xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

28. apr. 2012

Roskilde-anbefaling: Kúra



I skrivende stund er der 62 dage til festivalstart i Roskilde. Men der er mange anbefalinger, vi skal nå i år, så hvorfor ikke begynde nu?

Den første koncert, jeg vil slå et slag for, kan samtidig fungere som en anbefaling af albummet ”Halfway To The Moon”, der udkommer på mandag d. 30. april 2012. Vi er lidt uden for mit sædvanlige musikalske landskab, for det er primært det elektroniske, der bærer lyden frem her.

Men så alligevel ikke for islandsk-danske Kúra befinder sig i den melodiske, let tilgængelige del af det elektroniske spektrum. Der er klare elementer fra andre musikgenrer, eksempelvis rock. På åbningsnummeret ”Joe” slås det hele således an af en halvforvrænget guitar, og på den måde hopper ”rigtige” (læs: gammeldags) instrumenter ind og ud af lydbilledet gennem hele albummet.

Vokalen er følsom og forførende, og musikken er melankolsk. Til tider kold og knitrende, men lige så ofte varm og organisk og med den lille knivspids magi, der må betegnes som det islandske speciale, både når det gælder litteratur og musik.

Kúra betyder på ”kærtegn” på islandsk, og det er da i grunden et meget passende navn til det her band. Jeg ser i hvert fald en stemningsfuld koncert for mig på årets Roskilde Festival.

Her kan du lytte til et af albummets fine numre – og samtidig nyde en flot video med mange store muskler:



Kúra spiller i warm up-dagene på Apollo Countdown, Roskilde Festivals nye elektroniske scene, som primært byder på nordiske, nyudklækkede kunstnere. Her kan du se, hvem der ellers spiller på den scene:

•ADRIAN LUX (S)
•BEASTIE RESPOND (DK)
•COPENHEAVY (DK)
•ELOQ (DK)
•F.O.O.L. (S)
•THE FREDERIK (DK)
•FRITJOF & PIKANEN (S)
•GHOSTIGITAL (ISL)
•KESI (DK)
•KHALAZER (DK)
•SANDRA KOLSTAD (N)
•MASH UP INTERNATIONAL (S)
•NORTHERN STRUCTURES (DK)
•SLENG (DK)
•SPRUTBASS (N)
•JULIUS SYLVEST (DK)
•SOFFIE VIEMOSE (DK)
•VAAGSBYGD HANDY (N)
•WAR FOR YOUTH (DK/S)

Læs mere om Kúra her:
http://www.facebook.com/kuramusic

Ingen kommentarer: