Stephen Stills fylder 66 i dag

Guddommelige guitarfingre og bakkenbarter som en spiller på det tyske fodboldlandshold anno 1974. En cowboy fylder år i dag. Lad os fejre det med en perle fra dengang Stephen Stills stadig havde den, magien. Her 4+20 med en god lang snakke-intro.



Klarest står selvfølgelig de intense guitardueller med og mod hans indianerfrænde og -fjende i Buffalo Springfield og Crosby, Stills, Nash and Young. Spændende at se, om det stadig kan gnistre som her, hvis Neil Young og Stephen Stills gør alvor ud at genforene Buffalo Springfield til en længere turné:

Jarvis og drengene er tilbage

Pulp har annonceret, at bandet gendannes til en række festivalkoncerter næste år. I den anledning bringer The Guardian et fint tilbageblik på bandets karriere.

Alexis Petridis skriver bl.a.:
Almost uniquely among the Britpop hits, their biggest singles, Common People and Sorted for E's and Wizz, arrived lyrics-first: the words were important, maybe more so than the melodies. Furthermore, what the words had to say often seemed at odds with the prevalent culture Pulp were supposed to be the apotheosis of: in the era of the new lad, Common People decried class "tourism"; while other bands strove for mainstream inclusivity, Mis-Shapes celebrated the outsider who "could end up with a smash in the mouth just for standing out". Their music looked beyond Britpop's limited musical horizons: you could hear disco, Sparks, Roxy Music, tacky 80s Europop, the Fall, the indie music that Oasis et al set out to replace.

Læs hele interviewet her

Springsteen for melankolikere

Netop tilbagevendt efter en sindssygt inspirerende og udbytterig temaweekend i svensk ødegård med min gode ven, Sune, og et samlet Bruce-bagkatalog.

Weekendens idéudvikling udmøntede sig i mange ting, og en del af dem vil du med sikkerhed kunne læse mere om senere på denne blog.

En af de ting, der kom ud af det, er denne liste over de 15 Springsteen-numre, der har betydet mest for mig – i kronologisk rækkefølge:

• 4th of July, Asbury Park (Sandy) (1973)
• Thunder Road (1975)
• Born to Run (1975)
• Backstreets (1975)
• The Promised Land (1978)
• Racing in the Streets (1978)
• The River (1980)
• Point Blank (1980)
• Drive All Night (1980)
• Nebraska (1982)
• Johnny 99 (1982)
• My Father’s House (1982)
• Reason to Believe (1982)
• My Hometown (1984)
• No Surrender (1984)

… så skulle det vist stå ret klart, i hvilken periode Springsteen i mine øjne peakede.

#1 for 35 år siden

20. september 1975 strøg Fame med David Bowie til tops på den amerikanske hitliste. En sang, han skrev sammen med John Lennon, der også optræder på nummeret.

Her i en noget nyere udgave:

20 år i dag: Ragged Glory

Neil Youngs Ragged Glory fylder 20 år i dag. Albummet var et afgørende skridt mod en musikhistorisk genfødsel.

Neil Young havde op gennem 80’erne gjort alt, hvad han kunne før at køre sin status helt ud i grøften. Efter Rust Never Sleeps (1979) så det ud som om, han simpelt hen ikke længere kunne lave en god plade – heller ikke selvom han gav det mange forsøg.

Først kom den acceptable – men når alt kommer til alt middelmådige – Hawks and Doves (1980). Dernæst det lettere pinlige forsøg på at fusionere den klassiske rocklyd med new wave, Re-Ac-Tor (1981). Og så var det endda først efter det album, at det begyndte at gå rigtigt galt. Neil Young skiftede label, og den første plade, han valgte at sende ud på Geffen, Trans (1982), var komplet uforståelig og usælgelig. Retrospektivt kan albummet vel bedst ses som en frustreret psykisk reaktion på, at Neil Young på det tidspunkt lige var blevet far til en multihandicappet dreng, han ikke kunne kommunikere med.

Geffen var utilfredse og lagde kunstnerisk pres på Neil Young, og det var nok det sidste, man skulle gøre. Det fik ham til i trods at udsende fire håbløse albums i perioden 1983-87. Det er i hvert fald svært at finde andre forklaringer på den rockabilly-inspirerede Everybody’s Rockin’ (1983), den patetisk country-konservative Old Ways (1985), den pinagtigt midt-80’er-poppede Landing on Water (1986) og Life (1987), hvor Crazy Horse ganske vel var tilbage som backing første gang siden Re-Ac-Tor, og som nok var et skridt i den rigtige retning, men som stadig må betegnes som en parentes i bagkataloget. Hele Geffen-sagaen udmøntede sig i et sagsanlæg fra pladeselskabets side, hvor de anklagede kunstneren for at lave musik, der var ”urepræsentativt for Neil Young”.

Fri af Geffen to Neil Young i 1988 et lille skridt i den rigtige retning med This Note’s For You (1988), men på nær et par rigtig stærke sange var det stadig et album, der kvalitetsmæssigt var milevidt fra den Neil Young, der havde udsendt guld på guld op gennem 70’erne.

Men da de færreste ventede det, skete der et eller andet. Freedom (1989) var et af de vildeste comebacks, rockhistorien har set. Med stærke tracks som ”Rockin’ in the Free World”, ”Crime in the City” og “The Ways of Love” var ti års synder glemt.

Spørgsmålet var, om det var en enlig svale. Da han året efter udgav Ragged Glory stod det klart for alle, at det var det ikke. Neil Young var kommet tilbage for at blive. Albummet sitrer af intensitet fra første tone. Det åbner med ”Country Home”, der rummer den ideelle Young-blanding af traditionel, countryinspireret rock og støjende guitarer. Nummeret skrev han faktisk helt tilbage i 70’erne og spillede det da også af og til live dengang. Og så bliver der ellers fyret helt op for kedlerne på ”F*!#in' Up", "Over and Over" og ”Love to Burn". Energiudladningerne fra Neil Young og band bliver ved med at overgå sig selv, og albummet markerer sig som et af de allerstærkeste i den nyere del af Neil Youngs karriere.

Til hans held var det selvfølgelig også, at der i den samme periode boblede en beskidt rockscene i Seattle, som skulle få afgørende betydning for det næste halve årti. Folk som Kurt Cobain og Eddie Vedder udså sig Neil Young som det store forbillede – den store Godfather of Grunge – og vupti, døren var åbnet til en hel ny generation af rockelskere, der kunne begynde at gå ombord i det enestående bagkatalog fra 60’erne og 70’erne, som jo ikke var blevet ringere af, at manden lige havde taget en sabbat-dekade.

Jeg var selv 15 år i 1990 og havde slet ikke opdaget den slags endnu – den dør åbnede sig først med et Harvest-indkøb omkring 1994. Derfor kan jeg kun spå om, hvilken effekt Freedom og Ragged Glory må have haft. Jeg vover alligevel pelsen og kalder det et af de mest opsigtsvækkende comebacks i rockhistorien. Jeg gætter på, at meget, meget få ville have forudset den her drejning, hvis man havde spurgt dem i 1988, hvor derouten så ud til at være uvendelig.

Men så igen: Alt afhænger af ørerne, der hører det. Selv har Neil Young i et interview sagt følgende om sine albums i 80’erne:

"The 80’s were really good. The 80’s were like, artistically, very strong for me, because I knew no boundaries and was experimenting with everything that I could come across, sometimes with great success, sometimes with terrible results, but nonetheless I was able to do this, and I was able to realize that I wasn’t in a box, and I wanted to establish that."