Smell the horse on this one

Den skøre hest rider igen!

Sådan sparker man støvet af en gammel traditional. Efter mange års pause er Neil Young endelig igen sammen med hele Crazy Horse, og på det kommende album "Americana" fortolkes den ældgamle amerikanske musikhistorie.

Her den første single "Oh Susanna". Det kan godt være, at jeg er en gammel nisse, men jeg synes, det her holder 100 %:

Når Neil samler vennerne

Mand, prøv at kaste et blik på tracklisten herunder. Det sådan, den længe ventede 25 års jubilæumsudgivelse, der samler nogle af højdepunkterne i Bridge School Benefit-koncerterne, kommer til at se ud.

Neil Young har været en af hovedmændene bag indsamlingskoncerterne, og man må sige, at han er en mand med forbindelserne i orden.

Der kan smuglyttes til hele dobbeltalbummet her:
http://www.npr.org/2011/10/16/141324943/first-listen-the-bridge-school-concerts

CD 1:
Bruce Springsteen, “Born In The USA”
Dave Matthews, “Too Much”
No Doubt, “Magic’s In The Makeup”
Jack Johnson, “Gone”
Fleet Foxes, “Blue Ridge Mountains”
Neil Young & Crazy Horse, “Love And Only Love”
Sonic Youth, “Rain On Tin”
Pearl Jam, “Better Man”
Gillian Welch, “The Way It Will Be”
R.E.M. & Neil Young, “Country Feedback”
Willie Nelson, “The Great Divide”
Nils Lofgren, “Cry Just A Little”

CD 2:
Sarah McLachlan, “Elsewhere”
Paul McCartney, “Get Back”
Elton John & Leon Russell, “A Dream Come True”
Band Of Horses, “Marry Song”
Metallica, “Disposable Heroes”
Thom Yorke, “After The Gold Rush”
Sheryl Crow, “The Difficult Kind”
Tony Bennett, “Maybe This Time”
CSNY, “Déjà Vu”
Norah Jones, “Jesus, Etc”
Jonathan Richman, “I Was Dancing In The Lesbian Bar”
Brian Wilson, “Surfin' USA”
The Who, “Won't Get Fooled Again”

Mere gammelt nyt fra Neil Youngs arkiver

Neil Young har i disse år travlt med at finpudse monumentet over sig selv. Det gør han blandt andet ved at udsende en masse arkivoptagelser, der ikke tidligere har været tilgængelige for offentligheden.

Og hvis man troede det var overstået med den massive boks, Young sendte ud sidste år, kan man godt tro om igen. Det er netop blevet offentliggjort, at der den 14. juni slippes endnu en luns i form af et livealbum med optagelser fra 1984-85.

Netop i de år var det meget begrænset, hvor meget kvalitet, der kom fra Youngs side, men koncertoptagelserne kan sagtens vise sig at være fine, da bandet bl.a. består af Spooner Oldham og Ben Keith, som også var med i Harvest-tiden.

Tracklisten kommer til at se sådan her ud:

01 “Amber Jean” (9/20/84) Nashville Now TV Nashville
02 “Are You Ready For The Country?” (9/21/84) Riverbend Music Center Cincinnati
03 “It Might Have Been” 9/25/84 Austin City Limits TV Austin
04 “Bound For Glory” 9/29/84 Gilleys’s Rodeo Arena Pasadena
05 “Let Your Fingers Do The Walking” (10/22/84) Universal City
06 “Flying On The Ground Is Wrong” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
07 “Motor City ” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
08 “Soul Of A Woman” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
09 “Get Back To The Country” (10/26/84) Greek Theater Berkeley
10 “Southern Pacific” (9/1/85) Minnesota State Fair St. Paul
11 “Nothing Is Perfect” (9/1/85) Minnesota State Fair St. Paul
12 “Grey Riders” (9/10/85) Pier 84 New York City, NY

Kilde: torbenbille.dk

Verdens bedste livealbums?

Musikmagasinet NME har forsøgt sig med en liste over de bedste livealbums nogensinde. Den fortjener egentlig ikke at få ret mange ord med på vejen.

Og så alligevel… Jeg hæfter mig ved, at man har valgt Live Rust med Neil Young fra 1979 som det næstbedste livealbum nogensinde. Et album, der rent produktionsmæssigt i mine ører er tæt på at være en katastrofe. Som med en del andre livealbums, der udkom på den tid (Live Rust er optaget i 1978) lyder det i retning af en kassettebåndsoptagelse fra bagerste række. Ingen krop, ingen nærvær overhovedet.

Der er mindst fire livealbums med Neil Young, der er klasser bedre: Den bragende, buldrende, rockede Weld fra 1991. Den mudret melankolske og overstyrede Year of the Horse fra 1997. Og så selvfølgelig Live at Massey Hall fra 1971, som jeg jo tidligere her på bloggen har ophøjet til at være noget nær verdens smukkeste album nogensinde. Og for den sags skyld Live at Fillmore East fra 1970, der indkapsler Crazy Horse, som Crazy Horse skal lyde – og som de lød, før Danny Whitten forlod denne verden alt for tidligt.

Det er selvfølgelig helt oplagt at have et Neil Young-album med på sådan en Top 10. Men at vælge hans måske svageste officielle livealbum er til grin.

Og sådan kunne man jo blive ved. Hvor er det lige, vi finder Bruce Springsteen her på listen? Bob Dylan og The Bands uforlignelige Before The Flood? Lou Reeds Rock ’n Roll Animal?

Her listen over verdens bedste livealbums, som NME mener den skal se ud:

1. Thin Lizzy / Live And Dangerous
2. Neil Young / Live Rust
3. The Who / Live at Leeds
4. Radiohead / I Might Be Wrong (live recordings)
5. Johnny Cash / At Folsom Prison
6. Nirvana / Unplugged in New York
7. Jay Z / Unplugged
8. MC5 / Kick Out The Jams
9. The Ramones / It’s Alive
10. Kiss / Alive!

Grant Lee Buffalo fortolker Neil Young

TEMA: Borrowed Tunes // Coverversioner

Tak til Kasper for at gøre opmærksom på endnu et cool Neil Young-cover. Her Grant Lee Buffalos bud på For The Turnstiles.

Grant Lee Buffalo - For The Turnstiles by 2uibestow

Radiohead fortolker Neil Young

TEMA: Borrowed Tunes // Coverversioner

I need a crowd of people / but I can't face them day to day. 

En af Neil Youngs smukkeste sange, her fremført af et af verdens smukkeste orkestre.

40 år siden: Neil Young i Massey Hall

Den 19. januar 1971 – for præcist 40 år siden i dag – sjoskede en 25-årig Neil Young ind på scenen på spillestedet Massey Hall i sin hjemby, Toronto i Canada. Det var kun ham og en guitar. Og det, han leverede for publikum den aften, kom til at gå over i historien. 36 år senere blev koncerten således udgivet som et af de stærkeste livealbums i musikhistorien.

Mange af de sange, der var på sætlisten, havde publikum aldrig hørt før. Men det skulle de komme til. Der var nemlig blandt andet tale om råmaterialet til det, der senere skulle blive til Harvest – albummet, der stadig står som det fornemste monument i Neil Youngs karriere.

De skulle lige prøves af, de nye sange. Og de heldige mennesker i salen, der var vidner til det, må have kunnet leve højt på det siden. Koncerten bød blandt andet på ikke helt færdig-polerede versioner af numre som A Man Needs a Maid og Heart of Gold. Med enkelte variationer i teksterne i forhold til de versioner, der et års tid senere skulle blive udødeliggjort på Harvest.

Af de 18 sange, Neil Young spillede, havde kun seks tidligere været at finde på et album. Det var numre fra tiden med Crosby, Stills, Nash & Young og Buffalo Springfield samt fra hans to af hans tre soloudgivelser, Everybody Knows This Is Nowhere og After The Gold Rush. Fem sange fra koncerten skulle senere optræde på Harvest. Fire andre skulle komme på andre albums senere i 70’erne.

Den historiske koncert blev båndet, men som så meget andet af det, Neil Young optog i de år, blev det bare arkiveret i en kælder. Den trofaste producer David Briggs forsøgte ellers at overtale Neil Young til at sende denne optagelse ud som livealbum, men Young selv mente ikke, at det var værd at bruge krudt på. Derfor blev den i mange år i gemmerne og forblev ukendt for de mange fans verden over. Hvis man ser bort fra de få, der dengang fik fingrene i en bootleg-optagelse fra koncerten den aften – den gik efter sigende for 18.000 dollars på det sorte marked.

Men først i 2007 fik alle vi andre dødelige lov at høre, hvordan det tog sig ud, den aften Neil Young indtog Massey Hall. Med titlen Live At Massey Hall 1971 udsendte Neil Young koncerten som en del af sine omfattende Archives-udgivelser. 67 minutter og 39 sekunders gåsehudsfremkaldende performance. Materialet er selvsagt i verdensklasse, og samtlige numre fremføres stramt, sprødt og topfokuseret, selvom man mellem numrene oplever en småsludrende Neil Young, der næsten lyder småskæv. Og så er der vokalen. Hvis nogen derude påstår, at Neil Young ikke synger godt (hvilket man for så vidt ofte kan have ret i), så prøv lige at lytte til denne koncert.

Med cd’en Live at Massey Hall 1971 følger en DVD med meget mørke og ikke særlig gode optagelser. Faktisk blev koncerten aldrig filmet – de optagelser, der følger med, blev lavet i Shakespeare Theatre i Stratford, Connecticut, tre dage senere og skulle dengang bruges til en hollandsk dokumentarfilm om Neil Young. Flere steder passer de levende billeder ikke med musikken, og det er forklaringen på, at der ret ofte bare zoomes ind på en båndoptager.

Nyd her et par af numrene fra den legendariske concert. De kan desværre ikke embeddes fra Youtube, men følg de her links og se dem på tuben:

Neil Young / Old Man – Live at Massey Hall

Neil Young / Ohio - Live at Massey Hall

Og se så at få købt det album, hvis du ikke allerede har det. Det er sidst set til 69 kr. i TP Musik.

Se også den her officielle trailer, hvor Neil Young fortæller lidt om koncerten:



Her hele tracklisten på Live at Massey Hall 1971:

"On the Way Home" – 3:42
"Tell Me Why" – 2:29
"Old Man" – 4:57
"Journey Through the Past" – 4:15
"Helpless" – 4:16
"Love In Mind" – 2:47
"A Man Needs a Maid / Heart of Gold Suite" – 6:39
"Cowgirl in the Sand" – 3:45
"Don't Let It Bring You Down" – 2:46
"There's a World" – 3:33
"Bad Fog of Loneliness" – 3:27
"The Needle and the Damage Done" – 3:55
"Ohio" – 3:40
"See the Sky About to Rain" – 4:05
"Down by the River" – 4:08
"Dance Dance Dance" – 5:48
"I Am a Child" – 3:19

Neil Young ifølge Cowboy Junkies

TEMA: Borrowed Tunes // Coverversioner

Canadiske Cowboy Junkies giver her en smuk version af et af de stærkeste Neil Young-numre nogensinde. Og det siger altså ikke så lidt i min verden.

Daddy's rifle in my hand felt reassurin'
He told me, red means run, son, numbers add up to nothin'
But when the first shot hit the docks I saw it comin'
Raised my rifle to my eye, never stopped to wonder why
Then I saw black, and my face splashed in the sky

Winterlong: Pixies fortolker Neil Young

TEMA: Borrowed Tunes // Coverversioner

En trofast bruger var skuffet over, at Pixies ikke havde fundet vej til Top 5-listen over bedste albums fra '88.

Som et plaster på såret får de her lov at optræde som en del af temaet om coverversioner. En fin fortolkning af en stor Neil Young-klassiker: Winterlong.

Årets albums 2010: # 5-6

5. Neil Young / Le Noise

Så skal jeg da ellers lige love for, at han kom tilbage, den gamle. Bedst som jeg - på trods af min ellers ubegrænsede kærlighed - fremadrettet næsten havde afskrevet Neil Young efter en horribel konceptplade om biler i 2009, lavede han det vildeste bagholdsangreb ved i 2010 at alliere sig med den legendariske producer Daniel Lanois.

Lanois fik i den grad rystet støvet af Neil Young og bragte ham et syvmileskridt videre end den gammelmandsblues, han så småt var ved at forfalde til.

Neil Young gav selv udtryk for, at der næste måtte en ny genrebetegnelse til, når det gjaldt Le Noise. Folk Metal døbte han genren, og det er vel egentlig meget godt ramt, når man skal ramme den blanding af simpel historiefortælling og vrede, forvrængede guitarer ind, som er lyden af Le Noise.

Der kan skrives meget om Le Noise, og det har jeg da også allerede gjort – så hop fluks til anmeldelsen, som jeg skrev umiddelbart efter albummet udkom.

6. Joanna Newsom / Have One On Me

Wow. Joanna Newsom smed lige et tredobbelt album på bordet i år. Og hvilket et. I mine ører er det her det suverænt bedste, vi endnu har hørt fra kvinden med de skæve ideer og den store harpe. Det er mere nedtonet og lidt mindre hysterisk end tidligere, men stadig frækt og anderledes.

På vokalsiden er der markante spor af Kate Bush, og musikalsk bevæger vi os ud i symfoniske melodier, der langt fra er opbygget over hitskabeloner. Det er meget tydeligt, at Newsom er inspireret af det store folk-ikon Joni Mitchell, og mange steder er historiefortællingen helt på højde med Mitchells. Men alligevel er der langt mellem de to. Hver gang man som lytter lige er ved at lulle sig selv ind i en overbehagelig, gammeldags, komfortabel fjøjls-folk-stemning, så bryder hun Joanna Newsom den med at rykke melodierne i uventede retninger.

Hvis du har godt og vel ni minutter til overs, så tjek lige den elegante Kingfisher:




Læs alle indlæg om Årets Album 2010

Bruce og Neil?

Late Night With Jimmy Fallon. Bruce joined "Neil Young" (Fallon, who does a spot-on impression) in a very Neil Young-esque cover of Willow Smith's "Whip My Hair." Springsteen even donned a shaggy, "Born to Run"-era beard for the performance.



Læs hele historien her