I get shivers down my spine

En af de absolut fineste med Springsteen.Stærke sager...

Vellykket audition - 1972

Ny Springsteen-blog: Thunder Road

En ny dansk blog om Bruce Springsteen er søsat. Kulturjournalist Troels Østergaard, der til daglig underviser i fagjournalistik, digitale medier og kulturjournalistik, giver på bloggen Thunder Road sine personlige vinkler på, hvordan Springsteen kan opleves og forstås.

Besøg bloggen på:
www.thunderroad.dk

Derfor er Bruce Springsteen vigtig

(Artiklen oprindeligt bragt i magasinet Atlas, februar 2012)

Kære indietype: Du vover på at droppe den Springsteen-koncert på årets Roskilde-festival til fordel for et skævt japansk synth-punk-band. Manden er vigtigere, end du selv har lyst til at se.

Lørdag d. 7. juli 2012 bliver der skrevet et lille stykke rockhistorie i Danmark. Da træder Bruce Springsteen nemlig sammen med sit legendariske The E Street Band op på Roskilde Festivals Orange Scene.

Pladsen foran scenen vil være tætpakket. En broget flok.

Der vil være de rutinerede Roskilde-gængere, som med anerkendende nik og ind i mellem lidt fællessang kan føje endnu et flueben til den klassikerliste, der i forvejen rummer navne som Bob Dylan, Neil Young og Nick Cave.

Der vil være ’engangsbilletterne’, som de rigtige festivalgæster hånende, nærmest spyttende, vil kalde dem. Dem, der i løbet af dagen er kommet strømmende ind på pladsen i deres pæne  Jack & Jones-tøj. Lige ankommet med toget fra Herning eller omegn. Skålende med gamle venner og med kæresten i hånden, for hun skal da også opleve, hvor fedt det er, når Bruce fyrer den af. Selvom de selvfølgelig ville ønske, at han i stedet havde valgt Jyske Bank-Boksen eller et andet mere komfortabelt spillested længere mod vest.

Rockdinosaurerne vil være der. Personificeret i BT’s anmelder, Steffen Jungersen, der endnu engang må erfare, at det er vildt svært at holde sin fadøl, samtidig med at man noterer på blokken. Men det betyder ikke så meget, for de seks stjerner har han allerede noteret hjemmefra. Overskriften er også på plads: BOSSEN BRØLEDE BEDST!

Og så vil Roskilde Festivals kernepublikum være der: Indie-typerne. De nysgerrige, altid søgende typer, der ikke har lyst til at blive proppet i nogen boks. De er ikke alt for begejstrede for denne leflen for de store mainstream-navne, Roskilde Festival har stået for de seneste år. De vil holde sig sådan lidt i baggrunden og have lidt svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Det skal da lige have en chance. Men altså, helt ærligt: Bruce Springsteen…

Da han første gang brøler ud over forsamlingen, vil der blive diskuteret, om det er nu, man skal skynde sig videre, så man kan nå at se det der japanske synth-punk-band, der spiller samtidig på en af de små scener.

Afgrunden
Kære indietype: Bliv! Den mand, der står på scenen foran dig denne aften, er vigtigere, end du selv har lyst til at se. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at han er helt deroppe med Dylan, Cash og lignende navne, der sjovt nok har haft lettere ved at blive accepteret som noget, man går og lytter til, mens man stadig er ung og på forkant. Springsteen… det har bare stadig ikke en særlig cool klang, vel? Og sikkert af samme grund har jeg stadig til gode at høre hans musik spillet på en Vesterbro-café.

For et par uger siden fik jeg en musiksnak med en trofast Roskilde-gæst. Hun er cirka 10 år yngre end jeg. På trods af aldersforskellen har jeg noteret mig, at vi ofte sætter ring omkring mange af de samme navne i programmet. Vi gik og diskuterede det foreløbige program for årets festival, og netop i det sekund, Bruce Springsteens navn blev nævnt, oplevede jeg det, jeg har oplevet så ofte, når han bliver bragt på bane: Kløften. Det var som om jorden i det sekund revnede mellem os, og inden jeg fik sagt min næste sætning, gik det op for mig, at jeg måtte råbe, for hun stod helt derovre på den anden side. Mellem os en dyb, dyb afgrund.


Hun forsøgte sådan set at være åben:
”Jeg bliver ved med at prøve at forestille mig, hvordan han lyder, men lige gyldigt hvor meget jeg anstrenger mig, så kan jeg ikke høre andet end Born In The USA,” sagde hun. Nærmest undskyldende.

Og jeg tror sådan set, hendes forklaring meget præcist rammer, hvorfor så mange kan have så vanskeligt ved at tage Bruce Springsteen ind. Måske var det lige præcis der, han tabte den: Da han i sommeren 1984 udgav albummet Born In The USA. Et i bund og grund solidt album med nogle rigtig stærke sange, men også i dén grad et album, der især på grund af den svulstige måde, det blev produceret på, hænger så meget sammen med den tid, det udkom i, at det er næsten umuligt at abstrahere fra det. Der er ting fra 80’erne, der er værd at kramme. Men det her er ikke en af dem.

Stadionrocken blænder
Forsanger i Love Shop, Jens Unmack, beskriver det meget godt i sin samtale med forfatter og musikjournalist Jeppe Krogsgaard Christensen i bogen ”En nat bliver det sommer”. Unmack fortæller om punkmiljøet i begyndelsen af 80’erne:
”Modsat manges opfattelse var punkbegrebet også ganske rummeligt. Blondie, Pere Ubu, Devo, Nina Hagen og Bruce Springsteen var alle accepterede. Springsteen fik det dog lidt sværere, efter at han pumpede sine overarme og valgte stadionvejen med Born In The USA, hvor Clarence Clemons iført pastelfarvede sparkedragter leverede saxofonsoloer. Var Springsteen styrtet ned i et fly efter The River, var han sandsynligvis blevet et punkikon. Nu er han i stedet en man skal forsvare over for ignoranter, der ikke har lyttet ordentlig til ham.”

Det er meget præcist og fint formuleret af Unmack. Det pumpende rock-anthem, titelnummeret fra Born In The USA, var så markant et stykke musikhistorie, at det stadig blænder, når man forsøger at se tilbage. Den aggressivt pumpende stortromme og den brølende vokal. Nummeret er i den grad blevet billedet på den storladne stadionrock, der fyldte alt i de år – og som kulminerede i 1985, da Springsteen var på tour med Born In The USA samme år som alt hvad der kunne krybe og gå af musikberømtheder samledes om mastodont-begivenheden Live Aid.

Drømmen om at køre væk
Næ, indietype, du må længere tilbage. Hvis du skal finde den vigtige, den historieskrivende, den uundværlige Bruce Springsteen, så må du forsøge at fortrænge den der stortromme og den spraglede sparkedragt og spole helt tilbage til 1975. Året, hvor Springsteen under stort pres udgiver sit tredje studiealbum. Han har brug for at slå igennem nu. De to første albums har været rimelige succeser, men der er slet intet, der har indfriet musikbranchens håb om ”en ny Bob Dylan”. Det var den slags prædikater, der blev hæftet på Springsteen, da han debuterede nogle år tidligere. Men man bliver ikke en ny Dylan ved solid sangskrivning alene. Det kræver nogle vulkanske udbrud, nogle spasmer. Det kræver nogle hits.

På Born To Run fra 1975 ramte han den. Lyden var frisk og ungdommelig. E Street Band lød som en flok gutter, der elskede at spillede sammen. Og de gjorde det med en eksplosiv energi. På nogle numre med udadvendte funky grooves, på andre med indadvendt melankoli. Og så var der teksterne. Grundfortællingen om fyren, der ikke føler, han hører til, og i virkeligheden drømmer om at flytte sig et andet sted hen, blev for alvor født på Born To Run. På titelnummeret og ikke mindst åbningsnummeret Thunder Road løber den fortælling som en stærk underliggende strøm, der skulle ende med at trække disciple med over hele verden. For det betød nemlig ikke så meget, om man var født i New Jersey eller Silkeborg.

Den grundlæggende følelse af fremmedgørelse, utilpassethed og udlængsel, Springsteen beskrev, kunne alle forstå. Jeg kunne i hvert fald. Baby, this town rips the bones from your back. Da jeg mange år senere som ung første gang hørte det her album, virkede det stadig. Det må have været i begyndelsen af 1991, for jeg havde lige fået mit knallertkørekort og min 2-gears Yamaha, som min far havde fundet til mig i Den Blå Avis. Det lykkedes mig at få knoklet hørebøfferne på plads under fullface-hjelmen, jeg havde overtaget fra min bror, der var vokset fra det der med knallert. Jeg rullede væk. Ud på landevejene. It’s a death trap, it’s a suicide rap. Sjældent længere væk end i en 20 kilometers radius fra den by, hvor jeg var vokset op. Men knallerten var tunet, og det var musikken også. Jeg var fri. Jeg var på vej. Et andet sted hen. We gotta get out while we’re young.

Det dystre USA
Den historie kunne Springsteen sætte ord på, og det har han siden gjort rigtig mange gange. Efter Born To Run skulle der på grund af juridisk rettighedsfnidder gå tre år, før endnu et album kom. Darkness On The Edge of Town. Det dystre album, der i dag står som et stykke historieskrivning. Et knivskarpt billede på den trøstesløshed, USA befandt sig i på den tid. Samme år tegnede Michael Cimino med The Deer Hunter et tilsvarende dystert filmisk portræt af det oliekriseramte amerikanske samfund med alle de lukkede frabrikker.

To år senere fulgte det skizofrene dobbeltalbum The River, der i virkeligheden skulle have været to albums og vekslede mellem lykkelige kærlighedshymner og triste fortællinger fyldt med mørke. Spændet mellem Sherry Darling og Point Blank er til at tage og føle på. Det udmøntede sig måske nok i et let forvirrende udtryk, men albummet kan i mine ører sagtens bære det. Ikke bare bære det, men faktisk understrege det interessante i den spændvidde, der er i Springsteens musikalske forbilleder.

For det kan godt være, at han som Unmack beskriver det spillede en (bi)rolle i punkmiljøet, og selvfølgelig var han også inspireret af eksempelvis Bob Dylan. Men man skal ikke glemme, at Springsteens første musikalske inspiration kom fra rock ’n’ roll i 50’erne og de tidlige 60’ere. Alt fra Chuck Berry til Elvis Presley slugte han råt. Også Phil Spectors poppede og storladne produktioner satte han stor pris på. Han tog det med sig, og det er ofte kommet til udtryk i hans egen musik. Som det gjorde flere steder på The River.

Hans forbilleder var musikere, der kunne skære en god single. Den evne havde han også selv, hvilket senere måske skulle vise sig både at være en gave og en forbandelse. 

Som at læse noveller

Noget af det, der har gjort Springsteen vigtig i min verden, er at han ud over at have lavet en række albums af virkelig høj kvalitet rent musikalsk, også er en tekstforfatter, hvis mage er svær at få øje på. Når den historiefortællende Springsteen er bedst, er det at lytte til hans musik som at læse en god novellesamling. Titelnummeret på The River er et af de rigtig gode eksempler på det, men de allerbedste eksempler finder man nok på Nebraska – det album, der faldt kun halvandet års tid før han brød lydmuren med Born In The USA.

Kontrasten mellem de to albums er ubegribelig. Nebraska er alt det, Born In The USA ikke er. Underspillet, skrabet og helt uden filter. Albummet er indspillet på en firsporsbåndoptager, og Springsteen har siddet helt alene med det i sit soveværelse. De ti små historier, der tilsammen udgør Nebraska, er sublim historiefortælling. Vi møder massemorderen, vi møder hustleren, og vi møder den dødsdømte politimorder. Og på Highway Patrolman får vi fortællingen om Joe Roberts, politimanden, der tvinges til at anholde sin egen bror, der aldrig finder fodfæste efter sin tid som soldat. Man turns his back on his family / he just ain’t no good. En historie, der blev til en hel film, da Sean Penn i 1991 brugte det som forlæg til The Indian Runner.

Hvert eneste nummer på Nebraska har spillefilmspotentiale i sig, og hvis man er til still historiefortælling uden masser af musikalsk lagkage, er der aldrig lavet et bedre og vigtigere album. Punktum.

Den nye Springsteen

Hvad så med alt det efter Born In The USA? Jeg vil ikke ofre så meget plads på det her. Der er helt klart højdepunkter i hans senere produktioner. Albums som The Ghost of Tom Joad og Devils And Dust sætter jeg meget pris på, og jeg hører dem ofte. Men ser man bort fra det, vil jeg betegne de fleste af de nyere albums som solide, men mindre vigtige. Det var fint og nostalgisk, at han fandt sammen med sine gamle E Street-venner igen, men også en gammel fan kan få nok af for meget sha-na-na, klokkespil og maskulin show-off.

Nu skal vi ikke glemme, at Roskilde Festival ikke er den eneste aktuelle anledning til at skrive om Bruce Springsteen lige nu. I begyndelsen af marts udkommer hans nye album The Wrecking Ball. Og ja, jeg har været inde og smuglytte den lille håndfuld numre, der efterhånden er tilgængelige fra det album. Og nej, det gør sgu ikke rigtig noget for mig. Ikke sådan for alvor. Det er fint håndværk. Og det passer mig sådan set fint, at han tilsyneladende er lidt sur, spydig og samfundsrevsende denne gang. Men… den Springsteen, der for alvor gør en forskel for mig, er ham der eksisterede fra 1975-1984. Og heldigvis får man en rigtig god luns af ham, når man i dag oplever ham live.

Derfor, indietype: Bliv stående! Hvis du går rundt og påstår, at du er til rock, må du kende din Springsteen. Man vender ikke ryggen til den mand, før han har forladt bygningen.

***

Herunder mit forslag til en playlist, der gerne skulle lære dig en anden Springsteen at kende, hvis du har svært ved at fortrænge Born In The USA:

Lost in the Flood (1973)
4th of July, Asbury Park (Sandy) (1973)
Thunder Road (1975)
Born to Run (1975)
Backstreets (1975)
The Promised Land (1978)
Something In The Night (1978)
Racing in the Street (1978)
Factory (1978)
The Ties That Bind (1980)
The River (1980)
Point Blank (1980)
Drive All Night (1980)
Nebraska (1982)
Johnny 99 (1982)
Highway Patrol Man (1982)
My Father’s House (1982)
Reason to Believe (1982)
My Hometown (1984)
No Surrender (1984)


De fem mest værdifulde Springsteen-albums i min samling:
1. Nebraska (1982)
2. Darkness On The Edge of Town (1978)
3. Born To Run (1975)
4. The River (1980)
5. Live at Hammersmith Odeon (1975)

Rage fortolker Bruce

P6 Beat mindede mig om den her langt ude coverversion. Rage Against The Machine bringer vreden ind i Bruce Springsteens fine Steinbeck-inspirerede historiefortælling. Godt? Det er i hvert fald... sjovt:

Kurt & Bruce

Og så stod man der i et mørkt og varmt Store Vega en tirsdag aften og havde netop overværet en både mudret, stenet og virkelig intens koncert med bagstræberiske Kurt Vile And The Violators. Og så slutter de sgu det hele af med at spille den her gamle perle – Bruce Springsteens Downbound Train:



Man glemmer nogle gange (eller jeg gør i hvert fald), hvor fantastiske sange det sovsede og overproducerede Born In The USA-album i virkeligheden var bygget op omkring. Og i øvrigt sjovt at stå der i Store Vega og konstatere, at ret mange blandt publikum ikke anede hvad det var for et nummer. Så kan man stå der og føle sig så gammel. Og klog.

Her en knap så god optagelse af en koncert fra tidligere på året, hvor Kurt & Co. også spillede det nummer:

Dagens sang: Bruce Springsteen / Tenth Avenue Freeze-Out

Dagens sang går ud til Clarence Clemons - aka Big Man - der angiveligt har fået et alvorligt slagtilfælde. Best wishes.

Læs hele historien på rollingstone.com

Outlaw Pete

He was born a little baby on the Appalachian Trail
At six months old he'd done three months in jail

I dag er det to år siden, Bruce Springsteen berigede os med Working on a Dream. Et habilt album, der igen viste, at den gamle champ trods sin fremskredne alder stadig momentvist kan svinge sig op på et flot niveau.

Det kunne man eksempelvis konstatere på den episke Outlaw Pete – her fra koncerten på Glastonbury i 2009. En fest, man vist skulle have sørget for at invitere sig selv til:

Nebraska: Chrissie Hynde synger Springsteen

TEMA: Borrowed Tunes // Coverversioner

I saw her standin on her front lawn, just twirlin her baton
Me and her went for a ride, Sir, and ten innocent people died

Det her Springsteen-nummer er nærmest helligt - og egentlig noget, man ikke burde rode med. Det gør Chrissie Hynde og Adam Seymour alligevel. Og det er faktisk utroligt vellykket.




Nummeret er i øvrigt fra et tribute-album til Bruce Springsteen, der kom i 2000. Tracklisten ser sådan her ud:


1. Nebraska - Chrissie Hynde And Adam Seymour
2. Atlantic City - Hank III
3. Mansion On The Hill - Crooked Fingers (Eric Bachman)
4. Johnny 99 - Los Lobos
5. Highway Patrolman - Dar Williams
6. State Trooper - Deanna Carter
7. Used Cars - Ani DiFranco
8. Open All Night - Son Volt
9. My Father's House - Ben Harper
10. Reason To Believe - Aimee Mann And Michael Penn
11. I'm On Fire - Johnny Cash (Bonus Track)
12. Downbound Train - Raul Malo of the Mavericks (Bonus Track)
13. Wages Of Sin - Damien Jurado And Rose Thomas (Bonus Track)

Bruce og Neil?

Late Night With Jimmy Fallon. Bruce joined "Neil Young" (Fallon, who does a spot-on impression) in a very Neil Young-esque cover of Willow Smith's "Whip My Hair." Springsteen even donned a shaggy, "Born to Run"-era beard for the performance.



Læs hele historien her

We are not worthy

It's here...

Information bringer i dag en fin anmeldelse af det nye/gamle mammutværk. Klaus Lynggaard skriver bl.a. om Darkness-perioden: 

Han (Springsteen) nedtonede det billedrige sprog, han til da havde benyttet, til fordel for en dybt personlig og fuldstændig nøgtern udgave af dirty realism, som forløstes perfekt på Darkness, der indeholdt en stribe skæbnefortællinger fra USAs underside, som regel afsunget i førsteperson. På en måde var han også nødt til at begynde forfra, thi punken havde i mellemtiden stukket sit snotbeskidte fjæs frem og som ved et trylleslag gjort mange af 1970ernes store navne passé, hvilket Springsteen afparerede med en mere nøgen, sober og direkte lyd, helt fri for Phil Spector-mannerismer og drømme om at overgå Roy Orbison. Tør man tale om klanglig realisme, var det præcis det, man fik på denne unikke sangcyklus.

Læs hele Lynggaards anmeldelse her

Springsteen for melankolikere

Netop tilbagevendt efter en sindssygt inspirerende og udbytterig temaweekend i svensk ødegård med min gode ven, Sune, og et samlet Bruce-bagkatalog.

Weekendens idéudvikling udmøntede sig i mange ting, og en del af dem vil du med sikkerhed kunne læse mere om senere på denne blog.

En af de ting, der kom ud af det, er denne liste over de 15 Springsteen-numre, der har betydet mest for mig – i kronologisk rækkefølge:

• 4th of July, Asbury Park (Sandy) (1973)
• Thunder Road (1975)
• Born to Run (1975)
• Backstreets (1975)
• The Promised Land (1978)
• Racing in the Streets (1978)
• The River (1980)
• Point Blank (1980)
• Drive All Night (1980)
• Nebraska (1982)
• Johnny 99 (1982)
• My Father’s House (1982)
• Reason to Believe (1982)
• My Hometown (1984)
• No Surrender (1984)

… så skulle det vist stå ret klart, i hvilken periode Springsteen i mine øjne peakede.