![]() |
| Iceage er et af Jonathans varme bud. Foto: myspace.com/egaeci |
DMI lover nu godt vejr i næste uge, og jeg følger trop ved at dele dagens tre bud på gode koncertoplevelser på Roskilde ’11. Denne gang er det ikke en musiker, men en reporter, der kommer med sine anbefalinger.
Jonathan Carstensen er musikjournalist for Goombay - portalen der både samler alle danske musikblogs og selv skriver om musik. Netop Jonathan Carstensen skal som Goombays udsendte dække Roskilde Festival i næste uge, så vi taler om en mand, der har sat sig grundigt ind i sagerne.
Her Jonathans bud på koncerter, du ikke må gå glip af:
Iceage
Debutpladen ”New Brigade” væltede mig i vinters omkuld i al dens rastløse nerve og energi. Jeg havde det som de unge i senhalvfjerdserne må have følt, da de første gang lyttede til Wire. De unge punkere i Iceage er kendt for deres kaotiske koncerter af karakteristisk svingende karakter, og når rammerne er Odeon fredag nat bliver det næppe bedre. Jeg glæder mig enormt til at overvære det.
Surfer Blood
Jeg har en udtalt begejstring for den alternative rock fra halvfemserne: Pixies, Pavement, Dinosaur Jr. En begejstring jeg angiveligt deler med Surfer Blood; det lyder i hvert fald sådan. Jeg har netop opdaget dem og glæder mig allerede til at få hørt en ordentlig omgang guitardrevet rock. Som opvarmning kan man jo passende se den Weezer-klingende video til det fremragende nummer ”Floating Vibes”:
OFWGKTA
Den sidste anbefaling ligner til forveksling en formaning: SE DET. Meget mere ligger der ikke i det; Odd Future Wolf Gang Kill Them All er pionerer på hiphopscenen anno 2011, og de er allerede blevet kult - ikke mindst grundet den karismatiske leder af korpset Tyler, The Creator. Dette er deres første koncert i landet, og jeg er forsikret om, at det bliver en vanvittig oplevelse - såvel lydmæssigt som visuelt.
Følg Jonathan Carstensens Roskilde-dækning på Goombay.dk

Ingen kommentarer:
Send en kommentar