 |
| Foto: Nikolai Linares |
Forfatteren bag romanen Natjager udpeger fire albums, der har fået ham i den rette stemning under arbejdet med bogen.
På mandag er en stor dag for Jeppe Krogsgaard Christensen. Her debuterer han nemlig som romanforfatter med Natjager. Som redaktør på bogen og medejer af forlaget, der udgiver den, skal jeg ikke bruge yderligere spalteplads her på at hylde den som den fantastiske fortælling, den ellers er. I stedet har jeg valgt at give ordet til forfatteren selv.
Til daglig gør Jeppe Krogsgaard Christensen sig som musikanmelder på Berlingske. Debutromanen er også spækket med referencer til musik. Så hvad er mere oplagt end at lade forfatteren udpege den musik, han bruger som brændstof, når han skriver litterært?
Her følger Jeppe Krogsgaard Christensens respons på den udfordring, jeg stillede ham for et par dage siden: Fortæl os, hvilke albums, der får en sand skrivedjævel op i dig:
Jeg skriver altid til musik, og i arbejdet med Natjager brugte jeg forskellige plader til at komme ind i den stemning, som var nødvendig for at ramme rent – rent sprogligt. Og da Natjager bevæger sig mellem det mørke og kraftfulde og det sarte og stilfærdige, så gør pladerne det også. Det siger nok også noget om deres kvalitet, at de har kunnet holde til at blive hørt SÅ mange gange, som det har været tilfældet.
Nå, here we go …
Soundtracket til de mørke, kraftfulde passager:
Interpol: Turn On The Bright Lights
Sangene er ladet med kulde og urbant mørke, men besidder også en egen skønhed. Interpol bliver altid sammenlignet med Joy Division, men er altså et bedre band, end de nogensinde var, og Paul Banks synger med en blanding af styrke og desperation, som går igennem læderjakke og sjæl. Tror Turn On The Bright Lights er den plade, jeg har hørt flest gange i mit liv.
Editors: An End Has A Start
Stemningerne er langt hen ad vejen de samme som hos Interpol, men med mere fokus på melodierne. Men hvor Interpols plade har fået al den ros, den fortjener, så har An End Has A Start levet et mere stille liv – selvom melodierne og arrangementerne er noget nær uopslidelige, og selvom frontmand Tom Smith skriver og synger suverænt.
Soundtracket til de sarte, stilfærdige passager:
Arvo Pärt: Spiegel im Spiegel
Den estiske komponist skriver noget af det smukkeste og mest poetiske musik, og jeg er dybt afhængig af stykket Spiegel im Speigel fra 1978. Klaver og violin løber her langsomt, næsten tøvende, ind og ud ad hinanden, mens der for det indre øje åbner sig et vidtstrakt vinterlandskab, hvor sneen falder tyst – og såre poetisk.
Moi Caprice: The Art Of Kissing Properly
Intet andet dansk band formår at skrive så elegante, begavede og melankolsk-romantiske sange som Moi Caprice. Og på deres treer, The Art Of Kissing Properly, rammer de Den Store Indiepopsang rent på kornet, og midt i de smukt svungne numre står Michael Møller, som leverer sine litterært tonede tekster med en stemme, der pendulerer umærkeligt mellem det maskuline og det feminine. Måske den bedste danske plade … nogensinde.
