Roskilde Festival: 10 års højdepunkter

Roskilde Festival 2012 var min tiende af slagsen. Og ved den slags runde begivenheder har man jo for vane at kigge lidt tilbage.

Her mit personlige bud på det absolutte peak for hvert af de 10 år:

1995: REM
1997: Radiohead
1999: Suede
2001: Neil Young & Crazy Horse
2004: Iggy Pop & The Stooges
2007: The Flaming Lips
2009: Nick Cave & The Bad Seeds
2010: Patti Smith
2011: PJ Harvey
2012: Bruce Springsteen

Vi er suckere for den gode melodi

Interview med Dangers of the Sea

For nogle måneder siden faldt jeg over et interessant nyt dansk navn, nemlig Dangers of the Sea. Bandet er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folkmusik og af den nyere skuffe er bands som REM og Midlake blandt inspirationskilderne. Så vil den kække kritiker nok sige, at den slags nye danske bands kan man vel fodre svin med. Men nej, det kan man ikke, hvis man vil have den ægte vare. Det her ikke soft-americana eller hyggelig singer-songwriting, der kun kan bruges som behageligt lydtapet, når latten skal skylles ned. Næ, Dangers of the Sea – som består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia - er intelligent, melodisk og langtidsholdbart. I hvert fald i mine ører – men døm da hellere selv:



Videoen herover blev sluppet løs umiddelbart inden bandets koncert på årets Roskilde Festival. Dangers of the Sea spillede på opvarmningsdagene, så jeg gik desværre selv glip af deres koncert, men det forhindrede mig ikke i at hooke up med to af dem – forsanger og sangskriver Andreas Bay Estrup og guitarist Frederik Teige - nogle dage senere, en regnvåd formiddag i Mediebyen på festivalen. Vi fik en snak om den gode melodi og meget mere:

Hvordan var det at spille på Roskilde Festival i tirsdags?  

Andreas:
Det var rigtig fedt. En helt igennem god oplevelse. Det var jo et meget sultent publikum, der ventede på, at festivalen skulle åbne for alvor. Størstedelen af dem kendte selvfølgelig ikke vores musik, men de tog godt imod det, synes jeg.

I har endnu ikke udgivet noget officielt. Det eneste man kan lytte til er nogle få numre på nettet. Er der noget på vej? 

Andreas:
Ja, vi er faktisk ret langt i processen med vores album, der efter planen udkommer til efteråret. Vi har indspillet det hele, og vi har også fået Nikolaj Nørlund til at mixe det meste af det.

Hvorfor har I valgt ham til det? 

Andreas:
Vi kan alle sammen godt lide de ting, han har lavet. Både hans soloting, Rhonda Harris og Trains, Boats and Planes. Vi havde rigtig mange navne i spil. Til at begynde med talte vi faktisk om, at det skulle være en, der ville blande sig så lidt som muligt, men vi blev alligevel enige om ikke vælge det letteste, men det bedste. Det er godt at få modstand nogle gange, og jeg synes, Nikolaj Nørlund har gjort gode ting for vores lyd. Det handler ikke om, at det er blevet sovset ind, men det løfter det rigtig meget, når man arbejder med effekter på vokalerne på den rigtige måde.

Det er vel også vigtigt at skabe et særligt rum omkring musikken, så det ikke kommer til at lyde som så meget andet i den genre? Jeg tænker jo meget Midlake, når jeg hører jeres sange….

Andreas:
Ja, helt klart, de er også et band, jeg har lyttet rigtig meget til og føler mig inspireret af. De er også kendt for at være ekstremt nørdede omkring studieprocessen. Men når jeg hører vores ting nu, synes jeg alligevel, at vi tager det et helt andet sted hen. Midlake har en meget tør produktion, og det kan man i hvert fald ikke kalde vores.

Har I arbejdet med nogle overskrifter for hvordan jeres lyd skal være? 

Andreas:
Det er mig, der skriver sangene. Mit personlige ønske har været at trække tingene i en gammeldags retning. De ting, der kommer ud af mig, når jeg sætter mig med en guitar, giver helt slip og begynder at skrive sange, de ligger ret tæt op af meget af det folk-musik, der blev lavet i 70’erne. For eksempel Neil Youngs ting fra den periode. Samtidig er jeg meget inspireret af den lyd, der ligger på mange produktioner fra 60’erne. Prøv engang at sætte California Dreamin’ med The Mamas & The Papas på – det er jo helt utroligt, at noget kan lyde så fint. Der er en hel særlig æstetik omkring musik fra den periode, og hvis vi kan ramme bare lidt af den i vores ting, er jeg glad. Men igen, det er ikke superbevidste valg, ligesom hvis vi købte en masse 80’er-keyboards og tog stramt tøj på. Det er bare det, der kommer helt naturligt.

Frederik:
Vi er i virkeligheden meget lidt konceptuelle. Og det finder jeg personligt meget befriende. Jeg har spillet med i Efterklang, og der havde vi en helt anderledes tænkt tilgang til det at lave musik. Det var også interessant på mange måder, men jeg kan mærke, at det her giver mig noget andet, og det er noget jeg har brug for som musiker lige nu. Det foregår mindre oppe i hovedet, og jeg kan give mere slip på mig selv. Og når jeg giver slip, finder jeg ud af, at jeg bare er glad for gode melodier. Det er ret enkelt.

A:
Det er i hvert fald noget, vi kan samles om i bandet. Vi er suckere for den gode melodi. Vi søger det harmoniske.

Så I er ikke bange for at gå efter den gode popsang? At lave et moderne bud på California Dreamin’? 

A:
Slet ikke. Altså, det er jo i virkeligheden det, det hele handler om for mig. Det er det, jeg går efter som sangskriver. Tanken om måske at skrive den der ene sang på et tidspunkt, hvor det hele går op i en højere mening. Det er essensen.

F:
Og hvis det skulle lykkedes at lave noget, der kan matche California Dreamin’, så er pensionen måske også sikret, ha ha….


Hvad har I hørt her på festivalen? 

Andreas:
Vi fik hørt Jack White. Det var megafedt, synes jeg. Han brugte Orange Scene på en god måde, og så var det bare et helt igennem fedt band han havde med. Det er vildt, at han er så gennemført. Et godt eksempel på en mand, der formår at kombinere det stramme konceptuelle med bare at give slip og spille fed musik. Jeg havde den bedste oplevelse med de nyere sange, jeg ikke kendte i forvejen.

Frederik:
Senere hørte vi Malk de Koijn. Det var også rigtig fedt, og vildt at se, at de kan starte så stor en fest. Og for det ikke skal være løgn rundede vi det hele af med Crowbar, et tungt, tungt metalband fra New Orleans, som jeg hørte meget, da jeg var yngre. Det var benhårdt. En hård afslutning der ud på natten.

Jeg må sige, at I favner bredt…

Frederik:
Ja, det er ikke California Dreamin’ det hele!

I aften er der Springsteen. Hvordan er forventningerne? 

Andreas:
De er ekstremt høje. Han er jo en helt. En af de første stærke musikoplevelser, jeg kan huske, var da en af mine lidt ældre kammerater kom og stak en ghettoblaster op i hovedet på mig og spillede ”Born in the USA”. Den oplevelse sidder i mig, jeg blev blæst væk. Og senere opdagede jeg jo så alt det andet fantastiske, han havde lavet før det album. Det er en kæmpe verden, man kan dykke ned i og angribe fra alle mulige forskellige vinkler.

Frederik: 
For mig stod han længe som sådan en, der var på linje med Bryan Adams. Noget oppustet og uniteressant noget. Men så er der flere og flere, der går og taler om, at man skal lytte til det og det album. Og når man så kommer ordentligt ind i det, kan man jo virkelig høre, at der er noget i det. Jeg glæder mig også rigtig meget til at opleve ham.

Hvad bringer den nærmeste fremtid for jer? 

Andreas:
Vi føler lidt, at vi har afsluttet en cyklus med vores koncert her på Roskilde. Sideløbende med de koncerter, vi har spillet, har vi fået gjort materialet helt færdig til albummet. Dernæst skal vi i gang med at lægge en plan for, hvad der skal følge i kølvandet på udgivelsen. Forhåbentlig skal vi bare ud at spille en masse, og så er der jo også allerede begyndt at presse sig nye sange på.

Frederik:
Man kan vel sige, at vi nu har konsolideret os. Vi har for alvor fået lært hinanden at kende, også på scenen, og vi har nået en fælles forståelse af, at det er det her, vi vil. På den måde markerer det her både en slutning og en begyndelse. For nu er vi for alvor et band.

Og det bliver I ved med at være? 

Andreas:
Ja, vi mener det alvorligt. Vi har alle været med i andre ting før det her, men det er ikke bare et sideprojekt. Vi har store ambitioner med det, og vi er klar til at investere i det.

***

Læs mere om Dangers of the Sea og lyt til musikken på: http://www.facebook.com/dangersofthesea

Lyden af forladte bygninger

Interview med Jakob Bro og Thomas Knak

Jeg havde forventet noget andet. En jazzkoncert klokken 13 en fredag formiddag på Roskilde Festival. Det lød på forhånd som en tyndt besøgt begivenhed, hvor man kunne sidde og chille med god plads omkring sig og genoprette væskebalancen med dagens første læskedrik uden at forholde sig alt for koncentreret til det, der foregik på scenen.

Men jeg skulle blive klogere. For nok er Jakob Bro jazzmusiker, og nok har hans seneste albums lagt sig i et forholdsvist traditionelt spor, men det nye projekt, han har søsat, stikker i en helt ny retning. Det er et crossover-projekt, hvor han arbejder sammen med den elektroniske komponist Thomas Knak. Og netop Thomas Knak havde han med sig på scenen denne tidlige eftermiddag. Amerikanske Thomas Morgan var også med på bas, og for at fuldende det hele blev den helt lukkede, intime Gloria-scene brugt optimalt ved hjælp af de visuals, der fulgte de nænsomt optegnede musikalske landskaber. Bjerglandskaber, forladte bygninger og andre motiver ledsagede de simple temaer og enkle harmonier og fik det hele til at kulminere i en sjældent intim Roskilde-oplevelse.

Samme dag som koncerten på Roskilde Festival udkom Bro/Knaks nye album, som i virkeligheden er et dobbeltalbum, hvor de har arbejdet hver for sig og fortolket de samme temaer.

Se trailer for albummet her:


Ideen var, at koncerten på Roskilde Festival skulle være et helt tredje værk. For første gang skulle de prøve at få de to lyduniverser til at smelte sammen og mutere til noget helt nyt.

Efter koncerten mødte jeg Bro og Knak backstage til en snak om deres nye projekt.

Tak for en stor koncert. Det var intimt og berigende. Hvorfor tror I, at det virkede så godt i de her rammer? 

TK:
Hvis jeg skal svare i forhold til det Jakob kan, så er det vel at lave noget, der er billede og stemningsskabende. Det er ikke bare hurtige ting, der kommer og går. Der er tid til at fordybe sig i det, men samtidig giver han også modtageren en let indgang til at komme til at fordybe sig. Det er jo ikke fordi det er svært fordøjeligt musik. Det hele virker så let, når man lytter til det. Nærmest irriterende let, at nogen kan stå der og få det til at lyde på den måde. Jeg tror, der er mange blandt publikum, der godt kan lide det der med, at arbejdet på en måde er gjort for dem. Sådan en festival kan jo være ret hård, hvis det hele skal være sådan noget med ”kom så Roskilde!”. Her er det legende let at lytte til det, men det betyder ikke, at det er en overfladisk oplevelse. Det åbner nogle døre ind til noget fordybelse, som jeg tror mange festivalgængere også gerne vil have med, når de er her. Det tyder det da i hvert fald på efter i dag. Det var fuldstændig overvældende for os, at der var helt fyldt op, og der stod vist endda folk i kø uden for.

JB:
Her må man også sige, at Gloria-scenen måske var det eneste sted, det kunne have fungeret så godt. Det var muligt at opbygge et intimt rum. Der var ingen, der stod og snakkede, det virkede som om, alle bare tog det ind.

Jakob, på dine forrige albums, ’Balladeering’ og ’Time’, har du haft et noget mere traditionelt udtryk. Nu går du nye veje med det her projekt. Hvorfor?   

JB:
Det er et meget bevidst valg. Jeg vil gerne prøve at se, hvad er sker, når jeg bevæger mig væk fra det andre folk mener jeg står for. De andre plader har jo – især fra pressens side – fået sådan en klar definition af at være noget stille, svævende, drømmende musik. Det er nok heller ikke en helt forkert etikette at sætte på det, men det betyder jo ikke, at det er det eneste, jeg kan og vil. Det er ikke fordi jeg flygter fra noget eller lægger noget bag mig, men jeg kan bare mærke, at jeg har lyst til at bevæge mig et nyt sted hen rent musikalsk. Vel for at finde ud af, hvad jeg ellers indeholder. Og da jeg begyndte at planlægge det her projekt, havde jeg med det samme Thomas i tankerne, fordi jeg altid har været stor fan af hans musik, og fordi han kommer fra et helt andet ståsted, som forhåbentlig kunne rykke min musik. Og det er i dén grad lykkedes.


Hvordan er det så at stå deroppe og aflevere det til pubikum? 

JB:
Det er fantastisk. Og det er også vildt på en måde. Vi har lavet to albums, et hver, men vi har ikke undervejs snakket om at skulle spille det live. Men Roskilde har tidligere vist interesse for at booke mig, og da de så hørte, at jeg lavede det her sammen med Thomas, var det fuldstændig oplagt. Det var en anderledes konstellation, der var en historie at knytte det op på. Men da det så kom i stand, skulle vi jo til at finde ud af, hvordan vi fik skabt det her, som nærmest er et tredje værk, vi bygger oven på de to andre. Det har krævet meget arbejde. Men jeg er så glad for, hvordan det spillede, da vi stod der. Hvis folk var kommet ind for at høre mig med udgangspunkt i de plader, de kendte, så har de fået sig en overraskelse. Og der skal også noget særligt til, når man spiller her, synes jeg.

Hvad håber du på, de har taget med sig videre?

JB:
Jeg håber bare, at der har boret sig nogle små stemninger og billeder ind, som de kan tænke tilbage på. Det er okay, hvis de måske ikke helt forstår, hvad det var der skete, men de har forhåbentlig fået en oplevelse ud over det sædvanlige og noget andet end det resten af festivalen kan give dem.


Hvad skal der ske den næste tid?

TK:
Vi skal ud at spille noget mere, men vi skal have fundet ud af, hvordan formen præcist skal være. I dag havde vi jo en tredje mand med, Thomas Morgan på bas, og ham har vi ikke mulighed for at flyve ind fremover, så vi skal finde en anden konstellation. På den måde var oplevelsen i dag unik, både for os der spillede og for dem, der overværede det. Sådan kommer det sandsynligvis ikke til at være igen.

JB:
Jeg oplever, at der opstår mange nye, spændende muligheder, når vi står deroppe. Der åbner sig nogle veje, vi ikke havde set, da vi hver især sad og arbejdede med vores albums. Det skal vi udnytte til at gøre liveoplevelsen til noget helt specielt. Samtidig er der jo de visuals, som Sune Blicher står bag, og som også er en vigtig del af totaloplevelsen.

TK:
Netop det at arbejde op mod de visuals har også været rigtig spændende. For det giver en masse naturlige begrænsninger. Det har dikteret nogle ting i musikken, og det kommer der tit noget spændende ud af, synes jeg.


Nu ved jeg jo, at I ikke skal meget på festival selv i denne omgang. Men hvis I nu skulle, hvad ville I så gå efter at opleve her? 

JB:
Jeg ville gerne spole tiden tilbage og høre The Cure. Det tror jeg var stort.

TK:
Så ville jeg spole tiden frem og høre Africa Hitech. Det er kæmpstort i min verden. Og så forestiller jeg mig, at også Nils Frahm kan få noget helt særligt ud af Gloria-scenen her.

***

Læs mere om Bro/Knak på http://www.jakobbro.com/

Top 10: Koncertoplevelser på Roskilde ’12

1. Bruce Springsteen & The E Street Band
Ingen over og ingen ved siden af. Det var første gang i 19 år, at jeg oplevede Springsteen live, og jeg kan ikke pege på noget, der skuffede mig. I virkeligheden kunne setlisten godt have været mere efter min smag – mere Darkness On The Edge of Town, Nebraska osv. og mindre Born In The U.S.A. og Wrecking Ball – men, hey, ikke engang her kan jeg svinge mig op til en kritik, for hvert eneste nummer han spillede på Orange Scene denne aften sad lige i skabet. Det kan ganske enkelt ikke afleveres skarpere, og jeg har aldrig set noget navn samle den scene, samle festivalen, på den måde.


