I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Fotograf Jens Astrup fortæller her om en livslang passion på trods af mange skuffelser og nedture.
Vi har altid fulgtes ad. Bob har været der altid. På min iPod hedder han bare Bob, vi er på fornavn, Bob og Jens. Ham den anden Bob er jeg kun på efternavn med, Marley altså.
Jeg voksede op med Bob i kælderen. Niels, min storebror, og dyrlægens søn lå på gulvet og stenede, når Bob lå på grammofonen og sang. Lay Lady Lay og Blowing In The Wind strømmede ud fra kælderværelset med røgen fra røgelsespinde. Jeg kunne sangene, før jeg kunne engelsk, så det var faktisk Bob, der lærte mig engelsk.
Men vi har også haft det svært med hinanden til tider. Forleden bøjede han nakken for de kinesiske regime. Det er aldrig pænt når en ungdomsoprører og protestsanger falder til patten. Og Bob var en røv på Midtfyns Festival, hvor vi ikke måtte fotografere ham. Det er bare sådan noget, en fotograf ikke glemmer - Bob Røv, du er en krukke. Vi skulle have en stjernekikkert for at få et billede af dig. Så var der dit kristne flip, Bob, Gud Fader bevares.
Alligevel er han altid tilgivet. Når man hiver pladerne ud fra reolen, eller kommer hjem med en ny Together Through Life, frisk fra Kaffe og Vinyl på tykke 180 grams-LP’er, så er Bob og Jens de bedste venner igen.
Jeg har måske også været troløs over for Bob. Der har været andre end ham. I firserne var det David og David. Bowie og Byrne. I halvfemserne var det mest Tricky, og i nullerne fandt jeg manden i sort, Johnny.
Men Bob og jeg finder altid sammen igen. Han er der altid et eller andet sted, og for tiden bor han i min bilradio. Min favorit er altid den nyeste, indtil jeg køber en ny. Vi følges. Together Through Life.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar