Jeg har desværre slet ikke fået hørt nok danske albums i 2010 til at lave noget, der ligner en seriøs Top 10. Men lad mig da så i stedet fremhæve 5 albums, der har gjort 2010 til et godt år. Rækkefølgen er vilkårlig:
Også bands som Giana Factory og The Rumour Said Fire stod i år bag rigtig fine albums, som jeg desværre ikke har fået lyttet nok til. Efterklang og The Kissaway Trail, som er blevet fremhævet mange andre steder, har jeg slet ikke fået købt. Det kan jo heldigvis stadig nås i året, der kommer.
Med udsigt fra denne konservesdåses evige kredsløb om musikplaneten konstateres det, at årets album blev begået af Midlake. Tæt forfulgt af The Nationals High Violet og Arcade Fires The Suburbs blev det nemlig den håbløst umoderne folk-skive The Courage of Others, der strøg helt til tops på majortom.dk's liste over de bedste udenlandske albums.
Oprindeligt pegede jeg på fem boblere, men efterhånden som jeg arbejde med listen, dukkede flere aspiranter frem. Ikke noget, der ændrer på ovenstående Top 10, men følgende 10 bør nævnes som værdige contenders – de kommer her i uprioriteret rækkefølge:
Boblerne:
Band of Horses / Infinite Arms
Beach House / Teen Dream
Robert Plant / Band of Joy
Isobel Campbell and Mark Lanegan / Hawk
Grinderman / Grinderman 2
Blonde Redhead / Penny Sparkle
Dead Weather / Sea of Cowards
Bonnie ‘Prince’ Billy & The Cairo Gang / The Wonder Show of The World
Det her er folk-musik af den helt gamle skuffe. Der er klare referencer til den britiske folk-scene i slut-60’erne og start-70’erne, hvor navne som Nick Drake, Bert Jansch og John Martyn stod for brobygningen mellem den på det tidspunkt allestedsnærværende amerikanske folk med den brægende historiefortælling og så den langt mere følsomme og melankolske ur-folk på denne side af Atlanten, der havde sine rødder i fx Skotland og Irland.
The Courage of Others er et mørkt og trist album et langt stykke hen ad vejen, ligesom Nick Drakes albums eksempelvis også var det. Men det hele er spillet med en gnist og en sprudlen, der aldrig gør det tungt. Det er ganske enkelt smukt.
Det er ikke nogen nem øvelse, Midlake har kastet sig ud i ved at lave et så bagstræberisk album. Bandet bevæger sig ud i et landskab, hvor der er hårfine grænser mellem smukt og patetisk. Men øvelsen lykkes til perfektion. I tekstuniverset er det de velkendte grundfortællinger om land vs. by, gamle dage vs. nutiden og mand vs. natur, der bærer det hele. Og ja, ind imellem bliver hyldesten til dengang, der fandtes rigtige mænd, og vinteren i sidste ende tog os alle, måske lige lovlig tyk indimellem, men det hænger så fantastisk smukt sammen med det næsten historiske lydtæppe, der akkompagnerer de små fortællinger. Into the core of nature / no earthly mind can enter.
Ja, det her er gammeldags. Og nej, det her er på ingen måde med til at udstikke retninger for hvor musikken skal bevæge sig hen i 2011, 2012 eller noget som helst andet år ude i fremtiden. Men for satan da, hvor er det smukt!
BBC’s Rob Webb skrev det meget rammende i sin anmeldelse af albummet: Midlake won't ever be a 'cool' name to drop. They're the kind of band who'll prompt your parents to tell you about all the fun they had in the 60s, and dig out their Fairport Convention LPs because “If you like this, you'll love that”. It doesn't matter, of course: The Courage of Others is a lovely, lovely record that doesn't sound like it belongs in this age at all. It's all the better for it.
Hvis du stadig ikke er overbevist, så tjek selv den gåsehudsfremkaldende Bring Down:
2. The National / High Violet
The Nationals High Violet er et af den slags albums, der med sikkerhed bliver stående i årevis og funkler. Som et værk. Eller ikke bare som et værk, som et mesterværk. Det er en fryd at høre Matt Berningers brumme sig igennem numrene. 11 numre, der har det tilfælles, at de bygger fantastiske melodier. Jeg er ikke i stand til at pege på et eneste nummer på dette album, som man ikke både har lyst til at kramme, det første øjeblik, man hører det, og som i den grad stadig holder, når man sætter det på et halvt år senere.
Alligator fra 2005 var et mesterværk, mens jeg var en smule skuffet over opfølgeren, Boxer. Men i 2010 kom The National så tilbage for at markere, at de mente det alvorligt. I min verden er High Violet det stærkeste album, de har begået til dato.
Det er faktisk så godt, at det næææsten var årets bedste køb.
Nummeret England er et af albummets bedste – hør en flot version af det herunder:
You must be somewhere in London / You must be loving your life in the rain
Arcade Fires sammensmeltning af det kantede og det fængende kan kun meget få gøre dem efter. Det har været skingert, og det har været poleret, og de har udfordret lytteren, men balancen har de i mine ører stort set altid ramt rigtig flot.
På The Suburbs trækker de dog tingene mere i retning af den traditionelle amerikanske sangskrivning, end de har gjort på forgængerne. Momentvist er der ikke langt til navne som landsmanden Neil Young, og jeg har da også kunnet læse mig til, at bandet i et interview op til udgivelsen faktisk gav udtryk for, at de gerne ville have det til at lyde som en blanding mellem netop Neil Young og Depeche Mode (!).
Nu er old school-sangskrivning jo ikke et minus i min bog. Skåret ind til benet handler det om, hvorvidt sangene er stærke nok. Og det er de. The Suburbs sad lige i skabet allerede ved første gennemlytning for mit vedkommende. Den slags gør mig som regel lidt nervøs, fordi jeg kan have en tendens til at blive træt af albums, der åbner sig for hurtigt. Men det er ikke tilfældet her. Albummet bliver ved med at gemme på nye døre, hver gang jeg lytter til det, og jeg mener, at det i forhold til variation må være et af årets mest interessante. Det ene øjeblik har man næsten lade sig dumpe ned i den Tom Petty’ske lænestol for så at blive banket op igen af et fræsende støjrock-nummer som Empty Room.
De gjorde det igen, The Walkmen: Udgav et album, der kom krybende og stille og roligt voksede sig kæmpestort. Det krævede mange gennemlytninger, men så sad den der altså også.
Lisbon er måske endnu mere nøgen end You and Me. Blandingen af det næsten sløsede, kolde, metalliske univers, hvor det ofte lyder som om, trommerne er tilfældigt kylet på, og så det intense, romantiske, næsten crooner-agtige, hvor man næsten føler sig ombord på en færge til en koncert med The Rat Pack. Andalusiske trompeter, marchtrommer og dybtfølte tekster. Ja, det er noget af en blanding.
Det er The Walkmen, og det ligner ikke noget andet. Hamilton Leithauser synger, så man fandeme kan mærke, at manden mener det. Jeg kan komme i tanke om meget få, der gør det lige så overbevisende. Ikke i teknisk forstand, men i sjælen der ligger bag hans skælvende, søgende sang.
Så skal jeg da ellers lige love for, at han kom tilbage, den gamle. Bedst som jeg - på trods af min ellers ubegrænsede kærlighed - fremadrettet næsten havde afskrevet Neil Young efter en horribel konceptplade om biler i 2009, lavede han det vildeste bagholdsangreb ved i 2010 at alliere sig med den legendariske producer Daniel Lanois.
Lanois fik i den grad rystet støvet af Neil Young og bragte ham et syvmileskridt videre end den gammelmandsblues, han så småt var ved at forfalde til.
Neil Young gav selv udtryk for, at der næste måtte en ny genrebetegnelse til, når det gjaldt Le Noise. Folk Metal døbte han genren, og det er vel egentlig meget godt ramt, når man skal ramme den blanding af simpel historiefortælling og vrede, forvrængede guitarer ind, som er lyden af Le Noise.
Der kan skrives meget om Le Noise, og det har jeg da også allerede gjort – så hop fluks til anmeldelsen, som jeg skrev umiddelbart efter albummet udkom.
6. Joanna Newsom / Have One On Me
Wow. Joanna Newsom smed lige et tredobbelt album på bordet i år. Og hvilket et. I mine ører er det her det suverænt bedste, vi endnu har hørt fra kvinden med de skæve ideer og den store harpe. Det er mere nedtonet og lidt mindre hysterisk end tidligere, men stadig frækt og anderledes.
På vokalsiden er der markante spor af Kate Bush, og musikalsk bevæger vi os ud i symfoniske melodier, der langt fra er opbygget over hitskabeloner. Det er meget tydeligt, at Newsom er inspireret af det store folk-ikon Joni Mitchell, og mange steder er historiefortællingen helt på højde med Mitchells. Men alligevel er der langt mellem de to. Hver gang man som lytter lige er ved at lulle sig selv ind i en overbehagelig, gammeldags, komfortabel fjøjls-folk-stemning, så bryder hun Joanna Newsom den med at rykke melodierne i uventede retninger.
Hvis du har godt og vel ni minutter til overs, så tjek lige den elegante Kingfisher:
Det blev til hele to albums fra Eels i 2010. Nr. 2 og 3 i en trilogi, der blev påbegyndt med Hombre Lobo i 2009. Stærkest står det midterste album i trilogien, End Times, der udkom i begyndelsen af indeværende år.
Mark Oliver Everett er meget sjov, når han er skør. Men han er klart stærkest, når han er dybtfølt, nedtonet og synger om de store emner – liv, død, kærlighed og alt det, der bevæger sig i krydsfeltet. End Times er et dybt melankolsk album, der er skrevet i kølvandet på et forlist parforhold. Det er lyden af en mand, der ved hvad det vil sige at miste. Manden med den groteske livshistorie, som han selv beskrev smukt i selvbiografien Things The Grandchildren Should Know – en bog, der handler om, hvordan hele hans familie dør omkring ham som følge af pludselig hjertestop, kræft og selvmord.
Selvom man forlængst har prøvet det værste, kan det stadig gøre satans ondt at miste. Det står klart, når man har lyttet til End Times. "The city's on fire/ You can smell the flesh," som det lyder på den inderligt smukke Mansions of Los Feliz.
Lyt til titelnummeret her:
8. John Grant / Queen of Denmark
Et album, der faktisk udkom i begyndelsen af 2010, men som jeg selv først blev opmærksom på for nylig. Men klart en berigelse af min musiksamling at stifte bekendtskab med denne humoristiske melankoliker ved navn John Grant. Herunder følger et kort uddrag af anmeldelsen, jeg for nylig publicerede her på bloggen, og som du kan læse i sin fulde længde her.
Det er lyden af levet liv. Lyden af en mand, der spiller sig tilbage i lyset. Og selvom emnet er dybt alvorligt, og John Grant ikke har nogen form for berøringsangst, så serveres meget af det med et glimt i øjet og en livsbekræftende grundklang.
Musikalsk udforskes albummet igennem hele spektret fra de dystre ballader til den næsten McCartneyske lethed i klaveret på et nummer som Silver Platter Club. Det er medlemmerne af Midlake, der leverer lydtæppet, og derfor bliver instrumenteringen aldrig kedelig. Glimtvis viser sig endda en folky fløjte, der bringer mindelser om Midlakes eget formidable album fra i år, The Courage of Others.
Deerhunters tidligere udgivelser har stukket i mange retninger. Der har været post-punk, psych-pop og masser af andre gode elementer. Det har været interessant, men har ikke altid hængt så godt sammen, efter min vurdering. Det gør det til gengæld på 2010-albummet Halcyon Digest. Det begynder som en slæbende shoegazing på Earthquake, men allerede på toeren, Don’t Cry, er vi i gang med at lege med de helt traditionelle ting fra musikhistorien. Og den tråd følges op på resten af albummet. Der trækkes massivt på alt fra Velvet Underground til Lennon og McCartney. Selvom det grundlæggende er indie, og selvom det er dybtfølt melankolsk, indimellem tilsat lidt håbløshed, så er det faktisk et album, der rækker ud. Baseret på gode melodier kommer Deerhunter endelig ud over rampen og viser, hvad de kan. Hvis de holder snuden i det her spor, kan det ende med at blive rigtig stort.
10: Interpol / Interpol
Så napper vi lige et album mere, der fik en ret så hård medfart af anmeldere og indie-typer sådan generelt set. Som jeg har givet udtryk for tidligere i denne anmeldelse, så mener jeg slet ikke, at Interpols fjerde udspil faldt så tungt til jorden, som mange andre har dømt det til. Men havde jeg forventet mere? Ja, det havde jeg da helt klart, og jeg må også indrømme, at begejstringen jeg gav udtryk for i anmeldelsen, er kølnet lidt af siden. Men i det store og hele mener jeg stadig, at der er tale om et solidt album, og selvom det måske er bandets ringeste til dato, så bliver det i sig selv også en manifestering af et højt bundniveau, som man jo så ofte taler om i sportens verden. Jeg ville til enhver tid sætte dette album på, frem for 90 % af de indiebands, der er fulgt i slipstrømmen på Interpol og lader sig inspirere af dem. I bund og grund er det habile sange, fantastiske musikere – uanset om de som band er på randen af et sammenbrud eller ej. Nummeret Lights, som jeg linker til nederst i anmeldelsen, taler vist for sig selv.
Tja, det er jo ikke så godt, når man sidder tilbage med sine 10 udvalgte og finder ud af, at der er 11. Derfor må endnu et album nøjes med betegnelsen bobler - til gengæld følger der en begrundelse med:
Band of Horses / Infinite Arms
Det er en noget blødere og også lidt lysere lyd, Band of Horses lægger for dagen på dette, bandets tredje album. Et album, der er blevet kritiseret af mange anmeldere og fans for at mangle skarphed og kant. Jeg erkender, at der visse steder går en smule tomgang i den, men alligevel appellerer langt de fleste af sangene, som i vid udstrækning er forankret i den traditionelle amerikanske sangskrivning, til mig.
Som det vil fremgå mange steder på denne liste, er old school jo ikke nødvendigvis dårlig skole i mine ører, og jeg synes faktisk, at Band of Horses i 2010 leverer et fint og helstøbt album, der rent stemningsmæssigt lever op til det fantastisk flotte cover. Skulle jeg uddele en pris for årets bedste cover art, ville Infinite Arms muligvis ligge helt i top.
Er anmelderen naturromantiker? Check. Er han en gammel nar? Muligvis også check. Det her album holder i hvert fald i mine ører.
I morgen begynder majortom.dk’s nedtælling mod toppen af listen over årets bedste udenlandske albums – set fra denne konservesdåse. Jeg præsenterer to albums om dagen og begynder med nr. 9 og 10.
Men før trommehvirvlerne langsomt tager til i styrke og intensitet, vil jeg varme stille og roligt op. Begynder man nedefra, må man også begynde med boblerne. For der er nogle albums, der på trods af rigtig fin kvalitet lige nøjagtig ikke klemmer sig ind i det allerfineste selskab, men som alligevel fortjener at blive nævnt.
Herunder fem albums, som i den grad har været med til at gøre det her til et stærkt musikår. Rækkefølgen på boblerne er vilkårlig.
Robert Plant / Band of Joy
Isobel Campbell and Mark Lanegan / Hawk (læs anmeldelse)
