Mellemblond & Lysvågen

Et af årest bedste danske danske albums var i mine ører Mellemblonds Lysvågen. Poetisk, skramlet, kantet og samtidig fint afrundet. Her Swimmingpoolens blå:

Tyngdekraft

Der er nyt på vej fra Paul Weller. Her spiller han et af numrene fra det kommende album. Det lyder lovende:

Mr. White er Mr. Cool

Jack White giver endnu en overlegen lektion i, hvordan rock skal leveres.

Lyt i øvrigt også til Little Willie Johns oprindelige udgave af dette nummer:

Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på

David Bowies Ziggy Stardust fylder 40, men funkler stadig smukt.

Dommedag er nær. Der er præcist fem år til jordens undergang. En androgyn alien, der i øvrigt er en gudsbenådet, venstrehåndet guitarist, lander på jorden. Han bliver rockstjerne, fylder sig med stoffer, lever det vilde, men også ensomme liv, indtil han til sidst begår selvmord.

Nogenlunde sådan lyder rammefortællingen omkring det konceptalbum, David Bowie sendte på gaden den 6. juni 1972, og som altså nu runder 40 år. The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, hvis vi nu skal have albummets fulde titel med. Lad os for nemhedens skyld nøjes med at kalde det for Ziggy Stardust.

Ziggy Stardust er et pudsigt album. I min bevidsthed har det altid stået som et af de helt centrale Bowie-værker, måske endda min absolutte favorit, hvis jeg kun måtte vælge et enkelt, når de sender mig ud på den der øde ø. Men når man skiller albummet ad, nummer for nummer, kan det diskuteres, om den musikalske dybde, originalitet og genialitet kan måle sig med albums som Hunky Dory (1971), Station To Station (1976) og Low (1977). Det mener jeg ikke, at den kan. Alligevel er albummet centralt i Bowie-sammenhæng. Det er musikhistorie. Og hvorfor så det?


Slugt af Ziggy
Ziggy Stardust var et konceptalbum. Og ikke nok med, at en gennemført fortælling løb som en rød tråd gennem alle albummets sange. Hovedpersonen, David Bowie, blev også selv slugt af fortællingen og transformerede sig slet og ret til Ziggy Stardust. Når han viste sig offentligt, var det som Ziggy. Når han gav interviews, var det som Ziggy. Og som Lou Reed sagde i et interview, da han blev spurgt, hvordan det var at arbejde sammen med Bowie på Transformer. ”We had a lot of fun. But when he gets drunk, he thinks he’s Ziggy.”

Det var i høj grad hele konceptet inklusiv alt det visuelle omkring Ziggy Stardust, der virkede så stærkt, og som siden er kommet til at stå som hele symbolet på den karakterskiftende og rollespillende David Bowie. Det, der siden har fået den ene sprogfattige anmelder efter den anden til at klaske ”kamæleon”-etiketten i panden på ham.


Bowie var dukkefører
Det vakte opsigt, at David Bowie tog kostumer på. At han legede med virkelighed og fantasi på den måde. I dag ville ingen tage notits af det. Det ægte og autentiske er for længst slået ud af spil, og musikere er mere end nogensinde før bevidste om at opfinde, spille og dyrke roller til det ekstreme. Men i begyndelsen af 70’erne troede de fleste vel stadig på det oprigtige i musikken. Det kan godt være, at Bowie som Ziggy ikke krævede ret meget mere skuespil end Lennon som Beatle, men det særlige ved Bowie var, at det virkede så planlagt og kontrolleret. Det var ham, der som dukkefører styrede fortællingen om Ziggy fra start til slut. Det var ham, der fødte Ziggy, og det var ham, der slog Ziggy ihjel, da han til publikums (og bandets) store forbløffelse til koncerten i Hammersmith Odeon, London, den 3. juli 1973, proklamerede, at det hele var forbi. Se det her på Youtube.

Spørgsmålet er, hvor kontrolleret og gennemtænkt det hele var, når det kommer til stykket. I en dokumentarfilm blev Bowie mange år senere spurgt om det, og han svarede, at hvis nogen havde spurgt ham dengang, hvad han havde gang i, havde han været nødt til at svare, at det havde han ingen ide om. Ifølge ham selv var det eneste, han vidste, at han ville udforske en anden virkelighed, og at han havde lyst til at lade skuespillet smelte sammen med musikken. Det var ideen, og da ideen begyndte at blive til virkelighed, blev han ét med sin nye rolle. Det var mere en søgen end et nøje planlagt stunt.


Festlig dommedag
Dissekerer man Ziggy Stardust, består albummet af en række stærkt iørefaldende sange. Gode popnumre, der er skåret over klassiske rockriffs, højt tempo og opløftende kor. Grundtonen er flere steder melankolsk, ikke mindst på åbningsnummeret Five Years, men feminine skrig, strygere og andre effekter er hele tiden med til at løfte stemningen og gøre den nært forestående dommedag til den bedst mulige fest. Ziggy Stardust er nemlig, på trods af sit tunge tema, et festalbum.

Skåret ind til benet var Ziggy Stardust ”bare” et glamrock-album. På den led er det jo pudsigt, at det siden har fået en så markant placering i musikhistorien. Der er ikke langt fra Ziggy Stardust til de boogie-rockede ting, Marc Bolan og for den sags skyld bands som Slade og Sweet lavede på samme tid. Retrospektivt er de navne typisk blevet set som noget ”sjovt”, ”kikset” og ”tidstypisk”. Glamrocken var i sin natur en modreaktion på den intellektuelle rock. Der skulle fest, sjov, dans og glimmer til i stedet for de dybe panderynker. Som John Lennon citeres for at have sagt om glamrocken: ”Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på”. Lennon mente det formentlig ikke nedsættende, for han elskede rock ’n’ roll og bevægede sig selv ud af et glam-spor i de tidlige 70’ere.


Mere krop, mindre hjerne
I Bowie-sammenhæng må Ziggy Stardust betegnes som mere krop, mindre hjerne. I hvert fald er det et væsentligt mindre intellektuelt album end de fleste andre, han udgav i 70’erne. Men nu er intellektualitet jo ikke nødvendigvis lig med vigtighed i kunstens verden. Det afgørende er, om tingene lykkes, om enderne går op. Om det virker. Og det gør alt – ja, alt – på Ziggy Stardust. Derfor er albummet så smukt og vigtigt.

40 år er ingen alder for et album af Ziggy Stardusts kaliber. Det glitrer og funkler stadig smukt i al sin paillet- og plastikperlebesatte skønhed. Og så kan det stadig udstøde primale kvindelige skrig og svinge med hofterne. Hvad mere har man brug for?

***


Se David Bowie i aktion som Ziggy Stardust her:

Waters / Mickey Mantle

Sejt nummer, sej video...

33 minutter i nærheden af himlen

5. juni udkommer The Walkmens nye album "Heaven". Som led i opvarmningen til den begivenhed streamer npr.org netop nu en 33 minutter lang koncert, hvor der både luftes nyt materiale og spilles ældre numre.

Lyt til koncerten her:
http://www.npr.org/event/music/151783278/world-cafe-live-the-walkmen-in-concert

Sætlisten ser sådan her ud:

We Can't Be Beat
Heaven
Heartbreaker
Southern Heart
Blue As Your Blood
Love You Love
On the Water
Love Is Luck

Den skøre hest rider igen!

Sådan sparker man støvet af en gammel traditional. Efter mange års pause er Neil Young endelig igen sammen med hele Crazy Horse, og på det kommende album "Americana" fortolkes den ældgamle amerikanske musikhistorie.

Her den første single "Oh Susanna". Det kan godt være, at jeg er en gammel nisse, men jeg synes, det her holder 100 %:

Vi voksne kan også være bange

Børn er u-hyg-ge-li-ge...

Smuglyt til Jack Whites nye album

Om få dage udkommer Jack Whites første soloalbum Blunderbluss. Allerede nu kan du lytte til hele albummet via iTunes. 

Læs mere her: 

http://pitchfork.com/news/46174-stream-jack-whites-blunderbluss-in-full/

Gæste-dj hos Calexas Mixtape: Playlisten

Den forgangne uge bød blandt andet på et besøg i Radio XFM's program Calexas Mixtape. Med vinteren som tema fortalte jeg om arbejdet med min seneste digtsamling og fik også lov at lege gæste-dj.

Her de ni kolde numre, jeg havde med i tasken:

• Neil Young - Winterlong
• De Efterladte - Sang i klar frost
• CV Jørgensen - Sort Vinter
• Jens Unmack - Survival Kit
• Bruce Springsteen - Backstreets
• Fleet Foxes - White Winter Hymnal
• Nick Drake - Pink Moon
• Midlake - Core Of Nature
• Bob Dylan - Girl From The North Country

Programmet bliver lagt online på et senere tidspunkt - link følger. 

Læs mere om Calexas Mixtape

Ny single fra Thåström: Beväpna dig med vingar

Så landede der en ny single fra fantastiske Thåström, og det tegner da godt! 'Beväpna dig med vingar' er forløber for albummet af samme navn, der udkommer 15. februar. I øvrigt spiller Thåström på Vega d. 8. marts. Så der er både det ene og det andet at se frem til.

Mellemblond / Elastisk

Der er blevet drukket op / og pisset ned ad gader og stræder.

Yes! Mellemblond er tilbage. Herunder kan du se videoen til det lækre nummer ”Elastisk”, første single fra en ny EP, der udkommer 21. november.

Videoen består af klip og fraklip fra musikfilmen Mellemblond på Bellahøj, der netop har haft premiere på CPH:DOX.

Ulige Numre / København

Ulige Numre. Sådan hedder et nyt dansk band, der er værd at lægge mærke til. Bandet har netop smidt sin første single og tilhørende video på gaden, og det virker som et godt bud på et nyt dansk band i den poetisk melankolske rocktradition i sporene på navne som Nørlund og Love Shop. Det bliver spændende at høre mere.

Se videoen her:




Tjek også www.uligenumre.dk

6 spændende albums i september

Så oprandt september. Altid en hektisk musikmåned, og det gælder også for denne. Jeg har udvalgt seks udgivelser, som jeg har tænkt mig at lytte nærmere til i måneden, der kommer.

Der vil nok blive skrevet en del om Malk De Koijn alle mulige andre steder. Den vil jeg lade ligge. I stedet vil jeg fremhæve:

5/9: I Got You On Tape / Church Of The Real
Guitarerne er tilsyneladende blevet gemt godt i baggrunden, og nu skal der nærmest kunne danses til skidtet. I Got You On Tape bliver (heldigvis) ved med at udvikle sig markant fra album til album. Det bliver spændende at høre de nye toner, og Run From The Rain, der før sommerferien blev sendt i forvejen, pegede i en lovende retning:



Læs i øvrigt et godt interview med forsanger Jacob Bellens her
http://www.information.dk/277556


5/9: Mikael Simson / Noget Laant, Noget Blaat
Jeg fik aldrig rigtig dyrket hans samarbejde med Jørgen Leth, men Simpson har for mig stået som et af de vigtigste navne på den danske musikscene i 00’erne. Det bliver spændende at høre, hvad han kommer op med nu.

13/9: Let Me Play Your Guitar
Jeg har kun fået lyttet ganske lidt til der her nye danske band, men det lyder virkelig lovende. Jeg har klippet følgende beskrivelse af bandet fra Wikipedia, og det rammer vist meget godt, hvad de står for:
Let Me Play Your Guitar blev startet af de to brødre Jeppe og Emil Davidsen i foråret 2009. Grundlaget var på det tidspunkt akustisk guitar og bløde vokal harmonier. Siden da er bandet vokset betydeligt og tæller nu hele seks mand. Fra at være med på bølgen af akustisk indie-folk har Let Me Play Your Guitar nu bevæget sig over i den mere alternative folk-genre. Med en umiddelbart ordinær besætning med trommer bas, keyboard og guitar som grundstamme, bliver der spillet på autoharpe, ukulele, effektvokaler, masser af percusion etc.

Tjek bandets Myspace-side her:
http://www.myspace.com/letmeplayyourguitar


19/9: Lanterns on the Lake / Gracious Tide, Take Me Home
Det her udkommer på Bella Union, hvilket er stort set lig med, at det er kvalitet. Det lyder i hvert fald lovende. Jeg har tidligere skrevet et indlæg, hvor jeg linkede til singleforløberen for Newcastle-bandets kommende album:


19/9: Jens Lekman / An Argument With Myself
Den skæve engelsksyngende svensker har tidligere udgivet to albums, hvoraf jeg ejer det ene,
When I Said I Wanted to Be Your Dog fra 2004. Han er inspireret af navne som Jonathan Richman, Belle & Sebastian, David Byrne og Magnetic Fields. Han lyder ikke særlig svensk, men han lyder godt.

Høre titelnummeret fra det nye album her:



26/9: Helgi Jonsson / Big Spring
En islandsk trækbasunist, der forstår at skære en solid folk-sang. I anledning af en EP-udgivelse skrev jeg tidligere på året om Helgi Jonsson her på bloggen. Nu er han klar med et album. Læs indlægget her.

Og tjek hans Myspace her:
http://www.myspace.com/helgijonsson


26/9: Wilco / The Whole Love
Otte albums! Så mange har Wilco åbenbart udgivet til dato. Det er svært for mig at forstå. Jeg har ikke været helt god nok til at følge med her, og jeg må indrømme, at jeg aldrig sådan for alvor har fundet nøglen til deres univers. Jeg holder meget af deres lyd, og jeg synes, det er rart og fint og flot, men det har aldrig bevæget mig for alvor. Men jeg vil selvfølgelig give Tweedy og co. en chance også denne gang. Single-forløberen lyder ret spændende:

Kurt & Bruce

Og så stod man der i et mørkt og varmt Store Vega en tirsdag aften og havde netop overværet en både mudret, stenet og virkelig intens koncert med bagstræberiske Kurt Vile And The Violators. Og så slutter de sgu det hele af med at spille den her gamle perle – Bruce Springsteens Downbound Train:



Man glemmer nogle gange (eller jeg gør i hvert fald), hvor fantastiske sange det sovsede og overproducerede Born In The USA-album i virkeligheden var bygget op omkring. Og i øvrigt sjovt at stå der i Store Vega og konstatere, at ret mange blandt publikum ikke anede hvad det var for et nummer. Så kan man stå der og føle sig så gammel. Og klog.

Her en knap så god optagelse af en koncert fra tidligere på året, hvor Kurt & Co. også spillede det nummer:

Jarvis crasher Strokes-koncert

Nyd lige det her magiske øjeblik fra årets Reading Festival, hvor The Strokes får fornemt besøg. Sammen med Jarvis Cocker spiller de en coverversion af et gammelt The Cars-nummer (!)

Kurt Vile And The Violators / Peeping Tomboy

Dagens sang er med smukke, stenede Kurt Vile. Han spiller nemlig sammen med sine Violators i aften på Vega, og det er vi er nogle, der går rundt og glæder os til.

Her den fortryllende Peeping Tomboy fra noget, man vist roligt kan kalde en intimkoncert hos en pladebutik i Vancouver.

Playlist: Northern Songs

Så er den her. Du har ventet på den: Playlisten med 13 sange, hvis titler alle peger mod nord. Enjoy.

5 essentielle med Grant Lee Buffalo

Den kommende uge byder på en forhåbentlig stor tirsdag aften, når et gendannet Grant Lee Buffalo indtager scenen på Store Vega.

