Northern Sky

Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss anbefaler Okay og Smashing Pumpkins

DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, forfattere og andre, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss, der kommer med sine bud på to gode skiver.


***


Okay 
Huggable Dust (2008)

Okay er et projekt fra amerikanske Marty Anderson, som blev udgivet af det nu hedengangne selskab Absolutely Kosher. Jeg faldt tilfældigt over musikken, da jeg lyttede til nogle gratis mp3’er fra AK. Derefter gik der ikke længe før jeg fik bestilt pladerne hjem. Marty Anderson har et ekstremt godt øre for poppede melodier, hvilket gør at musikken egentlig er ganske lettilgængelig, til trods for at det bestemt er lyden af et ”musikalsk skævt individ”.

Den nærmeste reference til Okay ville nok være Sparklehorse, da de begge skriver skrøbelige, enkle, melodiske sange, og skaber et helt specielt univers omkring dem.

Jeg kan ikke andet end anbefale at tjekke Okay ud, og en god start ville være ”Huggable Dust”. Det er hjerteskærende musik fra en original kunstner.






Smashing Pumpkins 
Siamese Dream (1993)

Overvejede kraftigt at fremhæve ”Mellon Collie & The Infinite Sadness”, da den plade, mere end nogen anden, var soundtracket til mine teenageår. Det blev dog ”Siamese Dream” i stedet, da det var min første introduktion til Smashing Pumpkins, samt den plade jeg oftest sætter på, hvis jeg skal have et skud nostalgi.

I 90’erne udkom der  flere alternative rockplader, som jeg i dag vil mene er klassikere, og som jeg lyttede intenst til, da de udkom. Hovedværker som Suedes ”Dog Man Star”, Radioheads ”OK Computer”, og Nirvanas ”Nevermind”. Til trods for, at de nævnte bands stod mit hjerte nært, var Smashing Pumkins det band fra dengang, som jeg bedst kunne relatere til, og jeg betragter stadig de to nævnte værker som de bedste rockplader fra 90’erne – og mener egentlig ikke, de er overgået sidenhen.

”Siamese Dream” med sit helt særegne, drømmende univers. En lyd, som helt sikkert delte æstetik med Shoegaze, men med mere ”udskårne” riffs og melodisk pågåenhed. Musikken virkede dengang – og stadig – som nødvendig, i al sin emotionelle udkrængethed.

Det, der blandt andet gjorde Smashing Pumpkins til noget specielt for mig, i de år hvor man bære følelserne udenpå tøjet, var, at deres musik dækkede hele følelsesregistret. Billy Corgan skrev alt fra alternativ rock, metal, til ballader og vuggeviser, så uanset hvor man lige var, på sit dengang svingende barometer, var der altid en sang fra Smashing Pumkins, som passede dertil.





***

Tak til Jacob Faurholt for to gode bud. Selv er han med sit projekt Crystal Shipsss aktuel med en ny EP, der blot bærer navnet Crystal Shipsss. En medrivende omgang støjende og indimellem psykedelisk lo-fi. Musik, der har en sært hjemsøgende effekt på mig.

Det er hele vejen igennem mudret og støjende, men måske rummer EP’en alligevel en form for hitpotentiale. ”Listening to Devil Town” er i hvert fald en regulær ørehænger. Et virkelig stærkt nummer, der fluks ryger ind på min playlist for den kommende sommer. Sådan skal den altså skæres:



Et nummer som ”Dusty Vinyls” har også virkelig store kvaliteter. I det hele taget kan jeg klart anbefale hele EP’en fra Crystal Shipsss.

Ud over diverse digitale formater udkommer EP’en også som kassettebånd i begrænset oplag på henholdsvis Mouca Records (50 stk, EU), og Three Ring Records (50 stk, US).

Læg også vejen forbi:
www.facebook.com/crystalshipsss

Mads Beldring anbefaler Sam Amidon og John Coltrane

DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, forfattere m.fl., som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Mads Beldring, der kommer med sine bud på to gode skiver.

