The masterplan

Dem med rødt må jeg helst ikke misse. Resten er gode muligheder.

Mine bud på 5 gode koncerter på Roskilde '12

Efter en række glimrende gæsteanbefalinger af koncerter, der skal opleves på årets Roskilde Festival er turen nu kommet til mine egne bud. Som altid er det svært at vælge mellem de mange lækkerbiskener, men jeg har forsøgt at begrænse mig til et enkelt (højst to) bud inden for hver kategori.


***


Den vigtige: 
Boubacar Traoré

Alle ved jo hvem Bruce Springsteen og Jack White er, så på trods af de herrers ubestridte vigtighed er det ikke rockmastodonterne, jeg vil fokusere på her. Derimod en mand uden de store armbevægelser. Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmusiker fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. En ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er den svedige, støvede bluesguitar, der bærer det hele frem. Så fedt!

Boubacar Traoré spiller fredag kl. 16.00 på Pavilion. 





Den festlige: 
Majovci Group

Skør, skæv og festlig makedonsk musik, der efter sigende bliver brugt i stor stil til bryllupsfester. Man ser det for sig. Slagtøj, sære fløjter og andre blæseinstrumenter, folkedragter og fuld knald på festen. Jeg forestiller mig, at det her orkester kan få festivalpublikummet til at svæve i en god times tid lørdag aften/nat. Og jeg vil gerne være med, hvis altså ham der Bruce har fået gjort sig færdig.

Majovci Group spiller lørdag kl. 23 på Gloria. 





Den stille: 
First Aid Kit 
De svenske søstre lagde ud med at være et såkaldt Youtube-fænomen (elsker det begreb). De stillede sig ud i en skov og spillede en hårrejsende smuk version af et Fleet Foxes-nummer, og det havde så stor gennemslagskraft, at det åbnede mange døre for dem. Derfor får de i dag lov at lege med nogle af de helt tunge drenge fra Jack White til Conor Oberst. Sidstnævnte medvirker på First Aid Kits meget vellykkede album The Lions’ Roar, der kom tidligere i år. Det er smuk, harmonisk og velklingende folk. Ikke så meget skarp kant at stikke sig på der, men det er fantastisk flot udført, og jeg gætter på, at det holder live, og så passer det rent tematisk fint ind i den eftermiddags folk/country-spor – også The Low Anthem og Alison Krauss & Union Station spiller lørdag eftermiddag.

First Aid Kit spiller lørdag kl. 15 på Odeon. 





Den danske: 
I Got You On Tape

Måske det bedste danske band overhovedet lige for tiden. Og af uransagelige grunde har jeg aldrig fået oplevet dem live. Jakob Bellens og resten af IGYOT har gennemgået noget af en udvikling, siden de udgav deres første albums i et tungsindigt, rocket lydunivers. De er gået club og har fyldt masser af elektroniske virkemidler på sangene, og det fungerer i mine ører intet mindre end perfekt.

I Got You On Tape spiller fredag kl 19.00 på Arena.





Den overraskende: 
Dangers of the Sea

Det bliver så til endnu et dansk band. Og et band, der spiller allerede i opvarmningsdagene. Dangers Of The Sea har endnu ikke udgivet så meget, men der er efter sigende et album på vej, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Her er der nemlig klare referencer til et af mine absolutte favoritbands, amerikanske Midlake. Generelt er Dangers of the Sea meget inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk. Det lyder rigtig lovende.

Dangers Of The Sea spiller tirsdag kl 16.00 på Pavilion Junior.

***

Se alle Roskilde-anbefalinger her

Mads Bille fra Pladeklubben anbefaler koncerter på Roskilde ’12

Hank3

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Mads Bille fra Pladeklubben, der anmelder musik for Undertoner. 

***

Den Vigtige: 
Hank3

Præcist som sin legendariske bedstefar Hank Williams går Hank3 sine egne veje. Han er inkarnationen af outlaw-country på den ene hånd og vild og ligefrem punk/metal på den anden. Normalt starter Hank3 sine koncerter med en omgang country for kun at slutte hæsblæsende af med sit rockorkester Assjack. Det er Hank3's vidtfavnende musiktalent og hans slægtskab med bedstefar Williams, som gør Hank3 til den vigtigste koncert til årets roskilde.

Hank3 spiller fredag kl. 18 på Odeon.






Overraskelsen: 
Dead Skeletons

Det er ikke hver dag, at AIDS-ramte tøjdesignere kaster sig over tibetansk, dødsfikseret messemusik. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad den islandske multikunstner Nonni Dead har gjort under mantraet "He who fears death cannot enjoy life". Hvis koncerten bare lyder halvt så godt som albummet ”Dead Magick”, er årets overraskelse allerede i hus.

Dead Skeletons spiller lørdag kl. 2.45 på Pavilion.





Den festlige: 
Amadou & Mariam

Det blinde ægtepar Mariam Doumbia og Amadou Bagayoko fra Mali har netop udgivet nyt album, som ligger i direkte dansabelt og humørstrålende tråd med tidligere – fantastiske – udgivelser. Der bliver dømt franskinspireret ørkenrock og overdreven spilleglæde.

http://www.amadou-mariam.com/





Den danske: 
Kellermensch

De danske eksperimenterende støjrockere Kellermench er blevet sat til åbne orange scene. Gruppens lydbillede er stærkt original i deres vævning af vokalarbejde og musiske indfald og referencer til både Nick Cave, Tom waits og Neurosis. Det bliver spændende at høre de unge esbjergensere på en stor scene.

Kellermensch spiller torsdag kl 18.00 på Orange. 






Den Stille: 
Alabama shakes

Hvert år opstår der hype omkring nye bands, og i år er det amerikanske Alabama Shakes, som løber med al opmærksomheden. Med en lyd som minder om de glade dage ved Woodstock og en levende Janis Joplin er Alabama årets stille koncert.

Alabama Shakes spiller søndag kl 20.30 på Odeon.




***


Læs mere om Pladeklubben her:
http://www.undertoner.dk/author/pladeklubben/

Henrik Nilsson fra Rockville anbefaler koncerter på Roskilde '12

Jakob Bro - fredag kl. 13 på Gloria

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Henrik Nilsson, der står bag den nye og meget anbefalelsesværdige blog Rockville.

***


Den  vigtige:
The Cure

Hvis nogen tvang mig til at vælge mellem de helt store kanoner på årets festival, ville jeg pege på The Cure. Jeg ved det, både Bruce, Bon Iver og Björk kommer også (sidstnævnte har jeg det i øvrigt mere end almindeligt svært med), men altså, det er The Cure!

Et band, jeg altid har elsket for deres melodiske mørkelege, der gang på gang har ramt den perfekte balance mellem kældersort dysterhed og en helt særegen, altopslugende nerve og energi.

’Disintegration’ er stadig et af mine all time favoritalbum,  og for min skyld må de sgu gerne spille det fra ende til anden torsdag den 5. juli, når de går på som årets første hovednavn. Men men men, mon ikke den sortrandede fest for alvor eksploderer, når de spiller ’Boys Don’t Cry’?

The Cure spiller på Orange, torsdag kl. 21:00






Den stille: 
Jakob Bro

I denne kategori ville jeg egentlig have anbefalet Perfume Genius, men det har Geske allerede gjort. Derfor bliver det danske Jakob Bro, der til gengæld er leveringsdygtig i den totale meditative ro, der også kan være brug for på Roskilde. Hans jazzede lydlandskaber er perfekte bare at læne sig tilbage i græsset, lukke øjnene og slappe helt af til. Det passer slet ikke så tosset til sådan en opbyggelig fredag middagsstund, lige før det hele går amok. Lyt f.eks. til en smagsprøve fra det fremragende 2011-album 'Time', hvor han spiller sammen med jazzkoryfæer som Lee Konitz og Bill Frisell:

Jakob Bro spiller fredag kl. 13 på Gloria. 







Den overraskende:
The Low Anthem

Det her er en af mine helt store favoritter. Et af de allerbedste album sidste år var i mine ører ’Smart Flesh’ fra Rhode Island-bandet The Low Anthem. Jeg hørte dem på Loppen for et års tid siden, og det var en intens og stærk oplevelse. Det er americana, når det er bedst, med spor til Dylan, Cohen og flere andre.

Glæd dig til en (gulv)bassist/trommeslager, der ligner en mellemting mellem en shaman og en centralasiatisk hippie, til momentvis skønsang af en anden verden og ikke mindst til forsanger Ben Knox Miller, der giver en god banjo og både kan lyde som netop Dylan og Cohen. På ’Boeing 737’ høres de fra deres mere sprælske side:

The Low Anthem spiller på Pavillion, lørdag kl. 17:30






Den festlige:
Malk de Koijn

Det er næsten for oplagt, men mit bud på den bedste fest på årets festival kan ikke være anderledes. Selv om jeg er et udpræget rock-menneske, kan jeg ikke lade være med at lade mig rive med af dette uforlignelige orkesters geniale tekster og syrede univers. Sidste års ’Toback To The Fromtime’ var et vellykket comeback, hvorfra jeg bl.a. vil glæde mig til at høre ’En Gang’:

Malk de Koijn spiller på Orange, fredag kl. 01.00. 






Den danske:
Mew

Jeg missede Mew, sidste gang de spillede på Roskilde (2009), og det har jeg været ked af lige siden. Det skulle efter sigende have været en enestående koncert i kølvandet på udgivelsen af et enestående album, ja i mine ører et af de absolut bedste danske album i dette årtusinde: ’No More Stories Are Told Today, I’m Sorry They Washed Away’. Så selv om Mew ikke har udgivet nyt materiale siden, er der al mulig grund til at glæde sig til – forhåbentlig og sandsynligvis – at høre både sange fra dette som fra tidligere Mew-plader. Jeg er ikke lige stor fan af det hele, men ’No More Stories …’ blæste mig omkuld:
Mew spiller på Orange, lørdag kl. 01:30



***

Læs flere anbefalinger af Henrik Nilsson på rockvilleblog.blogspot.com

Hans-Henrik Siig fra Mod Strømmen anbefaler koncerter på Roskilde ’12

Mikal Cronin

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Hans-Henrik Siig, vært for det anbefalelsesværdige radioprogram Mod Strømmen, der sender hver torsdag fra kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Den vigtige:
Bruce Springsteen & The E-Street Band (og Lee Ranaldo)

Det mest nærliggende svar er Bruce Springsteen & The E-Street Band. Et par gange om året er jeg sammen med et par, som holder meget af at tage til en eller to af de såkaldte store ”musikevents”. Sidste år var det X-Factor-finalen. Allerede da jeg var sammen med dem én af juledagene, fortalte de, at det blev Springsteen og Roskilde i år. Og hvor er det så lige, jeg vil hen med den historie? Ikke meget længere end at sige, at Springsteen appellerer bredt, og der kommer pres på under koncerten. Da jeg på ingen måde har tålmodighed til at sidde i kø det meste af dagen for at komme ind i pitten, har jeg sat mine forventninger derefter. Ikke hermed sagt, at jeg ikke glæder mig.

(Bruce Springsteen & The E-Street Band spiller på Orange, lørdag kl. 21.00)

Hvis Springsteen, må guderne forbyde det, går hen og bliver en skuffelse, så nærer jeg håb om, at Lee Ranaldo aftenen før har vist det stof, han er lavet af. Med den nye plade, ‘Between The Times & The Tides’, der spejler alt det ypperste fra amerikansk alternativ rock fra the heydays i firserne, er der lagt op til guitar-excesser ad libitum.

(Lee Ranaldo spiller på Odeon, fredag kl. 21.00)

Lee Ranaldo by valgreend



Den overraskende: 
Mikal Cronin

Den kan gøres kan kort. Den forholdsvis nye garage- og punkrock bølge fra USA, der primært har hjemme i San Francisco, selvom de alle er børn af Jay Retard, er desværre kun repræsenteret ved Mikal Cronin på festivalen. Til gengæld imødeser jeg en tight rockkoncert med hovedvægten på numre fra det sprudlende festfyrværkeri af godt sangmateriale, som debutpladen, der kom sidst år, til fulde er eksponent for.

(Mikal Cronin spiller natten mellem fredag og lørdag på Pavilion, kl. 02.00)

Mikal Cronin - Gone.mp3 by NewtownRadio




Den festlige: 
Les Freres Smith

Her kommer jeg måske lidt til kort. Hvis jeg bevæger mig ind i verdensmusikken, så aner jeg mange gode bud på koncerter, der kan blive en fest. Men med mit ene skud i bøssen, vil jeg sigte efter at nå franske Les Freres Smith, der med deres tag på afro-beat og funk, nok skal løfte teltdugen på Cosmopol, tidligt fredag eftermiddag.

(Les Freres Smith spiller på Cosmopol, fredag kl. 13.45)

LES FRERES SMITH - FIRE - CONTREBAND MENTALITY EP by user DJ STEVE




Den stille: 
Dead Skeletons

Enhver sin måde at blive salig på. Hvis der med stille, er ment en koncert, der giver plads til, at man synker reflekterende ind i sig selv, vil jeg pege på islandske Dead Skeletons. Stille i gængs forstand bliver det nok ikke. Introvert vuggede, langstrakt, repetitivt, højt og hypnotisk er nærmere den opfattelse, jeg har af Dead Skeletons, når de på smukkeste vis slår porten op til deres mikrokosmos.

(Dead Skeletons spiller natten mellem lørdag og søndag på Pavilion, kl. 03.00 

Dead Skeletons - Dead Mantra by Iceland Music Export



Den danske:
Ulige Numre (og Dig & Mig) (og Klumben & Raske Penge)

Her går jeg igen lidt ud over mine beføjelser, idet jeg vil fremhæve tre navne, der spiller i streg allerede søndag, d. 1. juli, altså under den første Warm-Up dag. De første er Ulige Numre, som der er skyhøje forventninger til efter ep-debuten sidste år. Det er selvfølgelig noget af et pres at lægge på et ungt band. Ikke umenneskeligt, men alligevel. Jeg har ikke set dem før, og jeg var ikke blandt de mange, der faldt på halen over ’København’, men med deres uforskyldte rolle, i den seneste tids polemik eller skyttegravskrig, om man vil (debat om støtte fra Statens Kunstfond, red.), så har jeg tænkt mig at se girafferne.

De næste to optrædende, tror jeg ikke behøver videre vejledning. Det drejer sig om Dig & Mig, der live har Magnus Knudsen fra De Høje Hæle med på keys, og Klumben & Raske Penge, sidstnævnte fik jeg for øvrigt en personlig hilsen fra forleden med besked om, at jeg var ”sej”, fordi jeg havde brugt Nordvest-hymnen, ’Bor Her’, i undervisningsøjemed. Mens andre sidder hjemme foran fjernsynet og ser EM-finale, står jeg formentlig i højt humør til den første fest på dette års festival.

(Ulige Numre, Dig & Mig og Klumben & Raske Penge spiller på Pavilion Junior, søndag d. 1. juli, henholdsvis kl. 19.00, 20.30 og 22.00)

Ulige Numre - Hænder by Ulige Numre


Dig Og Mig - Skyggerne by Universal Music DK

***

Læs mere om Mod Strømmen her:
http://modstroem.blogspot.dk/

Geske Mendel fra MusikLarm anbefaler koncerter på Roskilde '12

Friendly Fires

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. I denne omgang overlader jeg ordene til Geske Mendel, der til daglig blogger på musiklarm.blogspot.com.

***


Den vigtige: 
Team Me
Jeg troede, at jeg ville vælge The Cure som den sikre vigtige (og det er de også), men så hørte jeg Team Me, som spiller festlig indiepop i noget, der minder om Arcade Fires grandiose format og Treefight for Sunlights hippie-happy-hed. Det er medrivende i en grad, så jeg er overbevist om, at jeg personligt får en ud-af-kroppen-agtig oplevelse på den storartede fællesglæde måde. Dét er vigtigt at få med på Roskilde!

Team Me spiller onsdag kl. 22.00 på Pavilion Junior.





Den overraskende:
Sam Amidon
Med Sam bliver man sendt tilbage til nybyggernes Amerika, og man får lov at opleve en perlerække af autentiske, smukke og spændende folkeviser om savn, mord og kærlighed. Det er en oplevelse af den slags, som man ikke anede ville være så usædvanlig fin og mindeværdig.

Sam Amidon spiller torsdag kl. 19.45 på Gloria.





Den festlige: 
Friendly Fires
Friendly Fires er ikke et ubeskrevet blad, men det er nok det mest festsikre band, jeg nogensinde har set! Med deres funky disco/synthpop og sanger Ed MacFarlanes helt utrolige energi og smittende danseglæde kan man simpelthen ikke undgå at danse med igennem hele sættet - om man kender dem eller ej. På Vega medbragte de percussion og blæsere, krydsede fingre for at det sker igen!

Friendly Fires spiller søndag kl. 18.30 på Arena. 

Den stille: 
Perfume Genius

Her kunne der godt være tale om den ukrukkede Antony. Det spinkle parfume-geni laver musik, der er sårbar og poetisk, og selvom der battles nogle tunge emner også sært fortrøstningsfuld. Numrene er korte og nøgne og står hver især frem som individuelle smukke digte, der må kunne tvinge en klump frem i halsen på selv den hårdeste metalfan.

Perfume Genius spiller torsdag kl. 23 på Gloria. 





Den danske: 
Helsinki Poetry

Dette ikke helt Roskilde uvante band kendetegnes ved en lys og luftig Jonas Bjerre-agtig vokal oven på basdrevet, behagelig støjrockbaggrund. Med en fortællende og inddragende stemning kommer man på en rundtur i byer verden over, og det er en såvel beskidt som yndig rejse.

Helsinki Poetry spiller tirsdag kl. 20.30 på Pavilion Junior.




***


Besøg Geske Mendels musikblog her:
www.musiklarm.blogspot.com 

Camilla Gummer fra Calexas Mixtape anbefaler koncerter på Roskilde ‘12

Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. Vi lægger ud med Camilla Gummer fra bloggen og radioprogrammet Calexas Mixtape. Herfra er ordet hendes:

***

Den vigtige: 
The Shins 
Det absolut eneste navn, der fik mig til at udbryde “yes!”, da jeg deltog på pressemødet for annonceringen af årets festival-navne. Jeg har lyttet til amerikanske The Shins siden 2004, hvor bandet blev mit yndlingsband, da filmen Garden State og dertilhørende soundtrack, produceret af Zach Braff, kom ud.
Deres længeventede comebackalbum, Port Of Morrow, udkom i år, efter fem års pause fra bandet. Albummet havde tre brag af fede plader at komme efter, men det har ikke været et problem for bandet at leve op til det - eller også er det fordi at jeg havde ventet i fem år, at det var en større fryd for øret! The Shins formår at producere indierock som ingen andre. Det er sommerstemning, og James Mercers stemme kan det samme fantastiske, som den altid har kunnet. Jeg har rigtig mange forskellige minder med The Shins, især sommerminder om morgencykelture hjem fra byen, fuglekvidren og goodtimes.
Jeg har ikke haft mulighed for at opleve The Shins på scenen før, så der er no way, at jeg går glip af denne oplevelse, også selvom mange sikkert vil se skævt på at min vigtigste koncert, hverken er Bon Iver eller Springsteen, men The Shins! Lyt til albumåbneren på det nyeste album forneden.

(Siden Camilla skrev dette, er spilleplanen blevet offentliggjort. The Shins spiller torsdag kl 18.00 på Arena, red.)

  The Rifles Spiral by The Shins



Den overraskende: 
Django Django 
Django Django er et relativt nyt britisk band fra Skotland, der trækker på psychrock-genren med et britisk touch – i januar måned, udkom de med deres debut, den selvbetitlede Django Django. Jeg synes det lyder som om at kvartetten har spillet sammen længe, men de hookede også op i 2009, hvorfor man må formode at de har jammet sammen en hel del, før debuten altså kom ud. Jeg tror de har potentiale til at overraske en hel del, da de stadig er relativt unknown og nye, men altså ifølge mig bærer på noget erfaring.

(Django Django spiller torsdag 17.30 på Pavilion, red.)

  Django Django - Storm by Django Django



Den festlige: 
Santigold 
Bag Santigold står den amerikanske sangskriver, producer og popsangerinde Santi White. Musikken er up-beat og energisk og er en fusion mellem rap, soul, electro, new wave og dub. Debuten Santogold, blev sommersoundtracket for en del fester for et par år siden og nu er Santigold altså på gaden med opfølgeren Master Of Make-Believe, hvoraf en meget feststemt single, kan høres forneden. Der er gang i festen på en rar måde og jeg tror man går fra koncerten i godt og festligt humør!

(Santigold spiller søndag kl. 20.30 på Arena, red.)

  Disparate Youth by Santigold



Den stille: 
M83 
M83 er også én af mine must-see koncerter. Jeg kan umuligt forestille mig en bedre kandidat til en chillout/ambient-koncert. Jeg ved ikke hvilken scene de skal gæste, men jeg kunne ønske mig Orange, hvor man kan dyrke noget stargazing og blive blæst væk af den franske musiker Anthony Gonzalez, der står bag det musikalske projekt. Det er shoegazing krautrocklignende toner, pakket ind i en blød bubblewrap af electronica-ambient. Midnight City trækker tråde til synthpopuniverset, som blandt andet er den grundlæggende lyd på Drive-soundtracket.

(M83 spiller lørdag kl. 20 på Arena, red.)

  Midnight City by M83



Den danske: 
EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR
Inden for den danske kategori, har der været masser at vælge imellem. Jeg synes at Roskilde Festival, har mange prominente danske navne på programmet. Det er selvfølgelig en lille smule paradoksalt, at netop mange af de navne, har man kunne opleve i København over de sidste par måneder, hvorfor det måske ikke super specielt at tage på Roskilde, for at se dem. Men stadig.
Mit danske bud bliver i denne forbindelse de Odenseanske syrerockere Causa Sui, som besøger Roskilde til en trippelkoncert med den københavnske postrock trio Papir, samt El Paraiso Ensemble. Dette glæder jeg mig specielt meget til, da jeg missede Causa Sui i efteråret. Alle bands bliver præsenteret af det nye eksperimenterende danske pladeselskab El Paraiso Records (som Causa Sui selv står bag), som i anledning af festivalkoncerten har sammensat denne El Paraiso Ensemble. Causa Sui er en duo bestående af Jacob Skøtt og Jonas Munk, sidstnævnte som generelt har spillet en stor rolle på den psykedeliske Odensescene. Duoen er især blevet anerkendt for udgivelsen Summer Sessions Vol. 1-3 - den fuldstændigt fungerende støjinstrumentelle trippel-cd fra 2010.

(EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR spiller søndag kl 12 på Pavilion, red.)

    Causa Sui - Garden of Forking Paths - excerpt by elparaisorecords


Camilla Gummer repræsenterer Calexas Mixtape (www.calexasmixtape.dk) - en blog og et radioprogram på Radio XFM om alternativ musik. Du kan høre programmet tirsdage i lige uger kl. 20-22 på107.4 MHz eller på live stream via hjemmesiden.

Roskilde-anbefaling: Boubacar Traoré

Denne gang vil jeg anbefale en musiker, som måske ikke er bredt kendt i Danmark, men som jeg selv har lyttet rigtig meget til de seneste år, efter at jeg for nogle år siden nærmest tilfældigt opdagede hans album "Kongo Magni" fra 2005.

Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmand fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. Det var en ny lyd, og det var en lyd, der gjorde Traoré til et kæmpenavn i hjemlandet.

Efter et militærkup i 1968 forsvandt han fuldstændig fra det offentlige søgelys og trak sig tilbage til et simpelt liv som farmer. Først da en tv-station i 1987 tilfældigt kom forbi og lavede et portræt af ham, blev myten genoplivet, og han begyndte at indspille musik igen. Igen blev han enormt populær og denne gang også uden for Malis grænser.

Boubacar Traoré spiller en ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er guitaren, der bærer det hele frem. De to seneste albums, ”Kongo Magni”  fra 2005 og ”Mali Denhou” fra 2011 er rigtig gode steder at begynde, hvis du skal tjekke op på Boubacar Traoré inden årets optræden på Roskilde Festival. Og det bør du!

Rygtet siger, at Boubacar Traoré spiller fredag.

Her en god smagsprøve:




Se alle Roskilde-anbefalinger her

Roskilde-anbefaling: Dangers Of The Sea

Min Roskilde-anbefaling nr. 2 handler også om et af de mere upcoming navne.

Danske Dangers Of The Sea har base i København og består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia. Det er blød folkpop på den både behagelige og berigende måde.

Musikken er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk, og den slags er jo noget, der altid falder i god jord her på bloggen. Der er klare referencer til Midlakes seneste album, The Courage Of Others, der netop trak heftigt på disse inspirationskilder. Bandet nævner også selv R.E.M. som en inspirationskilde, og det høres også.

For tiden arbejdes der med ingen ringere end Nikolaj Nørlund på at færdiggøre et album. Det vil jeg se frem til. Og måske vil jeg benytte lejligheden til at få en lille smagsprøve på bandets liveoptræden, når de gæster Loppen d. 25. maj.

Tjek bandets Facebook her:
http://www.facebook.com/#!/dangersofthesea

Og nyd så lige den her køkken-session fra tidligere i år:



Dangers Of The Seas Roskilde-koncert er på Pavilion Junior. En lille scene, der er åben fra søndag til onsdag, inden selve festivalpladsen åbner.

Roskilde-anbefaling: Kúra

I skrivende stund er der 62 dage til festivalstart i Roskilde. Men der er mange anbefalinger, vi skal nå i år, så hvorfor ikke begynde nu?

Den første koncert, jeg vil slå et slag for, kan samtidig fungere som en anbefaling af albummet ”Halfway To The Moon”, der udkommer på mandag d. 30. april 2012. Vi er lidt uden for mit sædvanlige musikalske landskab, for det er primært det elektroniske, der bærer lyden frem her.

Men så alligevel ikke for islandsk-danske Kúra befinder sig i den melodiske, let tilgængelige del af det elektroniske spektrum. Der er klare elementer fra andre musikgenrer, eksempelvis rock. På åbningsnummeret ”Joe” slås det hele således an af en halvforvrænget guitar, og på den måde hopper ”rigtige” (læs: gammeldags) instrumenter ind og ud af lydbilledet gennem hele albummet.

Vokalen er følsom og forførende, og musikken er melankolsk. Til tider kold og knitrende, men lige så ofte varm og organisk og med den lille knivspids magi, der må betegnes som det islandske speciale, både når det gælder litteratur og musik.

Kúra betyder på ”kærtegn” på islandsk, og det er da i grunden et meget passende navn til det her band. Jeg ser i hvert fald en stemningsfuld koncert for mig på årets Roskilde Festival.

Her kan du lytte til et af albummets fine numre – og samtidig nyde en flot video med mange store muskler:



Kúra spiller i warm up-dagene på Apollo Countdown, Roskilde Festivals nye elektroniske scene, som primært byder på nordiske, nyudklækkede kunstnere. Her kan du se, hvem der ellers spiller på den scene:

•ADRIAN LUX (S)
•BEASTIE RESPOND (DK)
•COPENHEAVY (DK)
•ELOQ (DK)
•F.O.O.L. (S)
•THE FREDERIK (DK)
•FRITJOF & PIKANEN (S)
•GHOSTIGITAL (ISL)
•KESI (DK)
•KHALAZER (DK)
•SANDRA KOLSTAD (N)
•MASH UP INTERNATIONAL (S)
•NORTHERN STRUCTURES (DK)
•SLENG (DK)
•SPRUTBASS (N)
•JULIUS SYLVEST (DK)
•SOFFIE VIEMOSE (DK)
•VAAGSBYGD HANDY (N)
•WAR FOR YOUTH (DK/S)

Læs mere om Kúra her:
http://www.facebook.com/kuramusic

Roskilde '11: Her finder I mig

I morgen først på dagen sætter jeg kurs mod Roskilde. Fire dage med kærlighed, fred og ikke mindst musik af meget høj kvalitet. Det skal nok blive godt.

Herunder ridser jeg den rute op, som jeg på forhånd ser for mig som den optimale vej gennem festivalens ret imponerende tilbudskatalog. Jeg har selvfølgelig særlig fokus på mine kerneområder, nemlig folk, indie og rock, men jeg har også prøvet at skaffe mig et par varme tips uden for de genrer.

Og når alt det her er sagt og skrevet, så ved jeg jo godt, at jeg sikkert højst kommer til at høre halvdelen af det, jeg skitserer herunder. Det er en vigtig del af Roskilde Festival at lade sig forføre og trække med af understrømmen ud til de små, skæve, sjove, anderledes og overraskende koncerter. Sådan går det med garanti også i år.


TORSDAG: 

Torsdag lægger jeg nok ud med Veto på Orange. Åbningskoncerterne er altid noget specielt. Jeg har oplevet Veto nogle gange før live, og de plejer at levere varen. Jeg er ikke stor fan af deres electrorock, men respekt for håndværket. Og de virker som et fornuftigt bud på at tænde en god torsdagsfest som åbner på Orange. Jeg får nok en stille øl i solen lidt på afstand.