2. Jack White
Så stilet, så gennemført og så helt igennem aktuel med sin stærke solodebut Blunderbluss i ryggen. Koncerten på Orange var som forventet en rockudgydelse, men den viste samtidig lysende klart den nye vej for Jack White. Med The Peacocks på scenen og med flere inspirationskilder i sit nye lydunivers – alt fra country over soul til gospel – understregede han over for os, at han stadig er et navn, der kan føre rockmusikken nye steder hen. Også selvom de steder i virkeligheden er gamle. Med Jack White som guide, er jeg frisk på turen. Bandet leverede varen perfekt – også de gamle White Stripes-numre, som jeg var spændt på at høre opført med dette setup. De spillede perfekt, vekslede smukt mellem hårdt og blødt, og så havde de – som frontmanden selv – satans meget karisma.


3. Boubacar Traore
En koncert af de mindre, men Pavilions små omgivelser og det begrænsede publikum svækkede ikke musikoplevelsen. Den gamle bluesmand fra Mali var tændt og leverede sammen med kun to andre musikere på scenen en rytmisk og svigende, men også melankolsk og drømmende koncert. Det var en rejse at høre Boubacar Traoré, og det var smukt at se den ydmyge gamle mand både give og tage imod på scenen.


4. The Low Anthem
Det er ikke længe siden, jeg hørte dem på Loppen, hvor deres fantastiske, intime musik aldrig helt kom til sin ret. Men smukt var det at opleve The Low Anthem på Pavilion. Gode, gammeldags harmonier, som man aldrig kan blive træt af, når de leveres så kvalificeret som det her. Kombineret med lidt mere uptempo bluesrockede numre, som bare sidder perfekt. Det er et band, der har turneret i snart et par år med det samme materiale, og det mærkes, for der er intet overladt til tilfældighederne.


5. I Got You On Tape
Jeg havde høje forventninger til den her koncert, der var min debut med IGYOT. Og de blev til fulde indfriet. Et tætpakket Arena var en perfekt ramme omkring en intens og stramt afleveret koncert med alle de vigtigste numre fra nu fire albums af virkelig høj karat. Jacob Bellens er ganske enkelt for cool i al sin kiksethed, der aldrig virker påtaget eller malplaceret. Han ligner det, han er. Et geni af en sangskriver og en musiker, der tør blive ved med at søge nye veje hele tiden.


6. The Cure
Ja, det var langt, men det var også godt. Til at begynde med en noget skuffende lyd, fordi vi havde fået placeret os lidt for langt tilbage, men da det problem midt i koncerten blev løst, og da The Cure for alvor slap alle publikumsperlerne, blev det virkelig godt. En del af numrene kendte jeg ikke, da jeg ikke er så opdateret på alt det nyere, men det lød godt. De spillede godt sammen som band, og Robert Smiths stemme var renere og skarpere, end jeg havde forventet i hans fremskredne alder. Man kan mene, at det er til grin, at The Cure forsøger at foregive, at tiden har stået stille i snart 30 år. Man kan også vælge at sætte pris på, at et af de bands, der stod for kvaliteten i 1980’erne, er blevet ved deres heste og stadig kan levere. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, da jeg gik til koncerten, men jeg gik glad derfra. En god oplevelse.


7. Jakob Bro + Thomas Knak
Danske Jakob Bro, som tidligere har stået bag flere fine jazzudgivelser, er på sit nye projekt gået sammen med den elektroniske musikguru Thomas Knak. De to har hver for sig lavet et album over de samme temaer, hvilket har givet to udgaver af hvert nummer. På scenen var Thomas Knak med, og nu var det så planen, at de to fortolkninger skulle smelte sammen til en helt tredje version. Det resulterede i en ekstremt stemningsmættet middagskoncert på Gloria-scenen, hvor flotte visuals også blev bragt i spil. Jeg lavede i øvrigt et interview med Bro og Knak efter koncerten – det kan snart læses her på bloggen.


8. Bowerbirds
Her havde jeg faktisk dummet mig og var gået til koncerten med First Aid Kit på Odeon. De svenske søstre er gode, men det gik hurtigt op for mig, at det netop på den scene hurtigt kunne blive en halvkedelig omgang. Derfor tog jeg en hurtig beslutning og tog flugten til Gloria – en scene, der med sit intime rum virkelig har givet nogle gode og meget anderledes Roskilde-oplevelser i år. Således også denne lørdag eftermiddag, hvor duoen fra North Carolina spillede deres harmoniske, men også skæve og eksperimenterende folkmusik. Det fungerede perfekt på denne scene. Det blev varmt, det blev meget varmt, men musikken blev bare bedre og bedre, som koncerten skred frem.


9. Tamikrest
Jeg ærgrede mig rigtig meget over, at Terakaft var blevet aflyst, men bandet der agerede erstatning for dem, gjorde det fremragende. Hypnotisk, vestafrikansk ørkenrock, der kunne bringe en i den helt rigtige stemning på fjerdedagen, hvor alt virkede lidt tomt og ligegyldigt efter Springsteens massakre på enhver anden form for musik aftenen før. En rigtig god oplevelse, og helt klart noget, jeg skal have lyttet mere til.


10. Papir
Okay, det var en lidt kort koncert, som jeg ikke engang fik det hele med af. Men den københavnske trio Papir fortjener alligevel at få nogle ord med på vejen. En kombination af maskinel krautrock og postrock var det blevet præsenteret som i programmet, og det var en virkelig stram og intens koncert, de leverede denne søndag middag på Pavilion.


10 koncerter af ufattelig høj kvalitet på bare fire dage. Hvor finder man ellers det? Jeg glæder mig allerede til Roskilde ’13.

The masterplan

Dem med rødt må jeg helst ikke misse. Resten er gode muligheder.

Mine bud på 5 gode koncerter på Roskilde '12

Efter en række glimrende gæsteanbefalinger af koncerter, der skal opleves på årets Roskilde Festival er turen nu kommet til mine egne bud. Som altid er det svært at vælge mellem de mange lækkerbiskener, men jeg har forsøgt at begrænse mig til et enkelt (højst to) bud inden for hver kategori.


***


Den vigtige: 
Boubacar Traoré

Alle ved jo hvem Bruce Springsteen og Jack White er, så på trods af de herrers ubestridte vigtighed er det ikke rockmastodonterne, jeg vil fokusere på her. Derimod en mand uden de store armbevægelser. Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmusiker fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. En ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er den svedige, støvede bluesguitar, der bærer det hele frem. Så fedt!

Boubacar Traoré spiller fredag kl. 16.00 på Pavilion. 





Den festlige: 
Majovci Group

Skør, skæv og festlig makedonsk musik, der efter sigende bliver brugt i stor stil til bryllupsfester. Man ser det for sig. Slagtøj, sære fløjter og andre blæseinstrumenter, folkedragter og fuld knald på festen. Jeg forestiller mig, at det her orkester kan få festivalpublikummet til at svæve i en god times tid lørdag aften/nat. Og jeg vil gerne være med, hvis altså ham der Bruce har fået gjort sig færdig.

Majovci Group spiller lørdag kl. 23 på Gloria. 





Den stille: 
First Aid Kit 
De svenske søstre lagde ud med at være et såkaldt Youtube-fænomen (elsker det begreb). De stillede sig ud i en skov og spillede en hårrejsende smuk version af et Fleet Foxes-nummer, og det havde så stor gennemslagskraft, at det åbnede mange døre for dem. Derfor får de i dag lov at lege med nogle af de helt tunge drenge fra Jack White til Conor Oberst. Sidstnævnte medvirker på First Aid Kits meget vellykkede album The Lions’ Roar, der kom tidligere i år. Det er smuk, harmonisk og velklingende folk. Ikke så meget skarp kant at stikke sig på der, men det er fantastisk flot udført, og jeg gætter på, at det holder live, og så passer det rent tematisk fint ind i den eftermiddags folk/country-spor – også The Low Anthem og Alison Krauss & Union Station spiller lørdag eftermiddag.

First Aid Kit spiller lørdag kl. 15 på Odeon. 





Den danske: 
I Got You On Tape

Måske det bedste danske band overhovedet lige for tiden. Og af uransagelige grunde har jeg aldrig fået oplevet dem live. Jakob Bellens og resten af IGYOT har gennemgået noget af en udvikling, siden de udgav deres første albums i et tungsindigt, rocket lydunivers. De er gået club og har fyldt masser af elektroniske virkemidler på sangene, og det fungerer i mine ører intet mindre end perfekt.

I Got You On Tape spiller fredag kl 19.00 på Arena.





Den overraskende: 
Dangers of the Sea

Det bliver så til endnu et dansk band. Og et band, der spiller allerede i opvarmningsdagene. Dangers Of The Sea har endnu ikke udgivet så meget, men der er efter sigende et album på vej, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Her er der nemlig klare referencer til et af mine absolutte favoritbands, amerikanske Midlake. Generelt er Dangers of the Sea meget inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk. Det lyder rigtig lovende.

Dangers Of The Sea spiller tirsdag kl 16.00 på Pavilion Junior.

***

Se alle Roskilde-anbefalinger her

Mads Bille fra Pladeklubben anbefaler koncerter på Roskilde ’12

Hank3

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Mads Bille fra Pladeklubben, der anmelder musik for Undertoner. 

***

Den Vigtige: 
Hank3

Præcist som sin legendariske bedstefar Hank Williams går Hank3 sine egne veje. Han er inkarnationen af outlaw-country på den ene hånd og vild og ligefrem punk/metal på den anden. Normalt starter Hank3 sine koncerter med en omgang country for kun at slutte hæsblæsende af med sit rockorkester Assjack. Det er Hank3's vidtfavnende musiktalent og hans slægtskab med bedstefar Williams, som gør Hank3 til den vigtigste koncert til årets roskilde.

Hank3 spiller fredag kl. 18 på Odeon.






Overraskelsen: 
Dead Skeletons

Det er ikke hver dag, at AIDS-ramte tøjdesignere kaster sig over tibetansk, dødsfikseret messemusik. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad den islandske multikunstner Nonni Dead har gjort under mantraet "He who fears death cannot enjoy life". Hvis koncerten bare lyder halvt så godt som albummet ”Dead Magick”, er årets overraskelse allerede i hus.

Dead Skeletons spiller lørdag kl. 2.45 på Pavilion.





Den festlige: 
Amadou & Mariam

Det blinde ægtepar Mariam Doumbia og Amadou Bagayoko fra Mali har netop udgivet nyt album, som ligger i direkte dansabelt og humørstrålende tråd med tidligere – fantastiske – udgivelser. Der bliver dømt franskinspireret ørkenrock og overdreven spilleglæde.

http://www.amadou-mariam.com/





Den danske: 
Kellermensch

De danske eksperimenterende støjrockere Kellermench er blevet sat til åbne orange scene. Gruppens lydbillede er stærkt original i deres vævning af vokalarbejde og musiske indfald og referencer til både Nick Cave, Tom waits og Neurosis. Det bliver spændende at høre de unge esbjergensere på en stor scene.

Kellermensch spiller torsdag kl 18.00 på Orange. 






Den Stille: 
Alabama shakes

Hvert år opstår der hype omkring nye bands, og i år er det amerikanske Alabama Shakes, som løber med al opmærksomheden. Med en lyd som minder om de glade dage ved Woodstock og en levende Janis Joplin er Alabama årets stille koncert.

Alabama Shakes spiller søndag kl 20.30 på Odeon.




***


Læs mere om Pladeklubben her:
http://www.undertoner.dk/author/pladeklubben/

Henrik Nilsson fra Rockville anbefaler koncerter på Roskilde '12

Jakob Bro - fredag kl. 13 på Gloria

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Henrik Nilsson, der står bag den nye og meget anbefalelsesværdige blog Rockville.

***


Den  vigtige:
The Cure

Hvis nogen tvang mig til at vælge mellem de helt store kanoner på årets festival, ville jeg pege på The Cure. Jeg ved det, både Bruce, Bon Iver og Björk kommer også (sidstnævnte har jeg det i øvrigt mere end almindeligt svært med), men altså, det er The Cure!

Et band, jeg altid har elsket for deres melodiske mørkelege, der gang på gang har ramt den perfekte balance mellem kældersort dysterhed og en helt særegen, altopslugende nerve og energi.

’Disintegration’ er stadig et af mine all time favoritalbum,  og for min skyld må de sgu gerne spille det fra ende til anden torsdag den 5. juli, når de går på som årets første hovednavn. Men men men, mon ikke den sortrandede fest for alvor eksploderer, når de spiller ’Boys Don’t Cry’?

The Cure spiller på Orange, torsdag kl. 21:00






Den stille: 
Jakob Bro

I denne kategori ville jeg egentlig have anbefalet Perfume Genius, men det har Geske allerede gjort. Derfor bliver det danske Jakob Bro, der til gengæld er leveringsdygtig i den totale meditative ro, der også kan være brug for på Roskilde. Hans jazzede lydlandskaber er perfekte bare at læne sig tilbage i græsset, lukke øjnene og slappe helt af til. Det passer slet ikke så tosset til sådan en opbyggelig fredag middagsstund, lige før det hele går amok. Lyt f.eks. til en smagsprøve fra det fremragende 2011-album 'Time', hvor han spiller sammen med jazzkoryfæer som Lee Konitz og Bill Frisell:

Jakob Bro spiller fredag kl. 13 på Gloria. 







Den overraskende:
The Low Anthem

Det her er en af mine helt store favoritter. Et af de allerbedste album sidste år var i mine ører ’Smart Flesh’ fra Rhode Island-bandet The Low Anthem. Jeg hørte dem på Loppen for et års tid siden, og det var en intens og stærk oplevelse. Det er americana, når det er bedst, med spor til Dylan, Cohen og flere andre.

Glæd dig til en (gulv)bassist/trommeslager, der ligner en mellemting mellem en shaman og en centralasiatisk hippie, til momentvis skønsang af en anden verden og ikke mindst til forsanger Ben Knox Miller, der giver en god banjo og både kan lyde som netop Dylan og Cohen. På ’Boeing 737’ høres de fra deres mere sprælske side:

The Low Anthem spiller på Pavillion, lørdag kl. 17:30






Den festlige:
Malk de Koijn

Det er næsten for oplagt, men mit bud på den bedste fest på årets festival kan ikke være anderledes. Selv om jeg er et udpræget rock-menneske, kan jeg ikke lade være med at lade mig rive med af dette uforlignelige orkesters geniale tekster og syrede univers. Sidste års ’Toback To The Fromtime’ var et vellykket comeback, hvorfra jeg bl.a. vil glæde mig til at høre ’En Gang’:

Malk de Koijn spiller på Orange, fredag kl. 01.00. 






Den danske:
Mew

Jeg missede Mew, sidste gang de spillede på Roskilde (2009), og det har jeg været ked af lige siden. Det skulle efter sigende have været en enestående koncert i kølvandet på udgivelsen af et enestående album, ja i mine ører et af de absolut bedste danske album i dette årtusinde: ’No More Stories Are Told Today, I’m Sorry They Washed Away’. Så selv om Mew ikke har udgivet nyt materiale siden, er der al mulig grund til at glæde sig til – forhåbentlig og sandsynligvis – at høre både sange fra dette som fra tidligere Mew-plader. Jeg er ikke lige stor fan af det hele, men ’No More Stories …’ blæste mig omkuld:
Mew spiller på Orange, lørdag kl. 01:30



***

Læs flere anbefalinger af Henrik Nilsson på rockvilleblog.blogspot.com

Hans-Henrik Siig fra Mod Strømmen anbefaler koncerter på Roskilde ’12

Mikal Cronin

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Hans-Henrik Siig, vært for det anbefalelsesværdige radioprogram Mod Strømmen, der sender hver torsdag fra kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Den vigtige:
Bruce Springsteen & The E-Street Band (og Lee Ranaldo)

Det mest nærliggende svar er Bruce Springsteen & The E-Street Band. Et par gange om året er jeg sammen med et par, som holder meget af at tage til en eller to af de såkaldte store ”musikevents”. Sidste år var det X-Factor-finalen. Allerede da jeg var sammen med dem én af juledagene, fortalte de, at det blev Springsteen og Roskilde i år. Og hvor er det så lige, jeg vil hen med den historie? Ikke meget længere end at sige, at Springsteen appellerer bredt, og der kommer pres på under koncerten. Da jeg på ingen måde har tålmodighed til at sidde i kø det meste af dagen for at komme ind i pitten, har jeg sat mine forventninger derefter. Ikke hermed sagt, at jeg ikke glæder mig.

(Bruce Springsteen & The E-Street Band spiller på Orange, lørdag kl. 21.00)

Hvis Springsteen, må guderne forbyde det, går hen og bliver en skuffelse, så nærer jeg håb om, at Lee Ranaldo aftenen før har vist det stof, han er lavet af. Med den nye plade, ‘Between The Times & The Tides’, der spejler alt det ypperste fra amerikansk alternativ rock fra the heydays i firserne, er der lagt op til guitar-excesser ad libitum.

(Lee Ranaldo spiller på Odeon, fredag kl. 21.00)

Lee Ranaldo by valgreend



Den overraskende: 
Mikal Cronin

Den kan gøres kan kort. Den forholdsvis nye garage- og punkrock bølge fra USA, der primært har hjemme i San Francisco, selvom de alle er børn af Jay Retard, er desværre kun repræsenteret ved Mikal Cronin på festivalen. Til gengæld imødeser jeg en tight rockkoncert med hovedvægten på numre fra det sprudlende festfyrværkeri af godt sangmateriale, som debutpladen, der kom sidst år, til fulde er eksponent for.

(Mikal Cronin spiller natten mellem fredag og lørdag på Pavilion, kl. 02.00)

Mikal Cronin - Gone.mp3 by NewtownRadio




Den festlige: 
Les Freres Smith

Her kommer jeg måske lidt til kort. Hvis jeg bevæger mig ind i verdensmusikken, så aner jeg mange gode bud på koncerter, der kan blive en fest. Men med mit ene skud i bøssen, vil jeg sigte efter at nå franske Les Freres Smith, der med deres tag på afro-beat og funk, nok skal løfte teltdugen på Cosmopol, tidligt fredag eftermiddag.

(Les Freres Smith spiller på Cosmopol, fredag kl. 13.45)

LES FRERES SMITH - FIRE - CONTREBAND MENTALITY EP by user DJ STEVE




Den stille: 
Dead Skeletons

Enhver sin måde at blive salig på. Hvis der med stille, er ment en koncert, der giver plads til, at man synker reflekterende ind i sig selv, vil jeg pege på islandske Dead Skeletons. Stille i gængs forstand bliver det nok ikke. Introvert vuggede, langstrakt, repetitivt, højt og hypnotisk er nærmere den opfattelse, jeg har af Dead Skeletons, når de på smukkeste vis slår porten op til deres mikrokosmos.

(Dead Skeletons spiller natten mellem lørdag og søndag på Pavilion, kl. 03.00 

Dead Skeletons - Dead Mantra by Iceland Music Export



Den danske:
Ulige Numre (og Dig & Mig) (og Klumben & Raske Penge)

Her går jeg igen lidt ud over mine beføjelser, idet jeg vil fremhæve tre navne, der spiller i streg allerede søndag, d. 1. juli, altså under den første Warm-Up dag. De første er Ulige Numre, som der er skyhøje forventninger til efter ep-debuten sidste år. Det er selvfølgelig noget af et pres at lægge på et ungt band. Ikke umenneskeligt, men alligevel. Jeg har ikke set dem før, og jeg var ikke blandt de mange, der faldt på halen over ’København’, men med deres uforskyldte rolle, i den seneste tids polemik eller skyttegravskrig, om man vil (debat om støtte fra Statens Kunstfond, red.), så har jeg tænkt mig at se girafferne.

De næste to optrædende, tror jeg ikke behøver videre vejledning. Det drejer sig om Dig & Mig, der live har Magnus Knudsen fra De Høje Hæle med på keys, og Klumben & Raske Penge, sidstnævnte fik jeg for øvrigt en personlig hilsen fra forleden med besked om, at jeg var ”sej”, fordi jeg havde brugt Nordvest-hymnen, ’Bor Her’, i undervisningsøjemed. Mens andre sidder hjemme foran fjernsynet og ser EM-finale, står jeg formentlig i højt humør til den første fest på dette års festival.

(Ulige Numre, Dig & Mig og Klumben & Raske Penge spiller på Pavilion Junior, søndag d. 1. juli, henholdsvis kl. 19.00, 20.30 og 22.00)

Ulige Numre - Hænder by Ulige Numre


Dig Og Mig - Skyggerne by Universal Music DK

***

Læs mere om Mod Strømmen her:
http://modstroem.blogspot.dk/

Geske Mendel fra MusikLarm anbefaler koncerter på Roskilde '12

Friendly Fires

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Geske Mendel, der til daglig blogger på musiklarm.blogspot.com.

***


Den vigtige: 
Team Me
Jeg troede, at jeg ville vælge The Cure som den sikre vigtige (og det er de også), men så hørte jeg Team Me, som spiller festlig indiepop i noget, der minder om Arcade Fires grandiose format og Treefight for Sunlights hippie-happy-hed. Det er medrivende i en grad, så jeg er overbevist om, at jeg personligt får en ud-af-kroppen-agtig oplevelse på den storartede fællesglæde måde. Dét er vigtigt at få med på Roskilde!

Team Me spiller onsdag kl. 22.00 på Pavilion Junior.





Den overraskende:
Sam Amidon
Med Sam bliver man sendt tilbage til nybyggernes Amerika, og man får lov at opleve en perlerække af autentiske, smukke og spændende folkeviser om savn, mord og kærlighed. Det er en oplevelse af den slags, som man ikke anede ville være så usædvanlig fin og mindeværdig.

Sam Amidon spiller torsdag kl. 19.45 på Gloria.





Den festlige: 
Friendly Fires
Friendly Fires er ikke et ubeskrevet blad, men det er nok det mest festsikre band, jeg nogensinde har set! Med deres funky disco/synthpop og sanger Ed MacFarlanes helt utrolige energi og smittende danseglæde kan man simpelthen ikke undgå at danse med igennem hele sættet - om man kender dem eller ej. På Vega medbragte de percussion og blæsere, krydsede fingre for at det sker igen!

Friendly Fires spiller søndag kl. 18.30 på Arena. 

Den stille: 
Perfume Genius

Her kunne der godt være tale om den ukrukkede Antony. Det spinkle parfume-geni laver musik, der er sårbar og poetisk, og selvom der battles nogle tunge emner også sært fortrøstningsfuld. Numrene er korte og nøgne og står hver især frem som individuelle smukke digte, der må kunne tvinge en klump frem i halsen på selv den hårdeste metalfan.

Perfume Genius spiller torsdag kl. 23 på Gloria. 





Den danske: 
Helsinki Poetry

Dette ikke helt Roskilde uvante band kendetegnes ved en lys og luftig Jonas Bjerre-agtig vokal oven på basdrevet, behagelig støjrockbaggrund. Med en fortællende og inddragende stemning kommer man på en rundtur i byer verden over, og det er en såvel beskidt som yndig rejse.

Helsinki Poetry spiller tirsdag kl. 20.30 på Pavilion Junior.




***


Besøg Geske Mendels musikblog her:
www.musiklarm.blogspot.com 

Camilla Gummer fra Calexas Mixtape anbefaler koncerter på Roskilde ‘12

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. Vi lægger ud med Camilla Gummer fra bloggen og radioprogrammet Calexas Mixtape. Herfra er ordet hendes:

***

Den vigtige: 
The Shins 
Det absolut eneste navn, der fik mig til at udbryde “yes!”, da jeg deltog på pressemødet for annonceringen af årets festival-navne. Jeg har lyttet til amerikanske The Shins siden 2004, hvor bandet blev mit yndlingsband, da filmen Garden State og dertilhørende soundtrack, produceret af Zach Braff, kom ud.
Deres længeventede comebackalbum, Port Of Morrow, udkom i år, efter fem års pause fra bandet. Albummet havde tre brag af fede plader at komme efter, men det har ikke været et problem for bandet at leve op til det - eller også er det fordi at jeg havde ventet i fem år, at det var en større fryd for øret! The Shins formår at producere indierock som ingen andre. Det er sommerstemning, og James Mercers stemme kan det samme fantastiske, som den altid har kunnet. Jeg har rigtig mange forskellige minder med The Shins, især sommerminder om morgencykelture hjem fra byen, fuglekvidren og goodtimes.
Jeg har ikke haft mulighed for at opleve The Shins på scenen før, så der er no way, at jeg går glip af denne oplevelse, også selvom mange sikkert vil se skævt på at min vigtigste koncert, hverken er Bon Iver eller Springsteen, men The Shins! Lyt til albumåbneren på det nyeste album forneden.

(Siden Camilla skrev dette, er spilleplanen blevet offentliggjort. The Shins spiller torsdag kl 18.00 på Arena, red.)

  The Rifles Spiral by The Shins



Den overraskende: 
Django Django 
Django Django er et relativt nyt britisk band fra Skotland, der trækker på psychrock-genren med et britisk touch – i januar måned, udkom de med deres debut, den selvbetitlede Django Django. Jeg synes det lyder som om at kvartetten har spillet sammen længe, men de hookede også op i 2009, hvorfor man må formode at de har jammet sammen en hel del, før debuten altså kom ud. Jeg tror de har potentiale til at overraske en hel del, da de stadig er relativt unknown og nye, men altså ifølge mig bærer på noget erfaring.

(Django Django spiller torsdag 17.30 på Pavilion, red.)

  Django Django - Storm by Django Django



Den festlige: 
Santigold 
Bag Santigold står den amerikanske sangskriver, producer og popsangerinde Santi White. Musikken er up-beat og energisk og er en fusion mellem rap, soul, electro, new wave og dub. Debuten Santogold, blev sommersoundtracket for en del fester for et par år siden og nu er Santigold altså på gaden med opfølgeren Master Of Make-Believe, hvoraf en meget feststemt single, kan høres forneden. Der er gang i festen på en rar måde og jeg tror man går fra koncerten i godt og festligt humør!

(Santigold spiller søndag kl. 20.30 på Arena, red.)

  Disparate Youth by Santigold



Den stille: 
M83 
M83 er også én af mine must-see koncerter. Jeg kan umuligt forestille mig en bedre kandidat til en chillout/ambient-koncert. Jeg ved ikke hvilken scene de skal gæste, men jeg kunne ønske mig Orange, hvor man kan dyrke noget stargazing og blive blæst væk af den franske musiker Anthony Gonzalez, der står bag det musikalske projekt. Det er shoegazing krautrocklignende toner, pakket ind i en blød bubblewrap af electronica-ambient. Midnight City trækker tråde til synthpopuniverset, som blandt andet er den grundlæggende lyd på Drive-soundtracket.

(M83 spiller lørdag kl. 20 på Arena, red.)

  Midnight City by M83



Den danske: 
EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR
Inden for den danske kategori, har der været masser at vælge imellem. Jeg synes at Roskilde Festival, har mange prominente danske navne på programmet. Det er selvfølgelig en lille smule paradoksalt, at netop mange af de navne, har man kunne opleve i København over de sidste par måneder, hvorfor det måske ikke super specielt at tage på Roskilde, for at se dem. Men stadig.
Mit danske bud bliver i denne forbindelse de Odenseanske syrerockere Causa Sui, som besøger Roskilde til en trippelkoncert med den københavnske postrock trio Papir, samt El Paraiso Ensemble. Dette glæder jeg mig specielt meget til, da jeg missede Causa Sui i efteråret. Alle bands bliver præsenteret af det nye eksperimenterende danske pladeselskab El Paraiso Records (som Causa Sui selv står bag), som i anledning af festivalkoncerten har sammensat denne El Paraiso Ensemble. Causa Sui er en duo bestående af Jacob Skøtt og Jonas Munk, sidstnævnte som generelt har spillet en stor rolle på den psykedeliske Odensescene. Duoen er især blevet anerkendt for udgivelsen Summer Sessions Vol. 1-3 - den fuldstændigt fungerende støjinstrumentelle trippel-cd fra 2010.

(EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR spiller søndag kl 12 på Pavilion, red.)

    Causa Sui - Garden of Forking Paths - excerpt by elparaisorecords


Camilla Gummer repræsenterer Calexas Mixtape (www.calexasmixtape.dk) - en blog og et radioprogram på Radio XFM om alternativ musik. Du kan høre programmet tirsdage i lige uger kl. 20-22 på107.4 MHz eller på live stream via hjemmesiden.

Roskilde-anbefaling: Boubacar Traoré

Denne gang vil jeg anbefale en musiker, som måske ikke er bredt kendt i Danmark, men som jeg selv har lyttet rigtig meget til de seneste år, efter at jeg for nogle år siden nærmest tilfældigt opdagede hans album "Kongo Magni" fra 2005.

Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmand fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. Det var en ny lyd, og det var en lyd, der gjorde Traoré til et kæmpenavn i hjemlandet.

Efter et militærkup i 1968 forsvandt han fuldstændig fra det offentlige søgelys og trak sig tilbage til et simpelt liv som farmer. Først da en tv-station i 1987 tilfældigt kom forbi og lavede et portræt af ham, blev myten genoplivet, og han begyndte at indspille musik igen. Igen blev han enormt populær og denne gang også uden for Malis grænser.

Boubacar Traoré spiller en ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er guitaren, der bærer det hele frem. De to seneste albums, ”Kongo Magni”  fra 2005 og ”Mali Denhou” fra 2011 er rigtig gode steder at begynde, hvis du skal tjekke op på Boubacar Traoré inden årets optræden på Roskilde Festival. Og det bør du!

Rygtet siger, at Boubacar Traoré spiller fredag.

Her en god smagsprøve:




Se alle Roskilde-anbefalinger her

Roskilde-anbefaling: Dangers Of The Sea

Min Roskilde-anbefaling nr. 2 handler også om et af de mere upcoming navne.

Danske Dangers Of The Sea har base i København og består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia. Det er blød folkpop på den både behagelige og berigende måde.

Musikken er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk, og den slags er jo noget, der altid falder i god jord her på bloggen. Der er klare referencer til Midlakes seneste album, The Courage Of Others, der netop trak heftigt på disse inspirationskilder. Bandet nævner også selv R.E.M. som en inspirationskilde, og det høres også.

For tiden arbejdes der med ingen ringere end Nikolaj Nørlund på at færdiggøre et album. Det vil jeg se frem til. Og måske vil jeg benytte lejligheden til at få en lille smagsprøve på bandets liveoptræden, når de gæster Loppen d. 25. maj.

Tjek bandets Facebook her:
http://www.facebook.com/#!/dangersofthesea

Og nyd så lige den her køkken-session fra tidligere i år:



Dangers Of The Seas Roskilde-koncert er på Pavilion Junior. En lille scene, der er åben fra søndag til onsdag, inden selve festivalpladsen åbner.

Roskilde-anbefaling: Kúra

I skrivende stund er der 62 dage til festivalstart i Roskilde. Men der er mange anbefalinger, vi skal nå i år, så hvorfor ikke begynde nu?

Den første koncert, jeg vil slå et slag for, kan samtidig fungere som en anbefaling af albummet ”Halfway To The Moon”, der udkommer på mandag d. 30. april 2012. Vi er lidt uden for mit sædvanlige musikalske landskab, for det er primært det elektroniske, der bærer lyden frem her.

Men så alligevel ikke for islandsk-danske Kúra befinder sig i den melodiske, let tilgængelige del af det elektroniske spektrum. Der er klare elementer fra andre musikgenrer, eksempelvis rock. På åbningsnummeret ”Joe” slås det hele således an af en halvforvrænget guitar, og på den måde hopper ”rigtige” (læs: gammeldags) instrumenter ind og ud af lydbilledet gennem hele albummet.

Vokalen er følsom og forførende, og musikken er melankolsk. Til tider kold og knitrende, men lige så ofte varm og organisk og med den lille knivspids magi, der må betegnes som det islandske speciale, både når det gælder litteratur og musik.

Kúra betyder på ”kærtegn” på islandsk, og det er da i grunden et meget passende navn til det her band. Jeg ser i hvert fald en stemningsfuld koncert for mig på årets Roskilde Festival.