***

Sam Amidon
All Is Well (2008)

Sam Amidons andet album, ’All Is Well’ fra 2008, har sat sig som en kile i mig. Albummet består af nyfortolkninger af de traditionelle folkeviser, de europæiske immigranter bragte med til Amerika. Flere af viserne kan spores tilbage til 1700-tallets England. Sange om savn, sange om den elskede, man forlod for at få et bedre liv, sange om at indtage nyt land, sange om fremmedgjorthed, sange om overgange fra barn til voksen, sange om liv og død, krig og kærlighed.
Pladen gjorde mig opmærksom på folkevisen som medie. Folkevisens evne til at sætte ord på universelle eksistentielle spørgsmål, lade dem svæve over hovedet og lade lytteren selv lave slutningen og måske finde svaret. Det nedtonede udtryk med streger trukket tilbage til traditionel folkemusik, horn-arrangementer, der understreger en gennemgående nerve og elementer af improvisation, får ’All Is Well’ til at være en plade, som jeg stadig sætter på og får kuldegysninger af og over. En plade uden tid og sted.

Lyt til ”Sugar Bay”, et af numrene fra albummet her:





John Coltrane
A Love Supreme (1965)

John Coltranes mesterværk fra 1965 er i mine øjne en universel plade. Den samler sig i mig som essensen af musik: urkraft, vildskab, spiritualitet, improvisation, poesi, komposition, sammenspil og groove. En plade, jeg kan høre igen og igen og blive inspireret af. I sagens natur ikke en plade, jeg på et tekstligt plan er direkte påvirket af, men en plade der minder om, hvad musik er. ’A Love Supreme’ minder mig om, at musik udspringer af en kilde, der er større end vi forstår.  

Lyt til det første nummer fra albummet her:




***


Stor tak til Mads Beldring for to gode og originale bud. Coltrane har jeg lyttet rigtig meget til gennem årene. Amidon har jeg kun sporadisk kendskab til, og albummet, Mads nævner, kendte jeg ikke. Nu har jeg købt det. Det lyder jo stort.

Jeg har bedt Mads Beldring om at komme med sine bud på gode plader, fordi jeg gennem det seneste halve års tid har lyttet rigtig meget til hans fremragende album ”Hør nu her” fra sidste år. Det er ikke voldsomt meget eksponering, dette album har fået i de toneangivende musikmedier, men der er jo også kamp om spaltepladsen for tiden med en sand bølge af dansksproget folk, rock og pop på højt niveau.

Men Mads Beldring kan nu noget særligt, og jeg kan varmt anbefale alle at lytte til ”Hør nu her”. Først og fremmest faldt jeg over ”Ting du skal nå”, der både i akkordgang og ord mere end låner fra Glen Campbells klassiker ”Gentle On My Mind” (eller på ordsiden lånes der rettere en stump fra den danske oversættelse af Campbell-nummeret, som blandt andre John Mogensen og Nikolaj Nørlund har fremført). At låne er en god ting. Særligt når det gøres på en intelligent måde, og når det bruges til at bygge noget nyt ovenpå, som er flot, helstøbt og i sig selv originalt. Det har Mads Beldring gjort her.

Mads Beldring laver folkmusik af den helt gamle skole, og derfor forstår jeg også hans begejstring for Sam Amidon. Der er mange inden for den genre, der læner sig op ad de gamle dyder, men der er ikke mange der gør det med så stærkt et lyrisk fundament, som Mads Beldring gør.

Tjek ham ud. Du kan fx begynde her:




Du kan også følge Mads Beldring på Facebook:
www.facebook.com/M.Beldring

Ida Wenøe fra Boho Dancer anbefaler Leonard Cohen og Damien Jurado

DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

Boho Dancer er aktuel med debutalbummet ’Gemini’. I den anledning har jeg fået bandets sanger og sangskriver Ida Wenøe til at komme med sine bud på noget nyt og gammelt.

***

Leonard Cohen 
Songs of Love and Hate (1971)

Dette album har trukket mig igennem mange lange nætter. Da jeg endelig nåede frem til dette album med Cohen i stakken af hans lange diskografi, måtte jeg overgive mig fuldstændigt til den kære Ladies' Man.

Med et spontant jerngreb omkring mine indre organer ved lyden af de første linjer fra åbningsnummeret "Avalanche" - I stepped into an avalanche / it covered up my soul - forsvandt jeg ind i en verden af lyrik og billeder, der var så storladne, så eviggyldige, så sigende, at grebet aldrig rigtig har sluppet mig siden. Blandet med Cohens dybe fortællerstemme og den spæde, kontinuerlige spanske guitar bliver man ført gennem en verden af, ja... kærlighed og had.

