Toogtyve minutters trance

I sidste uge var jeg til koncert med Wooden Shjips i Pumpehuset. Jeg har set dem før og havde høje forventninger, som blev indfriet til fulde. De repetitive rundgange, der bare kværner derudad har en vild hypnotisk effekt på mig. Her kan du høre en 22 minutter lang session fra KEXP med de stenede gutter fra San Fransisco. Det skal også nævnes, at danske Shiny Darkly leverede en rigtig skarp opvarmningskoncert. Dem vil jeg gerne lære nærmere at kende.

Cody / Mirror

'Mirror' er et af de stærkeste numre på Codys fremragende album 'Fractures', der udkom sidste år.

Her fremfører bandet en sprød version af nummeret i en Here Today Session. Den kan godt få en til at gå og glæde sig lidt ekstra til koncerten i Store Vega 1. marts.

Du kan i øvrigt følge med i Here Today Sessions her: http://www.facebook.com/HereTodayTV

Tidens tog

Ny video fra Niels Skousen i forbindelse med udgivelsen af en live-dvd fra den uforglemmelige koncert i Vega 14. maj sidste år. Lækkerier.

 

A.Larm Music skriver om den kommende dvd:


14. maj sidste år dannede spillestedet Vega i København rammen om et gensyn med Niels Skousen i anledning af pladens jubilæum. Og nu var det på tide, at Skousens talent igen blev indfanget, mente hans kone, filminstruktøren Linda Wendel.

Med fire kameraer i salen optog Linda Wendel og tre fotografer den udsolgte koncert, der bød på numre fra Herfra hvor vi står og helt frem til Skousens comeback periode med  de meget roste albums ”Dobbeltsyn”, ”Daddy Longleg” og  ”Lyt til din coach”.

Skousen, Ingemann, Claus Clement Pedersen (”TømrerClaus”) og den gamle steppeulv Stig Møller var samlet igen til lejligheden, ligesom musikere som Steen Jørgensen, Peter Sommer, Ane Trolle, Nikolaj Nørlund og Christian Hjelm lagde vejen forbi under koncerten, der bl.a. fik seks stjerner i  Gaffa.

Instruktørens optagelser er således blevet til koncertfilmen Niels Skousen – 40 år i dansk rock  der udkommer den 5 november på en dvd sammen med to cd’er med koncertens lydside.


Trackliste:


DVD Koncertfilm:
1.         Isabel
2.         Svært at Nå Frem
3.         Fodbold
4.         Kaptajnen
5.         Sangen Om Knud Lavard
6.         Herfra Hvor Vi Står
7.         Middelvejen
8.         Daddy Longleg
9.         Sorte Huller
10.       Kælderen
11.       Lad Ham Gå
12.       Ikke Flere Tårer
13.       Vi Drømmer Verden
14.       Dobbeltsyn
15.       Go Aften Danmark
16.       Annabel
17.       Det Sker
18.       Roser Og Sne
19.       Lyt Til Din Coach
20.       Stjernstøv
21.       68
22.       Grænser


CD1 Skousen &Ingemann
1.         Isabel
2.         Svært At Nå Frem
3.         Fodbold
4.         Kaptajnen
5.         Sangen Om Knud Lavard
6.         Herfra Hvor Vi Står

CD2 Niels Skousen m Band
1.         Middelvejen
2.         Daddy Longleg
3.         Sorte Huller
4.         Kælderen
5.         Lad Ham Gå
6.         Ikke Flere Tårer
7.         Vi Drømmer Verden
8.         Dobbeltsyn
9.         Go Aften Danmark
10.       Annanbel
11.       Det Sker
12.       Roser Og Sne
13.       Lyt Til Din Coach
14.       Stjernestøv
15.       68
16.       Grænser

12 minutters Monogram med Nørlund

Grizzly Bear hos Jools Holland

33 minutter i nærheden af himlen

5. juni udkommer The Walkmens nye album "Heaven". Som led i opvarmningen til den begivenhed streamer npr.org netop nu en 33 minutter lang koncert, hvor der både luftes nyt materiale og spilles ældre numre.

Lyt til koncerten her:
http://www.npr.org/event/music/151783278/world-cafe-live-the-walkmen-in-concert

Sætlisten ser sådan her ud:

We Can't Be Beat
Heaven
Heartbreaker
Southern Heart
Blue As Your Blood
Love You Love
On the Water
Love Is Luck

Peter Doherty – narkoman og idiot, poetisk og musikalsk geni

Altid skandaleombruste og ubegribeligt talentfulde Peter Doherty kommer til byen. Det sker, når han på søndag indtager Amager Bio. Jeg har billetten, og jeg glæder mig. Jeg oplevede ham ene mand fylde Arena på Roskilde Festival ud for nogle år siden, og det er en koncert, der stadig sidder i mig. Stort.

Jeg er glad for Libertines og Babyshambles, og jeg sætter også pris på Dohertys soloting. Men jeg kan alligevel ikke kalde mig kæmpefan. Jeg har ikke dyrket ham og endevendt hans historie sten for sten. Peter Doherty har været lidt en baggrundsfigur for mig, men hele tiden en figur, der har aftvunget stor respekt.

Fra tid til anden beder jeg folk udefra om at bidrage til bloggen her. Og det var ret oplagt for mig at gøre det i netop denne sammenhæng. Fordi jeg mindes hvordan jeg engang sad på et værtshus i indre by og lagde ører til en brændende entusiastisk tale fra denne mand om, hvorfor Doherty er en af de vigtigste musikere, der har betrådt denne jord – i hvert fald i nyere tid.

Manden bag ordene var Thorkil Jacobsen. Han talte godt for sig sag, men han kan jo også noget med ord. Som digter og poetry slammer har han markeret sig særdeles stærkt, og han er en af bagmændene bag det vigtige foretagende Piip Poesi, der bl.a, arrangerer månedlige poetry slams i København.

Nu får han også lov til at give den som skribent her på bloggen. Herfra er ordene Thorkil Jacobsens:

***

Det er altid den samme historie jeg fortæller, hvis nogen spørger hvorfor jeg elsker Peter Doherty:

Peter Doherty brød engang ind i sin bedste vens lejlighed. Vennen hed Carl Barat. De spillede og sang i The Libertines, der godt nok også havde to andre medlemmer men som i praksis altid har handlet om de to: Carl og Pete.

De to havde startet bandet sammen. De havde spillet flere hundrede low life gigs i hele England. De havde drukket sammen og taget coke sammen, indspillet et af de bedste albums i engelsk rock-historie og Gud-ved-hvor-mange demoer.

Men op mod den dag var Peter begyndt at tage heroin i så store mængder, at han ikke længere var med på turné. Carl prøvede at holde styr på skidtet og undgå at blive sagsøgt at pladeselskabet ved at spille i hele England. Samtidig var hans søster alvorligt syg, og han lod hende bo i sin lejlighed og prøvede at tage sig af hende, når han var hjemme.

Hun var ikke hjemme, den dag Pete kom forbi. Han stjal penge, en antik guitar, en computer mm. og blev idømt seks måneders fængsel.

Det, der fascinerer mig, er, at den dag han blev løsladt, stod Carl Barat ved udgangen og tog imod ham. Peter gik direkte hen til ham. De fandt deres guitarer (Peter havde haft sin med i fængsel), gik på druk og fandt en pub at spille på. Den koncert har legendarisk status, og coveret til deres andet album er fra den aften.

Pete Doherty er en idiot. Han fucker up. Kort efter koncerten var han på heroin igen. Andet album er stort set Carls egen bedrift, og alle kender billederne af den blege, tynde Pete med Kate Moss under armen på vej hjem fra (eller hen til - svært at se forskel) mere druk og flere stoffer.

Men han er mere end det. Det ved Carl bedre end nogen anden. Der er et åbent og ægte digtersind midt i det kaos af stoffer, kvinder og støjguitar der gerne omringer Pete Doherty.

For det er også Pete, der vinder en stort anlagt lyrikkonkurrence som 17-årig og bliver sendt af det engelske kulturministerium til Moskva for at repræsentere landet ved en lyrikfestival.

Det er Pete, der aflyser sin første koncert i USA for at komme hjem til sin bedstemor.

Det er idioten, narkomanen, tyven Pete Doherty der var blandt de allerførste til at lægge musik ud på nettet så man stadig den dag i dag kan finde gamle ep’er og demoer, hvis man søger på The Libertines.

Det er Pete der stadig spiller “guerilla-gigs” (gratis, ofte spontane koncerter hjemme hos folk eller på gaden) hvor end han kommer hen, på trods af at pladeselskabet har forbudt ham det.

Det er Pete, der skriver en hel serie digte til Oscar Wilde fra fængslet (i øvrigt det samme som Oscar Wilde også selv sad i og berygtet som det værste i England)

Det er Peter og Carl, der modtager en NME Award i 2004 med følgende digt af Sigfried Sassoon:

I knew a simple soldier boy
Who grinned at life in empty joy
Slept soundly through the lonesome dark
And whistled early with the lark
In winter trenches, cowed and glum
With crumps and lice and lack of rum
He put a bullet through his brain
And no one spoke of him again
You smug-faced crowds with kindling eye
Who cheer when soldier lads march by
Sneak home and pray you'll never know
The hell where youth and laughter go

Jeg har set Peter Doherty spille solo før. Det er en voksen mand (skrøbelig, spinkel og legesyg - men faktisk voksen), der d. 1. april vil kigge ud på sit publikum på Amager. Det er voksen mand der har kendt det helvede, hvor ungdom og latter ender. Han har kendt det. Han har dykket helt ned i det. Og selv om man nogle gange kan frygte det værste for ham så har han indtil videre rejst sig for at give os en guidet tour.

***

Herunder har Thorkil Jacobsen samlet nogle links, der skulle fungere som god opvarmning til koncerten på søndag:

Billedet fra den aften Pete blev løsladt:
http://covers.a-go.in/max/the_libertines_-_2004_the_libertines.jpg

NME-awards 2004:
http://youtu.be/Ki9zcBdBJhA

En stor stak gamle og gratis indspilninger:
http://version2.andrewkendall.com/pages/misc/babyshambles2.php
Vælg Legs 11, en legendarisk demo fra (tror jeg nok) 2001, hvis du kun vil vælge en.

Legendarisk interview hvor han også spiller et af sine største numre, ”Music when the lights go out":
http://youtu.be/nyLzvUs4e0s

Mini guerilla-gig efter den oficielle koncert ved Roskilde Festival 2009:
http://youtu.be/g0QCUb1MUbo

***

Stor tak til Thorkil Jacobsen for et entusiastisk og indsigtsfuldt bidrag her til bloggen. Vil du læse mere om, hvad Thorkil ellers går og roder med, kan du lægge vejen forbi:
http://www.thorkil.com/

Smaken av Thåström

Ubegribelig smuk aften på Vega i selskab med svenske Thåström.

Det var min første koncert med manden, og jeg blev fuldstændig blæst væk. Jeg har svært ved at huske, hvornår en koncert sidst har ramt mig så hårdt.

Super-velspillende band, der hele tiden byggede op og rev ned, så hele salen væltede med. Et skramlet lydbillede, der plukker inspiration hos både Cave, Waits og Springsteen og sikkert mange, mange flere. Men Thåström er bare Thåström, og som han vandrer hvileløst og manisk rundt på scenen forsvinder han dybt ind i sin rolle og leverer bare det hele så fandens overbevisende.

De nye numre fra det formidable ”Beväpna dig med vingar” fungerede perfekt. ”Smaken av dig” er muligvis det smukkeste nummer, han nogensinde har begået, og det blev leveret så indfølt og sitrende, som man kunne have ønsket sig.

Også ”Främling overalt” og ”Kort biografi…” var helt oppe at ringe. Og ”Aksel Landquists Park” og… stop mig, det giver faktisk ingen mening at fremhæve enkelte numre i den her koncert.

Alt klappede Alt!

Thåström warm-up #3: Beväpna dig med vingar

Thåström spiller i aften på Vega.

Thåström warm-up #2: Aksel Landquists Park

Thåström spiller i morgen aften på Vega.

Thåström warm-up #1: Alla vill till himlen

Thåström spiller torsdag d. 8/3 på Vega.

Effektiv iltmaske

Som sædvanlig en rigtig fin koncert med Nikolaj Nørlund i Pumpehuset i går aftes. Som jeg også har det med det nye album, så var der opture og nedture. Nogle af de nye numre bliver for letbenede og ligegyldige for mig, men de bedste numre er til gengæld fuldstændig fantastiske.