Her kan du lytte til et af albummets fine numre – og samtidig nyde en flot video med mange store muskler:



Kúra spiller i warm up-dagene på Apollo Countdown, Roskilde Festivals nye elektroniske scene, som primært byder på nordiske, nyudklækkede kunstnere. Her kan du se, hvem der ellers spiller på den scene:

•ADRIAN LUX (S)
•BEASTIE RESPOND (DK)
•COPENHEAVY (DK)
•ELOQ (DK)
•F.O.O.L. (S)
•THE FREDERIK (DK)
•FRITJOF & PIKANEN (S)
•GHOSTIGITAL (ISL)
•KESI (DK)
•KHALAZER (DK)
•SANDRA KOLSTAD (N)
•MASH UP INTERNATIONAL (S)
•NORTHERN STRUCTURES (DK)
•SLENG (DK)
•SPRUTBASS (N)
•JULIUS SYLVEST (DK)
•SOFFIE VIEMOSE (DK)
•VAAGSBYGD HANDY (N)
•WAR FOR YOUTH (DK/S)

Læs mere om Kúra her:
http://www.facebook.com/kuramusic

Koncerter, der skal ses på Roskilde Festival

I dag offentliggjorde Roskilde Festival stort set hele programmet for 2012. Jeg har haft meget lidt tid til at kigge nærmere på det, men min umiddelbare vurdering er, at det ser rigtig godt ud.

Jeg har udpeget 35 koncerter, jeg gerne vil opleve. Se, det bliver jo svært at nå, men så må man jo prioritere. Herunder har jeg inddelt dem i tre kategorier. Jeg kommer til at skrive mere om en del af dem i månederne, der følger:


10 koncerter, jeg vil se: 
Bruce Springsteen
The Cure
Tinariwen
Boubacar Traoré
Alabama Shakes
Jack White
The Low Anthem
Bowerbirds
Bon Iver
Alison Krauss & Union Station

13 navne, som også trækker: 
Cold Specks
The Cult
First Aid Kit
Terakaft
Lee Ranaldo
Tune-Yards
Jonathan Johansson
Björk
Nils Frahm
The Shins
Lars Winnerbäck
Rubén Blades
Dry The River

12 gode danske bud: 
I Got You On Tape
Larsen & Furious Jane
Spleen United
Copenhagen Collaboration
Rum 37
Of The Wand And The Moon
Ulige Numre
Klumben & Raske Penge
Analogik
Malk de Koijn
Mew
Dangers of the Sea

Derfor er Bruce Springsteen vigtig

(Artiklen oprindeligt bragt i magasinet Atlas, februar 2012)

Kære indietype: Du vover på at droppe den Springsteen-koncert på årets Roskilde-festival til fordel for et skævt japansk synth-punk-band. Manden er vigtigere, end du selv har lyst til at se.

Lørdag d. 7. juli 2012 bliver der skrevet et lille stykke rockhistorie i Danmark. Da træder Bruce Springsteen nemlig sammen med sit legendariske The E Street Band op på Roskilde Festivals Orange Scene.

Pladsen foran scenen vil være tætpakket. En broget flok.

Der vil være de rutinerede Roskilde-gængere, som med anerkendende nik og ind i mellem lidt fællessang kan føje endnu et flueben til den klassikerliste, der i forvejen rummer navne som Bob Dylan, Neil Young og Nick Cave.

Der vil være ’engangsbilletterne’, som de rigtige festivalgæster hånende, nærmest spyttende, vil kalde dem. Dem, der i løbet af dagen er kommet strømmende ind på pladsen i deres pæne  Jack & Jones-tøj. Lige ankommet med toget fra Herning eller omegn. Skålende med gamle venner og med kæresten i hånden, for hun skal da også opleve, hvor fedt det er, når Bruce fyrer den af. Selvom de selvfølgelig ville ønske, at han i stedet havde valgt Jyske Bank-Boksen eller et andet mere komfortabelt spillested længere mod vest.

Rockdinosaurerne vil være der. Personificeret i BT’s anmelder, Steffen Jungersen, der endnu engang må erfare, at det er vildt svært at holde sin fadøl, samtidig med at man noterer på blokken. Men det betyder ikke så meget, for de seks stjerner har han allerede noteret hjemmefra. Overskriften er også på plads: BOSSEN BRØLEDE BEDST!

Og så vil Roskilde Festivals kernepublikum være der: Indie-typerne. De nysgerrige, altid søgende typer, der ikke har lyst til at blive proppet i nogen boks. De er ikke alt for begejstrede for denne leflen for de store mainstream-navne, Roskilde Festival har stået for de seneste år. De vil holde sig sådan lidt i baggrunden og have lidt svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. Det skal da lige have en chance. Men altså, helt ærligt: Bruce Springsteen…

Da han første gang brøler ud over forsamlingen, vil der blive diskuteret, om det er nu, man skal skynde sig videre, så man kan nå at se det der japanske synth-punk-band, der spiller samtidig på en af de små scener.

Afgrunden
Kære indietype: Bliv! Den mand, der står på scenen foran dig denne aften, er vigtigere, end du selv har lyst til at se. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at han er helt deroppe med Dylan, Cash og lignende navne, der sjovt nok har haft lettere ved at blive accepteret som noget, man går og lytter til, mens man stadig er ung og på forkant. Springsteen… det har bare stadig ikke en særlig cool klang, vel? Og sikkert af samme grund har jeg stadig til gode at høre hans musik spillet på en Vesterbro-café.

For et par uger siden fik jeg en musiksnak med en trofast Roskilde-gæst. Hun er cirka 10 år yngre end jeg. På trods af aldersforskellen har jeg noteret mig, at vi ofte sætter ring omkring mange af de samme navne i programmet. Vi gik og diskuterede det foreløbige program for årets festival, og netop i det sekund, Bruce Springsteens navn blev nævnt, oplevede jeg det, jeg har oplevet så ofte, når han bliver bragt på bane: Kløften. Det var som om jorden i det sekund revnede mellem os, og inden jeg fik sagt min næste sætning, gik det op for mig, at jeg måtte råbe, for hun stod helt derovre på den anden side. Mellem os en dyb, dyb afgrund.


Hun forsøgte sådan set at være åben:
”Jeg bliver ved med at prøve at forestille mig, hvordan han lyder, men lige gyldigt hvor meget jeg anstrenger mig, så kan jeg ikke høre andet end Born In The USA,” sagde hun. Nærmest undskyldende.

Og jeg tror sådan set, hendes forklaring meget præcist rammer, hvorfor så mange kan have så vanskeligt ved at tage Bruce Springsteen ind. Måske var det lige præcis der, han tabte den: Da han i sommeren 1984 udgav albummet Born In The USA. Et i bund og grund solidt album med nogle rigtig stærke sange, men også i dén grad et album, der især på grund af den svulstige måde, det blev produceret på, hænger så meget sammen med den tid, det udkom i, at det er næsten umuligt at abstrahere fra det. Der er ting fra 80’erne, der er værd at kramme. Men det her er ikke en af dem.

Stadionrocken blænder
Forsanger i Love Shop, Jens Unmack, beskriver det meget godt i sin samtale med forfatter og musikjournalist Jeppe Krogsgaard Christensen i bogen ”En nat bliver det sommer”. Unmack fortæller om punkmiljøet i begyndelsen af 80’erne:
”Modsat manges opfattelse var punkbegrebet også ganske rummeligt. Blondie, Pere Ubu, Devo, Nina Hagen og Bruce Springsteen var alle accepterede. Springsteen fik det dog lidt sværere, efter at han pumpede sine overarme og valgte stadionvejen med Born In The USA, hvor Clarence Clemons iført pastelfarvede sparkedragter leverede saxofonsoloer. Var Springsteen styrtet ned i et fly efter The River, var han sandsynligvis blevet et punkikon. Nu er han i stedet en man skal forsvare over for ignoranter, der ikke har lyttet ordentlig til ham.”

Det er meget præcist og fint formuleret af Unmack. Det pumpende rock-anthem, titelnummeret fra Born In The USA, var så markant et stykke musikhistorie, at det stadig blænder, når man forsøger at se tilbage. Den aggressivt pumpende stortromme og den brølende vokal. Nummeret er i den grad blevet billedet på den storladne stadionrock, der fyldte alt i de år – og som kulminerede i 1985, da Springsteen var på tour med Born In The USA samme år som alt hvad der kunne krybe og gå af musikberømtheder samledes om mastodont-begivenheden Live Aid.

Drømmen om at køre væk
Næ, indietype, du må længere tilbage. Hvis du skal finde den vigtige, den historieskrivende, den uundværlige Bruce Springsteen, så må du forsøge at fortrænge den der stortromme og den spraglede sparkedragt og spole helt tilbage til 1975. Året, hvor Springsteen under stort pres udgiver sit tredje studiealbum. Han har brug for at slå igennem nu. De to første albums har været rimelige succeser, men der er slet intet, der har indfriet musikbranchens håb om ”en ny Bob Dylan”. Det var den slags prædikater, der blev hæftet på Springsteen, da han debuterede nogle år tidligere. Men man bliver ikke en ny Dylan ved solid sangskrivning alene. Det kræver nogle vulkanske udbrud, nogle spasmer. Det kræver nogle hits.

På Born To Run fra 1975 ramte han den. Lyden var frisk og ungdommelig. E Street Band lød som en flok gutter, der elskede at spillede sammen. Og de gjorde det med en eksplosiv energi. På nogle numre med udadvendte funky grooves, på andre med indadvendt melankoli. Og så var der teksterne. Grundfortællingen om fyren, der ikke føler, han hører til, og i virkeligheden drømmer om at flytte sig et andet sted hen, blev for alvor født på Born To Run. På titelnummeret og ikke mindst åbningsnummeret Thunder Road løber den fortælling som en stærk underliggende strøm, der skulle ende med at trække disciple med over hele verden. For det betød nemlig ikke så meget, om man var født i New Jersey eller Silkeborg.

Den grundlæggende følelse af fremmedgørelse, utilpassethed og udlængsel, Springsteen beskrev, kunne alle forstå. Jeg kunne i hvert fald. Baby, this town rips the bones from your back. Da jeg mange år senere som ung første gang hørte det her album, virkede det stadig. Det må have været i begyndelsen af 1991, for jeg havde lige fået mit knallertkørekort og min 2-gears Yamaha, som min far havde fundet til mig i Den Blå Avis. Det lykkedes mig at få knoklet hørebøfferne på plads under fullface-hjelmen, jeg havde overtaget fra min bror, der var vokset fra det der med knallert. Jeg rullede væk. Ud på landevejene. It’s a death trap, it’s a suicide rap. Sjældent længere væk end i en 20 kilometers radius fra den by, hvor jeg var vokset op. Men knallerten var tunet, og det var musikken også. Jeg var fri. Jeg var på vej. Et andet sted hen. We gotta get out while we’re young.

Det dystre USA
Den historie kunne Springsteen sætte ord på, og det har han siden gjort rigtig mange gange. Efter Born To Run skulle der på grund af juridisk rettighedsfnidder gå tre år, før endnu et album kom. Darkness On The Edge of Town. Det dystre album, der i dag står som et stykke historieskrivning. Et knivskarpt billede på den trøstesløshed, USA befandt sig i på den tid. Samme år tegnede Michael Cimino med The Deer Hunter et tilsvarende dystert filmisk portræt af det oliekriseramte amerikanske samfund med alle de lukkede frabrikker.

To år senere fulgte det skizofrene dobbeltalbum The River, der i virkeligheden skulle have været to albums og vekslede mellem lykkelige kærlighedshymner og triste fortællinger fyldt med mørke. Spændet mellem Sherry Darling og Point Blank er til at tage og føle på. Det udmøntede sig måske nok i et let forvirrende udtryk, men albummet kan i mine ører sagtens bære det. Ikke bare bære det, men faktisk understrege det interessante i den spændvidde, der er i Springsteens musikalske forbilleder.

For det kan godt være, at han som Unmack beskriver det spillede en (bi)rolle i punkmiljøet, og selvfølgelig var han også inspireret af eksempelvis Bob Dylan. Men man skal ikke glemme, at Springsteens første musikalske inspiration kom fra rock ’n’ roll i 50’erne og de tidlige 60’ere. Alt fra Chuck Berry til Elvis Presley slugte han råt. Også Phil Spectors poppede og storladne produktioner satte han stor pris på. Han tog det med sig, og det er ofte kommet til udtryk i hans egen musik. Som det gjorde flere steder på The River.

Hans forbilleder var musikere, der kunne skære en god single. Den evne havde han også selv, hvilket senere måske skulle vise sig både at være en gave og en forbandelse. 

Som at læse noveller

Noget af det, der har gjort Springsteen vigtig i min verden, er at han ud over at have lavet en række albums af virkelig høj kvalitet rent musikalsk, også er en tekstforfatter, hvis mage er svær at få øje på. Når den historiefortællende Springsteen er bedst, er det at lytte til hans musik som at læse en god novellesamling. Titelnummeret på The River er et af de rigtig gode eksempler på det, men de allerbedste eksempler finder man nok på Nebraska – det album, der faldt kun halvandet års tid før han brød lydmuren med Born In The USA.

Kontrasten mellem de to albums er ubegribelig. Nebraska er alt det, Born In The USA ikke er. Underspillet, skrabet og helt uden filter. Albummet er indspillet på en firsporsbåndoptager, og Springsteen har siddet helt alene med det i sit soveværelse. De ti små historier, der tilsammen udgør Nebraska, er sublim historiefortælling. Vi møder massemorderen, vi møder hustleren, og vi møder den dødsdømte politimorder. Og på Highway Patrolman får vi fortællingen om Joe Roberts, politimanden, der tvinges til at anholde sin egen bror, der aldrig finder fodfæste efter sin tid som soldat. Man turns his back on his family / he just ain’t no good. En historie, der blev til en hel film, da Sean Penn i 1991 brugte det som forlæg til The Indian Runner.

Hvert eneste nummer på Nebraska har spillefilmspotentiale i sig, og hvis man er til still historiefortælling uden masser af musikalsk lagkage, er der aldrig lavet et bedre og vigtigere album. Punktum.

Den nye Springsteen

Hvad så med alt det efter Born In The USA? Jeg vil ikke ofre så meget plads på det her. Der er helt klart højdepunkter i hans senere produktioner. Albums som The Ghost of Tom Joad og Devils And Dust sætter jeg meget pris på, og jeg hører dem ofte. Men ser man bort fra det, vil jeg betegne de fleste af de nyere albums som solide, men mindre vigtige. Det var fint og nostalgisk, at han fandt sammen med sine gamle E Street-venner igen, men også en gammel fan kan få nok af for meget sha-na-na, klokkespil og maskulin show-off.

Nu skal vi ikke glemme, at Roskilde Festival ikke er den eneste aktuelle anledning til at skrive om Bruce Springsteen lige nu. I begyndelsen af marts udkommer hans nye album The Wrecking Ball. Og ja, jeg har været inde og smuglytte den lille håndfuld numre, der efterhånden er tilgængelige fra det album. Og nej, det gør sgu ikke rigtig noget for mig. Ikke sådan for alvor. Det er fint håndværk. Og det passer mig sådan set fint, at han tilsyneladende er lidt sur, spydig og samfundsrevsende denne gang. Men… den Springsteen, der for alvor gør en forskel for mig, er ham der eksisterede fra 1975-1984. Og heldigvis får man en rigtig god luns af ham, når man i dag oplever ham live.

Derfor, indietype: Bliv stående! Hvis du går rundt og påstår, at du er til rock, må du kende din Springsteen. Man vender ikke ryggen til den mand, før han har forladt bygningen.

***

Herunder mit forslag til en playlist, der gerne skulle lære dig en anden Springsteen at kende, hvis du har svært ved at fortrænge Born In The USA:

Lost in the Flood (1973)
4th of July, Asbury Park (Sandy) (1973)
Thunder Road (1975)
Born to Run (1975)
Backstreets (1975)
The Promised Land (1978)
Something In The Night (1978)
Racing in the Street (1978)
Factory (1978)
The Ties That Bind (1980)
The River (1980)
Point Blank (1980)
Drive All Night (1980)
Nebraska (1982)
Johnny 99 (1982)
Highway Patrol Man (1982)
My Father’s House (1982)
Reason to Believe (1982)
My Hometown (1984)
No Surrender (1984)


De fem mest værdifulde Springsteen-albums i min samling:
1. Nebraska (1982)
2. Darkness On The Edge of Town (1978)
3. Born To Run (1975)
4. The River (1980)
5. Live at Hammersmith Odeon (1975)