Jeg glæder mig til gengæld rigtig meget til at opleve Daniel Norgren, der spiller 19.45 på Odeon. Jeg kendte faktisk ikke svenskeren, før Roskilde offentliggjorde navnet, men jeg har fået lyttet en del til det på nettet, og det er skidegodt. Hans skramlede blues sammenlignes både med Tom Waits (der også er vanskelig at komme udenom, når man hører det) og de helt gamle drenge som Muddy Waters og Robert Johnson. Han trækker helt klart på de gamle, sorte dyder, men han gør det på en moderne og anarkistisk måde. Det kan blive rigtig godt.

Desværre kolliderer Norgren lidt med Cody, men her vurderer jeg, at der bliver mange andre muligheder for at opleve dem live. Bandets nye EP, der er ude netop nu, er ellers helt igennem holdbar, og jeg tror, de kommer til at levere en rigtig fin koncert på Roskilde. Kan anbefales, hvis man er lidt mere til afdæmpet, sofistikeret alt-country end skramlet blues der først på aftenen torsdag.

Jeg har skrevet lidt om Alcoholic Faith Mission her op til festivalen, og det er et band, jeg rigtig gerne vil opleve. Desværre ligger de med en koncert 21.30 lidt for tæt på aftenens store begivenhed, PJ Harvey, der spiller på Arena kl. 22.00. Her tror jeg, et af de store højdepunkter på årets festival kan indfinde sig. Det er jeg nok langt fra den eneste, der tænker, så det handler nok om at være der i god tid. Selvom Iron Maiden spiller samtidig på Orange, kommer der helt sikkert til at være pakket med mennesker i Arena.


FREDAG: 

Kl. 14 står den helt klart på Bright Eyes, der spiller på Arena. Selvom jeg ikke helt har taget det seneste album til mig (har heller ikke fået hørt det nok), er der ingen tvivl om, at Conor Oberst og co. Skal opleves. Med en god, fortættet Arena-stemning ligner det en perfekt start på dagen.

Ellers forventer jeg en rolig eftermiddag, lige indtil The Raveonettes tænder op under Orange kl. 17. Godt nok en lortetjans at skulle spille den scene op på den tid af dagen – mange har gjort forsøget, og mange har fejlet – men jeg tror faktisk nok, at Sune og Sharin skal køre den hjem. Med deres til dato stærkeste album, Raven In The Grave, friskt i bagagen kan det nøsten kun blive godt. Jeg ville meget hellere opleve dem på Arena, men det siger man jo så tit med de der Orange-koncerter.

Fra mine Afrika-kyndige kontakter har jeg fået anbefalet Femi Kuti & Positive Force, der spiller på Arena kl 18. Efter en god rockindsprøjtning ville det passe godt med en hvidvinsstener til det.

Kl. 21 spiller Kurt Vile And The Violators i Odeon. Jeg har talt med flere, der har oplevet det live, og oplevelserne har været lidt blandede, men materialet fejler i hvert fald ingenting. Velspillet, stenet rock med masser af rumklang og nerve.

Hovedbegivenheden fredag aften bliver dog Portishead, der spiller på Orange kl. 22.30. Jeg ser for mig, at det bliver et festival-peak. Hvis ikke bandet så sent som i 2008 havde udgivet et meget kraftigt efterskælv i form af Third, ville der have været stor risiko for, at sådan en koncert ville falde til jorden med et stort nostalgisk klask. Lidt som da The Prodigy spillede sidste år. Men Portishead holder – både med i et nostalgisk og nutidigt lys, og jeg regner med, at de har evnen og virkemidlerne til at spille Orange op på en sen aften.

Men så må det også være nok mainstream og tid til at gå lidt på opdagelse. Jeg vil igen ty til mine alvidende kontakter udi for mig lidt fremmede genrer. De peger på JuJu, der dækker over engelske Justin Adams og gambiske Juldeh Camara, der blander vestafrikanske toner og guitarrock fra det overskyede Nordvesteuropa. De spiller kl. 01.00 på Gloria og skulle være et spændende bekendtskab.

Og så skal man jo også opleve det danske punkfænomen Iceage. Live skulle det være fantastisk. Jeg er ikke nogen stor punk-entusiast, men når det spiller, så spiller det. Og det gør Iceage efter sigende. Jeg har hørt enkelte numre, som var virkelig gode, og ordet på gaden er, at koncerterne er noget helt specielt. Og så klokken tre om natten på en godt opvarmet Roskilde Festival. Det kan kun blive vildt.


LØRDAG: 

Hvis fredag slutter råt og brutalt, kan lørdag passende begynde fint og harmonisk. Det kan den gøre foran Odeon, hvor danske Hymns From Nineveh spiller kl. 13. Vi taler følsom folk med afsæt i religiøse tekster. Den slags kan lyde skræmmende på mange, men der er nu ingen grund til at være bange for Hymns From Nineveh. Tværtimod er det både klog og velkomponeret musik, der giver basis for både en rolig og en god musikalsk oplevelse lørdag over middag.

Og for at blive ved det fine og danske, så ville det passe mig fint, hvis jeg også kunne nå omkring Love Shop på Arena kl. 14. Godt nok har jeg set bandet efterhånden mange gange, men Roskilde er noget særligt – og Arena er noget særligt. Det er et orkester, der har været meget igennem, men som på den seneste turne også fik bevist, at man har rejst sig flot efter tabet af både Hilmer Hassig og Henrik Hall. Det bliver intenst.

Men det er spørgsmålet, om jeg kan nå det hele. Lørdag er i det hele taget sådan en dag på Roskilde Festival, hvor jeg muligvis får brug for at konsultere en stresscoach undervejs. Flere virkelig spændende koncerter overlapper hinanden eller ligger præcist samtidig. For eksempel er den helt gal kl. 15, hvor man har programsat The Tallest Man On Earth på Odeon samtidig med John Grant på Gloria. Æv! Jeg hælder dog til at vælge The Tallest Man On Earth, som jeg har hørt virkelig gode ting om, når det gælder koncerterne. Jeg er en sucker for folk af den gamle skole, og det er præcist det, Kristian Mattson kan. John Grant leverede med den selvterapeutiske Queen of Denmark (med hjælp fra Midlake) et af de stærkeste albums i 2010. Jeg oplevede ham i Koncerthuset tidligere i år, og det var fantastisk. Jeg ville rigtig gerne opleve ham med band her på festivalen, men nu må vi se. Jeg vil lade sindsstemningen afgøre det, når jeg står i situationen. Ingen Roskilde Festival uden at gå glip af et eller andet, man burde have set.

Til gengæld er jeg så godt som sikker på, at jeg er at finde foran Orange Scene kl. 16, når norske Kaizers Orchestra spiller. Det er jo et band, der tidligere har leveret mindeværdige øjeblikke på festivalen, men jeg har endnu selv til gode at opleve dem live. Selvom jeg ikke har været ret begejstret for de seneste ting, jeg har hørt med dem, vælger jeg at tro på høj sol og høj stemning foran Orange på dette ellers håbløse tidspunkt at skulle spille netop den scene op.

Det kan fungere som passende opvarmning til en koncert, der godt kunne gå hen og blive et af de absolutte højdepunkter, nemlig TV On The Radio på Arena kl. 18. Artrockerne fra Brooklyn opererer på anarkistisk vis på tværs af genrer, og det hele udmønter sig i fantastiske sange. Det gjorde det i hvert fald på mesterværket Dear Science fra 2008. Jeg må med skam meddele, at jeg endnu ikke har fået erhvervet mig det nyeste album, Nine Types Of Light. Det nærmer sig en skandale. Måske jeg faktisk skulle gå ind og bestille det… nu. Jeg kan godt lige nå at varme lidt op.

Danske Kloster bliver desværre lidt klemt mellem denne koncert og så den store rockaften på Orange, der begynder kl. 19.30. Men hvis man føler for lidt mere afdæmpede toner – folk, der er beslægtet med Hymns From Nineveh, som jeg beskriver længere oppe – så kan jeg anbefale, at man lægger vejen forbi Gloria kl. 19.

Ellers står den som sagt på rock, rock, rock. Arctic Monkeys indtager Orange kl. 19.30. Jeg er ikke udelt begejstret for deres nyeste album, som ellers har fået ganske meget ros, men jeg kan godt høre, at der er gode ting på det. Til gengæld var jeg glad for Humbug, som de fleste andre tilsyneladende ikke kunne lide. Et album, der viste bandet fra en mere moden og fuldendt side end de tidligere rockspasmer, der selvfølgelig glitrede i deres umiddelbarhed, men som også måtte følges op af noget andet og mere helstøbt. Uanset hvad så er det et band, der nu har angrebet rocken fra forskellige vinkler og bevæget sig langt forbi døgnfluestadiet. Skåret ind til benet, er de her for at spille rock, og det tror jeg, de kommer til at gøre på en overbevisende måde, når de låner Orange.

Og så ligger det jo i naturlig forlængelse af det at opleve The Strokes, også på Orange, kl. 22.30. Jeg synes ikke, deres udviklingskurve er gået i den rigtige retning siden debuten. Der har været langt mellem pladerne, og de er faktisk… ja, blevet dårligere og dårligere. Men nu var debutalbummet også et album af ubegribelig høj kvalitet, og da jeg aldrig tidligere har set Strokes live, tror jeg, de får chancen denne aften. Tidspunktet er godt, stedet er godt, bandet er jo bdybest set også godt. Alt i alt er der gode chancer for, at det bliver… godt.

Chris Cunninghams show i Arena 23.30 bliver sikkert spændende, men bliver nok også så stort et tilløbsstykke, at jeg ikke er sikker på, at jeg orker det efter en lang dag med musik. Jeg tror mere på at finde mig en overraskelse et eller andet sted, eller ganske enkelt bare tage den med ro, indtil den står på psykedelisk rock af den gamle skole kl. 2 i Pavilion. Det er Spids Nøgenhat, der indtager scenen, og det kan godt blive en rigtig fin (og stenet) natkoncert.

Endelig har jeg fået anbefalet det norske superband Kitchie Kitchie Ki Me O, som spiller kl. 3 på Odeon, og en god, gammeldags rockkoncert ville jo være en meget passende afrunding fra sådan en lang dag på kontoret.


SØNDAG: 

Der er knap så meget på programmet søndag, og det passer nok meget godt med energiniveauet efter en hård og lang lørdag.

Jeg forventer at give Thulebasen en chance kl. 14. Et forfriskende navn på den danske rockscene, der både tør eksperimentere og støje, samtidig med at de laver holdbare sange. Det er ikke meget, jeg har fået lyttet til det, men så er det her jo en oplagt mulighed.

Kl. 16.30 forventer jeg at ramme et af festivalens absolutte højdepunkter, når formidable The Walkmen indtager Odeon-scenen. Jeg kunne skrive meget om The Walkmen, men vi egentlig nøjes med at henvise til min anmeldelse af bandets uforglemmelige koncert i Amager Bio sidste år. Den siger vist alt...

På samme scene spiller lidt senere Justin Townes Earle – søn af country-rock-fænomenet Steve Earle og opkaldt efter legenden Townes Van Zandt. Justin Townes Earle spiller bluesrock af den gamle skole, og hvis den humørsyge kunstner ellers rammer en af sine gode dage, ser jeg for mig, at hans koncert kan blive det flotte punktum for en lang og indtryksrig festival.

Hvis bølgerne går rigtig højt, og regnen holder inde, kan jeg ikke udelukke, at jeg også napper en koncert med Kings of Leon på Orange. Men det er nu ikke, fordi bandets formkurve, siden de første fremragende albums, ligefrem imponerer mig. Og på et eller andet tidspunkt skal man jo hjem og sove. Og sove. Og sove.

Læs alle artikler om Roskilde ’11

It’s gonna be a good year

Så magisk det bliver på søndag, når The Walkmen gæster Roskilde Festivals Odeon-scene. Her beviset på, at det er et band i topform, der kommer til Danmark. Optagelsen er fra Bonnaroo-festivalen, der blev afviklet for nogle uger siden:

Lang lørdag på Roskilde '11 ifølge Hans-Henrik Siig fra Mod Strømmen

Kitchie Kitchie Ki Me O

Den sidste i serien af gæstende musikmennesker, der anbefaler Roskilde-koncerter for majortom.dk, er Hans-Henrik Siig. Han er vært for det anbefalelsesværdige radioprogram Mod Strømmen, der sender hver torsdag fra kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Hans-Henrik Siig har valgt at fremhæve tre koncerter, der falder inden for et begrænset tidsrum, nemlig fra sent lørdag aften til søndag morgen.

Congotronics Vs Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars, Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums og Skeletons
Roskilde Festival er det sted, jeg hører verdensmusik. Gennem et længere stykke tid er der blevet sendt musikfiler på kryds og tværs af Atlanten. Fra Congo til Argentina, fra Sverige til New Mexico, fra New York til Belgien og vice versa. Idéen bag var enkel og ligetil. Nemlig at få et samarbejde op at stå mellem congolesiske Konono N°1 og Kasai Allstars, der kollektivt er kendt som Congotronics, og en række musikere, der fortrinsvis arbejder i den alternative del af musikspekteret. Et samarbejde, der skulle lede til et fælles og nyt repertoire. En smeltedigel af traditionelle afrikanske instrumenter og rytmer og nyere vestlig musik. Om Congotronics vs Rockers, så er verdensmusik er et helt andet spørgsmål. Spændende lyder det under alle omstændigheder.

Lyt lidt til sagerne her:
Congotronics vs. Rockers Live by Crammed Discs

Spids Nøgenhat
Jeg er ikke meget for højder, så det med at samle pant for at få en tur med svævebanen ud over grusgraven, giver jeg mig ikke ud i. Gudskelov er der andre måder at få et sug i maven på. En af dem er Spids Nøgenhat. Da jeg så Dragontears en fredag i februar, gik der rygter blandt publikum om, at det ville fortsætte hele natten. Sådan blev det ikke. Når besætningen stiller op som Spids Nøgenhat og samtidig får lov at lukke Pavilion-scenen lørdag nat, kan man håbe på, at det ligeledes får lov at åbne posen med de dansk syrerock-godter helt op.

Kitchie Kitchie Ki Me O
Natten bliver lukket ned med norske Kitchie Kitchie Ki Me O. Der enten har taget navn efter et My Midnight Creeps nummer eller af en version af den gamle engelske folkesang ’King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O’, bedre kendt som ’Frog Went A-Courting’. Meget taler dog for førstnævnte, fordi bandet er opstået på asken af My Midnight Creeps, Madrugada og Ricochets. Selvom, der er skruet ned for tempoet, i det mindste i forhold til My Midnight Creeps, som er det orkester, jeg har hørt mest af de tre, så emmer debutpladen af klassisk rock a la Stones og Stooges og saxofonen fylder stadig pragtfuldt meget.

Lørdag aften og nat:
Congotronics Vs Rockers: Odeon kl. 23.00
Spids Nøgenhat: Pavilion kl. 02.00
Kitchie Kitchie Ki Me O: Odeon kl. 03.00

Tjek bloggen modstroem.blogspot.com for mange flere varme tips fra Hans-Henrik Siig.

Peter Krogholm fra All Scandinavian anbefaler tre oplevelser på Roskilde ’11

En række musikere og musikjournalister anbefaler i disse dage de bedste Roskilde-gigs for majortom.dk. I dag er turen kommet til Peter Krogholm, hovedmotoren bag Allscandinavian.com - en meget inspirerende engelsksproget portal, der har til formål at fortælle om skandinavisk musik til resten af verden.

Jeg bad Peter om at udpege tre anbefalelsesværdige Roskilde-koncerter. Herunder kan du se, hvad han hostede op med. Det ene bud er faktisk mere end bare en koncert.

Kitchie Kitchie Ki Me O
Såkaldte supergrupper er jo et hit for tiden, og denne norske af slagsen - med medlemmer fra Madrugada, Richochets og My Midnight Creeps - har just udgivet deres eponyme debut album i hjemlandet til store roser. Jeg har kun hørt en sang på deres Facebook-side, men den er til gengæld forrygende i al sin mørke, fængende og guitardrevne storhed, og holder de niveau med fx Madrugada live, så bliver det godt. Rigtig godt endda...
http://www.facebook.com/pages/Kitchie-Kitchie-Ki-Me-O/185337610403

Lykke Li
Jeg så Lykke Li på Roskilde tilbage i 2008, hvor hun turnerede med sin debut, Youth Novels, og det var ret fedt. Tidligere i år udgav hun sin fantastiske toer, Wounded Rhymes, som musikalsk og tekstmæssigt er mere dunkel og aggressiv end forgængeren, men samtidig svært catchy (som svenskerne jo gerne er). Endnu en koncert med potentiale til mere end godt.
http://www.myspace.com/lykkeli

Pavilion Junior
Jeg er af naturlige årsager ret stor fan af Pavilion Junior konceptet - selvom jeg desværre sjældent har tid til at komme omkring. Udover at være første Roskilde-stop for en lang række danske upcoming navne, er det en rigtig fin mulighed for at se og høre, hvad der foregår i vores nordiske søsterlande. Igen i år er programmet stærkt, og hvis du er der, så tag så meget som muligt med, men jeg vil alligevel hurtigt henlede opmærksomheden på Agent Fresco fra Island, norske Honningbarna og Tôg, samt svenske This Is Head. Alle pånær Tôg har jeg set live, og det har været fremragende.
http://roskilde-festival.dk/uk/music/band_schedule/pavilion_junior_schedule/


Besøg også Allscandinavian.com

Goombays Jonathan Carstensen anbefaler tre koncerter på Roskilde ’11

Iceage er et af Jonathans varme bud. Foto: myspace.com/egaeci 

DMI lover nu godt vejr i næste uge, og jeg følger trop ved at dele dagens tre bud på gode koncertoplevelser på Roskilde ’11. Denne gang er det ikke en musiker, men en reporter, der kommer med sine anbefalinger.

Jonathan Carstensen er musikjournalist for Goombay - portalen der både samler alle danske musikblogs og selv skriver om musik. Netop Jonathan Carstensen skal som Goombays udsendte dække Roskilde Festival i næste uge, så vi taler om en mand, der har sat sig grundigt ind i sagerne.

Her Jonathans bud på koncerter, du ikke må gå glip af:

Iceage
Debutpladen ”New Brigade” væltede mig i vinters omkuld i al dens rastløse nerve og energi. Jeg havde det som de unge i senhalvfjerdserne må have følt, da de første gang lyttede til Wire. De unge punkere i Iceage er kendt for deres kaotiske koncerter af karakteristisk svingende karakter, og når rammerne er Odeon fredag nat bliver det næppe bedre. Jeg glæder mig enormt til at overvære det.

Surfer Blood
Jeg har en udtalt begejstring for den alternative rock fra halvfemserne: Pixies, Pavement, Dinosaur Jr. En begejstring jeg angiveligt deler med Surfer Blood; det lyder i hvert fald sådan. Jeg har netop opdaget dem og glæder mig allerede til at få hørt en ordentlig omgang guitardrevet rock. Som opvarmning kan man jo passende se den Weezer-klingende video til det fremragende nummer ”Floating Vibes”:



OFWGKTA
Den sidste anbefaling ligner til forveksling en formaning: SE DET. Meget mere ligger der ikke i det; Odd Future Wolf Gang Kill Them All er pionerer på hiphopscenen anno 2011, og de er allerede blevet kult - ikke mindst grundet den karismatiske leder af korpset Tyler, The Creator. Dette er deres første koncert i landet, og jeg er forsikret om, at det bliver en vanvittig oplevelse - såvel lydmæssigt som visuelt.

Følg Jonathan Carstensens Roskilde-dækning på Goombay.dk

Adam fra Fastpoholmen anbefaler tre koncerter på Roskilde ’11

Op til Roskilde Festival skriver jeg om nogle af de lidt mere ukendte navne, som jeg har tænkt mig at give en chance på årets festival. Samtidig har jeg bedt nogle af dem om at komme med nogle bud på, hvem de selv gerne vil opleve på årets festival.

Hvis du er en af dem, der tager tidligt på festival og allerede står klar til at mæske dig i musik ved Pavilion Junior søndag aften, så bør du give Fastpoholmen en chance.

Sekstettens kerne er fætter og kusine, Adam og Dawn Fastholm, der har rødder i både København og Småland. De blander traditionel svensk visesang med reggae, calypso og andre mærkværdigheder. Ifølge bandet selv er forbillederne så forskellige som Cornelis Vreeswijk, Fats Domino, Salif Keita og Jimmy Cliff.

Det er velspillet folk, og samtidig svinger det, så selv de gråskæggede må få lyst til at danse lidt. Tjek for eksempel nummeret Himlen, der i øvrigt toppede Det Elektriske Barometer i hele 10 uger.

Fastpoholmen kommer desværre ikke selv til at opleve hele Roskilde Festival. Alligevel bad jeg Adam Fastpoholmen om at pege på tre koncerter, han selv ville opleve, hvis han var der:

JuJu

Justin Adams og Juldeh Camara. Har set dem på Global, og det er nok en af de fedeste og mest intime koncerter, jeg har set!!!

Femi Kuti

Ville også rigtig gerne se Femi Kuti. Det er nok egentlig mest, fordi hans far (Fela kuti) var (er) en helt. kender egentlig ikke så meget til Femi, men tror det bliver rigtig rigtig fedt; Broren kommer vist også.

Timbuktu & Damn!

Timbuktu er Nordens bedste rapper! Og så har han et helt utroligt band med, DAMN. Og så kan man håbe på Tingsek – tjek engang det her fantastiske klip:

Læs mere om Fastpoholmen på bandets hjemmeside

Kristine fra Alcoholic Faith Mission anbefaler 3 koncerter på Roskilde '11

Foto: Maud Frisenfeldt

Op til Roskilde Festival skriver jeg om nogle af de lidt mere ukendte navne, som jeg har tænkt mig at give en chance på årets festival. Samtidig har jeg bedt nogle af dem om at komme med nogle bud på, hvem de selv gerne vil opleve på årets festival.

Turen er kommet til Alcoholic Faith Mission, et dansk band der spiller allerede på festivalens første dag, torsdag kl. 21.30, på Pavilion. Og så absolut et band, der er værd at holde øje med. Genren er folk med et twist, og stemningen er lys, indimellem næsten ophøjet. I Roskilde Festivals program kan man læse, at bandet lyder som ”en hær af håbløse romantikere, bevæbnet med trommemaskiner og akustiske guitarer”.