I mine ører er det en genistreg, at Nørlund har allieret sig med Christian Hjelm fra Figurines. De tos stemmer klæder hinanden sindssygt godt, og det løftede i aftes også flere af de ældre numre fra bagkataloget. Særligt et nummer vil jeg fremhæve fra det nye album, nemlig Iltmasken, som jeg mener, er det stærkeste nummer, Nørlund har lavet i mange år. Den urolige, rungende ekkolyd, der bringer mindelser om Rhonda Harris’ lydunivers, fungerer virkelig fedt. Lyt til det her:
http://norlund.bandcamp.com/track/iltmasken

Sammen med Ned til søen – nummeret, hvor Nørlund/Hjelm fungerer allerbedst sammen er det højdepunktet på det nye album, Alt sammen, Lige nu.

Generelt bød aftenen på en fin blanding af gammelt og nyt. Der var plads til numre fra både Navnløs og Nye Optagelser. Særligt fint var det, da der cirka midtvejs var solo-akustiske fremførelser af Ridset i Panden, Lille Digt og Pergament Hotel. Personligt var jeg også glad for, at der blev spillet flere numre fra det formidable album Tændstik, men jeg kunne ikke undgå at savne Rune Kjeldsen lidt på guitaren lige der. Hans guitarspil er så signifikant på det album, og det blev altså ikke helt det samme i aftes. Men fedt var det da.

John Mogensen/Glen Campbell-covernummeret Ensomhedens Gade nr. 9 var også lækkert at få med, ligesom Under fremmed flag også fungerede rigtig godt.

Under koncerten rodede jeg mig ud en diskussion om, hvordan Nørlunds albums egentlig skulle rangeres, hvis man skulle lave en all time-liste. Her mit umiddelbare bud:

1. Nye Optagelser (1997)
2. Tændstik (2003)
3. Navnløs (1996)
4. Tid Og Sted (2009)
5. Alt Sammen, Lige Nu (2012)
6. Hvad Er Det Der Sker? (2000)

Her kommer det jo til at se ud som om, jeg synes det nye album er slapt. Sådan forholder det sig ikke. Det er et rigtig fint album, men lad mig sige det sådan, at det ikke er en liste, der er nem at komme langt op på. Bundniveauet er højt.

Nørlund warm-up #7: Indre by

Nikolaj Nørlund spiller i Pumpehuset i aften.

Nørlund warm-up #6: Under fremmed flag

Nikolaj Nørlund spiller i Pumpehuset i morgen aften.

Nørlund warm-up # 5: Avalanche

Nikolaj Nørlund spiller i morgen aften i Pumpehuset.

Nørlund warm-up #4: Respekt (endnu)

Nikolaj Nørlund spiller nu på fredag d. 2. marts i Pumpehuset.

Nørlund warm-up #3: Dreng alene hjemme

Nikolaj Nørlund spiller nu på fredag d. 2. marts i Pumpehuset.

Nørlund warm-up #1: Den støjende tid

På fredag står den på koncert med Nikolaj Nørlund i Pumpehuset. Af samme grund kommer denne uge til at stå i troldmandens tegn her på bloggen.

Vi begynder med at spole langt tilbage. Helt tilbage til dengang med Strunge.

Kurt & Bruce

Og så stod man der i et mørkt og varmt Store Vega en tirsdag aften og havde netop overværet en både mudret, stenet og virkelig intens koncert med bagstræberiske Kurt Vile And The Violators. Og så slutter de sgu det hele af med at spille den her gamle perle – Bruce Springsteens Downbound Train:



Man glemmer nogle gange (eller jeg gør i hvert fald), hvor fantastiske sange det sovsede og overproducerede Born In The USA-album i virkeligheden var bygget op omkring. Og i øvrigt sjovt at stå der i Store Vega og konstatere, at ret mange blandt publikum ikke anede hvad det var for et nummer. Så kan man stå der og føle sig så gammel. Og klog.

Her en knap så god optagelse af en koncert fra tidligere på året, hvor Kurt & Co. også spillede det nummer:

Jarvis crasher Strokes-koncert

Nyd lige det her magiske øjeblik fra årets Reading Festival, hvor The Strokes får fornemt besøg. Sammen med Jarvis Cocker spiller de en coverversion af et gammelt The Cars-nummer (!)