For nogle måneder siden faldt jeg over et interessant nyt dansk navn, nemlig Dangers of the Sea. Bandet er inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folkmusik og af den nyere skuffe er bands som REM og Midlake blandt inspirationskilderne. Så vil den kække kritiker nok sige, at den slags nye danske bands kan man vel fodre svin med. Men nej, det kan man ikke, hvis man vil have den ægte vare. Det her ikke soft-americana eller hyggelig singer-songwriting, der kun kan bruges som behageligt lydtapet, når latten skal skylles ned. Næ, Dangers of the Sea – som består af musikere, der blandt andet har slået deres folder i Slaraffenland, Efterklang og Saybia - er intelligent, melodisk og langtidsholdbart. I hvert fald i mine ører – men døm da hellere selv:
Videoen herover blev sluppet løs umiddelbart inden bandets koncert på årets Roskilde Festival. Dangers of the Sea spillede på opvarmningsdagene, så jeg gik desværre selv glip af deres koncert, men det forhindrede mig ikke i at hooke up med to af dem – forsanger og sangskriver Andreas Bay Estrup og guitarist Frederik Teige - nogle dage senere, en regnvåd formiddag i Mediebyen på festivalen. Vi fik en snak om den gode melodi og meget mere:
Hvordan var det at spille på Roskilde Festival i tirsdags?
Andreas:
Det var rigtig fedt. En helt igennem god oplevelse. Det var jo et meget sultent publikum, der ventede på, at festivalen skulle åbne for alvor. Størstedelen af dem kendte selvfølgelig ikke vores musik, men de tog godt imod det, synes jeg.
I har endnu ikke udgivet noget officielt. Det eneste man kan lytte til er nogle få numre på nettet. Er der noget på vej?
Andreas:
Ja, vi er faktisk ret langt i processen med vores album, der efter planen udkommer til efteråret. Vi har indspillet det hele, og vi har også fået Nikolaj Nørlund til at mixe det meste af det.
Hvorfor har I valgt ham til det?
Andreas:
Vi kan alle sammen godt lide de ting, han har lavet. Både hans soloting, Rhonda Harris og Trains, Boats and Planes. Vi havde rigtig mange navne i spil. Til at begynde med talte vi faktisk om, at det skulle være en, der ville blande sig så lidt som muligt, men vi blev alligevel enige om ikke vælge det letteste, men det bedste. Det er godt at få modstand nogle gange, og jeg synes, Nikolaj Nørlund har gjort gode ting for vores lyd. Det handler ikke om, at det er blevet sovset ind, men det løfter det rigtig meget, når man arbejder med effekter på vokalerne på den rigtige måde.
Det er vel også vigtigt at skabe et særligt rum omkring musikken, så det ikke kommer til at lyde som så meget andet i den genre? Jeg tænker jo meget Midlake, når jeg hører jeres sange….
Andreas:
Ja, helt klart, de er også et band, jeg har lyttet rigtig meget til og føler mig inspireret af. De er også kendt for at være ekstremt nørdede omkring studieprocessen. Men når jeg hører vores ting nu, synes jeg alligevel, at vi tager det et helt andet sted hen. Midlake har en meget tør produktion, og det kan man i hvert fald ikke kalde vores.
Har I arbejdet med nogle overskrifter for hvordan jeres lyd skal være?
Andreas:
Det er mig, der skriver sangene. Mit personlige ønske har været at trække tingene i en gammeldags retning. De ting, der kommer ud af mig, når jeg sætter mig med en guitar, giver helt slip og begynder at skrive sange, de ligger ret tæt op af meget af det folk-musik, der blev lavet i 70’erne. For eksempel Neil Youngs ting fra den periode. Samtidig er jeg meget inspireret af den lyd, der ligger på mange produktioner fra 60’erne. Prøv engang at sætte California Dreamin’ med The Mamas & The Papas på – det er jo helt utroligt, at noget kan lyde så fint. Der er en hel særlig æstetik omkring musik fra den periode, og hvis vi kan ramme bare lidt af den i vores ting, er jeg glad. Men igen, det er ikke superbevidste valg, ligesom hvis vi købte en masse 80’er-keyboards og tog stramt tøj på. Det er bare det, der kommer helt naturligt.
Frederik:
Vi er i virkeligheden meget lidt konceptuelle. Og det finder jeg personligt meget befriende. Jeg har spillet med i Efterklang, og der havde vi en helt anderledes tænkt tilgang til det at lave musik. Det var også interessant på mange måder, men jeg kan mærke, at det her giver mig noget andet, og det er noget jeg har brug for som musiker lige nu. Det foregår mindre oppe i hovedet, og jeg kan give mere slip på mig selv. Og når jeg giver slip, finder jeg ud af, at jeg bare er glad for gode melodier. Det er ret enkelt.
A:
Det er i hvert fald noget, vi kan samles om i bandet. Vi er suckere for den gode melodi. Vi søger det harmoniske.
Så I er ikke bange for at gå efter den gode popsang? At lave et moderne bud på California Dreamin’?
A:
Slet ikke. Altså, det er jo i virkeligheden det, det hele handler om for mig. Det er det, jeg går efter som sangskriver. Tanken om måske at skrive den der ene sang på et tidspunkt, hvor det hele går op i en højere mening. Det er essensen.
F:
Og hvis det skulle lykkedes at lave noget, der kan matche California Dreamin’, så er pensionen måske også sikret, ha ha….
Hvad har I hørt her på festivalen?
Andreas:
Vi fik hørt Jack White. Det var megafedt, synes jeg. Han brugte Orange Scene på en god måde, og så var det bare et helt igennem fedt band han havde med. Det er vildt, at han er så gennemført. Et godt eksempel på en mand, der formår at kombinere det stramme konceptuelle med bare at give slip og spille fed musik. Jeg havde den bedste oplevelse med de nyere sange, jeg ikke kendte i forvejen.
Frederik:
Senere hørte vi Malk de Koijn. Det var også rigtig fedt, og vildt at se, at de kan starte så stor en fest. Og for det ikke skal være løgn rundede vi det hele af med Crowbar, et tungt, tungt metalband fra New Orleans, som jeg hørte meget, da jeg var yngre. Det var benhårdt. En hård afslutning der ud på natten.
Jeg må sige, at I favner bredt…
Frederik:
Ja, det er ikke California Dreamin’ det hele!
I aften er der Springsteen. Hvordan er forventningerne?
Andreas:
De er ekstremt høje. Han er jo en helt. En af de første stærke musikoplevelser, jeg kan huske, var da en af mine lidt ældre kammerater kom og stak en ghettoblaster op i hovedet på mig og spillede ”Born in the USA”. Den oplevelse sidder i mig, jeg blev blæst væk. Og senere opdagede jeg jo så alt det andet fantastiske, han havde lavet før det album. Det er en kæmpe verden, man kan dykke ned i og angribe fra alle mulige forskellige vinkler.
Frederik:
For mig stod han længe som sådan en, der var på linje med Bryan Adams. Noget oppustet og uniteressant noget. Men så er der flere og flere, der går og taler om, at man skal lytte til det og det album. Og når man så kommer ordentligt ind i det, kan man jo virkelig høre, at der er noget i det. Jeg glæder mig også rigtig meget til at opleve ham.
Hvad bringer den nærmeste fremtid for jer?
Andreas:
Vi føler lidt, at vi har afsluttet en cyklus med vores koncert her på Roskilde. Sideløbende med de koncerter, vi har spillet, har vi fået gjort materialet helt færdig til albummet. Dernæst skal vi i gang med at lægge en plan for, hvad der skal følge i kølvandet på udgivelsen. Forhåbentlig skal vi bare ud at spille en masse, og så er der jo også allerede begyndt at presse sig nye sange på.
Frederik:
Man kan vel sige, at vi nu har konsolideret os. Vi har for alvor fået lært hinanden at kende, også på scenen, og vi har nået en fælles forståelse af, at det er det her, vi vil. På den måde markerer det her både en slutning og en begyndelse. For nu er vi for alvor et band.
Og det bliver I ved med at være?
Andreas:
Ja, vi mener det alvorligt. Vi har alle været med i andre ting før det her, men det er ikke bare et sideprojekt. Vi har store ambitioner med det, og vi er klar til at investere i det.
Jeg havde forventet noget andet. En jazzkoncert klokken 13 en fredag formiddag på Roskilde Festival. Det lød på forhånd som en tyndt besøgt begivenhed, hvor man kunne sidde og chille med god plads omkring sig og genoprette væskebalancen med dagens første læskedrik uden at forholde sig alt for koncentreret til det, der foregik på scenen.
Men jeg skulle blive klogere. For nok er Jakob Bro jazzmusiker, og nok har hans seneste albums lagt sig i et forholdsvist traditionelt spor, men det nye projekt, han har søsat, stikker i en helt ny retning. Det er et crossover-projekt, hvor han arbejder sammen med den elektroniske komponist Thomas Knak. Og netop Thomas Knak havde han med sig på scenen denne tidlige eftermiddag. Amerikanske Thomas Morgan var også med på bas, og for at fuldende det hele blev den helt lukkede, intime Gloria-scene brugt optimalt ved hjælp af de visuals, der fulgte de nænsomt optegnede musikalske landskaber. Bjerglandskaber, forladte bygninger og andre motiver ledsagede de simple temaer og enkle harmonier og fik det hele til at kulminere i en sjældent intim Roskilde-oplevelse.
Samme dag som koncerten på Roskilde Festival udkom Bro/Knaks nye album, som i virkeligheden er et dobbeltalbum, hvor de har arbejdet hver for sig og fortolket de samme temaer.
Se trailer for albummet her:
Ideen var, at koncerten på Roskilde Festival skulle være et helt tredje værk. For første gang skulle de prøve at få de to lyduniverser til at smelte sammen og mutere til noget helt nyt.
Efter koncerten mødte jeg Bro og Knak backstage til en snak om deres nye projekt.
Tak for en stor koncert. Det var intimt og berigende. Hvorfor tror I, at det virkede så godt i de her rammer?
TK:
Hvis jeg skal svare i forhold til det Jakob kan, så er det vel at lave noget, der er billede og stemningsskabende. Det er ikke bare hurtige ting, der kommer og går. Der er tid til at fordybe sig i det, men samtidig giver han også modtageren en let indgang til at komme til at fordybe sig. Det er jo ikke fordi det er svært fordøjeligt musik. Det hele virker så let, når man lytter til det. Nærmest irriterende let, at nogen kan stå der og få det til at lyde på den måde. Jeg tror, der er mange blandt publikum, der godt kan lide det der med, at arbejdet på en måde er gjort for dem. Sådan en festival kan jo være ret hård, hvis det hele skal være sådan noget med ”kom så Roskilde!”. Her er det legende let at lytte til det, men det betyder ikke, at det er en overfladisk oplevelse. Det åbner nogle døre ind til noget fordybelse, som jeg tror mange festivalgængere også gerne vil have med, når de er her. Det tyder det da i hvert fald på efter i dag. Det var fuldstændig overvældende for os, at der var helt fyldt op, og der stod vist endda folk i kø uden for.
JB:
Her må man også sige, at Gloria-scenen måske var det eneste sted, det kunne have fungeret så godt. Det var muligt at opbygge et intimt rum. Der var ingen, der stod og snakkede, det virkede som om, alle bare tog det ind.
Jakob, på dine forrige albums, ’Balladeering’ og ’Time’, har du haft et noget mere traditionelt udtryk. Nu går du nye veje med det her projekt. Hvorfor?
JB:
Det er et meget bevidst valg. Jeg vil gerne prøve at se, hvad er sker, når jeg bevæger mig væk fra det andre folk mener jeg står for. De andre plader har jo – især fra pressens side – fået sådan en klar definition af at være noget stille, svævende, drømmende musik. Det er nok heller ikke en helt forkert etikette at sætte på det, men det betyder jo ikke, at det er det eneste, jeg kan og vil. Det er ikke fordi jeg flygter fra noget eller lægger noget bag mig, men jeg kan bare mærke, at jeg har lyst til at bevæge mig et nyt sted hen rent musikalsk. Vel for at finde ud af, hvad jeg ellers indeholder. Og da jeg begyndte at planlægge det her projekt, havde jeg med det samme Thomas i tankerne, fordi jeg altid har været stor fan af hans musik, og fordi han kommer fra et helt andet ståsted, som forhåbentlig kunne rykke min musik. Og det er i dén grad lykkedes.
Hvordan er det så at stå deroppe og aflevere det til pubikum?
JB:
Det er fantastisk. Og det er også vildt på en måde. Vi har lavet to albums, et hver, men vi har ikke undervejs snakket om at skulle spille det live. Men Roskilde har tidligere vist interesse for at booke mig, og da de så hørte, at jeg lavede det her sammen med Thomas, var det fuldstændig oplagt. Det var en anderledes konstellation, der var en historie at knytte det op på. Men da det så kom i stand, skulle vi jo til at finde ud af, hvordan vi fik skabt det her, som nærmest er et tredje værk, vi bygger oven på de to andre. Det har krævet meget arbejde. Men jeg er så glad for, hvordan det spillede, da vi stod der. Hvis folk var kommet ind for at høre mig med udgangspunkt i de plader, de kendte, så har de fået sig en overraskelse. Og der skal også noget særligt til, når man spiller her, synes jeg.
Hvad håber du på, de har taget med sig videre?
JB:
Jeg håber bare, at der har boret sig nogle små stemninger og billeder ind, som de kan tænke tilbage på. Det er okay, hvis de måske ikke helt forstår, hvad det var der skete, men de har forhåbentlig fået en oplevelse ud over det sædvanlige og noget andet end det resten af festivalen kan give dem.
Hvad skal der ske den næste tid?
TK:
Vi skal ud at spille noget mere, men vi skal have fundet ud af, hvordan formen præcist skal være. I dag havde vi jo en tredje mand med, Thomas Morgan på bas, og ham har vi ikke mulighed for at flyve ind fremover, så vi skal finde en anden konstellation. På den måde var oplevelsen i dag unik, både for os der spillede og for dem, der overværede det. Sådan kommer det sandsynligvis ikke til at være igen.
JB:
Jeg oplever, at der opstår mange nye, spændende muligheder, når vi står deroppe. Der åbner sig nogle veje, vi ikke havde set, da vi hver især sad og arbejdede med vores albums. Det skal vi udnytte til at gøre liveoplevelsen til noget helt specielt. Samtidig er der jo de visuals, som Sune Blicher står bag, og som også er en vigtig del af totaloplevelsen.
TK:
Netop det at arbejde op mod de visuals har også været rigtig spændende. For det giver en masse naturlige begrænsninger. Det har dikteret nogle ting i musikken, og det kommer der tit noget spændende ud af, synes jeg.
Nu ved jeg jo, at I ikke skal meget på festival selv i denne omgang. Men hvis I nu skulle, hvad ville I så gå efter at opleve her?
JB:
Jeg ville gerne spole tiden tilbage og høre The Cure. Det tror jeg var stort.
TK:
Så ville jeg spole tiden frem og høre Africa Hitech. Det er kæmpstort i min verden. Og så forestiller jeg mig, at også Nils Frahm kan få noget helt særligt ud af Gloria-scenen her.
Rasmus Dall fra albumaktuelle One-Eyed Mule fortæller om sine forbilleder – fra Mississippi John Hurt til Bert Jansch. Interviewet er blevet til på baggrund af en maildialog i marts og april 2012.
***
Tillykke med det nye album! Jeg vil godt begynde med et spørgsmål, der slet ikke handler om jer, men om en (fantastisk) bluessanger, der døde for snart 50 år siden. Nemlig Mississippi John Hurt. Ham har I skrevet en hyldest til på det nye album i form af nummeret ”Mild and Warm”. Kan du fortælle lidt om, hvordan det nummer er blevet til, og hvorfor I har lavet det?
Mississippi John Hurt har altid været den af de gamle bluesmusikere fra 1920'erne og 1930'erne, jeg har kunnet forbinde mig mest med. Han danner på en måde bro mellem den dybe og hårde sorte deltablues og den lettere hvide folk tradition. Han har et blødt og varmt udtryk, hvad enten han synger gospelsange eller murder ballads, og der er masser af fine, små melodier i hans guitarspil. Ud over hans store musikalske arv er billedet af en gammel musikant med masser af varme og glød i øjnene en stor inspiration. Deraf omkvædslinjerne "I'm gonna keep my eyes mild and warm.”
Sangen beskriver samtidig den kunstneriske kamp for at skrive sig ud over sit forbillede og finde sit eget personlige ståsted:
Red apples fall long and hard your words stand tall in my backyard I go where you’ve walked See the way you see And find my way to be free
Hør sangen og se videoen her:
Du skriver, at Mississippi John Hurt placerer sig mellem sort blues og hvid folk. Hvor forsøger I at placere jer? Jeg hører jo både blues, country, americana og folk, når jeg lytter til jeres nye album. Hvilke overvejelser har I om den positionering i forhold til de forskellige grene af den amerikanske musiktradition?
Det er rigtigt, at der er masser af blues, country, folk eller americana, som jo er den store paraply man kan trække ned over en del af disse rootsorienterede genrer. Men vi er meget bevidste om ikke blot at ville være sådan et nostalgisk act. Vi vil gerne favne traditionen, men så sandelig også det mere moderne. På det nye album har vi gjort mere ud af produktionen og forsøgt at skabe nogle lydflader, der trækker en rimelig traditionel simpel sangstruktur et andet sted hen. Vi har leget med ekkomaskiner, loops og lavet beats ved at slå på mikrofoner og andre sjove ting, men det ligger sådan ret subtilt i lydbilledet. Det handler først og fremmest om den gode sang. Og den kan så ligeså godt være inspireret af Magnetic Fields' "69 Lovesongs” eller en hvilken som helst Jonathan Richman-sang, som den kan være inspireret af Hank Williams.
Det med at skrive sig ud over forbillederne, synes jeg jo, at I lykkes fint med på det nye album. Synes du selv, det lykkes bedre for jer nu end tidligere? Er det grunden til, at det er et tema, du tager op på tekstsiden her - at det er noget, der har fyldt noget hos dig efter jeres første tre albums?
Jaaah, altså det med at finde ind til kernen i sangskrivningen og finde sit eget personlige ståsted har vi talt meget om siden det første album "Hobo in the land of love", som egentlig bare var tænkt som et bud på en anderledes dansk bluesplade. Det er selvfølgelig en evig proces, men jeg synes, at vi album for album har arbejdet os frem mod en ret stærk og selvstændig identitet.
Hvad lytter du selv til for tiden? Hvis du skal nævne tre bands/solister, som har inspireret dig på det seneste, hvem skulle det så være?
Yep, altså hvis jeg skulle nævne tre, så har jeg lyttet meget til Kurt Vile, Beachwood Sparks og Woods. De har alle på hver deres måde sådan en loose og meget cool tilgang til det at lave musik og forvalter alle deres musikalske tradition på en fed måde.
Jeg lytter og har altid også lyttet rigtig meget til Bert Jansch. Ham vil jeg gerne lige nævne, for han fortjener al mulig respekt.
Hørt! Bert Jansch er vigtig. Og mange flere på vores alder burde kende ham. Kan du prøve at sætte ord på, hvorfor du synes han er så vigtig?
Ja, altså han er jo en af de helt store guitarister, der har inspireret mange på tværs af diverse genrer. Jimmy Page var blandt andet meget inspireret af ham. Han er sådan lidt den akustiske guitars svar på Jimi Hendrix. Han opfandt sin helt egen måde at spille på og har en meget særegen lyd, der er vildt svær at kopiere. Han kom ind på den blomstrende engelske folkscene dér i starten af 1960'erne og var den dér innovative, mystiske skotte ingen rigtig kunne hamle op med. Men vigtigst af alt så skriver han samtidig nogle virkelig gode sange. Jeg så ham engang på et lille værtshus i Svendborg, og vi var vel en 10 publikummer! Han havde lige lavet albummet "When The Circus Comes To Town" som var lidt et comeback-album for ham. Sådan er tingene så mærkelige nogle gange, men det var en super koncert. Han er værd at tjekke ud, og han er den type kunstner, der går virkelig dybt ind, når man først er på.
Her en af hans gode sange - "One For Jo":
Vi vender hele tiden tilbage til den traditionelle musik. Hvornår begyndte du for alvor at få et forhold til country, folk og den slags? Jeg går ikke ud fra, at du sad som teenager og lyttede til Bert Jansch eller Hank Williams. Eller?
Jo, altså jeg sad faktisk på mit teenageværelse og nørdede med min guitar og forsøgte at lytte alle mulige fingerstyle-guitarister af. Jeg er vokset op med Ralph McTell, Donovan, Bert Jansch, Pentangle og Fairport Convention på mine forældres pladespiller. Det var også via den engelske folk, at jeg så fik øjnene op for de gamle bluesmestre som Sonny Terry og Brownie McGhee, John Hurt og Blind Willie Mctell. Men altså jeg hørte da også Psyched Up Janis, Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir ligesom mine venner…
***
One-Eyed Mule har udgivet fire albums. Det seneste, When Tomorrow Comes, udkom tidligere i år.
Interviewet er resultatet af en maildialog med Lasse Aagaard i ugerne op til udgivelsen af Den Fjerde Vægs debutalbum ”Drengekys”.
***
Tillykke med ”Drengekys". Kan du prøve at sætte nogle ord på, hvad det er for et album?
”Drengekys” er Andreas', Runes og mit bud på personlig og rørende popmusik. Der synes til tider at være en idé om, at popmusik er musik for masserne - musik, der blindt følger konservative, strømlinede konventioner. Det er en trist antagelse, når sandheden er, at god og personlig popmusik i utrolig høj grad kan tale direkte og hjerteligt til den individuelle lytter. Nogle af de bedste lytteoplevelser, jeg har haft, har været utvetydige popsange, der bare er gået direkte ind og har sat farver på min hverdag. Med ”Drengekys” har vi forsøgt at lave personlig popmusik, der forhåbentlig også har noget at byde på efter femte gennemlytning.
Pladen er også lyden af Runes, Andreas' og mit forsøg på at lave en gennemgribende plade sammen. Musikken er blevet til over to år, til dels fordi vi har skulle lære at synge, optage og mixe, og en del af idéen bag pladen har været, at man gerne må kunne høre disse processer i musikken. Pladen må gerne opleves som en rutsjebane af farverige sanseindtryk - sådan har det nemlig også været at lave den.
Vi har jo aftalt, at vi skal skrive sammen om det med teksterne. Du har sendt mig en tekst til nummeret "Et svin iblandt os alle". Hvorfor betyder den her tekst noget særligt for dig?
Nummeret er egentlig bare et lille stemningsbillede over en følelse af social usikkerhed, men jeg kan godt lide den, nok fordi den er så kort. Vi har på pladen prøvet at lege lidt rundt med nogle af de normale former for sangskrivning for at se, om der var andre måder at gøre det på. En sang som "Et Svin Iblandt Os Alle" er f.eks. et forsøg på at skrive en popsang uden et egentligt omkvæd.
Teksten i sig selv er ret "bleg" - ordene har ikke nogen stor værdi, og teksten ville nok ikke fungere specielt godt som et selvstændigt digt. Teksten og musikken har brug for hinanden for at have vægt og krop, og det kan jeg godt lide.
Sangen i sig selv handler om at føle sig ude af stand til at kommunikere med med sociale kontekst, man indgår i; at føle sig mentalt overvægtig og en belastning for folk omkring en - et tema, som i øvrigt går igen på flere af sangene.
Et Svin Iblandt Os Alle Du må tilbage alt jeg siger Du må ikke slå mig af hvis jeg ikke siger Hvad du vil høre mig sige Og du må se bort fra alt jeg gør Du må ikke slå mig af hvis jeg ikke gør Hvad du vil se mig gøre Kan ikke læse dine øjne Men kan heller ikke slippe dine øjne For jeg vil gøre som dig Som dig Jeg vil gøre som dig Som dig Vil ikke være et svin iblandt os alle
Kan du prøve at beskrive, hvordan sådan en tekst bliver til?
"Et Svin Iblandt Os Alle" kom ret uprovokeret. For mig starter det ret ofte med, at jeg finder på en titel som jeg så går og spinder en sang rundt omkring. "Et Svin Iblandt Os Alle" var en linje, jeg havde i baghovedet, og da sangen dukkede op ved klaveret, passede den til som fod i hose. Jeg tror, at jeg godt kunne lide kontrapunktikken mellem den grove titel og det lidt juleagtige klaverakkompagnement. Ordene kom meget hurtigt derefter - de samlede sig nærmest bare om sangen.
Du fortalte mig, at teksterne kan blive til på mange forskellige måder. Kan du komme med nogle eksempler på det?
Hele ”Drengekys” har for os handlet meget om at undersøge, hvordan man laver sange, så nogle af teksterne har vi skrevet i rundkreds, andre hver for sig. Som regel er der et oplæg - en titel, et billede eller linjer og ordlyde, der bare skal være med. Alle tre i bandet skriver digte og tekster, så det har været naturligt at undersøge det sammen. Teksterne har også været en måde at dokumentere og dele vores interne humor på, uden at man som lytter nødvendigvis behøves at fatte vores til tider pinligt indforståede jokes.
Vores tekster er ikke særlig handlingsprægede - jeg tror, at vi er mere interesserede i at male nogle enkle billeder op og dykke ned i dem. Dansksproget sangskrivning kan til tider have en tendens til at hovedvægten ligger på at teksten står forrest og har en handling. Vi forsøger at lave sange, hvor tekst og musik arbejder uløseligt fra hinanden; hvor teksterne på en måde i sig selv bliver et musikalsk parameter. Vi forsøger at lave sange, der føles som noget, man har drømt, og både musik og tekster afspejler det.
Du skriver, at I alle tre i bandet skriver digte. Det er jo sjældent man hører om bands, hvor der samarbejdes så meget om teksterne. Er det noget, der fører til mange diskussioner om tekstuniverset undervejs? Hvordan arbejder I jer ind på det rigtige?
At der er få bands, der arbejder kollektivt med tekstarbejdet, synes jeg ikke er rigtigt; vi har været og er meget inspireret af alskens hip-hop-acts, der netop gør en dyd ud af at holde teksterne levende ved at kaste dem frem og tilbage mellem de forskellige leverandører. Det svære for os har været, at det af en eller anden grund ikke har været særlig udbredt i rock-regi, for slet ikke at snakke om dansk rock. Lige på det område famler vi os stadig frem.
Vi diskuterer faktisk kun teksterne med hinanden, hvis vi synes, at de stagnerer. For det meste føles det bedre at lade være med at forklare dem for meget. Runes tekster danner f.eks. nogle bestemte billeder i mit hoved, og jeg er sjældent særlig interesseret i at finde ud af, om de billeder stemmer overens med hans intentioner.
Jeg ved ikke, hvordan vi bedst arbejder os ind på den rigtige frekvens - det sker bare. Nogle af teksterne på denne plade har været syv-otte oplæg undervejs, andre var der i første hug. Men jeg tror, at det har rigtig meget med humor at gøre. Vores humor i bandet er ret sprogligt orienteret, og vi er helt pjattede med ordspil og lingvistiske umuligheder. Jeg ved ikke, om teksterne i sig selv er særlig humoristiske, men de får helt sikkert deres farver af den humor, vi dagligt deler.
Jf. dit syn på tekster generelt i dansk musik: Mener du ikke nødvendigvis, at en sangtekst skal kunne afkodes og forstås umiddelbart? Det er jo et generelt problem, som fx digtere også tit konfronteres med. At folk vurderer, at de ikke kan ”bruge” digtene til noget, fordi de ikke kan forstå dem. Til sammenligning er det vel de færreste, der undlader at købe et abstrakt maleri med den begrundelse, at man ikke umiddelbart kan forklare, hvad der er på det.
Jeg har ikke noget entydigt syn på tekster i dansk musik generelt. For tiden er der f.eks. ret mange ting i kog, især i dansksproget pop, og jeg er virkelig spændt på at se, hvilke nybrud, der dukker op.
Men nej, jeg synes bestemt ikke, at et kriterium for en tekst er, at den skal kunne forstås entydigt. Det svarer til at sige, at dur er en glad akkord, og mol er trist. For mig er en af musikkens fineste opgaver at give et ræsonnansrum til mine følelser, og jeg bliver altid skuffet, hvis det rum allerede er fyldt ud af min egen forhåndsforståelse. Jeg vil have sange, der åbner mine ører og øjne.
For få par år siden var der en tendens til at meget dansksproget sanglyrik nødvendigvis skulle være på øjenhøjde med lytteren. Teksterne handlede om hverdagen som vi kender den, og sangene bekræftede bare, at tingene nu engang havde sin orden og plads. Selvom der momentvis kom charmerende sange ud af det, så ærgrede det mig, at der var så lidt dansksproget musik, der turde stille sig over sin lytter og fortælle denne noget, som vedkommende ville være nødt til at række ud efter sine personlige associationer for rigtigt at forstå. Jeg tror måske ubevidst, at det er noget af det, vi har reageret på; vi har forsøgt at skubbe flere abstraktioner ind i dansksproget popmusik.
Du fortæller, at I alle tre også skriver digte. Kan man sammenligne Den Fjerde Vægs sangtekster med jeres poesi?
Nogle gange. Men det er to forskellige medier. Jeg har først for nyligt lært, at mine digte (eller hvad man kan kalde dem) og mine sangtekster ikke behøves at gå hånd i hånd. Dermed ikke sagt, at de ikke kan kilde lidt til hinanden. Når jeg skriver sangtekster, prøver jeg som udgangspunkt at gå efter det, der føles godt at synge - hvor fjollede ordene så end er.
Ordsammenstillinger og -betydninger har tit en iboende musik i sig, der slet ikke kan ses på papir, og det er dem, jeg synes er sjove at afdække igennem sange. Jeg er f.eks. ret dårlig til at huske andres tekster i fulde drag, men jeg tror alle kender følelsen af lige akkurat at kunne huske én fed linje fra en eller anden sang - ikke fordi den betyder noget specielt, mere fordi den lyder sejt.
Jeg skriver som regel digte for mig selv til mig selv, hovedsageligt for at få støj ud af hovedet, ligesom jeg improviserer på mit instrument. Nogle gange skriver jeg for at få følelser, tanker og idéer ud, andre gange skriver jeg bare for at se ordene få form. Det sker tit, at jeg snubler over noget brugbart på rejsen, men som oftest først, når jeg lader være med at lede og bare skriver.
Her på bloggen bruger jeg jo en del krudt på anbefalinger. Kan jeg få dig til at fremhæve tre solister/bands, du lytter særligt meget til for tiden - og hvor du måske endda henter inspiration?
Jeg hører stort set aldrig tre plader ad gangen, og lige i skrivende stund er der ikke så meget, der er bidt på, så jeg vil hellere fremhæve tre plader, der har præget vores arbejde med ”Drengekys”:
Talk Talk - Laughing Stock (Verve, 1991):
Vi opdagede alle tre det her album umiddelbart inden vi gik i studiet, så det kom automatisk til at influere processen, alene af den grund, at albummet er så skræmmende smukt. På en måde var det næsten uretfærdigt, i erkendelsen af at være alt for ung og uerfaren til at kunne viderebringe den ro og det massive kunstneriske overskud, der flyder igennem dette album ind i vores egen proces. Forhåbenligt kan vi så i stedet vinde ved ungdommelig charme, hvad vi endnu mangler i gennemlevet visdom. Og så er det er en menneskeret (og -pligt) at lade sig inspirere, og Laughing Stock er fyldt med så meget gedigen inspiration, at det overrasker mig som en tyv i natten, hver gang jeg hører det. Jeg ved ikke, hvordan man bedst beskriver musikken; som en meget smuk oversvømmelse, måske? Hvis ikke det her album åbnede mine øjne på ny, så gjorde det i hvert fald mit blik klarere.
cLOUDDEAD - Ten (Big Dada 2004):
Vi er alle tre kommet ud af vores teenageår til lyden og flowet af cLOUDDEAD. Da vi gik i studiet fandt vi tilbage til det her album, der er nærmest håbløst overset. Musikken og teksterne lyder som dagligdagsbetragtninger om livet på Jorden, der er blevet overleveret af en flok drengerøve fra en fremmed planet. cLOUDDEAD har en masse vid og humor og de er ikke bange for at stikke hovederne op i deres egne bagdele, så det var meget naturligt for os at identificere os med dem. Det her er et album, der både bærer præg af, at de er unge, men også, at det har været hårdt og krævende for dem at lave det. På den måde var de lidt vores "storebrødre", da arbejdet med Drengekys begyndte at have taget rigtig lang tid. Deres flow, coolness og ustoppelige kreativitet tog vi meget til os.
Robert Wyatt - Rock Bottom (Virgin, 1974):
Robert Wyatt bærer ligeledes sin kreativitet udenpå tøjet, men hans afsæt er en eller anden form for folk-pop. Meget af hans musik lyder som noget, man oplever i en drøm (ikke at musikken af den grund er specielt behagelig at sove til). Han har en enormt rar og sentimental stemme, der gør, at man tit først meget sent opdager, at den bagvedliggende musik egentlig er ret traumatisk og vild. Ligesom når man først opdager, at man har haft et mareridt, når man vågner. Hans sange er vildt gode, og så tør han at lade sin umiddelbare intuition bære arrangementerne. Det er ikke al hans musik, der er lige god, men hans kreative valg er altid
sindssygt interessante. Jeg vil også anbefale folk at lytte til hans Shleep fra 1997.
I forbindelse med ”Drengekys” var Rune, Andreas og jeg meget påvirkede af Tom Kristensens Hærværk og hans lyrik fra mellemkrigstiden. Den bog skræmte os alle tre vildt meget og inspirerede helt klart nogle af teksterne og temaerne på pladen.
Ligesom med ovennævnte cLOUDDEAD, så har vi også dyrket en del Malk de Koijn sammen.
Men ellers har jeg ikke rigtig nogen egentlige forbilleder, hvad angår tekster. Jeg kan ret godt lide en del af den kvindelige danske poplyrik fra 80'erne og 90'erne. Lis Sørensen, Dodo, Søs Fenger, og hvad har vi. En sang som ”Vågner I Natten”, f.eks. har en meget smuk og naturlig måde at få tekst og musik til at fungere symbiotisk, synes jeg. Og så lyder ordene godt, når de bliver sunget. Det er det vigtigste; at sangen selv får lov til at bestemme tekst og musik.
***
”Drengekys”, Den Fjerde Vægs debutalbum ramte gaden under det her interview, nemlig d. 26. marts 2012. De første anmeldelser har været positive, det er blevet til en forsidehenvisning på Politiken og en topplacering på Det Elektriske Barometer. Den Fjerde Væg har tilsyneladende fat i den lange ende. Du kan læse mere om bandet og lytte til musikken på: www.denfjerdevaeg.dk
Kloster er et stort lille projekt på den danske musikscene. Et band ønsker frontmanden Mikael R. Andreasen ikke at kalde det. Det er nærmere et organisk projekt, der hele tiden kan antage nye former. Han er bevidst om, at Kloster med pastoral folk opererer i en smal genre. Men alligevel er det stort. I hvert fald stort nok til at spille på Roskilde Festival og til at få rosende ord med på vejen af Sufjan Stevens.
De første gule og brune blade ligger allerede og rasler rundt på fortovene. Sommeren er allerede alt for længe siden. Og at jeg sidder netop nu og skriver på en artikel, der i virkeligheden burde været publiceret i kølvandet på årets Roskilde Festival, vidner vel bare alt for godt om, at det hele nogle gange bare går lidt for stærkt.
Man kan få lyst til at stoppe op. Måske endda at spole tiden tilbage. Og det er jo netop, hvad Mikael R. Andreasen og resten af Kloster har gjort så fint på det seneste album, The Waves and Winds Still Know His Voice. De fine harmonier og de mystiske middelalderstemninger fra det album ligger langt fremme i min bevidsthed, da jeg møder Mikael R. Andreasen over en kop lunken kaffe i en skurvogn i mediebyen en fredag formiddag på Roskilde Festival 2011.
Mikael forklarer om, hvorfor han ikke kalder Kloster et band i traditionel forstand:
”Jeg ser det mere som et projekt, forskellige personer kan glide ind og ud af. Jeg læste på et tidspunkt en omtale af os på en blog, der beskrev det sådan, at det var et projekt, der var kurateret af mig. Den formulering kunne jeg godt lide. Jeg ser Kloster som noget, der skal køre mange år ud i fremtiden, men gerne i forskellige former og med forskellige udtryk. Hvis man kalder sig selv et band, synes jeg, man signalerer noget andet.”
Sang med Sufjan Stevens
Det er dagen før Klosters store Roskilde-gig på Gloria-scenen, at jeg møder Mikael. Og på det tidspunkt er han spændt, men ikke overdrevet nervøs:
”Her på festivalen vil vi være seks på scenen. Så mange har vi ikke været, hver gang vi har spillet, men jeg har ønsket, at de centrale personer alle sammen skulle være med her. Det er så stort at få lov at spille her på festivalen, at det også er en slags fejring af hele projektet. På en måde virker det helt mærkeligt, at det her projekt, som jeg egentlig ser som noget meget skrøbeligt og intimt, skal ind i så stor en ramme. Men jeg er samtidig ret rolig med det. Det er nok fordi, vi har prøvet det før. For tre år siden spillede vi på en festival i Norge, hvor der var omkring 1000 mennesker, der hørte os. Før vi spillede deroppe, troede jeg ikke, det kunne fungere i så stor en ramme, men det viste sig, at det kunne det sagtens. Dengang var jeg virkelig nervøs, men det gik fantastisk godt. Vi åbnede festivalen, hvor også Sufjan Stevens skulle spille. Et stort øjeblik var det, da han, efter vi havde spillet, sagde til os: ”That’s gonna be a tough act to follow”.”
Vi havde hængt ud med ham dagen før, og så kom vi til at snakke om, at han måske kunne synge backing på noget af vores. Så det endte med, at vi stod der på scenen foran 1000 mennesker sammen med Sufjan Stevens, der sang vores sange. Det var en ret utrolig oplevelse.”
Smalt og bredt på samme tid
Allerede måneder før Roskilde Festival havde jeg fornøjelsen af at interviewe Mikael på scenen i forbindelse med et arrangement om Julian af Norwich – den middelaldermystiker, der har inspireret Mikael til tekstuniverset på Klosters seneste album, The Waves and Winds Still Know His Voice. Et virkelig stærkt album. Først og fremmest er det meget intimt. Klassiske instrumenter som guitar, cello og sav flankeres af flotte vokalarrangementer, der hele tiden ligger som en mystisk dis over de flotte fortællinger, der for de flestes vedkommende er hentet i middelalderen.
Det er smukt. Men det er også meget smalt. Og det er Mikael helt bevidst om:
”Det er rigtigt, at det som genre betragtet er smalt, men samtidig oplever jeg, at der er noget bredt og samlende over det. Det kan jeg også se på den feedback, jeg får. Der er mange forskellige mennesker, der kan bruge vores musik til noget. Ældre mennesker, unge mennesker, en hjemvendt soldat med posttraumatisk stress syndrom, et barn med kolik… der er virkelig mange, der har givet udtryk for, at de har kunnet bruge vores musik til noget konstruktivt. Så på den måde oplever jeg det ikke som smalt. Men det er da klart, at der er grænser for, hvor stort det kan blive rent salgsmæssigt. Jeg har bare valgt, at det ikke skal være med til at sætte en dagsorden for mig. Jeg har ingen forventning om, at musikken i sig selv skal blive mit levebrød. Jeg er ved at uddanne mig til terapeut, og det er det, jeg skal leve af. Men musikken skal hele tiden være der, og den skal være præcist, som jeg har lyst til at lave den. Jeg gider ikke lade mig diktere af, hvor der måske er et marked.”
Giver det dig ro, at du har taget en klar beslutning om, at du ikke skal leve af det?
”Ja, det tror jeg faktisk. Det er ikke afgørende for mig, at jeg slår igennem med det her eller sælger så og så mange plader. Det er dejligt, at der lige nu er stor opmærksomhed omkring det med omtale i medierne og eksempelvis booking her til Roskilde Festival, men som jeg talte med en af de andre i bandet om forleden, så kan det jo sagtens være, at den interesse slet ikke er der længere om et eller to år. Sådan er den her verden. Og hvis det viser sig at være sådan, er det helt okay med mig. Jeg bliver bare ved med at lave musik og gør det på den måde, jeg synes er den rigtige. Jeg har sådan en overbevisning om, at kvalitet i sidste ende nok skal flyde ovenpå.”
Men har du ikke et ønske om at slå igennem bredt?
”Jeg synes, jeg oplever, at mange musikere lægger meget energi i, at det her bare skal lykkes – at man bare skal slå igennem her og nu. Jeg vil meget hellere lægge energi i at lave noget, der er kvalitet og så ellers være tålmodig og vedholdende. Så skal de gode ting nok ske. Når det er sagt, så ved jeg selvfølgelig godt, at der en mediemaskine, som også betyder noget. Men hvis man vil lave noget, der er langtidsholdbart - og det er nok det vigtigste for mig - så mener jeg, at man skal lægge sin energi det rigtige sted, nemlig i musikken. Finde ud af, hvad man selv brænder for og så tage det lange seje træk.”
Se også et interview med Mikael R. Andreasen fra Roskilde Festival her:
I Sverige krammer man sine visesangere. I Danmark trækker de fleste på smilebåndet, hvis nogen vover at kalde sig sådan. Okay, det er firkantet sat op, men der er noget om snakken. For nylig faldt jeg over navnet Peter Butzback Larsen. Måske ikke et navn, der siger ret mange ret meget, for her har vi fat i et navn, der ikke bliver spillet på de gængse radiokanaler. Et navn, der heller ikke optræder på de større spillesteder eller bliver inviteret til markante musikfestivaler.
Han er en af dem, der sidder ude i det danske land og laver musik af virkelig fin kvalitet, men desværre også en musik, som mange aldrig får at høre. For Peter Butzback Larsen kalder sig nemlig visesanger. Han melder klart ud i pressemeddelelser og på sin hjemmeside, at det er den tradition, han er en del af.
Han har lavet to albums indtil nu, og jeg har dem begge. Fælles for dem er, at de rummer intime, smukke, velkomponerede sange, der ofte bygger på et simpelt setup i form af en mand og en guitar. Og så teksterne, der er personlige og som regel har afsæt i hverdagen uden nogensinde at blive banale. Du kan selv lytte til sangene på butzback.bandcamp.com.
Følgende interview bygger på en mailkorrespondance mellem Nørrebro og Roskilde. I sidstnævnte by er visesangeren Peter Butzback Larsen født og opvokset, her bor han stadig, og det er her, hans melodier fødes og tekstuniverset udspringer fra.
***
Du er født i i 1979. Når man hører din musik, gætter man umiddelbart på, at du er ældre, fordi musikken trækker på ældgamle traditioner. Hvornår og hvordan kom visesangen ind i dit liv?
Der er mange, der synes, jeg lyder ældre, og det tager jeg sgu egentlig mest som en kompliment. Men det har nok også været en hæmsko undervejs, både nu og tidligere, da jeg måske ikke lyder tidssvarende i forhold til min egen omgangskreds.
Jeg tror egentlig bare grundlæggende, at jeg er læsset med en ordentlig portion romantik og poesi og altid har været til fals for en smuk og gerne let patetisk/højstemt og nostalgisk sang. Jeg ved ikke, om det er specielt viseagtigt. En vise kan desværre også henlede tankerne på smålumre og sjove viser fx på Bakken, hvilket jeg har meget svært ved at identificere mig med. Men for at holde mig til emnet, så er jeg sgu kommet til det af en stor lang omvej. Jeg har spillet musik, siden jeg var 13 år gammel og skrevet sange lige så lang tid og i øvrigt også skrevet lyrik / poesi i alle de år. Som så mange andre blev jeg ramt af rock ’n’ roll, hvilket for mig primært vil sige Beatles og Nirvana - for at tage det i de absolut vigtigste hovedtræk. Og så også Doors - de må retteligt nævnes. Derfor spillede jeg i mange år rock ’n’ roll og skreg mig en pukkel til på engelsk med mindre eller større mening.
Undervejs trak altid det stille og det melankolske og eftertænksomme - via den akustiske guitar. Og lige så vigtigt har min far altid hørt meget Dissing og Sebastian og altid med selvsikker stil fortalt, at jeg en dag ville ende, når tid var, med min guitar alene, fortællende mine historier.
I ungdommeligt trods benægtede jeg selvfølgelig, at dette nogen sinde ville ske. Men mere og mere Sebastian, Dissing og i den grad også Kim Larsen sneg sig ind, og da jeg i 2004 hørte fra min far, at en af dem der efter hans mening VIRKELIG havde fat i den lange ende nu endelig havde udgivet en ny plade, og at han, min far, ønskede sig den, valgte jeg at give ham denne i julegave. Uden på nogen på måde, at kende manden bag pladen. Manden hedder Benny Holst og pladen "Himlen må vente". Min far sagde, at den var fremragende, og jeg fik et par år efter nosset mig sammen til at låne den og faldt helt og aldeles på røven over den. Det var som om, at det hele åbnede sig for mig lige dér og hvis jeg bare lod det komme til, og ikke forfaldt til genreforskrækkelse og rynken på næsen over at det ikke var rock ’n’ roll, ja så var det sgu lige mig det der!
Så da jeg var på barsel med vores første datter, gav jeg lov til at komme, hvad der måtte komme uden skelen til genre. Nu kunne jeg mærke, at den genre og de sange, jeg egentlig altid har elsket allermest og altid har ligget og ventet, endelig kom frem. Først på engelsk og siden på dansk, og efter to gange hvor de danske blev skrottet og endte deres korte liv som tekst på et stykke papir i brændeovnen, endelig på dansk.
I løbet af de to næste år kom cirka 150 sange. Så visegenren har nok ligget i mig i alle de år, men jeg har ikke haft adgang til den / ikke været moden eller klar, og der skulle lige denne plade til med en af de gamle, som jeg ikke kendte.
Efter din oplevelse med Benny Holst må du have søgt tilbage og dykket ned i nogle af de danske navne, der har markeret sig inden for det her felt. Hvem har inspireret dig mest?
Det er faktisk den anden vej rundt. Benny Holst var ham, jeg "opdagede" sidst. Jeg havde i mange år inden lyttede intenst til Kim Larsen, John Mogensen, Bifrost, Dissing og ikke mindst Sebastian. Især Sebastians 70'er plader, som er noget af det jeg som sangskriver står mest i gæld til.
Jeg er ubetinget mest inspireret af Sebastian og Kim Larsen. Fladt, vil folk måske tænke. Dem kender alle jo. Ja, for de er eminente i det de kan. Men jeg går også hele vejen tilbage og lader mig inspirere af C.E.F Weyse, Oluf Ring og Kai Normann Andersen. Derudover lytter jeg en del til Cornelis Vreeswijk. Og så Jan Johanssons to plader "Jazz på Svenska" og "Jazz på Ryska", som har inspireret Dissing og Andersen meget generelt, men tydeligt især ved Svantes Viser.
Hvem inspirerer dig ellers?
De 3 CV Jørgensen-album I det muntre hjørne, Sjælland og Fraklip fra det fjerne har haft en kæmpe betydning for mig. Derudover lytter jeg meget til Allan Olsen - Sange For Rygere synes jeg er en sublim folkpop-plade og jeg har en stor kærlighed til Klondyke og Vildnis, som er nogle af de danske grupper i nyere tid, der efter mening arbejder smukt indenfor traditionen.
Jeg har også en stor kærlighed til Glemmebogspladerne af Kim Larsen, som i den grad inspirerer mig - alle 3! Børnesangene, Julesangene og Viserne generelt giver mig en stor inspiration. Og så har Sebastians Den store flugt en kæmpe plads hos mig.
Jeg lytter også rigtig meget til Olesen-Olesen, Nørlund og så de tre nye Skousen-plader. Og lige for tiden hører jeg stort set ikke andet en svenskeren Tomas Andersson WIJ, som har udgivet en stribe uforlignelige popplader med viser i årerne. Han er fandeme god! Mere end god!
Af de engelsksprogede er jeg sgu rimelig ordinær; Dylan, Cash, Neil Young og allermest Cohen. Cohen er nok den største for mig af de udenlandske, men der har vi igen Sebastian, som man kan høre er ultrainspireret af Cohen og ja, selvfølgelig også Dylan og Donovan. Jeg synes bare, at Cohen kan noget mere. Noget mere slidstærkt, noget mere tidsløst end de andre. Han stiller sig ikke an, som Dylan kan finde på det.
Men derudover kan der faktisk gå længere og længere tid imellem, at jeg lytter til vokalmusik, om man så må sige, da det er pokkers rart at lytte til jazz eller klassisk for mig, når jeg selv skriver sange og ligeledes når jeg skriver lyrik generelt.
Du kalder dig selv visesanger, men kunne jo også vælge et label som fx singer-songwriter. Tror du ikke, der er et større pladesalg i den titel?
Puha… Pladesalg. Jeg tror, mit salg af de to soloplader er så begrænset, at det vil være en tilsnigelse at kalde det et salg. Men... De plader jeg sælger, ved jeg betyder meget for dem, der køber. Og jeg kan ikke i min genre tillade mig at tænke i stort salg. Genren er så lille og begrænset i dag. I virkeligheden tror jeg faktisk, at der er et stort publikum derude, men at mange på grund af medierne i dag bare ikke opdager sange som mine.
På tunge og dårlige dage kan jeg fortryde, at jeg kalder mig selv visesanger, for du har ret: Det er fandeme ikke særlig gunstigt rent salgs og markedsføringsmæssigt, og jeg kan på disse dage også tænke, om jeg da ikke bare kunne lave noget, der var blot lidt mere oppe i tiden, men den går sgu ikke. Sådan er jeg ikke. Og jo, jeg kunne godt kalde mig singer-songwriter, men jeg får simpelthen røde knopper over den betegnelse, da den minder mig om nogle der går fra café til café med deres gigbag på ryggen og spiller sange, de lige har skrevet på ustemte guitarer med halvfærdige og uovervejede tekster. Jeg har det meget svært med den betegnelse.
Og så ser jeg mig selv som en, der synger sine små ydmyge viser. Jeg er inderst inde en romantiker, der lever i en forkert tid, hvad det angår. Forfatteren Jens Blendstrup beskriver mig selv bedre end jeg selv kan, hvad dette angår, i hans to anmeldelser af hhv. Debut og Album på Undertoner.dk (Læs anmeldelsen her).
Og så synes jeg, ret skal være ret, at det ville være lidt frækt, på den fede måde (!), at kalde mig selv visesanger ved udgivelsen af den første, da det er så håbløst gammeldags og ude af takt. Og det gav da også en vis omtale. Så jo, lidt markedsføringsmæssigt tænker jeg også. Selv om det kort og godt handler om, at jeg bare godt kan lide betegnelsen, og 9 ud af 10 dage identificerer mig ret godt med det. Når alt kommer til alt, er jeg bare en, der godt kan lide at skrive sange og fremføre dem som de er - hvilket i øvrigt var en vigtig del af idéen med at lave disse sange til at starte med. Sangene skal holde i deres oprindelige form - ellers er de ikke gode nok.
Der er elementer af folkesang og visesang mange steder i den moderne musik, men det er meget sjældent at høre genren så rendyrket, som du gør her. Hvad gør du dig af overvejelser om, hvordan din lyd skal være?
Det er rigtigt. Jeg mener personligt ikke, at der er andre der lyder så håbløst gammeldags som jeg gør på de to plader - og live for den sags skyld. Jeg anstrenger mig ikke, skal det lige siges. Nogle gange kan jeg tænke, at det ville være fedt at lyde bare lidt mere normalt. Men sådan er det som sagt ikke.
Jeg gør mig mange, måske også for mange, overvejelser om lyden. Så selv om det er et ultraenkelt lydbillede med meget få instrumenter, så har jeg gjort mig mange fravalg. Mit lydbillede består i høj grad af fravalg. Jeg ønsker ikke at producere det her. Det skal leve. Der skal være plads. Sangen er det, det handler om. Derfor lyder jeg, som jeg gør. Jeg synger sangene, som jeg gør.
Det, jeg bruger lang tid på, er at lære sangene at kende. En ting er, at jeg skriver sangene meget hurtigt. Ligeledes teksterne. Altid melodien, grebene, fraseringerne og betoningen først - aldrig teksterne (selvom mange tror og gerne vil tro det). Teksterne kommer af få ord, der smager godt og passer til stemningen i akkorderne og melodien, og det hele bliver skrevet i løbet af 10-15 minutter. Derfor laver jeg også uforbeholdent mange sange, men skrotter lige så mange - det er vel kun hver 5.-6. sang, der virkelig kan noget. Sådan er det. Jeg er en hård hund. Så min sound ligger i, at lære mine sange at kende. Og i mine fravalg.
I præsentationen af dit nyeste album er der skrevet en række statements om sangene på albummet. Jeg vil dvæle ved en af sætningerne: ”10 sange, der tør tage sig tid”. Hvordan skal det forstås? Hvorfor er det vigtigt at turde tage sig tid?
De 10 statements var en måde for mig at komme videre på. Det er sgu ikke et stunt. Det var en svær plade at lave. Jf. mange af ovenstående ting, så bakser jeg meget med det. Jeg kan ikke lade være med at lave det! Hvis jeg kunne det, så var det lettere. Det er ikke for at være krukket, men som jeg skriver i pressemeddelelsen, så var der givet op flere gange undervejs, da det virker så frustrerende malplaceret at lave disse sange set i sammenhæng med, hvordan resten af verden og kulturen ser ud i dag. Jeg føler virkelig, at jeg står så godt som alene med disse sange. Og det er i den grad på grund af tempoet, hvis jeg skal bevæge mig ind på det ene af de statements, du nævner.
Tempoet i dag er skruet op. Det er meget få, der tager sig tid til at dvæle ved øjeblikket, og alligevel taler alle om det; nuet. Men ingen er i det. Og det er ikke fordi, jeg peger fingre - alt det jeg skriver om er i høj grad min egen kamp. Min egen kamp med at være tilstede og ikke fare videre hele tiden. Jeg skal turde tage mig tid. Vi skal tage os tid! Det skylder vi hinanden. Og i allerhøjeste grad os selv. Jeg har ikke travlt i mine sange. Men de er omvendt heller ikke lange - tværtom. Det er stemningen, tonen, der er sat ned i tempo. Det er min måde at komme ned på. Jeg har brug for at tage mig tid. I det jeg laver her finder jeg på en måde tilbage til det jeg befinder mig bedst ved, hver gang, at tage mig tid til at være i de sange. I den stemning. Viser eller ej. Men sange.
Hvordan ændrede det dig som musiker og digter/tekstforfatter at blive far?
Det ændrede alt. Jeg blev far for fem år siden og regnede ikke med, at det ville ændre noget som helst i forhold til det at skrive sange og lave musik. Jeg havde på det tidspunkt spillet i en trio i mange år, og vi havde nogle engelsksprogede demoer på samvittigheden samt en enkelt plade, der blev udgivet på Noiz/EMI, men ellers var det småt med, hvad vi havde bedrevet. All right, vi havde spillet en del koncerter og jeg havde på det tidspunkt de sidste 5 år tilbage skrevet en pokkers masse sange, faktisk uhyggeligt mange, men vi havde aldrig rigtig fundet ind til benet og derfor flagrede vi rundt mellem rocknroll/en art brit pop/60'er/70'er rock osv...
Jeg havde kort forinden jeg blev far investeret i en god gammel Gibson J50 akustisk guitar og en nyere Martin og havde for første gang i alle mine musikerår sidestillet det akustiske med det elektriske. Da vores datter blev født, sagde det bare BANG! Jeg havde hørt andre sangskrivere/kunstnere/digtere osv. tale om det før, men ikke rigtigt troet på det, men det passede altså.
Jeg søgte instinktivt ind til dét, der altså lå dybest inde i mig og begyndte så småt at nærme mig disse viseagtige/folksange på mit modersmål. Dét at komme i kontakt med min egen barndom via min nyfødte datter var som et ordentligt læs benzin på de poetiske ting, der lå lagret (åbenbart) i mig. Og for første gang i min musikertid følte jeg, at jeg nu havde gang i noget, der på en eller anden sær vis stak dybere.
Jeg fik mulighed for at arbejde med min vokal på en hel ny måde og dét at udvikle denne solist-rolle var virkelig interessant og meget inspirerende. Jeg kunne bruge min vokal, betoning og mit sprog på en helt anden måde og da min tekniske kunnen (heldigvis!) er meget begrænset, havde jeg alle muligheder og alt var tilladt.
Jeg købte en capo (ting man sætter på gribebrættet for at kunne spille samme greb, men få forskellige toner og lyde ud af det ved at rykke den - og ligeledes lege med tonearten), som jeg aldrig havde haft før, og det gjorde, at jeg ikke tænkte over, hvor jeg placerede mine hænder og derfor blot skrev umiddelbart - hvilket jeg tror skinner meget igennem i mine sange. Den her umiddelbarhed, som er en af mine forcer; at indfange den og levere den videre, i mine sange.
Digtningen, den rene lyrik, har så efterfølgende fået tilkæmpet sig en plads igen, hvilket resulterede i en debutudgivelse marts 2011 - "Fuglene sidder på pæle". Nu arbejder jeg i to spor, musik og lyrik. På nuværende tidspunkt skriver jeg mere lyrik, end jeg skriver sange, hvilket ikke bekymrer mig, da jeg hele tiden holder mig i form så at sige. Jeg har allerede nu sangene til en ny plade og på lyriksiden er færdigskrevet (stort set) 2 manuskripter; en kortprosa/digtsamling og en novellesamling.
Alt sammen, tror jeg, er der åbnet op for i forbindelse med det at blive far. Det er faktisk som om, at vores første datter åbnede op for mine sange i 2006. Siden da har Butzback været en realitet, og vores yngste datter åbnede op for lyrikken og prosaen i december 2009.
***
Peter Butzback Larsen kan opleves live flere steder i landet den kommende tid.
Følg med på www.peterbutzbacklarsen.dk.
Den 18. august 2011 gæster Peter Butzback Larsen radioprogrammet Mod Strømmen.
Tjek www.modstroem.blogspot.com.
Her kan du lytte til et af de numre med Benny Holst, der fik dørene til at åbne sig for Peter Butzback Larsen:
Søndagsseancer - Regulær rock rørt op med tekster af høj lyrisk kvalitet. Sådan lød den i danske sammenhæng ret sjældne opskrift på Mellemblonds debutalbum Ude af mine hænder fra 2009. Denne udgave af Søndagsseancer byder på en snak med frontmand Kristoffer Munck Mortensen, der fortæller om sine inspirationskilder og letter en smule på sløret for Mellemblonds fremtidsplaner.
***
Lidt forsinket: Tak for den flotte debutplade forrige år. Nu er det hele lidt på afstand. Hvordan var det?
Selv tak! Vi var selvfølgelig meget glade for den positive modtagelse i pressen og den opmærksomhed, pladen fik. Efterfølgende var vi ude at spille en del, men spillejobsene ebbede ud i løbet af udgivelsesåret og sidste år lå vi, bortset fra enkelte spredte jobs og en weekend i studiet, stort set stille. Nu ser vi frem til og arbejder på at få gang i møllen igen i løbet af 2011.
Vi var mange, der satte stor pris på den stærke tekstside på sangene på jeres debut. Anmelderne gik også lidt i selvsving og trak (forudsigeligt nok) flittigt tråde til C.V. Jørgensen, Eik Skaløe m.fl. Er der for lidt god lyrik i dansk pop- og rockmusik, siden den automatreaktion stort set altid kommer?
Jeg synes, at sammenligninger ofte fylder vel meget i musikanmeldelser og at det ville være mere interessant at læse en mere uddybende analyse af musikken. Eller læse en anmeldelse med en mere personlig vinkel. God lyrik kan vi ikke få nok af. Så ja, der er for lidt. Hvis en lidt udfordrende dansksproget sangskriver når et bredere publikum, er det næsten altid i kraft af et mere tilgængeligt hit, som Costa del sol eller Valby bakke (sange med stednavne er åbenbart vejen til succes), der baner vej for, at folk opdager og lærer at værdsætte resten af artistens produktion.
Det er ikke ligefrem en folkesport i Danmark at læse lyrik. Tror du på, at man som musiker kan være med til at ændre det? At musik er med til at gøre ordene mere tilgængelige for flere mennesker?
Næh. Selvom der er fællestræk er det to forskellige ting - lyrik og sangtekster. Ordene hænger måske bedre fast i folks bevidsthed, når de har følge af musik. Det jo ikke et mål i sig selv at få en sangtekst til at ligne et digt. Den skal passe ind sammen med musikken og det kan den gøre på et hav af måder. Den kan være billedrig, nøgternt fortællende, bestå af gentagelser, være bygget op omkring et godt hook, der bærer resten af teksten - m.m...
Hvordan arbejder I praktisk med koblingen mellem musik og lyrik?
På Mellemblonds EP og på debutpladen tog nogle tekster udgangspunkt i smådigte, som jeg så sang over en musikalsk ide. Efterfølgende byggede jeg så videre på digtet for at have nok at synge til hele sangen. Andre gange er der en god åbningslinje, der føder flere linjer, og en struktur viser sig hurtigt. Så kan man så gå tilbage til og rundt om teksten og slette og forædle. Jeg føler mig stadig som en novice i det her fag, så spørg mig igen om ti år tak.
Når det handler om musik, hvilke danske tekstforfattere inspirerer dig så mest?
Jeg skal kunne tænde på musikken først, ellers når jeg sjældent hen til teksten. Nikolaj Nørlunds Tændstik-plade tændte mig, men det var i lige så høj grad groovet og Rune Kjeldsens bluesy guitar, der inspirerede, som det var tekstuniverset. Det var i samspillet mellem de to ting, at det blev rigtig fedt for mig. Jeg fandt også inspiration i Peter H. Olesens og C.V. Jørgensens tekster og især sidstnævntes billedsprog har sat spor.
Jeg kunne også godt lide Sune Wagners danske plade. Teksterne havde et umiddelbart flow og en transparens der virkede stærkt, men igen hang det også sammen med, at jeg syntes om musikken. Der er uden tvivl andre, der skriver gode tekster på hver deres måde, men hvor jeg ikke bliver indfanget af det musikalske. Fra den yngre generation vil jeg også nævne Peter Sommer, der bruger sproget originalt og har poesien med sig.
Eik Skaløe, som blev hevet frem i anmeldelserne af "Ude af mine hænder", er ikke en direkte inspiration for mig, selv om jeg værdsætter Steppeulvene og hans poesi, men dem jeg står på skuldrene af, har måske stået på skuldrene af Eik, der stod på skuldrene af Dylan, der står på skuldrene af Rimbaud o.s.v. Vi kan jo kalde det for "sammenhængskraften".
Jeg har også fået en masse dansk sprog indenbords via digtere. Jeg nævner i flæng Sophus Claussen, Johannes Larsen, Johannes V. Jensen, Inger Christensen og Frank Jæger.
Hvor tit sætter du dig ned og læser i en digtsamling? Og hvad gør det ved dig?
Det gør jeg af og til. Måske ikke fra start til slut, men bare lidt spredt. Jeg kan godt lide det, og det har jeg kunnet, siden jeg var teenager. Det er stadig lidt med det samme udgangspunkt som dengang; for at få en sproglig og en følelsesmæssig oplevelse. Der har jeg ikke udviklet min læsehorisont voldsomt. Jeg kan godt lide digte, der forbløffer mig, danner nye billeder i hovedet og skubber til tingenes tilstand.
Hvis du vil have lidt bogklub ind i interviewet, er jeg for tiden ved at læse Troldfjeldet af Thomas Mann og den er lang, svær og noget mere filosofisk end digtene... Jeg har fået læst den nye Paul Auster og flere tegneserier for at holde pause fra det lidt triste sanatorium i Troldfjeldet, og nu har jeg lige købt Revolution in the Head, der analyserer The Beatles’ sange og samtid, så mon ikke den tager over på læsefronten nu.
Arbejder Mellemblond på noget nyt netop nu?
Ja, der er nyt på vej. Vi har indspillet fire nye sange og skal i studiet igen til foråret. Der er stadig tale om guitarbaseret rock med danske tekster. Det lyder lidt anderledes end det gamle, men stadig som Mellemblond. Vi arbejder også på en film i samarbejde med en instruktør. Hvordan den ender op, er endnu en smule uklart, men der kommer nogen levende billeder med Mellemblonds musik i hovedrollen på et tidspunkt.
Nu er vi lige blevet enige om, at man skal slappe af med al den sammenligning. Nu gør jeg det så alligevel: Der var klare spor af Black Rebel Motorcycle Club på den seneste plade. Er det den samme del af rockscenen, I hælder mod med det nye materiale?
Det, vi har optaget indtil nu, hælder måske lidt mod tresserne i lyd og udtryk, men jeg synes det er fedest og mest givende personligt, når man ikke ved, hvad man præcis har gang i og ikke lige kan finde sammenligningerne med det første.
Ja, der var spor af BRMC på et par numre på pladen, men der var også sange, der lød som noget helt andet - langt fra deres udtryk. Hvis vi havde flere numre færdigindspillede, kunne jeg bedre svare på dit spørgsmål, men det er muligt, at det næste vi indspiller peger i en lidt anden retning. Men... ja, der er ikke gået samplere og keyboards i den (endnu), så på den måde er det den samme del af rocken. Jeg vil helst ikke tale om det...
***
Mens vi venter på nyt fra Mellemblond, kan vi varme os ved Ishånd, et af de stærkeste numre fra debutalbummet:
Søndagsseancer - Denne gang interview med forfatteren Peter Grønlund, der er aktuel med Kategori C – en bog, hvor han går helt hårdtslående fodboldhooligans i Europa.
***
Der er skrevet en del bøger om hooliganisme og fankultur før. Hvad bidrager din bog med, som vi ikke har set før?
De bøger, der findes på dansk om hooligans og hooliganisme, er ofte akademiske bøger om emnet eller bøger, der er målrettet til samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. Bøgerne er ofte skrevet af folk, der bare har beskuet kulturen udefra.
Min bog beskriver kulturen indefra. Jeg er som en af de absolut eneste danskere nogensinde kommet helt ind bag linjerne i den ellers hermetisk lukkede kultur. Jeg har mødt hooligans i mange lande, fået adgang til et unikt billedmateriale, og til historier om volden, hadet, kærligheden til fodbold, kammeratskabet og alt det andet der udgør hooliganismen – og sproget er lige på og hårdt.
Udover samtaler og interviews med aktive og tidligere hooligans fra mange forskellige lande, så er der også bidrag fra fodboldspillere, journalister og forskere i fankulturer. Alt i alt giver min bog et ærligt og samlet billede af den voldelige kultur.
Du skriver, at det er et fordomsfrit indblik i kulturen. Du beskæftiger dig ikke med ’rigtig’ eller ’forkert’ - beskriver blot, hvordan det er. Hvilke etiske overvejelser har du haft om den side af det?
Ikke særligt mange. Jeg ville dokumentere kulturen ærligt og, ja, fordomsfrit, og da vold jo er en væsentlig del af hooligankulturen, så har jeg ikke været hverken pædagogisk eller vurderende, når jeg har talt om vold og slagsmål med hooligansene. Jeg spørger ikke, hvorfor de slås, fordi en hooligan pr. definition slås. Ellers ville han ikke være hooligan.
Jeg prøver heller ikke på at teoretisere volden, for hooligans tænker ikke i teorier. I alle subkulturer findes der regler, normer, værdier og en jargon som er anderledes end det der er vedtaget som nogenlunde almentgældende i resten af samfundet. Subkulturer ser irrationelle ud, når man beskuer dem udefra. Jeg ville dokumentere hooliganismen på hooliganismens egne præmisser, altså ved at acceptere at vold mod andre hooligans et væsentligt element.
Èt fællesstræk i bevæggrundene for hooligans er, at de synes volden er sjov, og derfor har jeg blandt andet spurgt de fleste hooligans, jeg har talt med, om de kan fortælle en sjov historie fra et slagsmål. Og lad mig bare sige, at svarene nok kan sætte opfattelsen af begrebet humor til diskussion.
Er risikoen ikke at forherlige eller ophøje afstumpet vold?
Jeg er ikke så bange for at blive kaldt politisk ukorrekt i min skildring og dokumentation. Mange er før mig blevet beskyldt for at forherlige vold – og nok er ordet og litteraturen kraftfuld, men jeg tror nu ikke ligefrem, at en bog kan skabe nye voldsmænd. Jeg lader hooligans tale frit, og det er jo heldigvis sådan, at ytringsfriheden også gælder folk med kontroversielle holdninger og meninger.
Hvad var din vildeste/mest skræmmende oplevelse under arbejdet med bogen?
Jeg har mødt nogle hårde mænd undervejs, jeg har stået midt i kaotiske slagsmål, og jeg har hørt på historier om flasker i ansigtet, knivstik og brutale overfald. Men det vildeste har nok alligevel været, da en tysk hooligan fortalte mig om engang han blev slået ned, og efterfølgende slæbt hen til en rulletrappe med metaltrin, som de så pressede hans ansigt ned imod. Han fik revet halvdelen af ansigtet op, men han grinede bare mens han fortalte det.
Alle dem jeg har mødt har uden anger fortalt om skader på dem selv. Alvorlige skader! Det er en del af kulturen. De griner bare af det.
Var du aldrig bange?
Da min søn blev væk inde i Tivoli sidste sommer var jeg bange. Ånder og spøgelser er heller ikke min stærke side. Jeg har til gengæld ikke været bange, mens jeg lavede bogen. Som sagt, så er den generelle opfattelse af hooligans noget mere unuanceret end virkeligheden. Det er klart, at hooliganmiljøet ikke er nemt at komme ind i, der er stor mistroiskhed, men jeg har ikke haft problemer.
Èn gang var der en hooligan, der lidt i sjov, lidt i alvor, lidt i fuldskab, spurgte om jeg var undercover politimand. De andre, der var i nærheden, røg straks op og sagde, han skulle opføre sig ordentligt. Det sjove ved det hele var, at en af dem, der også var der, faktisk var politimand. Han deltog stadigvæk i slagsmål, når landsholdet spillede på udebane, og han var stadigt en af vennerne.
Mødte du sider af dine kilder, du ikke havde forventet at møde?
Hvis jeg havde troet på den typiske beskrivelse af hooligans, det vil sige, at de er hjernedøde, fordrukne, racistiske, arbejdsløse psykopater, der hader fodbold, og kun er på stadion for at slås, ødelægge og hærge, som ikke bare tabloidaviserne har serveret i vanlige sensationsoverskrifter, men som såkaldte fodboldeksperter også har sagt gang på gang, så ville jeg nok være blevet ret overrasket.
Nu havde jeg et forhåndskendskab til kulturen, og jeg kendte nogle danske hooligans, inden jeg gik i gang med bogen, men jeg blev faktisk alligevel overrasket – for overalt hvor jeg var, mødte jeg en utrolig gæstfrihed og venlighed. Jeg blev introduceret til kærester, koner, forældre og venner, og jeg var endda med til et barnedåb. Når det så er sagt, så jeg selvfølgelig også den anden side: Hadet og volden.
Hvad håber du, folk vil tænke, når de har vendt sidste side i din bog?
Jeg tror og håber jeg med bogen har nuanceret, på godt og ondt, billedet af hooligans og hooliganismen. Jeg tror, bogen både vil chokere og overraske.
Du har efterhånden gjort det til dit speciale at skildre forskellige subkulturer. Hvad er dit næste projekt?
Ja, jeg mener det er en fordel at kende miljøer og personer når man skildrer det. I hvert fald hvis man gerne vil have en vis troværdighed i fremstillingen. Det er blevet nemt at Google-researche, men det er ude i virkeligheden, man får detaljerne på plads.
Når det er sagt, så er der stadigvæk kæmpe forskel på at stå som ornitolog og beskue en subkultur – eller hvad man nu researcher på – og være en aktiv deltager i samme. Jeg har selv været aktiv i forskellige subkulturer, i modsætning til mange andre, der også skriver om det. Jeg har dog aldrig været hooligan, men jeg har opnået troværdighed i hooliganmiljøerne, og derfor har jeg fået adgang til historier og materiale, der kun sjældent er set.
Nu hvor Kategori C er ude, så skal jeg lige trække vejret igen, for det har været hårdt og intenst arbejde. Men jeg har et halvfærdigt manus liggende, som jeg skal have fat på igen – en ungdomsroman. Men denne gang foregår historien ikke i et subkulturelt miljø, men derimod handler det om en utilpasset middelklasseknægt, der gerne vil være en del af et subkulturelt fællesskab, men geografiske omstændigheder gør, at det ikke er muligt. Og hvad gør man så? Så fucker man selvfølgelig sine omgivelser op.
***
’Kategori C – Hooligans i Europa’ er netop udkommet på Bogkompagniet. Læs mere om bogen her
Om Peter Grønlund
Født 1970. Har tidligere skrevet romanerne Sub-land (2005) og Eurotrash (2009) samt interviewbogen Subkultur – undergrund og modkultur (2010).
Per Højholt og Blæs Bukki hører til de store forbilleder for Niels Lyngsø, der under kunstnernavnet Stemmejernet er aktuel med cd’en sigdetvidere. Et album, der beviser, at raptekster sagtens kan rumme litterære ambitioner.
Han debuterede helt tilbage i 1992, da digtsamlingen Maske & Maskine udkom på Borgens Forlag. Op gennem 90’erne var han et af de virkelig markante navne på den danske lyrikscene. Der har været stille omkring ham i noget tid, men det viser sig nu, at det er fordi, han har gået og øvet sig på noget nyt. Noget helt, helt nyt.
Herunder får du denne omgang af Søndagsseancer på majortom.dk, hvor Niels Lyngsø fortæller om sit hamskifte:
***
Du har i mange år været et anerkendt navn på den danske lyrikscene. Nu er du sprunget ud som rapper. Hvorfor?
Det begyndte for 7-8 år siden med en tanke om at lave en rent mundtlig digtsamling, altså en digtsamling der slet ikke skulle udkomme i bogform, men kun i et lydmedie, såsom en cd eller nogle mp3’ere. Det var da jeg var godt i gang med en bog der hedder Morfeus, som er en grafisk meget avanceret digtsamling hvor digtene snor sig og drejer sig og vender på hovedet. Den bog var blandt andet et forsøg på at trække poesien hen i retning af billedkunsten, eller i hvert fald grafikken.
Som en slags modidé kom jeg så til at tænke på hvor langt man kan trække poesien i retning af musikken. Om man kunne lave en slags ordmusik, nogle digte der slet ikke kunne skrives ned, men kun siges og høres. Da jeg så for alvor begyndte på de digte i 2007, lagde jeg ret hurtigt pen og papir til side og arbejdede i stedet for udelukkende med mund og hukommelse. For at se om den metode ville føre til nogle andre digte end skriften ville kunne frembringe.
Jeg opdagede, at det var nemmere at arbejde, når kroppen var i bevægelse, end når jeg sad stille, så som regel gik jeg op og ned ad gulvet eller digtede når jeg løb mine ture om morgenen. Det viste sig, at digtene ganske rigtigt blev anderledes: mere mundrette, tættere på talesproget, mere legende og ordspillende og med masser af rim. Og en puls, et beat.
Det gik langsomt op for mig, at det nærmede sig rap, eller i hvert fald en slags stiliseret tale. Det er jo slet ikke ukendt i den poetiske tradition – man kan bare tænke på Dan Turell og hele beatgenerationen i amerikansk poesi. Jeg gjorde det til en regel, at jeg ikke ville skrive de her digte ned. Derfor er der heller ikke en booklet med tekster i cd’en. De her tekster er kun mundtlige. Hvis nogen en dag skulle få lyst til at sætte sig ned og lytte dem af og skrive dem ned, ville jeg ikke have spor imod det. Men vedkommende ville opdage hvor utrolig mange valg man skulle træffe, for der er rigtig mange ordspil og tvetydigheder der kører på at to ting lyder ens, men ikke skrives ens.
Den mundtlige poesi kan helt klart noget andet end den skriftlige. Den åbner for nogle andre muligheder. Det er derfor jeg har bevæget mig i den retning.
Hvis man udelukkende ser på tekstuniverset, hvad kan dine numre så, som er nyt i forhold til den danske rap, vi kender?
I første omgang tror jeg det er vigtigt at skelne mellem rap og hiphop. Hiphop er et langt mere omfattende begreb end rap; i første omgang er det en bestemt måde at lave musik på: denne her klunser- eller genbrugskultur hvor man bruger alle mulige gamle musik- og lydstumper til at skabe et nyt udtryk. Men derudover omfatter hiphopkulturen jo også grafitti, breakdance, en bestemt tøjstil og måske en hel livsstil, et sæt attituder, en selvopfattelse om at man er “street” og mere funky end de fleste. Og der må jeg sige at jeg langt fra køber hele pakken. Jeg er overhovedet ikke hiphopper.
Men på sigdetvidere bruger jeg i de fleste numre et bestemt poetisk formsprog, der er blevet udviklet inden for hiphoppen, nemlig rap. Musikken på min plade er derimod slet ikke hiphop. Jeg har ikke samplet noget som helst, jeg har lavet det hele fra bunden. Og så har jeg arbejdet ud fra et koncept om kun at bruge stemme-, mund- og kropslyde. Så musikalsk set er sigdetvidere tættere på en slags organisk electronica end på hiphop. Det eneste jeg for alvor har til fælles med hiphoppen, er at jeg rapper.
Netop i tekstuniverset, som du spørger om, kan man se hvor forskelligt det jeg laver, er fra hiphop. Det første nummer, tungenosser, er den eneste tekst der nærmer sig hiphop, fordi jeg dér kaster mig ud i denne her storskrydende territorieafpisning man finder i rigtig meget hiphop: Det her med at slå sig for brystet og bralre op om hvor fed man er, og så samtidig disse alle mulige andre. Jeg gør det, synes jeg selv, med et vist glimt i øjet. Men også for at markere at jeg godt ved at jeg strejfer ind over et territorium der er nyt for mig, og som jeg faktisk på mange måder har respekt for.
De øvrige numre på pladen er ikke i nærheden af at være hiphop. De handler om alle mulige ting, som hiphoppen sjældent beskæftiger sig med. Et nummer som rødmandblåmand handler om at være slave af sin egen liderlighed. Og “idineøjne” handler såmænd om kærlighed og længsel og er en ret følsom, ja nærmest sentimental tekst som man aldrig ville kunne finde på en hiphop-plade. Og så er der et par ret sære tekster, f.eks. “dunkel” som udelukkende består af tillægsord, eller “opopop” der kun består af forholdsord. Det er vel nærmest en slags konceptkunst.
Har det været svært at lære at rappe?
Ja, det har jeg arbejdet temmelig længe med. Og jeg har meget at lære endnu. Til at begynde med var jeg ret skeptisk og tænkte: Kan jeg overhovedet det? Jeg øvede mig, rappede med på nogle af mine yndlings rap-plader, tog sangundervisning for at lære at bruge maven rigtigt osv. De første mange optagelser jeg lavede, lød ad helvede til. Men efterhånden nåede jeg frem til et udtryk jeg var tilfreds med. Om det er gangbart i hiphop-land, ved jeg ikke. Jeg rapper med mit eget næb. Og jeg er først lige gået i gang; jeg tror det kan udvikle sig meget endnu.
Har du undervejs overvejet at holde dig til tekstskrivningen og så lade en rapper stå for fremførelsen?
Nej, det har jeg på intet tidspunkt overvejet. For selve måden at fremføre det på er netop en vigtig del af det samlede udtryk. Og det er nødt til at være min måde.
Hvilken dansk rapper ser du mest op til?
Blæs Bukki fra Malk de Koijn (og fra bl.a. Bikstok Røgsystem). Han har en helt suveræn musikalitet. Og så laver han nogle fede – og i øvrigt litterært set meget avancerede – tekster. Tue Track og Geolo G. fra Malk er også superfede rappere. Med rigtig gode tekster.
Hvilke digtere/forfattere har inspireret dig mest i arbejdet med det her projekt?
Sådan en som Dan Turell havde en suveræn sproglig musikalitet og var jo en udpræget mundtlig digter. Så på den måde er han vel en slags forbillede. Selv om jeg tekstmæssigt og attitudemæssigt har lige så lidt til fælles med beatkulturen som jeg har med hiphopkulturen.
Per Højholt er helt generelt mit store forbillede, blandt andet fordi han var så utrætteligt eksperimenterende. Og åben, blandt andet også over for populærkulturen. Han var en stor fan af Jimi Hendrix og lavede blandt andet nogle helt vilde optrædener hvor han læste digte op gennem en masse distortionpedaler og med masser af rundhyl og alt muligt, så man stort set ikke kunne høre ordene. Som andet end lyd, forvrænget lyd. Det jeg gør på sigdetvidere, har måske en fjern forfader i Højholts eksperimenter i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne.
Kommer man til at kunne se dig rundt i landet med de nye numre?
Jeg har allerede optrådt en del gange, de seneste to gange med Iben Mondrup på sampler, kor og diverse småinstrumenter, og Kresten Osgood på anarkistiske trommer. Vi spillede for fulde huse i København og Århus, og folk var meget begejstrede. Live – og med de her to musikere – bliver det et helt andet udtryk end på pladen. Og jeg synes det er rigtig spændende, hvordan den samme tekst kan blive til mange forskellige udtryk. Det har jeg meget lyst til at arbejde videre med. Og der kommer nogle flere koncerter.
Søndagsseancer er en ny serie af interviews med forfattere og musikere på majortom.dk. Den første i rækken er forfatter Charlotte Weitze, der er aktuel med Det Hvide Kvarter – en række små fortællinger, der hele tiden balancerer på kanten mellem virkeligheden og det overnaturlige.
***
På forsiden af din bog står der hverken ’noveller’ eller ’kortprosa’. Der står ’fortællinger’. Hvorfor har du valgt den etikette?
Det har jeg nu altid gjort i mine andre novellesamlinger/fortælling-samlinger. Det er fordi, at de er eventyrlige, lidt vildtvoksende, lægger sig op ad folkeeventyrene og er måske derved tættere på noget mundtligt.
Du nævner folkeeventyrene. Har du selv læst mange folkeeventyr eller i det hele taget beskæftiget dig meget med dem?
Jeg er uddannet cand. mag i folkloristik. Det var det studie, der før hed folkemindevidenskab. Jeg valgte det, fordi jeg allerede skrev "eventyrligt" og tænkte, at her var da ekstra inspiration at hente, mens jeg fik det, som min forældre kaldte "en uddannelse at falde tilbage på". Jeg har dog aldrig brugt den.
Som barn gik jeg i Rudolf Steiner-børnehave og der blev vi fodret med dem. Vi fik fortalt det samme eventyr i en hel uge - mundtligt og sommetider i form at små rollespil. Så jo, jeg har fået dem ind på rygraden.
Hvordan vil du betegne fortællingerne i Det Hvide Kvarter i forhold til de ting, du tidligere har skrevet?
Enkelte af novellerne endte med, uden at jeg faktisk selv opdagede det, at være fuldkommen realistiske. Men sådan skulle de bare være. Ud over det, så er jeg blevet ældre, jeg har fået børn og meget i mit liv har forrykket sig. Jeg håber, at man kan mærke, at det er en forfatter med mere livserfaring der skriver. Jeg oplevede flere gange undervejs, at jeg havde svært ved at vælge vinkel. Før havde jeg altid taget udgangspunkt i børnenes synsvinkel. Nu er jeg også moren og kan se det mere fra hendes side. En af fortællingerne, Terror, blev længe fortalt både fra moren og datterens synsvinkel. Men så måtte jeg tage en beslutning, og det blev moren.
Det er efterhånden blevet din signatur at tage afsæt i en realistisk verden og lade historierne udvikle sig i mere eller mindre groteske og overnaturlige retninger. Kan du forklare, hvorfor det lige er dér – i krydsfeltet mellem det realistiske og det overnaturlige – at du opererer?
I bund og grund ved jeg det ikke. Sådan er jeg bare skabt. Men skal jeg alligevel forklare, så er det nok en insisteren fra min side på, at det eventyrlige findes og skal bestå. Og ud over det, så er det en måde at se verden på ny, at beskrive de spøgelsesagtige øjeblikke, hvor alt forandres. Eller måske vise menneskesindet med vrangen ud. Ja, det kan have flere funktioner.
Du bruger en fysisk ramme omkring alle fortællinger – Det Hvide Kvarter. Er det inspireret af et sted fra virkelighedens verden?
Det hvide kvarter findes mange steder. Det er de privilegerede villakvarterer, som ligger lige tæt på naturen og den pulserende storby. Det mest privilegerede sted, man kan bo. Jeg er selv vokset op i Kongens Lyngby, så der er steder dér, jeg har kunne tage afsæt. Men som sagt: Det hvide kvarter er et fænomen der findes mange steder.
Naturen og dyrene besidder voldsomme kræfter i flere af fortællingerne. Ligger der et bestemt budskab gemt der?
Jamen altså: Selvfølgelig besidder naturen og dyrene voldsomme kræfter. Er det ikke altid dem, mennesker kæmper med og imod? Ligesom man tænker, at man har styr på det hele, fået børnene og bygget huset op, så er der ting, dyre- og naturting, som kan melde sig på banen midt i idyllen. Hvorfor er det ellers, at 50 % bliver skilt, ligesom det tilsyneladende så ud som om, at de havde styr på det hele? Man skal vogte sig for ulven...
I folkeeventyrernes verden ville det grænseland, som villakvarteret ligger i, lige mellem natur og storby, være det allerfarligste sted. Det er i grænselandet, lige ved gærdet, at dæmonerne dukker op. Måske fordi at man, midt i sin kompromisløse lykketilstand, har allermest at miste.
Er du selv blevet mere bange for ulven, efter at du har fået børn?
Hvis ulven er alt det udefra, der kan komme og forstyrre lykken og romantikken inden for livets fire vægge, så ja. Når man får børn, forpligter man sig til at give dem så god en barndom, som man nu magter. Der er jo altid den mulighed at starte forfra, finde en ny mand og få nogle nye børn: Altså genoptage eventyret. Det tror jeg, at mange gør, fordi de er bange for at sidde fast i "Det hvide kvarter". Men jeg er interesseret i at undersøge, hvad der sker, hvis man holder fast.
Hvilke andre forfattere læser du meget?
Jeg læser en del Blixen. De fortællinger er så gådefulde, at man kan læse dem igen og igen uden helt at få styr på dem, men alligevel en følelse af at blive klogere. For øjeblikket læser jeg "Walden - livet i skovene" af Henry David Thoreu. En civilisationskritik fra 1800-tallet. Et studie i, hvad man kan undvære som menneske og en god kommentar til finanskrisen.
Om Charlotte Weitze
Charlotte Weitze (f. 1974) er cand.mag i folkloristik og fast gæstelærer på Vallekilde Højskoles forfatterlinje. Hun debuterede med Skifting i 1996 og har siden udsendt to samlinger af fortællinger: Bjergtaget, 1999, og Mørkets egne, 2005, samt to romaner: Fandekke, 2001, og Brevbæreren, 2003. Hun har modtaget BogForums debutantpris, Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, Frederiksbergs Talentpris og har boet i Bakkehusets legatkunstnerbolig. Hun skriver desuden radiodramatik.