Her kan du se, hvordan det tog sig ud, da Alcoholic Faith Mission leverede en livesession på en altan i polske Poznan:



Og her er der flere smagsprøver på bandets lyd:

Alcoholic Faith Mission Compilation by PonyRec

Jeg har fået Kristine fra Alcoholic Faith Mission til at vælge tre koncerter, hun gerne selv vil opleve på årets festival:

Portishead
Jeg har været frygtelig skuffet over Roskildes evne til at hive headlinere til festivalen i år, men siden Portishead blev annonceret, er både brok og skepsis forstummet pure. Sidst Portishead spillede i Danmark, var jeg på tour med mit eget band og måtte skuffet høre om de fantastiske anmeldelser efterfølgende. Denne gang skal jeg helt op i mosh pit!

Matthew Dear
Fed blanding af dansable technobeats og tung melankoli. En koncert, der helt sikkert at god at danse tømmermænd ud af kroppen til. Jeg har lyttet rigtig meget til den seneste plade Black City og glæder mig meget til at se, hvordan Matthew Dear skærer den med liveband.

The Tallest Man on Earth
The Wild Hunt (2010) er en plade, jeg kan høre igen og igen med udelt begejstring. Smukke tekster og udtryksfuld vokal - det kan jeg godt lide! Jeg har hørt meget godt om Kristian Matssons performance, så jeg skal helt sikkert op vugge med.

Besøg også Alcoholic Faith Missions hjemmeside

Roskilde Recommended #3: Kurt Vile and the Violators

Det er blevet tid til endnu en anbefaling på årets Roskilde Festival.

Når man nærstuderer programmet, er der jo masser af spændende ting. Og festivalen er også altid en god anledning til at få investeret i nogle spændende albums hen over foråret.

Jeg har tidligere fået anbefalet Kurt Vile and the Violators, og da jeg så navnet på plakaten for Roskilde ’11, var det en kærkommen anledning til at få investeret i det nyeste album, Smoke Ring For My Halo. Nu har det kørt i heftig rotation herhjemme de seneste uger.

Smoke Ring For My Halo er et dejligt roligt og alligevel meget insisterende album. Viles inspirationskilder er ret forskellige. Først tænker man lidt Tom Petty og en smule klassisk americana, men efterhånden som det hele vikler sig ud, er der meget mere i det.

Et godt eksempel er Jesus Fever – et af de numre, der virkelig vokser på mig for hver gang jeg hører det:



Selvom Vile er fra Philadelphia, er der varme træk fra sydstaterne i musikken. Men der er også Bob Dylan, og så er der den psykedeliske rock, der hele tiden ligger som en doven tåge nedenunder det hele. Resultatet er musik, der er folket og lo-fi på en både behagelig og kantet måde.

Ja, det er lidt af en blanding. Og det er en blanding, der godt kunne vise sig at være eksplosiv på sådan en sommerfestival.

En anden god smagsprøve er Overnight Religion – her fra en session på Q TV:



Se alle anbefalinger på Roskilde ‘11

Roskilde Recommended #2: The Tallest Man on Earth

Den højeste mand i verden kommer til Roskilde Festival. Og det er ikke fordi dyrskuepladsen i Roskilde er blevet omdannet til et freakshow. Bag det pudsige kunstnernavn gemmer sig enmandshæren Kristian Matsson, der er født og opvokset i Dalarna i Sverige.

Det hele bygger på et simpelt setup: En mand med en god historie og en guitar. Enkelte gange suppleret med lidt piano og banjo. Men i bund og grund folk-musik af den helt gamle skole.

The Tallest Man On Earth har to langspillere bag sig. Jeg ejer den nyeste af dem, The Wild Hunt, og det er et helt igennem stærkt album.

Han er blevet sammenlignet med Justin Vernon (Bon Iver), men nok mest fordi de to på et tidspunkt har været på turné sammen i USA, og fordi Kristian Matsson som natural born svensk bonderøv har benyttet sig af nogle af de samme metoder i den kreative proces som Vernon, der isolerede sig i en hytte langt ude i vildmarken, da han arbejdede på sit første album.

Matsson lægger ikke selv så meget i det, har han fortalt i interviews. Han er vokset op med de store vidder omkring sig, og for ham er det helt naturligt at søge netop derhen, når han skal have ro til at fokusere, og når han skal forsøge at ramme den kreative åre. Men at sammenligne de to musikalsk holder ikke – Matsson er meget mere af den gamle skole end Vernon. Han trækker et langt stykke hen ad vejen på de helt gamle amerikanske folktraditioner fra Woody Guthrie til Bob Dylan og Phil Ochs.

Snup en smagsprøve her i form af Where Do My Bluebird Fly:




Se det foreløbige program for Roskilde ’11 her

Roskilde Recommended #1: Justin Townes Earle

Det skal blive spændende, om Justin Townes Earle kan levere en god koncert på årets Roskilde Festival. En ting er i hvert fald sikkert: Han har Nashville i blodet - og ikke mindst i navnet. Som søn af den legendariske Steve Earle er Justin Townes Earle født ind i musikkens verden. Og hvis man synes, hans mellemnavn giver gode country-associationer, er den god nok: Han blev i sin tid navngivet efter selveste Townes Van Zandt.

Koncerten med ham kan nu nok gå begge veje. Når man har set nogle af de livesessions, der ligger med ham på Youtube som fx den her:



… ja, så skulle der med afsæt i de stærke gener være gode chancer for en oplevelse af de store. Men Justin Townes Earle har ikke bare arvet det musikalske talent, men er bedrøveligt nok også blevet udstyret med en manglende evne til at håndtere det på en stabil måde. Allerede som 12-årig begyndte han med stoffer, og han har tilsyneladende været nede af den virkelig beskidte vej, hvad den slags angår.

I en periode spillede han keyboard og guitar i farens tour-band, The Dukes, men han blev fyret, fordi han ikke kunne kontrollere det med stofferne, og resten af bandet mente, at det påvirkede hans musikalske indsats på scenen. Han kom på afvænning og kvittede stofferne, hvorefter han for alvor tog hul på sin egen solokarriere.

Problemerne med rusmidlerne og det besværlige sind var dog ikke lagt helt bag ham. I efteråret 2010 blev han anholdt og tiltalt for stærkt påvirket at have været i slagsmål og efterfølgende have modsat sig anholdelse. Balladen brød ud, efter at han var røget uklar med et koncertsted omkring hans betaling (husk at få styr på den del, Roskilde). Det førte til endnu en omgang afvænning, og nu skulle han være tilbage på sporet.

Det taler for, at vi har fat i en humørsvingende og ustabil kunstner. Men helt sikkert også en virkelig talentfuld kunstner, som har vundet en række toneangivende priser i USA inden for country og americana. Og det er jo nu engang musikken, det handler om. Roskilde Festival beskriver selv Justin Townes Earle som en kunstner, der ubekymret kan hoppe mellem stilarter som blues, folk, hillbilly og honky tonk. Det er også det indtryk, jeg har fået af ham. Han har udgivet fire albums siden 2007. Selv ejer jeg faktisk ingen af dem, men jeg er ofte stødt på Justin Townes Earle på diverse blogs, Youtube og compilation-cd’er fra de internationale musikmagasiner. Og jeg kan lide det, jeg har hørt.

Her lige en tempofyldt smagsprøve mere:




Se hele programmet for Roskilde Festival 2011 her