Jeg er selv stor fan, men jeg kender en der er endnu større. Nemlig Kasper Lindberg, musikpassioneret journalist og en af de trofaste læsere her på bloggen. I anledning af koncerten har jeg bedt Kasper komme med sit bud på fem essentielle med Grant Lee Buffalo-numre, og han har kvitteret med følgende lækkerier:

***

Grant Lee Buffalos debutplade Fuzzy var på mange måder en åbenbaring for mig, da jeg købte den i vinteren 94. Cirka et år tidligere havde jeg opdaget R.E.M., og det var en anbefaling fra Michael Stipe, der fik mig til at købe Fuzzy. For mig åbnede pladen døren til nye grene af rocken. Uden den havde jeg muligvis aldrig opdaget Neil Young, Bob Dylan, The Band...

Som barn i 80'erne var jeg blevet stopfodret med synthesizer-lyde, trommemaskiner og puddelhunderock. Her insisterede Grant Lee Buffalo i stedet på at dyrke et traditionelt folk- og country-inspireret udtryk, som nærmest havde været fraværende fra rockmusikken i 80'erne, og de gjorde det fuldkommen naturligt og overbevisende.

Pladen blander stilsikkert folkede ballader som Fuzzy og The Hook med elektriske rockudladninger som Jupiter and Teardrop og America Snoring. Dertil kommer tekster, som vil noget, både samfundskritiske og rendyrkede historiefortællinger.

Jeg har valgt to sange fra pladen: Titelnummeret Fuzzy, fordi det et eller andet sted står som bandets kendingsmelodi og sikkert vil udløse det største bifald ved koncerten 9. august. Forsanger Grant-Lee Phillips karakteristiske falset i omkvædet er et af gruppens kendetegn. Og så Dixie Drug Store, fordi det demonstrerer, hvordan bandet kan bruge en tekst til at fortælle en historie, der næsten lige så godt kunne være en novelle. Men overordnet set jeg synes ikke, der er et svagt nummer på pladen.







Allerede i efteråret 1994 var GLB klar med opfølgeren, Mighty Joe Moon, og gruppen holdt det høje niveau fra debutpladen. Også her byder jeg ind med to numre: Lone Star Song og Happiness.

Da jeg talte med Major Tom til en Grant-Lee Phillips-koncert tidligere på året, hvor Lone Star Song blev spillet, bemærkede majoren ellers, at netop dette måske var det mindst langtidsholdbare af de gamle numre. Jeg er enig i, at de stille, folkede sange har vist sig mest tidløse, men jeg tager Lone Star Song med for at vise gruppens elektriske side og deres alsidige udtryk. Happiness kommer med, fordi det er en vanvittig smuk sang i en mere melankolsk tone, end bandet viste på debutpladen, og en af den slags sange, som bare vokser, selv om man næsten ikke lægger mærke til den de første gange, man hører pladen.






Bandets to sidste plader inden opløsningen i 1998 levede ikke helt op til Fuzzy og Mighty Joe Moon. Copperopolis forsøgte sig med en større og mere produceret lyd, men manglede samtidig noget af den kant, som gjorde forgængerne så overrumplende. Pladen demonstrerede nok også, at gruppens styrke lå i det simple udtryk.

Jubilee, som blev lavet uden Paul Kimble (bassist og producer på de første plader), er et forsøg på en tilbagevenden til den mere traditionelle rocklyd, men for mig var magien desværre forsvundet på dette tidspunkt. Både Copperopolis og Jubilee kan sagtens stå for sig selv, men vurderet over for Fuzzy og Mighty Joe Moon blegner de lidt. Særligt Jubilee peger frem mod Grant-Lee Phillips udtryk som soloartist. Jeg har valgt at tage Truly, Truly med fra den plade, fordi det er en iørefaldende melodi og angiveligt bandets største hit på de amerikanske hitlister.

Dagens sang: Bruce Springsteen / Tenth Avenue Freeze-Out

Dagens sang går ud til Clarence Clemons - aka Big Man - der angiveligt har fået et alvorligt slagtilfælde. Best wishes.

Læs hele historien på rollingstone.com