Sandkassejam fra Tyskland

I videoen herunder leger The Low Anthem i en tysk sandkasse i forbindelse med bandets netop overståede europæiske turné, der også bragte dem forbi København.

Læs anmeldelse af The Low Anthem på Loppen

Troede Charlie Darwin på spøgelser?

The Low Anthem
Loppen
22/3 2011

Gulvet knirkede, og de gamle spær gav sig lidt. Det spøgte på Loppen. Det gjorde det altså. Da The Low Anthem tirsdag aften gav koncert , føler jeg mig helt sikker på, at der var der mere mellem himmel og jord end det, der umiddelbart gav sig til kende.

Gåsehudsfremkaldende. Uhyggeligt og romantisk smukt på en og samme gang. Sådan var det, når det var bedst. Det var de stille numre, der klappede bedst, men de sad der så til gengæld også lige i skabet. Når de mangestemmige vokalarrangementer får lov at fylde lydbilledet – her og der akkompagneret af en klarinet, en sav eller en underspillet stortromme – så er The Low Anthem et band, hvis sidestykke er svært at få øje på lige nu.

Det intime rum
Jeg kan komme i tanker om meget få, der så flot er i stand til at opretholde det intime rum over en hel koncert på et spillested, der ellers indbyder til det mere løse udtryk. Men The Low Anthem holdt det stramt. Flere gange beklagede bandet sig over, at man ikke havde bedre øjenkontakt med en større del af publikum. Men Loppen er Loppen. Et fantastisk hyggeligt sted og med entré- og ølpriser, der heldigvis er med til stadig at gøre koncertgængeri til en folkelig begivenhed. Men som spillested… Med det brede rum med den lille scene, der stort set er i niveau med publikum og de mange spær og søjler, der stjæler udsyn, egner det sig måske nok til løse rock- og punkkoncerter, men ikke til en koncert som denne, hvor man rent faktisk har en stor nysgerrighed efter at se, hvad der foregår oppe (eller henne) på scenen.

Det er jo ikke The Low Anthems skyld. Det var heller ikke deres skyld, at en ret stor del af publikum mistede tålmodigheden og udvandrede undervejs med harske kommentarer om, at det var musik, der var bedst egnet til at falde i søvn til (hvad havde de forventet?). Jeg faldt ikke i søvn. Tværtimod.

Spøgelser på spil
Det hele blev åbnet med Ghost Woman Blues, der også åbner det nye album Smart Flesh. Og så var stilen temaet ligesom slået an med de der spøgelser. Knuden blev knyttet lidt længere fremme, da en sindssygt smuk version af The Ghosts Who Write History Books blev fremført. Det nummer er fra bandets første album, Oh My God, Charlie Darwin (2009). En albumtitel, der spiller på kampen mellem magien og realismen, det overtroiske og det logiske.

Jeg skal ikke her komme nærmere ind på, om jeg tror på spøgelser, alfer, nisser eller andre magiske væsner, men jeg ved, at The Low Anthem med sin koncert på Loppen byggede bro fra en ellers indtil da helt igennem logisk og rationel tirsdag, hvor brikkerne passede ind i hinanden, og facitlisterne holdt vand til et helt andet sted. Et sted, man ikke bare lige finder vej til ved hjælp af en GPS.


***


Bedst ved koncerten: 
- Fantastisk smukke og intime versioner af de numre, der bygger på simpel instrumentering og smuktklingende vokaler. Fx: Ghost Woman Blues, Burn, To The Ghosts Who Write History Books, To Ohio og Charlie Darwin.

Værst ved koncerten: 
- Ikke helt ideelt koncertsted til så intim og nedtonet en koncert.
- Mangel på respekt fra dele af publikum (snak og udvandring)
- En smule skuffende, lidt for langsomme og slæbende versioner af de numre, der ellers på fin vis puster liv i bandets albums. Fx Hey, All You Hippies! og Boeing 737.

Nyd her To The Ghosts Who Write History Books fra en tidligere optræden:



Læs også anmeldelse af The Low Anthems seneste album Smart Flesh

Apotekeren på Grand Central

Det er på tirsdag. Det er på Loppen. Og det bliver så godt.

Bevæbnet med jødeharpe og sav

The Low Anthem
Smart Flesh
Nonesuch Records

Skrøbelig, intim folk møder blues-rock af den gamle skole. Nogenlunde sådan lyder opskriften på The Low Anthem, kvartetten fra Rhode Island, der er et af de mest interessante bands fra neo-folk-bølgen de seneste år.

Som på debuten Oh My God, Charlie Darwin (2009) trækkes der på Smart Flesh tråde langt, langt tilbage i den amerikanske musikhistorie. Men samtidig lyder det hele meget nutidigt.

På dette album har bandet valgt at skrue en lille smule ned for rocken, så albummet fremstår mere som et regulært folk-album, men (heldigvis!) brydes det traditionelle med nogle rigtig gode overraskelser undervejs. Det sker fx på numre som Boeing 737 og Hey, All You Hippies!, hvor lytteren bliver rusket godt og grundigt i kraven, bedst som han næsten var blevet lullet helt til ro af de sprøde vokaler og stille arrangementer.

The Low Anthem er et band, der ikke tager genre-konventioner så alvorligt. Det er også et legesygt band, og derfor kommer der et væld af instrumenter i spil i løbet af de 11 numre på Smart Flesh – i flæng kan nævnes sav og jødeharpe.

Det er smukt. Det er nøgent. Og det er ufatteligt flot produceret. Og det skal blive spændende at se, hvordan det hele tager sig ud live, når bandet gæster Loppen d. 22. marts. I finder mig på forreste række.

Tjek den her smagsprøve. En smuk udgave af åbningsnummeret Ghost Woman Blues: