35 essentielle Dylan-numre

I dagens anledning satte jeg mig for at lave en playlist med 20 ultimative Dylan-numre. Efter at have skåret og skåret og skåret helt derind, hvor det virkelig begynder at gøre ondt, kan jeg ikke mere. Sorry, listen blev på 35 sange. Lad det være de sidste ord om Dylan i denne omgang. For der har vi jo i virkeligheden hele historien om ham. Der er så meget. Og det er så stort.

1. Simple Twist Of Fate (Blood On The Tracks)
2. Ballad of a Thin Man (Highway 61 Revisited)
3. Tangled Up In Blue (Blood On The Tracks)
4. Visons of Johanna (Blonde on Blonde)
5. One More Cup of Coffee (Desire)
6. Like a Rolling Stone (Highway 61 Revisited)
7. Sad Eyed Lady of the Lowlands (Blonde on Blonde)
8. Girl From The North Country (The Freewheelin' Bob Dylan)
9. The Lonesome Death of Hattie Caroll (The Times They Are A-Changin')
10. Oh Sister (Desire)
11. Don’t Think Twice, It's Alright (The Freewheelin' Bob Dylan)
12. Shelter From The Storm (Blood On The Tracks)
13. A Hard Rain's a-Gonna Fall (The Freewheelin' Bob Dylan)
14. Desolation Row (Highway 61 Revisited)
15. As I Went Out One Morning (John Wesley Harding)
16. Masters of War (The Freewheelin' Bob Dylan)
17. Standing in the Doorway (Time Out of Mind)
18. Love Minus Zero (Bringing It All Back Home)
19. Most of the Time (Oh Mercy)
20. Stuck Inside of Mobile... ( Blonde on Blonde)
21. Idiot Wind (Blood On The Tracks)
22. Its Alright Ma, I'm Only Bleeding (Bringing It All Back Home)
23. Just Like Tom Thumbs Blues (Highway 61 Revisited)
24. Changing of the Guards (Street Legal)
25. Not Dark Yet (Time Out of Mind)
26. Mama, You Been On My Mind (The Bootleg Series)
27. Sara (Desire)
28. Man In The Long Black Coat (Oh Mercy)
29. Señor (Street Legal)
30. Its All Over Now, Baby Blue (Bringing It All Back Home)

31. Wicked Messenger (John Wesley Harding)

32. Highlands (Time Out of Mind)
33. Make You Feel My Love (Time Out of Mind)
34. Chimes of Freedom (Another Side of Bob Dylan)
35. Ballad of Frankie Lee and Judas Priest (John Wesley Harding)

Dylans oversete talent for rock ’n’ roll

I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Journalist Sune Højrup Bencke har læst nok hyldester af Dylans tekstunivers. Han fremhæver i stedet et undervurderet hjørne af Bob Dylans talent – evnen til at spille saftig, svingende rock ’n’ roll. 
 
Bob Dylans betydning kan ikke overvurderes. Men jeg kan godt lide at tænke – midt i hyldesten af hans ufatteligt vidunderlige tekstunivers og storanalyserne af hans ændring af rock-, og nogle gange verdenshistorien - at man glemmer, hvad han også mestrer totalt.

Nemlig, rock'n'roll. 'Tell Me, Momma', 'Don't Ya Tell Henry', 'Tough Mama', 'New Pony' og 'Thunder On The Mountain'. Bar, benhård, bluesbaseret rock'n'roll.

Bob Dylans rock'n'roll-talent er et ubemærket, halvglemt trumfkort, der for det meste står i skyggen af de tekster, der giver hans sange liv og som altid har distanceret ham voldsomt fra de andre i flokken. Det har der altid været en slags ubalance i forholdet mellem hans tekster og musik.

Tænk eksempelvis på 'Blood On The Tracks'. Hvad fylder mest? Historien på 'Tangled Up In Blue', bitterheden og humoren i 'Idiot Wind', musikken? I min verden fylder teksterne mest. 80 procent måske. Og det er ikke, fordi jeg ikke elsker musikken på den plade – det er bare teksterne, der maser sig frem forrest. Det er først, når man hører 'Shelter From The Storm' på 'Hard Rain'livealbummet, at man forstår, at det også er en rocksang. Dér får den sang pludselig en ekstra dimension. Bob Dylan spiller sit trumfkort ud.

Man tager Bob Dylans evne til at skrive og spille saftigt, svingende rock for givet. Men at kunne det, er ikke noget man bare gør. Hvis Bob Dylan ikke kunne sin Chuck Berry, Little Richard, Animals og Stones, så tror jeg, han havde vaklet. Så havde det været en karriere på krykker.

At man netop kan glemme Bob Dylans rock'n'roll, fortæller også en anden historie om Bob Dylan, som jeg synes er fantastisk. Det er historien om mandens spændvidde. Når folk tillader sig at kritisere Bob Dylan, så føler jeg mig skoldet over hele kroppen. Jeg kan simpelthen ikke have det. Jeg kritiserer heller ikke Mozart eller Bach, bare fordi klassisk musik ikke interesserer mig.

Og når folk siger noget negativt om Bob Dylan, så er det fordi de ikke fatter spændvidden. Man behøver ikke engang at nævne gamle diskussions-travere som buh-råbene i '66, da han sked på sine ulidelige disciple, bruge betonstærke plader som 'Blood On The Tracks' og 'Desire' som bevisførelse for mandens genialitet eller citere tekstbid på tekstbid på tekstbid. Det er de kendte argumenter for, hvorfor Bob Dylan er så vigtig.

Men hvad med alt det andet? Hvad med, hvordan han tog røven på dem alle sammen, da han gik country med 'John Wesley Harding' og 'Nashville Skyline'. Country! Konform, sydstatsromantik og rednecks. Hvilken finger. Og hvad med det faktum, at Bob Dylan er den eneste, jeg kan komme i tanke om, der er lykkedes med at lave ubetingede mesterværker med mere end 30 års mellemrum. Fra 'Highway 61 Revisited' i 1965 til 'Time Out Of Mind' i 1997. Helt ærligt; det er jo fuldstændig utroligt.

Hvis jeg havde valgt at skrive, om en hvilken som helst anden del af Bob Dylans livsværk, ville jeg havde dryppet det hele med citater fra tekster. Men det her stykke handler om musik. Jeg kan ikke beskrive, hvordan det svinger, gynger eller rykker, når Bob Dylan spiller rock'n'roll. Men prøv at lave nedenstående playliste i iTunes eller noget lignende, så håber jeg, at du er med på, hvad jeg mener.

- Thunder On The Mountain (Modern Times, 2006)
- Don't Ya Tell Henry (The Basement Tapes, 1975)
- Tough Mama (Planet Waves, 1974)
- Unbelievable (Under The Red Sky, 1990)
- Isis (Desire, 1976)
- Maggie's Farm (Bringing It All Back Home, 1965)
- New Pony (Street Legal, 1978)
- Shelter From The Storm (Hard Rain, 1976)
- Lonesome Day Blues (Love and Theft, 2001)
- Silvio (Down In The Groove, 1988)
- Tell Me, Momma (Live 1966, 1998)
- Fortsæt selv listen

Sune Højrup Bencke er journalist. 

***

Se alle artikler i serien

Et slag med bibelbæltet

I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Lektor på journalisthøjskolen Troels Østergaard skriver her om albummet Infidels fra 1983. 

Musikalske legender har ofte en ting til fælles: Deres musik er i stand til at transcendere tid og sted. Det, som betød noget særligt for dig, da du var 12 år, betyder nu noget andet, hvor du nærmer dig 40.

Især tre albums har haft den effekt på mig: Bruce Springsteens Darkness on the Edge of Town, Neil Youngs Rust Never Sleeps og Bob Dylans Infidels. Som 12-årig forstod jeg ganske enkelt ikke det subtile sprog og de ofte bibelske referencer i teksterne. Det gav pladerne en særlig dobbelttydig karakter; på samme tid tilgængelige i kraft af deres enkle musikalske formsprog og utilgængelige i kraft af deres vulkanisk sprudlende ordrigdom. Kort sagt, temmelig fascinerende!

Tid, dannelse og erfaring har åbnet de musikalske værker for mig på en anden måde, så jeg nu forstår, at Adam Raised a Cain handler om Springsteens forhold til sin far. Og jeg ved, at Thrasher beskriver Neil Youngs brud med Crosby, Stills og Nash.

Infidels er anderledes. Åbningsnummeret Jokerman har bibeholdt sin oprindelige fascinationskraft, hvilket givet hænger sammen med, at jeg stadig ikke helt forstår tekstens budskab. “Standing on the water, casting your bread, while the eyes of the idol with the iron head are glowing”.

Ja vist, man kan sagtens underkaste Dylans 80’erlyrik et teologisk skoleridt og gøre rede for de talrige referencer til Bibelen. Men den særlige kvalitet ved Infidels, er at pladens skæringer er åbne for fortolkninger på en helt anden måde end de øvrige værker fra det, man godt kan kalde Bob Dylans “tabte årti”. Empire Burlesque eller Knocked Out Loaded, anyone? Jokerman og Sweetheart Like You er i virkeligheden mere digterkunst end klassisk rocklyrik. Det understreges af den radiovenlige softrock, der akkompagnerer teksterne uden at gøre meget væsen af sig. Selveste Mark Knopfler er med på guitar, men den ubestridte stjerne er poeten Bob Dylan, der skriver, så selv englene sikkert danser ”to the nightingale tune”.

Har Infidels så gjort mig klogere på, hvad det vil sige at blive voksen og befinde sig cirka midtvejs i livet? Næ, egentlig ikke. Bob Dylan er for mig i højere grad en intellektuel udfordring end en musikalsk nøgle til at forstå mig selv og min samtid. Af samme grund er han en sjælden gæst på grammofonen. Men i det øjeblik den korte trommeintro til Jokerman går i gang, bliver jeg skudt ind i et mentalt parallelunivers, hvor det er okay at være 12 år gammel og tænke: “Hvad fanden handler det her egentlig om?!”

Troels Østergaard er lektor på Danmarks Journalisthøjskole. 

***

Se alle artikler i serien

Del din Dylan

I løbet af de seneste uger har gæsteskribenter delt deres bedste Dylan-oplevelser her på majortom.dk. Der er skrevet om Oh Mercy, Time Out of Mind, Tell Tale Signs og Blonde on Blonde. Læs dem alle her

Dejlige tekster alle sammen, og jeg har et par stykker mere i skuffen. Men… der er jo stadig så mange fantastiske Dylan-albums, som ikke er med her. Hvis du nu sidder og brænder inde med en helt særlig oplevelse med fx Desire, Blood on the Tracks, Highway 61 Revisited eller et af de andre gyldne albums i Dylans mægtige bagkatalog, så send mig en mail på tommyheisz@gmail.com.

Fat dig i korthed og skriv om din oplevelse på cirka 300-500 ord. Formen er fuldstændig fri. Du behøver ikke forholde dig til et enkelt album, men kan også beskrive en periode, en liveoplevelse eller… ja, hvad som helst. Det skal bare handle om Bob. Og om dig.

Jeg garanterer ikke, at alle tekster bliver lagt på, men jeg garanterer, at jeg læser dem alle, forholder mig til dem og giver et svar.

Der er ingen præmier, intet honorar. Kun chancen for at være med til at fejre den store mester i godt selskab og at dele din Dylan-oplevelse med en masse glade læsere.

Rødvin, lediggang og Time Out of Mind

I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Sanger og sangskriver Peter H. Olesen fortæller her om sin oplevelse med albummet Time Out of Mind fra 1997.

Det var i sidste halvdel af halvfemserne, da jeg en kort overgang var nødsaget til at tjene til dagen og vejen som postbud. Som den første mand nogensinde på dét postkontor søgte og fik jeg vrangvilligt tildelt barselsorlov.

Jeg rejste med min daværende hustru og vores førstefødte til Skagen. Hun for at sidde i fiskerhusets anneks og skrive på sin næste bog, jeg for at passe drengen og ikke mindst mig selv.

Om aftenen stod jeg i køkkenet og lavede aftensmad i selskab med et medbragt kassettebånd. På den ene side af båndet havde jeg optaget Nick Caves "The Boatman's Call" og på den anden det Daniel Lanois-producerede Dylan-album "Time Out of Mind", to store eksistentielle, voksne og voksende albums, som passede fint sammen.

Jeg lyttede til de plader hver eneste aften den vinter, blues og ballader om liv og død, mens jeg stod bøjet over gryderne i en mild og stille rødvinsrus.

I Skagen blev de første tekster til Olesen-Olesen skrevet, og deroppe fik jeg også sådan rigtig smag for lediggang, rødvin og ikke mindst Bob Dylan.

Peter H. Olesen
sanger og sangskriver
peterholesen.blogspot.com

***

Læs alle artikler i serien

Peter H. Olesen spiller søndag d. 22/5 2011 sammen med en række andre til en fødselsdagskoncert for Bob Dylan i Huset på Magstræde. 

Læs mere her

Bob er altid tilgivet

I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Fotograf Jens Astrup fortæller her om en livslang passion på trods af mange skuffelser og nedture.

Vi har altid fulgtes ad. Bob har været der altid. På min iPod hedder han bare Bob, vi er på fornavn, Bob og Jens. Ham den anden Bob er jeg kun på efternavn med, Marley altså.

Jeg voksede op med Bob i kælderen. Niels, min storebror, og dyrlægens søn lå på gulvet og stenede, når Bob lå på grammofonen og sang. Lay Lady Lay og Blowing In The Wind strømmede ud fra kælderværelset med røgen fra røgelsespinde. Jeg kunne sangene, før jeg kunne engelsk, så det var faktisk Bob, der lærte mig engelsk.

Men vi har også haft det svært med hinanden til tider. Forleden bøjede han nakken for de kinesiske regime. Det er aldrig pænt når en ungdomsoprører og protestsanger falder til patten. Og Bob var en røv på Midtfyns Festival, hvor vi ikke måtte fotografere ham. Det er bare sådan noget, en fotograf ikke glemmer - Bob Røv, du er en krukke. Vi skulle have en stjernekikkert for at få et billede af dig. Så var der dit kristne flip, Bob, Gud Fader bevares.

Alligevel er han altid tilgivet. Når man hiver pladerne ud fra reolen, eller kommer hjem med en ny Together Through Life, frisk fra Kaffe og Vinyl på tykke 180 grams-LP’er, så er Bob og Jens de bedste venner igen.

Jeg har måske også været troløs over for Bob. Der har været andre end ham. I firserne var det David og David. Bowie og Byrne. I halvfemserne var det mest Tricky, og i nullerne fandt jeg manden i sort, Johnny.

Men Bob og jeg finder altid sammen igen. Han er der altid et eller andet sted, og for tiden bor han i min bilradio. Min favorit er altid den nyeste, indtil jeg køber en ny. Vi følges. Together Through Life.

***

Besøg Jens Astrups hjemmeside

Læs alle artikler i serien 

Mississippi er til at tude over

I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Morten Scholz, redaktør på magasinet Atlas, fortæller her om Bobs kærlighedshymne til en amerikansk stat, som han også selv føler stærkt for. 

Bob kom til mig i en relativ sen alder. I første omgang kom han slet ikke gennem musikken, men via et langt og vidunderligt rablende citat, der begyndte nogenlunde i virkeligheden for lynhurtigt at bevæge sig - hobo-style – op i et godstog som blind passager og videre ud i den myte, der er Amerika.

Inden da var Bob i min bevidsthed et fortidslevn, der ikke kunne synge.  Mr. Tambourine Man irriterende mig, når den blev spillet i radioen. Og så den der evindelige  mundharmonika. Det var så grelt, at det lykkedes mig at se ham spille på Roskilde en smuk dansk sommeraften i selskab med gode venner. Alligevel efterlod oplevelsen mig iskold og jeg gik i baren efter øl.

Men det var dengang. I dag er jeg Bob-mand til benet, omvendt af mandens unikke fornemmelse for historiefortælling som jeg åbenbart ikke forstod.

Hvad er så mit yndlingsalbum? Det er et umuligt spørgsmål at svare på, umuligt at skulle vælge mellem så mange mesterværker. Men grundlæggende er jeg til vintage Bob, men ikke så fanatisk, at der ikke må være el på guitaren eller country på stemmen.

80'er-Bob bør man gå udenom, men det årti formåede at smadre alle de gamle giganter (Dirty Work, anybody ?). Come-back Bob efter samarbejdet med Lanois på Oh Mercy er også en ven. Jule-Bob er i bedste fald kuriøst bob-bob.

Skal jeg – for at gøre mig interessant - vælge et album uden for kanon bliver det The Bootleg Series, Vol. 8; Tell Tale Signs.  Åbningsnummeret - sangen Mississippi oprindeligt fra Love and Theft – er koncentreret Bob, en skævvreden geografisk kærlighedssang tilegnet den mest musikalske af alle amerikanske stater. Det er til at tude over.

P.S.: Jeg bryder jeg mig stadigvæk ikke om Mr. Tambourine Man, og jeg mener heller ikke manden kan male andet end til husbehov. Derudover er han gud.

***


Se alle artikler i serien

Besøg også Magasinet Atlas, hvor Morten Scholz både er medstifter, redaktør og fast skribent.

Oh Mercy var nøglen til skatkammeret

I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Love Shop-forsanger Jens Unmack fortæller her om albummet Oh Mercy fra 1989. 

Jeg voksede op med lyden af Dylan fra min storesøsters værelse. Nogle gange lød han gennem hendes lukkede dør som en brægende ged, andre som en mæt og livstræt mand. Man var dog aldrig i tvivl om, at det var Dylan hun spillede, for ingen lød som ham.

Indimellem var der sange jeg bed positivt mærke i, men den sloppy produktion, de uoverskueligt mange ord og den evige akustiske guitar tændte mig helt af. Meget sigende var mit favoritnummer med Dylan The Byrds' forkromede Rickenbacker-udgave af 'Mr. Tambourine Man'.

Det var ikke, fordi jeg ikke kunne høre, at Bob Dylan havde klasse, men hans lyd og sange tilhørte ligesom bare en tidligere generation og tid end min.

Derfor står 1989-albummet Oh Mercy som en personlig favorit. Efter et kunstnerisk katastrofalt årti - ja, det mener selv hans varmeste tilhængere - kom Dylan på denne plade helt uventet bragende ind i mig, via ti enkle, forbløffende skarptskårne sange og ord, i en selv for ham nyskabende, anderledes atmosfærisk produktion.

Oh Mercys antydende, nærmest filmiske stemning i Daniel Lanois' så stemningsdybe lyd placerede Dylan i min soniske nutid og blev således åbningen ind, både for hvad siden skulle komme fra ham, men så sandelig også til det skatkammer af en fortid, jeg først ikke havde kunnet begribe.

Dylan har siden talt nedsættende om både Lanois og Oh Mercy, men hørt herfra var det pladen der talte med en helt ny klarsynet stemme og således reddede dens bagmand fra elefantkirkegården. I alt fald i min verden.

***

Se alle artikler i tema om Bob Dylan

Jens Unmack skriver om musik med mere på sin blog. Besøg den her

Der var Dylan, og der var forandring

I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler jeg og en række særligt indbudte gæsteskribenter vores bedste Dylan-oplevelser. Her følger min fortælling om, hvordan jeg fik et nært forhold til albummet Blonde on Blonde fra 1966. 

Toget hakker sig igennem det skotske højland. Der er en dobbelthed i bevægelsen frem gennem landskabet. Hjulenes metalliske klonk mod skinnerne trækker mig ind i en meditativ tilstand, men samtidig bruser euforien i mig: Forventningen om alt det, der gemmer sig lige på den anden side af de græsklædte bjerge. Drømmene. Tankerne om fremtiden.

Jeg er ung, kun i begyndelsen af tyverne, og jeg har fået smag for at rejse. Ikke mindst at køre med tog. Det må gerne gå langsomt. Lad de andre tage flyene, jeg har tænkt mig at snegle mig frem i mit møde med verden. Jeg holdt mig for eksempel vågen hele natten, da Papuga-bussen første gang fragtede mig fra Århus til London. Hvorfor? For at stirre på vejsidepælene på de belgiske motorveje. Som om det var noget. Det var det måske ikke, men så alligevel: Det var noget andet, end det jeg kom fra. Og er det ikke det, det handler om, når man lige har rundet de tyve? Jeg kunne have siddet i en åben godsvogn på vej tværs over USA, men nu sad jeg tilfældigvis i en ildelugtende turistbus på vej tværs over Belgien. Det var stadig et eventyr.

Og på samme måde nu i det skotske højland. Der sker ikke en skid, og alligevel sker det hele lige nu og her. Ingen af de andre i kupeen ved det mindste om, at frihedsfølelsen er ved at rykke mig i stumper og stykker. Som en selvmordsbomber på sit livs mission. Men det behøver de heller ikke. Den er min. Og selvfølgelig lidt Bobs.

Jeg har først for nylig lært Bob Dylan at kende sådan for alvor. Og op til den her rejse, har jeg fået lagt to at hans tidlige albums ned på hver sin side af et kassettebånd. De fleste af vennerne har for længst fået discman, men jeg… jeg rejser med tog, og jeg hører kassettebånd. En gammel mand fanget i en ung mands krop.

Der er nu noget ved det. Den håbløse lyd, den tålmodige venten, den evindelige spolen for at finde lige netop det der nummer. Og så lidt båndsalat, der en gang imellem skal redes ud, for at man kan komme videre i teksten. Det er den slags sysler, der går godt i spænd med lange togrejser. Minutterne, timerne trasker langsomt af sted, og Dylan bræger sig vej gennem de bløde bjerglandskaber, mens solen langsomt er ved at gå ned, og fårene viskes nænsomt ud på engene.

Aint it just like the night / to play tricks when you’re tryin’ to be so quiet? 

Det er Blonde on Blonde på den ene side. På den anden The Freewheelin’ Bob Dylan. Det første seriøse skridt ind gennem perleporten, der markerer indgangen til det, de kalder Dylans bagkatalog.

Særligt den førstnævnte hører jeg igen og igen. Den tynde lyd og simple instrumentering, der stadig kendetegner de fleste af numrene - på trods af at det her album jo faktisk ligger efter, at Dylan havde forsaget sit folk-publikum og bekendt sig til beatmusikken - passer perfekt til den mildest talt elendige lyd, walkmanen og føtex-hovedtelefonerne kan præstere. Der skal mere end tvivlsom lyd til at afspore mig. Det gør ikke så meget. Dylan er Dylan, og det her ikke nuancernes musik eller de mange lags musik. Det handler først og fremmest om nerve og budskaber, og begge dele trænger fint igennem.

Det første markante højdedrag er Visions of Johanna. Et folky, let bluesy og helt igennem bare skønt svingende Dylan-nummer, hvor teksten søger helt ud i krogene. Der er blevet spekuleret meget i, hvorvidt det hele handler om syretrip og stoffer, eller om teksten bare er overlæsset med svært afkodelige symboler. Jeg kender ikke svaret, men underligt er det i hvert fald. Der er masser af fantastiske små fragmenter i stil med:

Mona Lisa must have had the highway blues / You can tell by the way she smiles. 

Men det er svært at finde sammenhængen og logikken, når Mona Lisa pludselig røres op med elektriske spøgelser, Shakespeare og andet godt fra havet. Men smukt, det er det.

Bluesen er i det hele taget ret nærværende på det her album, særligt på numre som Stuck Inside of Mobile… og Leopard Skin Pillbox Hat. Men det er nu de mere stille, melankolske numre, der i første omgang brænder igennem hos mig. Den lyd vendes der tilbage til mod slutningen af albummet på 4th Time Around. Og ikke mindst på mesterværket Sad Eyed Lady of The Lowlands. Et nummer, Dylan (i hvert fald ifølge teksten til hymnen ’Sara’ på Desire nogle år senere) skrev i de sene timer på Chelsea Hotel til sin elskede Sara.

Det er den slags numre, der forsyner mit udlængselsbål med endnu mere brænde. Jo mere jeg lytter til Dylan, desto mere får jeg lyst til at rejse. Og jo mere jeg rejser, desto mere får jeg lyst til at høre alt, hvad Dylan nogensinde har indspillet.

I dag, mange år senere, har jeg hørt det meste fra hans hånd. Og derfor ser jeg også det hele gennem en helt anden optik. Hvis jeg kun anskuer det derfra, kan Blonde on Blonde ikke helt konkurrere med de allerbedste Dylan-albums som Blood on the Tracks, Desire og Highway 61 Revisited.

Men musik handler ikke kun om perfektion, det handler i mindst lige så høj grad om oplevelser. Og når det handler om oplevelser med et specifikt Dylan-album, kan jeg ikke vælge andet end Blonde on Blonde.

I Skotland var der bjerge, der var Dylan, og der var forandring. Den gemte sig lige om hjørnet. Og det stoppede ikke der. Senere var det landevejene i Michigan, vildmarken i Lapland, Bosniens udslidte og sønderbombede landeveje, Andalusiens ørkener. Dylan var med hele vejen, og det var altid Blonde on Blonde.