Albumanbefaling: ITVIVL / Ophav

Det her hjemsøger mig. Jeg burde sidde og lytte til en masse Roskilde-navne og forberede mig på festivalen, der starter i næste uge. Men jeg kan ikke slippe det eminente album, ITVIVL i al stilfærdighed har begået. Poetisk, fortættet og musikalsk nysgerrigt og udforskende. Mads Wæhrens og digteren Bjørn Friis Thomsen står bag. Albummet hedder OPHAV. Det skal høres.

Mellemblond & Lysvågen

Et af årest bedste danske danske albums var i mine ører Mellemblonds Lysvågen. Poetisk, skramlet, kantet og samtidig fint afrundet. Her Swimmingpoolens blå:

Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss anbefaler Okay og Smashing Pumpkins

DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, forfattere og andre, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

I denne omgang er det Jacob Faurholt fra Crystal Shipsss, der kommer med sine bud på to gode skiver.


***


Okay 
Huggable Dust (2008)

Okay er et projekt fra amerikanske Marty Anderson, som blev udgivet af det nu hedengangne selskab Absolutely Kosher. Jeg faldt tilfældigt over musikken, da jeg lyttede til nogle gratis mp3’er fra AK. Derefter gik der ikke længe før jeg fik bestilt pladerne hjem. Marty Anderson har et ekstremt godt øre for poppede melodier, hvilket gør at musikken egentlig er ganske lettilgængelig, til trods for at det bestemt er lyden af et ”musikalsk skævt individ”.

Den nærmeste reference til Okay ville nok være Sparklehorse, da de begge skriver skrøbelige, enkle, melodiske sange, og skaber et helt specielt univers omkring dem.

Jeg kan ikke andet end anbefale at tjekke Okay ud, og en god start ville være ”Huggable Dust”. Det er hjerteskærende musik fra en original kunstner.






Smashing Pumpkins 
Siamese Dream (1993)

Overvejede kraftigt at fremhæve ”Mellon Collie & The Infinite Sadness”, da den plade, mere end nogen anden, var soundtracket til mine teenageår. Det blev dog ”Siamese Dream” i stedet, da det var min første introduktion til Smashing Pumpkins, samt den plade jeg oftest sætter på, hvis jeg skal have et skud nostalgi.

I 90’erne udkom der  flere alternative rockplader, som jeg i dag vil mene er klassikere, og som jeg lyttede intenst til, da de udkom. Hovedværker som Suedes ”Dog Man Star”, Radioheads ”OK Computer”, og Nirvanas ”Nevermind”. Til trods for, at de nævnte bands stod mit hjerte nært, var Smashing Pumkins det band fra dengang, som jeg bedst kunne relatere til, og jeg betragter stadig de to nævnte værker som de bedste rockplader fra 90’erne – og mener egentlig ikke, de er overgået sidenhen.

”Siamese Dream” med sit helt særegne, drømmende univers. En lyd, som helt sikkert delte æstetik med Shoegaze, men med mere ”udskårne” riffs og melodisk pågåenhed. Musikken virkede dengang – og stadig – som nødvendig, i al sin emotionelle udkrængethed.

Det, der blandt andet gjorde Smashing Pumpkins til noget specielt for mig, i de år hvor man bære følelserne udenpå tøjet, var, at deres musik dækkede hele følelsesregistret. Billy Corgan skrev alt fra alternativ rock, metal, til ballader og vuggeviser, så uanset hvor man lige var, på sit dengang svingende barometer, var der altid en sang fra Smashing Pumkins, som passede dertil.





***

Tak til Jacob Faurholt for to gode bud. Selv er han med sit projekt Crystal Shipsss aktuel med en ny EP, der blot bærer navnet Crystal Shipsss. En medrivende omgang støjende og indimellem psykedelisk lo-fi. Musik, der har en sært hjemsøgende effekt på mig.

Det er hele vejen igennem mudret og støjende, men måske rummer EP’en alligevel en form for hitpotentiale. ”Listening to Devil Town” er i hvert fald en regulær ørehænger. Et virkelig stærkt nummer, der fluks ryger ind på min playlist for den kommende sommer. Sådan skal den altså skæres:



Et nummer som ”Dusty Vinyls” har også virkelig store kvaliteter. I det hele taget kan jeg klart anbefale hele EP’en fra Crystal Shipsss.

Ud over diverse digitale formater udkommer EP’en også som kassettebånd i begrænset oplag på henholdsvis Mouca Records (50 stk, EU), og Three Ring Records (50 stk, US).

Læg også vejen forbi:
www.facebook.com/crystalshipsss

Ida Wenøe fra Boho Dancer anbefaler Leonard Cohen og Damien Jurado

DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

Boho Dancer er aktuel med debutalbummet ’Gemini’. I den anledning har jeg fået bandets sanger og sangskriver Ida Wenøe til at komme med sine bud på noget nyt og gammelt.

***

Leonard Cohen 
Songs of Love and Hate (1971)

Dette album har trukket mig igennem mange lange nætter. Da jeg endelig nåede frem til dette album med Cohen i stakken af hans lange diskografi, måtte jeg overgive mig fuldstændigt til den kære Ladies' Man.

Med et spontant jerngreb omkring mine indre organer ved lyden af de første linjer fra åbningsnummeret "Avalanche" - I stepped into an avalanche / it covered up my soul - forsvandt jeg ind i en verden af lyrik og billeder, der var så storladne, så eviggyldige, så sigende, at grebet aldrig rigtig har sluppet mig siden. Blandet med Cohens dybe fortællerstemme og den spæde, kontinuerlige spanske guitar bliver man ført gennem en verden af, ja... kærlighed og had.

Cohen kan som ingen andre beskrive det mest komplicerede og komplekse med få ord, der ved stort set hver eneste ord, hver eneste tone sender en ned i de dybeste lag af sit følelsesliv.
For mit vedkommende skal Cohen ikke oversættes. Jeg elsker, at han siger noget, jeg forstår, men ikke kan (eller vil) forklare. Det er bl.a. dette, der for mig gør hans univers så evigt spændende og dragende.

Udover Avalanche er Famous Blue Raincoat også en af mine favoritter fra pladen. Lyrikken er et brev, der har så overdådigt meget at fortælle mellem linjerne. Vi bliver indhyllet i en klar sindsstemning allerede ved de første to linjer: It's four in the morning / the end of december / I'm writing you now / just to see if you’re better. Du har allerede en meget klar følelse af sindsstemningen, men kun desto tydeligere, fordi Cohen maler uden om kernen, for at kernen dermed står klarer frem. Det er fandeme sangskrivning der vil noget!

Cohen har lært mig utrolig meget i forhold til min egen sangskrivning, men jeg administrerer det langt fra noget i nærheden af ligeså godt som ham. Men det er efterstræbelsesværdigt, og heri ligger der en konstant søgen efter "noget større", efter at blive bedre, hvilket gør at man hele tiden rykker sig. Fordi man ser op til nogen, man lader sig inspirere, man erkender sine egne mangler og forsøger at blive bedre. Enhver sangskriver med respekt for sig selv skal altid søge at blive bedre. Ja, et hvert menneske for at tage den helt ud ;)

Nummeret Like Rain på vores album "Gemini" er faktisk en bøn til bl.a. Cohen. Jeg beder om inspiration, og opvækning - han skal danse for mig i sølvskæret, han skal råbe ordene ud som en strøm af regndråber, han skal rede mig ud af min lammelse, han skal kalde mig ved mit navn da jeg er barn af ham. Det er ham der har bragt mig til "kunsten", så han skal hjælpe mig med at rejse mig fra mit navlepilleri og åbne en kanal der søger mod noget større, noget udover mig selv.

Av for den...

Man skal gøre sig selv en stor tjeneste og gøre Cohen selskab på "Songs Of Love & Hate".





Damien Jurado 
Maraqopa (2012)

Det er først i løbet af det seneste år jeg har fået øjnene op for denne dejlige herre og jeg synes dette er et fantastisk stærkt album.

Damien Jurado gør lidt af det samme som Leonard Cohen, han gør bare lidt mindre ud af sig selv. Han dyrker noget naivt og svævende som jeg også genkender fra min egen sangskrivning. Sangene emmer af melankoli og ironi som det lille ekstra krydderi tilført indimellem.

Udover hans sindssygt skarpe forståelse for hvordan en god sang skal skæres, tror jeg også at grunden til at jeg er faldet så meget for ham, er at jeg føler mig forbundet med ham, da jeg genkender så utrolig mange ting i mig selv. Sådan er det jo for de fleste mennesker - så snart du ser dig selv i noget, tager du det til dig med ekstra stor iver.

Der er ikke en eneste sang på dette album, jeg ikke kan lide. Det er den ene gode sang efter den anden. Rammende ord, stærke melodier. En af mine favoritter er "Working Titles". Her er der igen en masse rammende billeder - og han fucker lidt op med formen, da du aldrig rigtig ved, om han synger til nogen eller sig selv. Masser af kynisme over for branchen? Kærligheden? Ham selv? Det hele på en gang?

Man kan ligeså godt tage hele albummet fra ende til anden, da det er koncentreret mums til din øregang. Ellers synes jeg, man skal starte med Working Titles eller Nothing Is The News.





***


En stor tak til Ida Wenøe for nogle virkelig smukke bud.

Ida Wenøe er sammen med resten af Boho Dancer aktuel med en lille folk-perle i form af debutalbummet ”Gemini”. Det er et band, jeg har fulgt gennem noget tid. Der har været lovende takter på tidligere numre, men dette er altså det første regulære album. Og det rummer samtidig det stærkeste materiale, bandet har præsteret til dato.

Der er ganske enkelt internationalt format over flere af folk-skæringerne fra Boho Dancer. Ind i mellem er det svært ikke at tænke på svenske First Aid Kit, men inspirationskilderne er nu flere. Eksempelvis lurer der en helt Patti Smithsk lidenskab under overfladen på Waiting On A Summer. Det er ment som en kompliment, for det virker sgu!

Boho Dancer beviser også et eminent popøre på førstesinglen ”Fictional Reasons”. Alt i alt varme anbefalinger herfra.



Læs mere om Boho Dancer her:
http://www.bohodancer.com/

Mellemblond / Swimmingpoolens blå

Flere gode sager fra det kommende Mellemblond-album:

Mød Ræv Hund Bjørn

Det her går jeg og lytter en del til for tiden. Rigtig spændende toner fra et helt nyt (men ikke uprøvet) dansk band, der udkommer på Peter H. Olesens Melodika. Gode tekster ledsaget af en dejlig skramlet rocklyd.

Mads Mouritz & Hælerne

Mads Mouritz, der tidligere bl.a. har lavet musik sammen med digteren Lone Hørslev, har samlet et imponerende band omkring sig og banket en rigtig god EP sammen. Stærke numre, skarpe tekster (af Peter H. Olesen), og i det hele taget bare musik, der bliver bedre og bedre for hver gang man hører det. Jeg glæder mig til at høre endnu mere fra den kant. Bandet består af guitaristen Kristoffer Munck Mortensen, der til daglig er frontmand i Mellemblond, Rune Kielsgaard, der spiller trommer i I Got You On Tape og bassisten Anders Wallin, der er herre i eget hus i The Gun.

Kig på og lyt til Mads Mouritz & Hælerne her:

Nyt fra Mellemblond

Mellemblond styrer lidt væk fra rocken på det kommende album, og at dømme efter det her første udspil, er de på vej et spændende sted hen. Man glæder sig til februar:

Color Sample fra Bro/Knak

Endnu en smuk bid fra Jakob Bro og Thomas Knaks formidable album Bro/Knak, der udkom tidligere i år. Det kræver lidt tålmodighed, men alt betales tilbage og mere til:

Tidens tog

Ny video fra Niels Skousen i forbindelse med udgivelsen af en live-dvd fra den uforglemmelige koncert i Vega 14. maj sidste år. Lækkerier.

 

A.Larm Music skriver om den kommende dvd:


14. maj sidste år dannede spillestedet Vega i København rammen om et gensyn med Niels Skousen i anledning af pladens jubilæum. Og nu var det på tide, at Skousens talent igen blev indfanget, mente hans kone, filminstruktøren Linda Wendel.

Med fire kameraer i salen optog Linda Wendel og tre fotografer den udsolgte koncert, der bød på numre fra Herfra hvor vi står og helt frem til Skousens comeback periode med  de meget roste albums ”Dobbeltsyn”, ”Daddy Longleg” og  ”Lyt til din coach”.

Skousen, Ingemann, Claus Clement Pedersen (”TømrerClaus”) og den gamle steppeulv Stig Møller var samlet igen til lejligheden, ligesom musikere som Steen Jørgensen, Peter Sommer, Ane Trolle, Nikolaj Nørlund og Christian Hjelm lagde vejen forbi under koncerten, der bl.a. fik seks stjerner i  Gaffa.

Instruktørens optagelser er således blevet til koncertfilmen Niels Skousen – 40 år i dansk rock  der udkommer den 5 november på en dvd sammen med to cd’er med koncertens lydside.


Trackliste:


DVD Koncertfilm:
1.         Isabel
2.         Svært at Nå Frem
3.         Fodbold
4.         Kaptajnen
5.         Sangen Om Knud Lavard
6.         Herfra Hvor Vi Står
7.         Middelvejen
8.         Daddy Longleg
9.         Sorte Huller
10.       Kælderen
11.       Lad Ham Gå
12.       Ikke Flere Tårer
13.       Vi Drømmer Verden
14.       Dobbeltsyn
15.       Go Aften Danmark
16.       Annabel
17.       Det Sker
18.       Roser Og Sne
19.       Lyt Til Din Coach
20.       Stjernstøv
21.       68
22.       Grænser


CD1 Skousen &Ingemann
1.         Isabel
2.         Svært At Nå Frem
3.         Fodbold
4.         Kaptajnen
5.         Sangen Om Knud Lavard
6.         Herfra Hvor Vi Står

CD2 Niels Skousen m Band
1.         Middelvejen
2.         Daddy Longleg
3.         Sorte Huller
4.         Kælderen
5.         Lad Ham Gå
6.         Ikke Flere Tårer
7.         Vi Drømmer Verden
8.         Dobbeltsyn
9.         Go Aften Danmark
10.       Annanbel
11.       Det Sker
12.       Roser Og Sne
13.       Lyt Til Din Coach
14.       Stjernestøv
15.       68
16.       Grænser

12 minutters Monogram med Nørlund

På stranden

Marie Fisker har med albummet 'So, Hoes & Heroes' begået et mørkt, sprødt og lækkert værk, der bliver vanskeligt at slide op. Vær opmærksom på de koncerter, hun spiller rundt omkring i landet den kommende tid. Jeg mødte Marie Fisker for nylig til en snak om især tekster, digte og inspiration. Inden længe vil det kunne læses i artikelform på atlasmag.dk. Indtil da kan man jo fordrive tiden med det her hjemsøgende smukke nummer fra det nye album:

Vi er suckere for den gode melodi

Interview med Dangers of the Sea

For nogle måneder siden faldt jeg over et interessant nyt dansk navn, nemlig Dangers of the Sea. Bandet er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folkmusik og af den nyere skuffe er bands som REM og Midlake blandt inspirationskilderne. Så vil den kække kritiker nok sige, at den slags nye danske bands kan man vel fodre svin med. Men nej, det kan man ikke, hvis man vil have den ægte vare. Det her ikke soft-americana eller hyggelig singer-songwriting, der kun kan bruges som behageligt lydtapet, når latten skal skylles ned. Næ, Dangers of the Sea – som består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia - er intelligent, melodisk og langtidsholdbart. I hvert fald i mine ører – men døm da hellere selv:



Videoen herover blev sluppet løs umiddelbart inden bandets koncert på årets Roskilde Festival. Dangers of the Sea spillede på opvarmningsdagene, så jeg gik desværre selv glip af deres koncert, men det forhindrede mig ikke i at hooke up med to af dem – forsanger og sangskriver Andreas Bay Estrup og guitarist Frederik Teige - nogle dage senere, en regnvåd formiddag i Mediebyen på festivalen. Vi fik en snak om den gode melodi og meget mere:

Hvordan var det at spille på Roskilde Festival i tirsdags?  

Andreas:
Det var rigtig fedt. En helt igennem god oplevelse. Det var jo et meget sultent publikum, der ventede på, at festivalen skulle åbne for alvor. Størstedelen af dem kendte selvfølgelig ikke vores musik, men de tog godt imod det, synes jeg.

I har endnu ikke udgivet noget officielt. Det eneste man kan lytte til er nogle få numre på nettet. Er der noget på vej? 

Andreas:
Ja, vi er faktisk ret langt i processen med vores album, der efter planen udkommer til efteråret. Vi har indspillet det hele, og vi har også fået Nikolaj Nørlund til at mixe det meste af det.

Hvorfor har I valgt ham til det? 

Andreas:
Vi kan alle sammen godt lide de ting, han har lavet. Både hans soloting, Rhonda Harris og Trains, Boats and Planes. Vi havde rigtig mange navne i spil. Til at begynde med talte vi faktisk om, at det skulle være en, der ville blande sig så lidt som muligt, men vi blev alligevel enige om ikke vælge det letteste, men det bedste. Det er godt at få modstand nogle gange, og jeg synes, Nikolaj Nørlund har gjort gode ting for vores lyd. Det handler ikke om, at det er blevet sovset ind, men det løfter det rigtig meget, når man arbejder med effekter på vokalerne på den rigtige måde.

Det er vel også vigtigt at skabe et særligt rum omkring musikken, så det ikke kommer til at lyde som så meget andet i den genre? Jeg tænker jo meget Midlake, når jeg hører jeres sange….

Andreas:
Ja, helt klart, de er også et band, jeg har lyttet rigtig meget til og føler mig inspireret af. De er også kendt for at være ekstremt nørdede omkring studieprocessen. Men når jeg hører vores ting nu, synes jeg alligevel, at vi tager det et helt andet sted hen. Midlake har en meget tør produktion, og det kan man i hvert fald ikke kalde vores.

Har I arbejdet med nogle overskrifter for hvordan jeres lyd skal være? 

Andreas:
Det er mig, der skriver sangene. Mit personlige ønske har været at trække tingene i en gammeldags retning. De ting, der kommer ud af mig, når jeg sætter mig med en guitar, giver helt slip og begynder at skrive sange, de ligger ret tæt op af meget af det folk-musik, der blev lavet i 70’erne. For eksempel Neil Youngs ting fra den periode. Samtidig er jeg meget inspireret af den lyd, der ligger på mange produktioner fra 60’erne. Prøv engang at sætte California Dreamin’ med The Mamas & The Papas på – det er jo helt utroligt, at noget kan lyde så fint. Der er en hel særlig æstetik omkring musik fra den periode, og hvis vi kan ramme bare lidt af den i vores ting, er jeg glad. Men igen, det er ikke superbevidste valg, ligesom hvis vi købte en masse 80’er-keyboards og tog stramt tøj på. Det er bare det, der kommer helt naturligt.

Frederik:
Vi er i virkeligheden meget lidt konceptuelle. Og det finder jeg personligt meget befriende. Jeg har spillet med i Efterklang, og der havde vi en helt anderledes tænkt tilgang til det at lave musik. Det var også interessant på mange måder, men jeg kan mærke, at det her giver mig noget andet, og det er noget jeg har brug for som musiker lige nu. Det foregår mindre oppe i hovedet, og jeg kan give mere slip på mig selv. Og når jeg giver slip, finder jeg ud af, at jeg bare er glad for gode melodier. Det er ret enkelt.

A:
Det er i hvert fald noget, vi kan samles om i bandet. Vi er suckere for den gode melodi. Vi søger det harmoniske.

Så I er ikke bange for at gå efter den gode popsang? At lave et moderne bud på California Dreamin’? 

A:
Slet ikke. Altså, det er jo i virkeligheden det, det hele handler om for mig. Det er det, jeg går efter som sangskriver. Tanken om måske at skrive den der ene sang på et tidspunkt, hvor det hele går op i en højere mening. Det er essensen.

F:
Og hvis det skulle lykkedes at lave noget, der kan matche California Dreamin’, så er pensionen måske også sikret, ha ha….


Hvad har I hørt her på festivalen? 

Andreas:
Vi fik hørt Jack White. Det var megafedt, synes jeg. Han brugte Orange Scene på en god måde, og så var det bare et helt igennem fedt band han havde med. Det er vildt, at han er så gennemført. Et godt eksempel på en mand, der formår at kombinere det stramme konceptuelle med bare at give slip og spille fed musik. Jeg havde den bedste oplevelse med de nyere sange, jeg ikke kendte i forvejen.

Frederik:
Senere hørte vi Malk de Koijn. Det var også rigtig fedt, og vildt at se, at de kan starte så stor en fest. Og for det ikke skal være løgn rundede vi det hele af med Crowbar, et tungt, tungt metalband fra New Orleans, som jeg hørte meget, da jeg var yngre. Det var benhårdt. En hård afslutning der ud på natten.

Jeg må sige, at I favner bredt…

Frederik:
Ja, det er ikke California Dreamin’ det hele!

I aften er der Springsteen. Hvordan er forventningerne? 

Andreas:
De er ekstremt høje. Han er jo en helt. En af de første stærke musikoplevelser, jeg kan huske, var da en af mine lidt ældre kammerater kom og stak en ghettoblaster op i hovedet på mig og spillede ”Born in the USA”. Den oplevelse sidder i mig, jeg blev blæst væk. Og senere opdagede jeg jo så alt det andet fantastiske, han havde lavet før det album. Det er en kæmpe verden, man kan dykke ned i og angribe fra alle mulige forskellige vinkler.

Frederik: 
For mig stod han længe som sådan en, der var på linje med Bryan Adams. Noget oppustet og uniteressant noget. Men så er der flere og flere, der går og taler om, at man skal lytte til det og det album. Og når man så kommer ordentligt ind i det, kan man jo virkelig høre, at der er noget i det. Jeg glæder mig også rigtig meget til at opleve ham.

Hvad bringer den nærmeste fremtid for jer? 

Andreas:
Vi føler lidt, at vi har afsluttet en cyklus med vores koncert her på Roskilde. Sideløbende med de koncerter, vi har spillet, har vi fået gjort materialet helt færdig til albummet. Dernæst skal vi i gang med at lægge en plan for, hvad der skal følge i kølvandet på udgivelsen. Forhåbentlig skal vi bare ud at spille en masse, og så er der jo også allerede begyndt at presse sig nye sange på.

Frederik:
Man kan vel sige, at vi nu har konsolideret os. Vi har for alvor fået lært hinanden at kende, også på scenen, og vi har nået en fælles forståelse af, at det er det her, vi vil. På den måde markerer det her både en slutning og en begyndelse. For nu er vi for alvor et band.

Og det bliver I ved med at være? 

Andreas:
Ja, vi mener det alvorligt. Vi har alle været med i andre ting før det her, men det er ikke bare et sideprojekt. Vi har store ambitioner med det, og vi er klar til at investere i det.

***

Læs mere om Dangers of the Sea og lyt til musikken på: http://www.facebook.com/dangersofthesea

Æblet falder fra træet

Nyt fra Henrik Olesen, der tidligere var en del af brødreduoen Olesen-Olesen. Nu er han "Ukendt under andet navn". Og fint er det:

Song For Wendy / The Night

En gammel guitar, der lyder af levet liv. Og to fantastiske stemmer, der tager greb om en fin tekst. Mads Mouritz og Dísa Jakobsdóttir er Song For Wendy, og de er altså værd at holde øje med.

Læs mere om duoen her:
http://www.facebook.com/#!/pages/Song-For-Wendy/187162021294195

Akustisk SPOT-session med Cody

Sådan skærer man helt ind til benet. En smuk, skrabet version af "Under The Elms" fra Codys seneste EP. Her fremført i forbindelse med den netop overståede SPOT-festival i Aarhus.

Roskilde-anbefaling: Dangers Of The Sea

Min Roskilde-anbefaling nr. 2 handler også om et af de mere upcoming navne.

Danske Dangers Of The Sea har base i København og består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia. Det er blød folkpop på den både behagelige og berigende måde.

Musikken er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk, og den slags er jo noget, der altid falder i god jord her på bloggen. Der er klare referencer til Midlakes seneste album, The Courage Of Others, der netop trak heftigt på disse inspirationskilder. Bandet nævner også selv R.E.M. som en inspirationskilde, og det høres også.

For tiden arbejdes der med ingen ringere end Nikolaj Nørlund på at færdiggøre et album. Det vil jeg se frem til. Og måske vil jeg benytte lejligheden til at få en lille smagsprøve på bandets liveoptræden, når de gæster Loppen d. 25. maj.

Tjek bandets Facebook her:
http://www.facebook.com/#!/dangersofthesea

Og nyd så lige den her køkken-session fra tidligere i år:



Dangers Of The Seas Roskilde-koncert er på Pavilion Junior. En lille scene, der er åben fra søndag til onsdag, inden selve festivalpladsen åbner.

Hvis nu jeg skulle til SPOT…

Jeg skal desværre ikke til SPOT-festival i Aarhus i den kommende weekend. Jeg ville ønske, at jeg skulle. Hvis nu det var tilfældet, så ville jeg sigte efter de her navne:

• Boho Dancer
• Choir Of Young Believers
• I Got You On Tape
• Kúra
• Larsen & Furious Jane
• Mellemblond
• Of The Wand And The Moon
• Nikolaj Nørlund 
• Daniel Norgren
• The Raveonettes
• Rum 37
• Svøbsk & Michael Møller
• Vessel

Så kan folk, der alligevel befinder sig i pastoratet, jo bruge listen som inspiration - eller lade være.

(Æv, nu er jeg endnu mere ærgerlig. Skulle aldrig have kigget på alle de navne.)

Nyt livealbum fra C.V.

Man kan diskutere nødvendigheden. Det er ikke mange år siden, der sidst kom et livealbum fra C.V. Jørgensen, og det er jo ikke ligefrem, fordi han strør om sig med studieudgivelser. Faktisk er der ved at være gået ti år siden sidst.

Men så må man jo nøjes, og den her overraskelse af en liveudgivelse fra hans seneste turne, er ikke bare hæderlig, den er god. Den er møghamrende god. For det er han jo, C.V. Så lad os da bare nyde alle klassikerne en gang til.

Hvis du er typen, der er på Spotify, kan du lytte til hele albummet her: http://open.spotify.com/user/113315005/playlist/4aFEmfKiE6wlphtMdUxK8X

Et stykke mindre

Fint nummer fra en netop udkommet følsom, gnistrende og poetisk EP fra danske Heidi Mortenson. Og så oven i købet pakket ind i flotte, levende billeder:



EP'en "Mørk" anbefales varmt herfra. Du kan læse mere om Heidi Mortenson på:
http://www.nosnetrom.net/