Cohen kan som ingen andre beskrive det mest komplicerede og komplekse med få ord, der ved stort set hver eneste ord, hver eneste tone sender en ned i de dybeste lag af sit følelsesliv.
For mit vedkommende skal Cohen ikke oversættes. Jeg elsker, at han siger noget, jeg forstår, men ikke kan (eller vil) forklare. Det er bl.a. dette, der for mig gør hans univers så evigt spændende og dragende.

Udover Avalanche er Famous Blue Raincoat også en af mine favoritter fra pladen. Lyrikken er et brev, der har så overdådigt meget at fortælle mellem linjerne. Vi bliver indhyllet i en klar sindsstemning allerede ved de første to linjer: It's four in the morning / the end of december / I'm writing you now / just to see if you’re better. Du har allerede en meget klar følelse af sindsstemningen, men kun desto tydeligere, fordi Cohen maler uden om kernen, for at kernen dermed står klarer frem. Det er fandeme sangskrivning der vil noget!

Cohen har lært mig utrolig meget i forhold til min egen sangskrivning, men jeg administrerer det langt fra noget i nærheden af ligeså godt som ham. Men det er efterstræbelsesværdigt, og heri ligger der en konstant søgen efter "noget større", efter at blive bedre, hvilket gør at man hele tiden rykker sig. Fordi man ser op til nogen, man lader sig inspirere, man erkender sine egne mangler og forsøger at blive bedre. Enhver sangskriver med respekt for sig selv skal altid søge at blive bedre. Ja, et hvert menneske for at tage den helt ud ;)

Nummeret Like Rain på vores album "Gemini" er faktisk en bøn til bl.a. Cohen. Jeg beder om inspiration, og opvækning - han skal danse for mig i sølvskæret, han skal råbe ordene ud som en strøm af regndråber, han skal rede mig ud af min lammelse, han skal kalde mig ved mit navn da jeg er barn af ham. Det er ham der har bragt mig til "kunsten", så han skal hjælpe mig med at rejse mig fra mit navlepilleri og åbne en kanal der søger mod noget større, noget udover mig selv.

Av for den...

Man skal gøre sig selv en stor tjeneste og gøre Cohen selskab på "Songs Of Love & Hate".





Damien Jurado 
Maraqopa (2012)

Det er først i løbet af det seneste år jeg har fået øjnene op for denne dejlige herre og jeg synes dette er et fantastisk stærkt album.

Damien Jurado gør lidt af det samme som Leonard Cohen, han gør bare lidt mindre ud af sig selv. Han dyrker noget naivt og svævende som jeg også genkender fra min egen sangskrivning. Sangene emmer af melankoli og ironi som det lille ekstra krydderi tilført indimellem.

Udover hans sindssygt skarpe forståelse for hvordan en god sang skal skæres, tror jeg også at grunden til at jeg er faldet så meget for ham, er at jeg føler mig forbundet med ham, da jeg genkender så utrolig mange ting i mig selv. Sådan er det jo for de fleste mennesker - så snart du ser dig selv i noget, tager du det til dig med ekstra stor iver.

Der er ikke en eneste sang på dette album, jeg ikke kan lide. Det er den ene gode sang efter den anden. Rammende ord, stærke melodier. En af mine favoritter er "Working Titles". Her er der igen en masse rammende billeder - og han fucker lidt op med formen, da du aldrig rigtig ved, om han synger til nogen eller sig selv. Masser af kynisme over for branchen? Kærligheden? Ham selv? Det hele på en gang?

Man kan ligeså godt tage hele albummet fra ende til anden, da det er koncentreret mums til din øregang. Ellers synes jeg, man skal starte med Working Titles eller Nothing Is The News.





***


En stor tak til Ida Wenøe for nogle virkelig smukke bud.

Ida Wenøe er sammen med resten af Boho Dancer aktuel med en lille folk-perle i form af debutalbummet ”Gemini”. Det er et band, jeg har fulgt gennem noget tid. Der har været lovende takter på tidligere numre, men dette er altså det første regulære album. Og det rummer samtidig det stærkeste materiale, bandet har præsteret til dato.

Der er ganske enkelt internationalt format over flere af folk-skæringerne fra Boho Dancer. Ind i mellem er det svært ikke at tænke på svenske First Aid Kit, men inspirationskilderne er nu flere. Eksempelvis lurer der en helt Patti Smithsk lidenskab under overfladen på Waiting On A Summer. Det er ment som en kompliment, for det virker sgu!

Boho Dancer beviser også et eminent popøre på førstesinglen ”Fictional Reasons”. Alt i alt varme anbefalinger herfra.



Læs mere om Boho Dancer her:
http://www.bohodancer.com/

Kristoffer Munck Mortensen fra Mellemblond anbefaler Smashing Pumpkins og Bombino

Mød Bombino.

DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

Mellemblond er netop udkommet med albummet ”Lysvågen”. I den anledning kommer frontmand Kristoffer Munck Mortensen her med sit bud på noget nyt og gammelt.

***

Smashing Pumpkins 
Siamese Dream (1993)

Min første tanke var at vælge Revolver med Beatles som mit bud på et ældre album, da det var en af de første rockplader jeg hørte. Og en af de få plader, mine forældre havde stående. Men jeg syntes, at det var sjovere at vælge noget, der er udkommet i min tid. Og da var min første tanke ’Siamese Dream’.  I mine sidste folkeskoleår i 1994/95 lyttede vi til den. Og spillede sangene i frikvarteret på spansk guitar!

Sangene spænder fra metalliske riff-sange til stille ballader. Hittet var ’Today’ og vel også ’Disarm’, men jeg kunne lide alle numrene. Der er en fed dynamik, de er vildt gode til gå fra den rene lyd og til at træde på distortionpedalen, når sangen skal op. Hør bare første skæring, ’Cherub Rock’.

Oveni er der så Billy Corgans sære stemme, der bringer en masse karakter ind i sangene. Sangene er poppede og genkendelige, bandet spiller fedt, og oveni spiller Corgan en del guitarsoloer, som er originale, opfindsomme og melodiske. Klart en inspiration. De syrer også ud i længere instrumentale passager, hvilket giver et dejligt modspil til de mere skarpt skårne rocksange.

Så ja, en popmetalhippiesyrealtrockplade der stadig holder!





Bombino 
Agadez (2011)

Mød Bombino! En afrikansk guitarist, jeg har haft et crush på, siden jeg opdagede ’Agadez’ og senere så ham spille til Womex.

Jeg forstår ikke touareg, men alt han spiller og synger går rent ind, og måden han bygger sine sange op omkring sit guitarspil er forrygende.

Musikken er smuk, vemodig, virtous, bluesy, juicy og eksotisk. Han har en fin, ren tone, der er umiskendelig afrikansk, men også vækker minder om vestlig rock og blues-guitarister, især Mark Knopfler.

Bombino er aktuel med en ny plade i disse dage, produceret af en dem fra Black Keys og indspillet i Nashville. En charmerende superstjerne in spe, der er en oplagt booking for Roskilde Festival. Mellemblond varmer gerne op! (Siden Kristoffer skrev denne tekst, er Bombino faktisk blevet booket. Det er Mellemblond ikke, men det kan RF jo nå at rette op endnu, red.)




***

Tak til Kristoffer for to superspændende bud. Og hvorfor har jeg så valgt at få Kristoffer til at komme med sine bud på gode albums? Det har jeg, fordi Mellemblond i mine ører er noget af det allermest interessante på den danske rockscene lige nu.

Det nye album, ”Lysvågen”, har fortjent fået rigtig flotte anmeldelser. Det er lyden af et band, der for alvor er blevet voksent og har fundet sin stemme. Jeg har elsket Mellemblond fra første færd, men hvor de i begyndelsen havde en stærk kildeafsmitning fra forbillederne, eksempelvis fra den danske syrerock fra 60’erne, har bandet nu for alvor fundet sine egne ben.

Der er stadig spor af alt fra C.V. Jørgensen over Povl Dissing til Love Shop, men der er lige nu ingen andre på den danske musikscene, der samler trådene mellem rock, pop og fin lyrik så elegant, som Mellemblond gør det på ”Lysvågen”.

På tekstsiden er der masser af lækre linjer. Smag fx på  ”Juni hænger nedad / daggryet flyder ud over skyerne”.

”Lysvågen” er udkommet på Tigerspring. Mellemblond kan i øvrigt opleves live flere steder i landet den kommende tid, bl.a. på Loppen d. 30. maj.

Følg Mellemblond her:
http://www.facebook.com/Mellemblond

Den største motherfucker

"Don't forget you could be laughing 65 % more of the time."

Stærkt nummer fra John Grants nye album:

Fra Phosphorescents storslåede nye album