xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

18. jan. 2013

Andreas Hjertholm fra Atomfax anbefaler Roxy Music og Mac DeMarco


DOBBELTALBUM er en ny artikelserie på majortom.dk.

Her beder jeg musikere, som jeg selv gerne vil anbefale, om at fremhæve to albums, de mener andre bør lytte til. Det ene skal være gammelt, det andet nyt.

Andreas Hjertholm, forsanger i EP-aktuelle Atomfax anbefaler her Roxy Music og Mac Demarco.

***

Roxy Music 
Siren (1975) 

Mit første grundige møde med "Siren" var i 20 kroners-bunken i Second Beat på Jagtvej. Og hvilket eventyrligt møde for en tyver. Noget, jeg elsker ved albummet, er Roxy Musics evne til at eksperimentere med både tekst og musik uden nogensinde at blive kedeligt. De formår gennem hele samlingen at åbne en skattekiste af psykedeliske pophits, som både er fængende, brede og samtidigt uhyre opfindsomme på samme tid.

Frontfiguren Bryan Ferry, der med sine trætte øjne og forførende sovekammerblik mest af alt ligner et omvandrende søvnunderskud, trodser trætheden gang på gang og presser på hver eneste skæring af albummet ufattelige mængder af energi ud direkte ud i hjerterne og ikke mindst hjernerne på deres sultne lyttere.

For mig er åbningsnummeret "Love is the Drug" en underkendt klassiker, som til hver en tid kan sidestilles 70'ernes giganthits fra Bowie og Pink Floyd. Integritetsudfordrende diskorytmer, parrings-lyrik og til sidst som kontrast et utroligt fængende omkvæd, der redder dagen og bringer smilet frem på læben igen.

Sangen "She Sells" er en original måde at tænke pop/rockmusik på. Et up-tempo beat, catchy riffs og samtidig hyppig skiften mellem stykkerne i sangen. Og det lykkes, uden at rytmen og følelsen går i stå.

Alt i alt summer hele dette herlige album af poesi, nerve, originalitet, fængede refræner og masser af sex - hvilket sjældent er set så vellykket i den popkultur, vi kender i dag.

“She Sells” er et godt sted at starte:

 




Mac DeMarco 
2 (2012)

Denne unge canadier sparker på brutal vis benene væk under mig, og det sker som følge af en musikanbefaling fra en kær ven og musikkollega. Mac DeMarco er et godt eksempel på, at tid ikke eksisterer.

Manden her er kun 22 år, han har lavet et fantastisk album, og alligevel smager alle sangene så intenst som livet i alle dets stadier. Samtidigt er der ingen tvivl om at Mac er en ung knøs både fuld af pep og livsglæde og melankoli (der i øvrigt fiser til højre og venstre præcist som man kan forvente af en ung kunstner.) Dette kan for eksempel bekræftes, når man finder privatoptagelser på Youtube, hvor Mac står, som Gud har skabt ham, splitternøgen og med et sæt trommestikker i numsehullet, skrålende til sin egen gennemsmadrede coverversion af U2's Beautiful Day.

Dog kan man alligevel sagtens forvente masser af seriøsitet fra dette album. Gennemgående kan man på de fleste sange på albummet tydeligt høre, at guitaristen har lyttet rigtig meget til Johnny Marr fra The Smiths. Men det gør ikke ingenting i netop Mac DeMarcos tilfælde. For på albummet 2, er der plads til lidt af hvert og rigtig højt til loftet.

Kigger man på hans tekster, er det meget tydeligt, at han ikke opfinder noget nyt. Ser vi derimod på intensiteten i hans stemme, melodierne, charmen og umiddelbarheden – ja, så tilgiver man pludselig alt og man ved, han har forhekset en. Nærværet i sangene giver ham nemlig en ordentlig røvfuld Ave Mariaer, der gør at han kan slippe af sted med hvad som helst. Mac synger om sit eget liv i forstaden, og kan man ikke lide ham, ja så lever Mac nok alligevel videre i bedste velgående, fordi han virker meget godt tilfreds med sit liv trods livets rutsjebanelov.

Sangen "My Kind of Woman" er enkel i sin form. Men guitaren, keyboardet, det fængende omkvæd og ikke mindst den smørstegt sprøde stemme, gør Mac DeMarco til min nyeste varme anbefaling.



***

Tak til Andreas Hjertholm for to gode anbefalinger. Hans eget orkester skal selvfølgelig også have nogle ord med på vejen:

EP’en "Mekonium", som Atomfax udgav for nylig, er produceret af Nikolaj Nørlund, og den udmærker sig ved ikke at lyde som noget andet på den danske musikscene lige nu.

Hjertholms særegne stemme og det syrede tekstunivers, hvor vi blandt andet møder en baby på halvfems år, trækker tråde til bands som Talking Heads og Pere Ubu.

Atomfax er et godt eksempel på den underskov af grænsesøgende og nyskabende bands, der præger den dansksprogede scene i øjeblikket.

Tjek fx den her lækkerbisken med den dejlige titel, ”Regnbuer kan skræmme lidt”. Og læg ellers vejen forbi www.atomfax.dk for at læse mere om bandet:

Ingen kommentarer: