Denne gang vil jeg anbefale en musiker, som måske ikke er bredt kendt i Danmark, men som jeg selv har lyttet rigtig meget til de seneste år, efter at jeg for nogle år siden nærmest tilfældigt opdagede hans album "Kongo Magni" fra 2005.
Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmand fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. Det var en ny lyd, og det var en lyd, der gjorde Traoré til et kæmpenavn i hjemlandet.
Efter et militærkup i 1968 forsvandt han fuldstændig fra det offentlige søgelys og trak sig tilbage til et simpelt liv som farmer. Først da en tv-station i 1987 tilfældigt kom forbi og lavede et portræt af ham, blev myten genoplivet, og han begyndte at indspille musik igen. Igen blev han enormt populær og denne gang også uden for Malis grænser.
Boubacar Traoré spiller en ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er guitaren, der bærer det hele frem. De to seneste albums, ”Kongo Magni” fra 2005 og ”Mali Denhou” fra 2011 er rigtig gode steder at begynde, hvis du skal tjekke op på Boubacar Traoré inden årets optræden på Roskilde Festival. Og det bør du!
Rasmus Dall fra albumaktuelle One-Eyed Mule fortæller om sine forbilleder – fra Mississippi John Hurt til Bert Jansch. Interviewet er blevet til på baggrund af en maildialog i marts og april 2012.
***
Tillykke med det nye album! Jeg vil godt begynde med et spørgsmål, der slet ikke handler om jer, men om en (fantastisk) bluessanger, der døde for snart 50 år siden. Nemlig Mississippi John Hurt. Ham har I skrevet en hyldest til på det nye album i form af nummeret ”Mild and Warm”. Kan du fortælle lidt om, hvordan det nummer er blevet til, og hvorfor I har lavet det?
Mississippi John Hurt har altid været den af de gamle bluesmusikere fra 1920'erne og 1930'erne, jeg har kunnet forbinde mig mest med. Han danner på en måde bro mellem den dybe og hårde sorte deltablues og den lettere hvide folk tradition. Han har et blødt og varmt udtryk, hvad enten han synger gospelsange eller murder ballads, og der er masser af fine, små melodier i hans guitarspil. Ud over hans store musikalske arv er billedet af en gammel musikant med masser af varme og glød i øjnene en stor inspiration. Deraf omkvædslinjerne "I'm gonna keep my eyes mild and warm.”
Sangen beskriver samtidig den kunstneriske kamp for at skrive sig ud over sit forbillede og finde sit eget personlige ståsted:
Red apples fall long and hard your words stand tall in my backyard I go where you’ve walked See the way you see And find my way to be free
Hør sangen og se videoen her:
Du skriver, at Mississippi John Hurt placerer sig mellem sort blues og hvid folk. Hvor forsøger I at placere jer? Jeg hører jo både blues, country, americana og folk, når jeg lytter til jeres nye album. Hvilke overvejelser har I om den positionering i forhold til de forskellige grene af den amerikanske musiktradition?
Det er rigtigt, at der er masser af blues, country, folk eller americana, som jo er den store paraply man kan trække ned over en del af disse rootsorienterede genrer. Men vi er meget bevidste om ikke blot at ville være sådan et nostalgisk act. Vi vil gerne favne traditionen, men så sandelig også det mere moderne. På det nye album har vi gjort mere ud af produktionen og forsøgt at skabe nogle lydflader, der trækker en rimelig traditionel simpel sangstruktur et andet sted hen. Vi har leget med ekkomaskiner, loops og lavet beats ved at slå på mikrofoner og andre sjove ting, men det ligger sådan ret subtilt i lydbilledet. Det handler først og fremmest om den gode sang. Og den kan så ligeså godt være inspireret af Magnetic Fields' "69 Lovesongs” eller en hvilken som helst Jonathan Richman-sang, som den kan være inspireret af Hank Williams.
Det med at skrive sig ud over forbillederne, synes jeg jo, at I lykkes fint med på det nye album. Synes du selv, det lykkes bedre for jer nu end tidligere? Er det grunden til, at det er et tema, du tager op på tekstsiden her - at det er noget, der har fyldt noget hos dig efter jeres første tre albums?
Jaaah, altså det med at finde ind til kernen i sangskrivningen og finde sit eget personlige ståsted har vi talt meget om siden det første album "Hobo in the land of love", som egentlig bare var tænkt som et bud på en anderledes dansk bluesplade. Det er selvfølgelig en evig proces, men jeg synes, at vi album for album har arbejdet os frem mod en ret stærk og selvstændig identitet.
Hvad lytter du selv til for tiden? Hvis du skal nævne tre bands/solister, som har inspireret dig på det seneste, hvem skulle det så være?
Yep, altså hvis jeg skulle nævne tre, så har jeg lyttet meget til Kurt Vile, Beachwood Sparks og Woods. De har alle på hver deres måde sådan en loose og meget cool tilgang til det at lave musik og forvalter alle deres musikalske tradition på en fed måde.
Jeg lytter og har altid også lyttet rigtig meget til Bert Jansch. Ham vil jeg gerne lige nævne, for han fortjener al mulig respekt.
Hørt! Bert Jansch er vigtig. Og mange flere på vores alder burde kende ham. Kan du prøve at sætte ord på, hvorfor du synes han er så vigtig?
Ja, altså han er jo en af de helt store guitarister, der har inspireret mange på tværs af diverse genrer. Jimmy Page var blandt andet meget inspireret af ham. Han er sådan lidt den akustiske guitars svar på Jimi Hendrix. Han opfandt sin helt egen måde at spille på og har en meget særegen lyd, der er vildt svær at kopiere. Han kom ind på den blomstrende engelske folkscene dér i starten af 1960'erne og var den dér innovative, mystiske skotte ingen rigtig kunne hamle op med. Men vigtigst af alt så skriver han samtidig nogle virkelig gode sange. Jeg så ham engang på et lille værtshus i Svendborg, og vi var vel en 10 publikummer! Han havde lige lavet albummet "When The Circus Comes To Town" som var lidt et comeback-album for ham. Sådan er tingene så mærkelige nogle gange, men det var en super koncert. Han er værd at tjekke ud, og han er den type kunstner, der går virkelig dybt ind, når man først er på.
Her en af hans gode sange - "One For Jo":
Vi vender hele tiden tilbage til den traditionelle musik. Hvornår begyndte du for alvor at få et forhold til country, folk og den slags? Jeg går ikke ud fra, at du sad som teenager og lyttede til Bert Jansch eller Hank Williams. Eller?
Jo, altså jeg sad faktisk på mit teenageværelse og nørdede med min guitar og forsøgte at lytte alle mulige fingerstyle-guitarister af. Jeg er vokset op med Ralph McTell, Donovan, Bert Jansch, Pentangle og Fairport Convention på mine forældres pladespiller. Det var også via den engelske folk, at jeg så fik øjnene op for de gamle bluesmestre som Sonny Terry og Brownie McGhee, John Hurt og Blind Willie Mctell. Men altså jeg hørte da også Psyched Up Janis, Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir ligesom mine venner…
***
One-Eyed Mule har udgivet fire albums. Det seneste, When Tomorrow Comes, udkom tidligere i år.
I dag er det 99 år siden denne legendariske blues man kom til verden. Det er da værd at markere. Muddy Waters døde i 1983. Den her koncert er fra 1976.
Dagens sang er med en af bluesmusikkens store helte. Sådan laver de dem ikke længere. Det er ikke mere end 3-4 år siden, jeg fik øjnene op for Lightnin' Hopkins. Hvis du endnu ikke har været der, så... kom i gang:
I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Sanger og sangskriver Peter H. Olesen fortæller her om sin oplevelse med albummet Time Out of Mind fra 1997.
Det var i sidste halvdel af halvfemserne, da jeg en kort overgang var nødsaget til at tjene til dagen og vejen som postbud. Som den første mand nogensinde på dét postkontor søgte og fik jeg vrangvilligt tildelt barselsorlov.
Jeg rejste med min daværende hustru og vores førstefødte til Skagen. Hun for at sidde i fiskerhusets anneks og skrive på sin næste bog, jeg for at passe drengen og ikke mindst mig selv.
Om aftenen stod jeg i køkkenet og lavede aftensmad i selskab med et medbragt kassettebånd. På den ene side af båndet havde jeg optaget Nick Caves "The Boatman's Call" og på den anden det Daniel Lanois-producerede Dylan-album "Time Out of Mind", to store eksistentielle, voksne og voksende albums, som passede fint sammen.
Jeg lyttede til de plader hver eneste aften den vinter, blues og ballader om liv og død, mens jeg stod bøjet over gryderne i en mild og stille rødvinsrus.
I Skagen blev de første tekster til Olesen-Olesen skrevet, og deroppe fik jeg også sådan rigtig smag for lediggang, rødvin og ikke mindst Bob Dylan.
I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Fotograf Jens Astrup fortæller her om en livslang passion på trods af mange skuffelser og nedture.
Vi har altid fulgtes ad. Bob har været der altid. På min iPod hedder han bare Bob, vi er på fornavn, Bob og Jens. Ham den anden Bob er jeg kun på efternavn med, Marley altså.
Jeg voksede op med Bob i kælderen. Niels, min storebror, og dyrlægens søn lå på gulvet og stenede, når Bob lå på grammofonen og sang. Lay Lady Lay og Blowing In The Wind strømmede ud fra kælderværelset med røgen fra røgelsespinde. Jeg kunne sangene, før jeg kunne engelsk, så det var faktisk Bob, der lærte mig engelsk.
Men vi har også haft det svært med hinanden til tider. Forleden bøjede han nakken for de kinesiske regime. Det er aldrig pænt når en ungdomsoprører og protestsanger falder til patten. Og Bob var en røv på Midtfyns Festival, hvor vi ikke måtte fotografere ham. Det er bare sådan noget, en fotograf ikke glemmer - Bob Røv, du er en krukke. Vi skulle have en stjernekikkert for at få et billede af dig. Så var der dit kristne flip, Bob, Gud Fader bevares.
Alligevel er han altid tilgivet. Når man hiver pladerne ud fra reolen, eller kommer hjem med en ny Together Through Life, frisk fra Kaffe og Vinyl på tykke 180 grams-LP’er, så er Bob og Jens de bedste venner igen.
Jeg har måske også været troløs over for Bob. Der har været andre end ham. I firserne var det David og David. Bowie og Byrne. I halvfemserne var det mest Tricky, og i nullerne fandt jeg manden i sort, Johnny.
Men Bob og jeg finder altid sammen igen. Han er der altid et eller andet sted, og for tiden bor han i min bilradio. Min favorit er altid den nyeste, indtil jeg køber en ny. Vi følges. Together Through Life.
I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Morten Scholz, redaktør på magasinet Atlas, fortæller her om Bobs kærlighedshymne til en amerikansk stat, som han også selv føler stærkt for.
Bob kom til mig i en relativ sen alder. I første omgang kom han slet ikke gennem musikken, men via et langt og vidunderligt rablende citat, der begyndte nogenlunde i virkeligheden for lynhurtigt at bevæge sig - hobo-style – op i et godstog som blind passager og videre ud i den myte, der er Amerika.
Inden da var Bob i min bevidsthed et fortidslevn, der ikke kunne synge. Mr. Tambourine Man irriterende mig, når den blev spillet i radioen. Og så den der evindelige mundharmonika. Det var så grelt, at det lykkedes mig at se ham spille på Roskilde en smuk dansk sommeraften i selskab med gode venner. Alligevel efterlod oplevelsen mig iskold og jeg gik i baren efter øl.
Men det var dengang. I dag er jeg Bob-mand til benet, omvendt af mandens unikke fornemmelse for historiefortælling som jeg åbenbart ikke forstod.
Hvad er så mit yndlingsalbum? Det er et umuligt spørgsmål at svare på, umuligt at skulle vælge mellem så mange mesterværker. Men grundlæggende er jeg til vintage Bob, men ikke så fanatisk, at der ikke må være el på guitaren eller country på stemmen.
80'er-Bob bør man gå udenom, men det årti formåede at smadre alle de gamle giganter (Dirty Work, anybody ?). Come-back Bob efter samarbejdet med Lanois på Oh Mercy er også en ven. Jule-Bob er i bedste fald kuriøst bob-bob.
Skal jeg – for at gøre mig interessant - vælge et album uden for kanon bliver det The Bootleg Series, Vol. 8; Tell Tale Signs. Åbningsnummeret - sangen Mississippi oprindeligt fra Love and Theft – er koncentreret Bob, en skævvreden geografisk kærlighedssang tilegnet den mest musikalske af alle amerikanske stater. Det er til at tude over.
P.S.: Jeg bryder jeg mig stadigvæk ikke om Mr. Tambourine Man, og jeg mener heller ikke manden kan male andet end til husbehov. Derudover er han gud.
