er klart, at hooliganmiljøet ikke er nemt at komme ind i, der er stor mistroiskhed, men jeg har ikke haft problemer.

Èn gang var der en hooligan, der lidt i sjov, lidt i alvor, lidt i fuldskab, spurgte om jeg var undercover politimand. De andre, der var i nærheden, røg straks op og sagde, han skulle opføre sig ordentligt. Det sjove ved det hele var, at en af dem, der også var der, faktisk var politimand. Han deltog stadigvæk i slagsmål, når landsholdet spillede på udebane, og han var stadigt en af vennerne.


Mødte du sider af dine kilder, du ikke havde forventet at møde? 

Hvis jeg havde troet på den typiske beskrivelse af hooligans, det vil sige, at de er hjernedøde, fordrukne, racistiske, arbejdsløse psykopater, der hader fodbold, og kun er på stadion for at slås, ødelægge og hærge, som ikke bare tabloidaviserne har serveret i vanlige sensationsoverskrifter, men som såkaldte fodboldeksperter også har sagt gang på gang, så ville jeg nok være blevet ret overrasket.

Nu havde jeg et forhåndskendskab til kulturen, og jeg kendte nogle danske hooligans, inden jeg gik i gang med bogen, men jeg blev faktisk alligevel overrasket – for overalt hvor jeg var, mødte jeg en utrolig gæstfrihed og venlighed. Jeg blev introduceret til kærester, koner, forældre og venner, og jeg var endda med til et barnedåb. Når det så er sagt, så jeg selvfølgelig også den anden side: Hadet og volden.


Hvad håber du, folk vil tænke, når de har vendt sidste side i din bog? 

Jeg tror og håber jeg med bogen har nuanceret, på godt og ondt, billedet af hooligans og hooliganismen. Jeg tror, bogen både vil chokere og overraske.


Du har efterhånden gjort det til dit speciale at skildre forskellige subkulturer. Hvad er dit næste projekt?

Ja, jeg mener det er en fordel at kende miljøer og personer når man skildrer det. I hvert fald hvis man gerne vil have en vis troværdighed i fremstillingen. Det er blevet nemt at Google-researche, men det er ude i virkeligheden, man får detaljerne på plads.

Når det er sagt, så er der stadigvæk kæmpe forskel på at stå som ornitolog og beskue en subkultur – eller hvad man nu researcher på – og være en aktiv deltager i samme. Jeg har selv været aktiv i forskellige subkulturer, i modsætning til mange andre, der også skriver om det. Jeg har dog aldrig været hooligan, men jeg har opnået troværdighed i hooliganmiljøerne, og derfor har jeg fået adgang til historier og materiale, der kun sjældent er set.

Nu hvor Kategori C er ude, så skal jeg lige trække vejret igen, for det har været hårdt og intenst arbejde. Men jeg har et halvfærdigt manus liggende, som jeg skal have fat på igen – en ungdomsroman. Men denne gang foregår historien ikke i et subkulturelt miljø, men derimod handler det om en utilpasset middelklasseknægt, der gerne vil være en del af et subkulturelt fællesskab, men geografiske omstændigheder gør, at det ikke er muligt. Og hvad gør man så? Så fucker man selvfølgelig sine omgivelser op.


***


’Kategori C – Hooligans i Europa’ er netop udkommet på Bogkompagniet.
Læs mere om bogen her


Om Peter Grønlund 
Født 1970. Har tidligere skrevet romanerne Sub-land (2005) og Eurotrash (2009) samt interviewbogen Subkultur – undergrund og modkultur (2010).


Læs alle udgaver af Søndagsseancer på majortom.dk

Dreven digter springer ud som rapper

Per Højholt og Blæs Bukki hører til de store forbilleder for Niels Lyngsø, der under kunstnernavnet Stemmejernet er aktuel med cd’en sigdetvidere. Et album, der beviser, at raptekster sagtens kan rumme litterære ambitioner.

Han debuterede helt tilbage i 1992, da digtsamlingen Maske & Maskine udkom på Borgens Forlag. Op gennem 90’erne var han et af de virkelig markante navne på den danske lyrikscene. Der har været stille omkring ham i noget tid, men det viser sig nu, at det er fordi, han har gået og øvet sig på noget nyt. Noget helt, helt nyt.

Herunder får du denne omgang af Søndagsseancer på majortom.dk, hvor Niels Lyngsø fortæller om sit hamskifte:

***


Du har i mange år været et anerkendt navn på den danske lyrikscene. Nu er du sprunget ud som rapper. Hvorfor?

Det begyndte for 7-8 år siden med en tanke om at lave en rent mundtlig digtsamling, altså en digtsamling der slet ikke skulle udkomme i bogform, men kun i et lydmedie, såsom en cd eller nogle mp3’ere. Det var da jeg var godt i gang med en bog der hedder Morfeus, som er en grafisk meget avanceret digtsamling hvor digtene snor sig og drejer sig og vender på hovedet. Den bog var blandt andet et forsøg på at trække poesien hen i retning af billedkunsten, eller i hvert fald grafikken.

Som en slags modidé kom jeg så til at tænke på hvor langt man kan trække poesien i retning af musikken. Om man kunne lave en slags ordmusik, nogle digte der slet ikke kunne skrives ned, men kun siges og høres. Da jeg så for alvor begyndte på de digte i 2007, lagde jeg ret hurtigt pen og papir til side og arbejdede i stedet for udelukkende med mund og hukommelse. For at se om den metode ville føre til nogle andre digte end skriften ville kunne frembringe.

Jeg opdagede, at det var nemmere at arbejde, når kroppen var i bevægelse, end når jeg sad stille, så som regel gik jeg op og ned ad gulvet eller digtede når jeg løb mine ture om morgenen. Det viste sig, at digtene ganske rigtigt blev anderledes: mere mundrette, tættere på talesproget, mere legende og ordspillende og med masser af rim. Og en puls, et beat.

Det gik langsomt op for mig, at det nærmede sig rap, eller i hvert fald en slags stiliseret tale. Det er jo slet ikke ukendt i den poetiske tradition – man kan bare tænke på Dan Turell og hele beatgenerationen i amerikansk poesi. Jeg gjorde det til en regel, at jeg ikke ville skrive de her digte ned. Derfor er der heller ikke en booklet med tekster i cd’en. De her tekster er kun mundtlige. Hvis nogen en dag skulle få lyst til at sætte sig ned og lytte dem af og skrive dem ned, ville jeg ikke have spor imod det. Men vedkommende ville opdage hvor utrolig mange valg man skulle træffe, for der er rigtig mange ordspil og tvetydigheder der kører på at to ting lyder ens, men ikke skrives ens.

Den mundtlige poesi kan helt klart noget andet end den skriftlige. Den åbner for nogle andre muligheder. Det er derfor jeg har bevæget mig i den retning.


Hvis man udelukkende ser på tekstuniverset, hvad kan dine numre så, som er nyt i forhold til den danske rap, vi kender?

I første omgang tror jeg det er vigtigt at skelne mellem rap og hiphop. Hiphop er et langt mere omfattende begreb end rap; i første omgang er det en bestemt måde at lave musik på: denne her klunser- eller genbrugskultur hvor man bruger alle mulige gamle musik- og lydstumper til at skabe et nyt udtryk. Men derudover omfatter hiphopkulturen jo også grafitti, breakdance, en bestemt tøjstil og måske en hel livsstil, et sæt attituder, en selvopfattelse om at man er “street” og mere funky end de fleste. Og der må jeg sige at jeg langt fra køber hele pakken. Jeg er overhovedet ikke hiphopper.

Men på sigdetvidere bruger jeg i de fleste numre et bestemt poetisk formsprog, der er blevet udviklet inden for hiphoppen, nemlig rap. Musikken på min plade er derimod slet ikke hiphop. Jeg har ikke samplet noget som helst, jeg har lavet det hele fra bunden. Og så har jeg arbejdet ud fra et koncept om kun at bruge stemme-, mund- og kropslyde. Så musikalsk set er sigdetvidere tættere på en slags organisk electronica end på hiphop. Det eneste jeg for alvor har til fælles med hiphoppen, er at jeg rapper.

Netop i tekstuniverset, som du spørger om, kan man se hvor forskelligt det jeg laver, er fra hiphop. Det første nummer, tungenosser, er den eneste tekst der nærmer sig hiphop, fordi jeg dér kaster mig ud i denne her storskrydende territorieafpisning man finder i rigtig meget hiphop: Det her med at slå sig for brystet og bralre op om hvor fed man er, og så samtidig disse alle mulige andre. Jeg gør det, synes jeg selv, med et vist glimt i øjet. Men også for at markere at jeg godt ved at jeg strejfer ind over et territorium der er nyt for mig, og som jeg faktisk på mange måder har respekt for.

De øvrige numre på pladen er ikke i nærheden af at være hiphop. De handler om alle mulige ting, som hiphoppen sjældent beskæftiger sig med. Et nummer som rødmandblåmand handler om at være slave af sin egen liderlighed. Og “idineøjne” handler såmænd om kærlighed og længsel og er en ret følsom, ja nærmest sentimental tekst som man aldrig ville kunne finde på en hiphop-plade. Og så er der et par ret sære tekster, f.eks. “dunkel” som udelukkende består af tillægsord, eller “opopop” der kun består af forholdsord. Det er vel nærmest en slags konceptkunst.


Har det været svært at lære at rappe?

Ja, det har jeg arbejdet temmelig længe med. Og jeg har meget at lære endnu. Til at begynde med var jeg ret skeptisk og tænkte: Kan jeg overhovedet det? Jeg øvede mig, rappede med på nogle af mine yndlings rap-plader, tog sangundervisning for at lære at bruge maven rigtigt osv. De første mange optagelser jeg lavede, lød ad helvede til. Men efterhånden nåede jeg frem til et udtryk jeg var tilfreds med. Om det er gangbart i hiphop-land, ved jeg ikke. Jeg rapper med mit eget næb. Og jeg er først lige gået i gang; jeg tror det kan udvikle sig meget endnu.


Har du undervejs overvejet at holde dig til tekstskrivningen og så lade en rapper stå for fremførelsen?

Nej, det har jeg på intet tidspunkt overvejet. For selve måden at fremføre det på er netop en vigtig del af det samlede udtryk. Og det er nødt til at være min måde.


Hvilken dansk rapper ser du mest op til?

Blæs Bukki fra Malk de Koijn (og fra bl.a. Bikstok Røgsystem). Han har en helt suveræn musikalitet. Og så laver han nogle fede – og i øvrigt litterært set meget avancerede – tekster. Tue Track og Geolo G. fra Malk er også superfede rappere. Med rigtig gode tekster.


Hvilke digtere/forfattere har inspireret dig mest i arbejdet med det her projekt?

Sådan en som Dan Turell havde en suveræn sproglig musikalitet og var jo en udpræget mundtlig digter. Så på den måde er han vel en slags forbillede. Selv om jeg tekstmæssigt og attitudemæssigt har lige så lidt til fælles med beatkulturen som jeg har med hiphopkulturen.

Per Højholt er helt generelt mit store forbillede, blandt andet fordi han var så utrætteligt eksperimenterende. Og åben, blandt andet også over for populærkulturen. Han var en stor fan af Jimi Hendrix og lavede blandt andet nogle helt vilde optrædener hvor han læste digte op gennem en masse distortionpedaler og med masser af rundhyl og alt muligt, så man stort set ikke kunne høre ordene. Som andet end lyd, forvrænget lyd. Det jeg gør på sigdetvidere, har måske en fjern forfader i Højholts eksperimenter i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne.


Kommer man til at kunne se dig rundt i landet med de nye numre?

Jeg har allerede optrådt en del gange, de seneste to gange med Iben Mondrup på sampler, kor og diverse småinstrumenter, og Kresten Osgood på anarkistiske trommer. Vi spillede for fulde huse i København og Århus, og folk var meget begejstrede. Live – og med de her to musikere – bliver det et helt andet udtryk end på pladen. Og jeg synes det er rigtig spændende, hvordan den samme tekst kan blive til mange forskellige udtryk. Det har jeg meget lyst til at arbejde videre med. Og der kommer nogle flere koncerter.


***

Du kan læse meget mere om Niels Lyngsø på nielslyngsoe.dk.

Vil du følge med i koncerter mv., kan du blive fan af Stemmejernet på Facebook eller kigge forbi stemmejernet.dk.

Tjek også videoen til nummeret rødmandblåmand:

Man må vogte sig for ulven

Søndagsseancer er en ny serie af interviews med forfattere og musikere på majortom.dk. Den første i rækken er forfatter Charlotte Weitze, der er aktuel med Det Hvide Kvarter – en række små fortællinger, der hele tiden balancerer på kanten mellem virkeligheden og det overnaturlige.

***

På forsiden af din bog står der hverken ’noveller’ eller ’kortprosa’. Der står ’fortællinger’. Hvorfor har du valgt den etikette?

Det har jeg nu altid gjort i mine andre novellesamlinger/fortælling-samlinger. Det er fordi, at de er eventyrlige, lidt vildtvoksende, lægger sig op ad folkeeventyrene og er måske derved tættere på noget mundtligt.

Du nævner folkeeventyrene. Har du selv læst mange folkeeventyr eller i det hele taget beskæftiget dig meget med dem?

Jeg er uddannet cand. mag i folkloristik. Det var det studie, der før hed folkemindevidenskab. Jeg valgte det, fordi jeg allerede skrev "eventyrligt" og tænkte, at her var da ekstra inspiration at hente, mens jeg fik det, som min forældre kaldte "en uddannelse at falde tilbage på". Jeg har dog aldrig brugt den.
Som barn gik jeg i Rudolf Steiner-børnehave og der blev vi fodret med dem. Vi fik fortalt det samme eventyr i en hel uge - mundtligt og sommetider i form at små rollespil. Så jo, jeg har fået dem ind på rygraden.


Hvordan vil du betegne fortællingerne i Det Hvide Kvarter i forhold til de ting, du tidligere har skrevet?

Enkelte af novellerne endte med, uden at jeg faktisk selv opdagede det, at være fuldkommen realistiske. Men sådan skulle de bare være. Ud over det, så er jeg blevet ældre, jeg har fået børn og meget i mit liv har forrykket sig. Jeg håber, at man kan mærke, at det er en forfatter med mere livserfaring der skriver. Jeg oplevede flere gange undervejs, at jeg havde svært ved at vælge vinkel. Før havde jeg altid taget udgangspunkt i børnenes synsvinkel. Nu er jeg også moren og kan se det mere fra hendes side. En af fortællingerne, Terror, blev længe fortalt både fra moren og datterens synsvinkel. Men så måtte jeg tage en beslutning, og det blev moren.


Det er efterhånden blevet din signatur at tage afsæt i en realistisk verden og lade historierne udvikle sig i mere eller mindre groteske og overnaturlige retninger. Kan du forklare, hvorfor det lige er dér – i krydsfeltet mellem det realistiske og det overnaturlige – at du opererer?

I bund og grund ved jeg det ikke. Sådan er jeg bare skabt. Men skal jeg alligevel forklare, så er det nok en insisteren fra min side på, at det eventyrlige findes og skal bestå. Og ud over det, så er det en måde at se verden på ny, at beskrive de spøgelsesagtige øjeblikke, hvor alt forandres. Eller måske vise menneskesindet med vrangen ud. Ja, det kan have flere funktioner.


Du bruger en fysisk ramme omkring alle fortællinger – Det Hvide Kvarter. Er det inspireret af et sted fra virkelighedens verden?

Det hvide kvarter findes mange steder. Det er de privilegerede villakvarterer, som ligger lige tæt på naturen og den pulserende storby. Det mest privilegerede sted, man kan bo. Jeg er selv vokset op i Kongens Lyngby, så der er steder dér, jeg har kunne tage afsæt. Men som sagt: Det hvide kvarter er et fænomen der findes mange steder.


Naturen og dyrene besidder voldsomme kræfter i flere af fortællingerne. Ligger der et bestemt budskab gemt der?

Jamen altså: Selvfølgelig besidder naturen og dyrene voldsomme kræfter. Er det ikke altid dem, mennesker kæmper med og imod? Ligesom man tænker, at man har styr på det hele, fået børnene og bygget huset op, så er der ting, dyre- og naturting, som kan melde sig på banen midt i idyllen. Hvorfor er det ellers, at 50 % bliver skilt, ligesom det tilsyneladende så ud som om, at de havde styr på det hele? Man skal vogte sig for ulven...
I folkeeventyrernes verden ville det grænseland, som villakvarteret ligger i, lige mellem natur og storby, være det allerfarligste sted. Det er i grænselandet, lige ved gærdet, at dæmonerne dukker op. Måske fordi at man, midt i sin kompromisløse lykketilstand, har allermest at miste.


Er du selv blevet mere bange for ulven, efter at du har fået børn?

Hvis ulven er alt det udefra, der kan komme og forstyrre lykken og romantikken inden for livets fire vægge, så ja. Når man får børn, forpligter man sig til at give dem så god en barndom, som man nu magter. Der er jo altid den mulighed at starte forfra, finde en ny mand og få nogle nye børn: Altså genoptage eventyret. Det tror jeg, at mange gør, fordi de er bange for at sidde fast i "Det hvide kvarter". Men jeg er interesseret i at undersøge, hvad der sker, hvis man holder fast.


Hvilke andre forfattere læser du meget?

Jeg læser en del Blixen. De fortællinger er så gådefulde, at man kan læse dem igen og igen uden helt at få styr på dem, men alligevel en følelse af at blive klogere. For øjeblikket læser jeg "Walden - livet i skovene" af Henry David Thoreu. En civilisationskritik fra 1800-tallet. Et studie i, hvad man kan undvære som menneske og en god kommentar til finanskrisen.


***


Læs også anmeldelse af Det Hvide Kvarter

Læs mere om bogen på forfatterens hjemmeside


Om Charlotte Weitze
Charlotte Weitze (f. 1974) er cand.mag i folkloristik og fast gæstelærer på Vallekilde Højskoles forfatterlinje. Hun debuterede med Skifting i 1996 og har siden udsendt to samlinger af fortællinger: Bjergtaget, 1999, og Mørkets egne, 2005, samt to romaner: Fandekke, 2001, og Brevbæreren, 2003. Hun har modtaget BogForums debutantpris, Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, Frederiksbergs Talentpris og har boet i Bakkehusets legatkunstnerbolig. Hun skriver desuden radiodramatik.