Ubegribelig smuk aften på Vega i selskab med svenske Thåström.
Det var min første koncert med manden, og jeg blev fuldstændig blæst væk. Jeg har svært ved at huske, hvornår en koncert sidst har ramt mig så hårdt.
Super-velspillende band, der hele tiden byggede op og rev ned, så hele salen væltede med. Et skramlet lydbillede, der plukker inspiration hos både Cave, Waits og Springsteen og sikkert mange, mange flere. Men Thåström er bare Thåström, og som han vandrer hvileløst og manisk rundt på scenen forsvinder han dybt ind i sin rolle og leverer bare det hele så fandens overbevisende.
De nye numre fra det formidable ”Beväpna dig med vingar” fungerede perfekt. ”Smaken av dig” er muligvis det smukkeste nummer, han nogensinde har begået, og det blev leveret så indfølt og sitrende, som man kunne have ønsket sig.
Også ”Främling overalt” og ”Kort biografi…” var helt oppe at ringe. Og ”Aksel Landquists Park” og… stop mig, det giver faktisk ingen mening at fremhæve enkelte numre i den her koncert.
Som sædvanlig en rigtig fin koncert med Nikolaj Nørlund i Pumpehuset i går aftes. Som jeg også har det med det nye album, så var der opture og nedture. Nogle af de nye numre bliver for letbenede og ligegyldige for mig, men de bedste numre er til gengæld fuldstændig fantastiske.
I mine ører er det en genistreg, at Nørlund har allieret sig med Christian Hjelm fra Figurines. De tos stemmer klæder hinanden sindssygt godt, og det løftede i aftes også flere af de ældre numre fra bagkataloget. Særligt et nummer vil jeg fremhæve fra det nye album, nemlig Iltmasken, som jeg mener, er det stærkeste nummer, Nørlund har lavet i mange år. Den urolige, rungende ekkolyd, der bringer mindelser om Rhonda Harris’ lydunivers, fungerer virkelig fedt. Lyt til det her: http://norlund.bandcamp.com/track/iltmasken
Sammen med Ned til søen – nummeret, hvor Nørlund/Hjelm fungerer allerbedst sammen er det højdepunktet på det nye album, Alt sammen, Lige nu.
Generelt bød aftenen på en fin blanding af gammelt og nyt. Der var plads til numre fra både Navnløs og Nye Optagelser. Særligt fint var det, da der cirka midtvejs var solo-akustiske fremførelser af Ridset i Panden, Lille Digt og Pergament Hotel. Personligt var jeg også glad for, at der blev spillet flere numre fra det formidable album Tændstik, men jeg kunne ikke undgå at savne Rune Kjeldsen lidt på guitaren lige der. Hans guitarspil er så signifikant på det album, og det blev altså ikke helt det samme i aftes. Men fedt var det da.
John Mogensen/Glen Campbell-covernummeret Ensomhedens Gade nr. 9 var også lækkert at få med, ligesom Under fremmed flag også fungerede rigtig godt.
Under koncerten rodede jeg mig ud en diskussion om, hvordan Nørlunds albums egentlig skulle rangeres, hvis man skulle lave en all time-liste. Her mit umiddelbare bud:
1. Nye Optagelser (1997)
2. Tændstik (2003)
3. Navnløs (1996)
4. Tid Og Sted (2009)
5. Alt Sammen, Lige Nu (2012)
6. Hvad Er Det Der Sker? (2000)
Her kommer det jo til at se ud som om, jeg synes det nye album er slapt. Sådan forholder det sig ikke. Det er et rigtig fint album, men lad mig sige det sådan, at det ikke er en liste, der er nem at komme langt op på. Bundniveauet er højt.
Lørdag d. 27. august 2011 i Ballerup. Arcade Fire var supertændte. Publikum var på. Koncerten var elektrisk. Men stedet var en katastrofe.
Der er allerede efter gårsdagens koncert skrevet mange linjer om Ballerup Super Arena andre steder, men det er altså også svært ikke at fokusere på det, når et spillested har vist sig at være så håbløst.
Jeg var på forhånd optimistisk, for København (eller omegn) har virkelig brug for et alternativ til ynkelige KB-Hallen. Men det alternativ hedder så absolut ikke Ballerup Super Arena. Lyden var virkelig dårlig, heldigvis blev det dog gradvist bedre, som koncerten skred frem, og det var helt katastrofalt, at man ikke engang var i stand til at løfte opgaven med at sælge øl til et feststemt publikum, uden at man skulle misse tre numre, mens man stod i kø.
Men så meget mere imponerende var det, at bandet leverede så stor en præstation. Arcade Fire står som band lige nu med noget nær det perfekte materiale at møde op med til sådan en koncert. Tre meget forskellige og på hver sin måde meget stærke og vigtige albums i bagkataloget, og det seneste, The Suburbs, som denne koncert et langt stykke hen ad vejen var bygget op omkring, er det mest udadvendte og koncertegnede af de tre.
Det er stort at opleve, hvor flot Arcade Fire blander elementer fra så forskellige hjørner af musikken. Dyster indierock møder punk møder calypso møder pop møder alt mulig andet. Det kan måske lyde spraglet og ufokuseret, men det bliver det aldrig. Det hænger sammen, for Arcade Fire samler det hele i deres helt egen unikke lyd. Alt sammen krydret med en legelyst og spilleglæde i et band, der aldrig er bange for at blande melankoli, livsalvor og intelligente tekster med en god rytme. Talking Heads har sat sine tydelige spor mange steder. Det er der også rigtig mange andre, der har, men til koncerten i aftes, var det mest Byrne & co., jeg kom til at tænke på.
Efter Interpols formkurve har taget en noget uheldig kurs på det seneste, fristes jeg til at kalde Arcade Fire for nutidens vigtigste og mest interessante rockband – i hvert fald når det handler om bands, der kan spille en kæmpecrowd op, uden at det bliver tomt og hult. Det gjorde Arcade Fire i Ballerup – på trods af den fornærmende dårlige ramme.
Højdepunktet for mig var No Cars Go. En koncertgæst har foreviget det i nedenstående videoklip. Kvaliteten er noget tvivlsom, men man får fornemmelsen af, hvor fedt det var:
Billedet her er taget (med en smartphone) fra en af de billige rækker til lørdagens Roger Waters-koncert i Parken. Bemærk antallet af tændte smartphones.
Koncerten var en blandet fornøjelse – hvilket sikkert hang delvist sammen med, at jeg så den fra netop de billige rækker, hvor man hverken bliver overmandet visuelt eller bombarderet med lyd.
Jeg synes, der er mange rigtige betragtninger i den anmeldelse, Politikens Simon Lund har skrevet (læs den her), om end anmeldelsen jo godt kan kritiseres for primært at kritisere selve præmissen bag fortællingen The Wall – en præmis, de fleste fremmødte vel har købt i det øjeblik de købte en billet til koncerten.
Men jeg har det også sådan, at The Wall er så stort og svulstigt et værk, at det er vanskeligt ikke at have et ambivalent forhold til det i dag – særligt når det lades så heftigt med nye symboler i form af aktuelle krige og storkapitalismens grusomhed anno 2011.
Men… samtidig er det jo også bare pissegodt. Langt de fleste numre er så stærke, at de ikke har kunnet slides op, selvom jeg har hørt det her album igen og igen og igen.
Det er svært at argumentere for, at The Wall skulle have været opført et andet sted end Parken, men det bliver altså aldrig et godt koncertsted. Særligt ikke for dem, der var lidt for langsomt ude, da billetsalget blev skudt i gang.
Der var mange fine højdepunkter til koncerten, og hele showet var imponerende og visuelt stærkt. Men den forventning, jeg mødte op med om momental gåsehud og forførelse, den forblev uforløst.
Peter Laugesen er blevet ældre. Den påstand har i sig selv ikke nogen breaking news-værdi, jeg ved det. Men her i weekenden har jeg netop læst hans seneste digtsamling, ’De sagde hans hund havde lopper’. Og det slår mig, at tonen virkelig har ændret sig i hans digte. Han fremstår nu i langt højere grad end tidligere som den livskloge, erfarne digter, der jonglerer sproget rutineret og med stor præcision.
I sin nyeste digtsamling dvæler Laugesen mange gange undervejs smukt ved små, underspillede konstateringer, der giver stof til eftertanke. Nedenstående korte digt fik mig til at genkigge alle mine billeder fra min solo-skriverejse i Lapland sidste sommer. Derfra stammer ovenstående billede. Og så over til Laugesen:
Landskaber er registreringer, afskrifter af indre tilstande
’De sagde hans hund havde lopper’ af Peter Laugesen udkom på Borgen i 2010.
Gulvet knirkede, og de gamle spær gav sig lidt. Det spøgte på Loppen. Det gjorde det altså. Da The Low Anthem tirsdag aften gav koncert , føler jeg mig helt sikker på, at der var der mere mellem himmel og jord end det, der umiddelbart gav sig til kende.
Gåsehudsfremkaldende. Uhyggeligt og romantisk smukt på en og samme gang. Sådan var det, når det var bedst. Det var de stille numre, der klappede bedst, men de sad der så til gengæld også lige i skabet. Når de mangestemmige vokalarrangementer får lov at fylde lydbilledet – her og der akkompagneret af en klarinet, en sav eller en underspillet stortromme – så er The Low Anthem et band, hvis sidestykke er svært at få øje på lige nu.
Det intime rum
Jeg kan komme i tanker om meget få, der så flot er i stand til at opretholde det intime rum over en hel koncert på et spillested, der ellers indbyder til det mere løse udtryk. Men The Low Anthem holdt det stramt. Flere gange beklagede bandet sig over, at man ikke havde bedre øjenkontakt med en større del af publikum. Men Loppen er Loppen. Et fantastisk hyggeligt sted og med entré- og ølpriser, der heldigvis er med til stadig at gøre koncertgængeri til en folkelig begivenhed. Men som spillested… Med det brede rum med den lille scene, der stort set er i niveau med publikum og de mange spær og søjler, der stjæler udsyn, egner det sig måske nok til løse rock- og punkkoncerter, men ikke til en koncert som denne, hvor man rent faktisk har en stor nysgerrighed efter at se, hvad der foregår oppe (eller henne) på scenen.
Det er jo ikke The Low Anthems skyld. Det var heller ikke deres skyld, at en ret stor del af publikum mistede tålmodigheden og udvandrede undervejs med harske kommentarer om, at det var musik, der var bedst egnet til at falde i søvn til (hvad havde de forventet?). Jeg faldt ikke i søvn. Tværtimod.
Spøgelser på spil
Det hele blev åbnet med Ghost Woman Blues, der også åbner det nye album Smart Flesh. Og så var stilen temaet ligesom slået an med de der spøgelser. Knuden blev knyttet lidt længere fremme, da en sindssygt smuk version af The Ghosts Who Write History Books blev fremført. Det nummer er fra bandets første album, Oh My God, Charlie Darwin (2009). En albumtitel, der spiller på kampen mellem magien og realismen, det overtroiske og det logiske.
Jeg skal ikke her komme nærmere ind på, om jeg tror på spøgelser, alfer, nisser eller andre magiske væsner, men jeg ved, at The Low Anthem med sin koncert på Loppen byggede bro fra en ellers indtil da helt igennem logisk og rationel tirsdag, hvor brikkerne passede ind i hinanden, og facitlisterne holdt vand til et helt andet sted. Et sted, man ikke bare lige finder vej til ved hjælp af en GPS.
***
Bedst ved koncerten:
- Fantastisk smukke og intime versioner af de numre, der bygger på simpel instrumentering og smuktklingende vokaler. Fx: Ghost Woman Blues, Burn, To The Ghosts Who Write History Books, To Ohio og Charlie Darwin.
Værst ved koncerten:
- Ikke helt ideelt koncertsted til så intim og nedtonet en koncert.
- Mangel på respekt fra dele af publikum (snak og udvandring)
- En smule skuffende, lidt for langsomme og slæbende versioner af de numre, der ellers på fin vis puster liv i bandets albums. Fx Hey, All You Hippies! og Boeing 737.
Nyd her To The Ghosts Who Write History Books fra en tidligere optræden:
