Jeg spørger ikke hvorfor de slås

Søndagsseancer - Denne gang interview med forfatteren Peter Grønlund, der er aktuel med Kategori C – en bog, hvor han går helt hårdtslående fodboldhooligans i Europa. 

***

Der er skrevet en del bøger om hooliganisme og fankultur før. Hvad bidrager din bog med, som vi ikke har set før? 

De bøger, der findes på dansk om hooligans og hooliganisme, er ofte akademiske bøger om emnet eller bøger, der er målrettet til samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. Bøgerne er ofte skrevet af folk, der bare har beskuet kulturen udefra.

Min bog beskriver kulturen indefra. Jeg er som en af de absolut eneste danskere nogensinde kommet helt ind bag linjerne i den ellers hermetisk lukkede kultur. Jeg har mødt hooligans i mange lande, fået adgang til et unikt billedmateriale, og til historier om volden, hadet, kærligheden til fodbold, kammeratskabet og alt det andet der udgør hooliganismen – og sproget er lige på og hårdt.  

Udover samtaler og interviews med aktive og tidligere hooligans fra mange forskellige lande, så er der også bidrag fra fodboldspillere, journalister og forskere i fankulturer. Alt i alt giver min bog et ærligt og samlet billede af den voldelige kultur.


Du skriver, at det er et fordomsfrit indblik i kulturen. Du beskæftiger dig ikke med ’rigtig’ eller ’forkert’ - beskriver blot, hvordan det er. Hvilke etiske overvejelser har du haft om den side af det? 

Ikke særligt mange. Jeg ville dokumentere kulturen ærligt og, ja, fordomsfrit, og da vold jo er en væsentlig del af hooligankulturen, så har jeg ikke været hverken pædagogisk eller vurderende, når jeg har talt om vold og slagsmål med hooligansene. Jeg spørger ikke, hvorfor de slås, fordi en hooligan pr. definition slås. Ellers ville han ikke være hooligan.

Jeg prøver heller ikke på at teoretisere volden, for hooligans tænker ikke i teorier. I alle subkulturer findes der regler, normer, værdier og en jargon som er anderledes end det der er vedtaget som nogenlunde almentgældende i resten af samfundet. Subkulturer ser irrationelle ud, når man beskuer dem udefra. Jeg ville dokumentere hooliganismen på hooliganismens egne præmisser, altså ved at acceptere at vold mod andre hooligans et væsentligt element.

Èt fællesstræk i bevæggrundene for hooligans er, at de synes volden er sjov, og derfor har jeg blandt andet spurgt de fleste hooligans, jeg har talt med, om de kan fortælle en sjov historie fra et slagsmål. Og lad mig bare sige, at svarene nok kan sætte opfattelsen af begrebet humor til diskussion.


Er risikoen ikke at forherlige eller ophøje afstumpet vold? 

Jeg er ikke så bange for at blive kaldt politisk ukorrekt i min skildring og dokumentation. Mange er før mig blevet beskyldt for at forherlige vold – og nok er ordet og litteraturen kraftfuld, men jeg tror nu ikke ligefrem, at en bog kan skabe nye voldsmænd. Jeg lader hooligans tale frit, og det er jo heldigvis sådan, at ytringsfriheden også gælder folk med kontroversielle holdninger og meninger.


Hvad var din vildeste/mest skræmmende oplevelse under arbejdet med bogen? 

Jeg har mødt nogle hårde mænd undervejs, jeg har stået midt i kaotiske slagsmål, og jeg har hørt på historier om flasker i ansigtet, knivstik og brutale overfald. Men det vildeste har nok alligevel været, da en tysk hooligan fortalte mig om engang han blev slået ned, og efterfølgende slæbt hen til en rulletrappe med metaltrin, som de så pressede hans ansigt ned imod. Han fik revet halvdelen af ansigtet op, men han grinede bare mens han fortalte det.

Alle dem jeg har mødt har uden anger fortalt om skader på dem selv. Alvorlige skader! Det er en del af kulturen. De griner bare af det.


Var du aldrig bange?

Da min søn blev væk inde i Tivoli sidste sommer var jeg bange. Ånder og spøgelser er heller ikke min stærke side. Jeg har til gengæld ikke været bange, mens jeg lavede bogen. Som sagt, så er den generelle opfattelse af hooligans noget mere unuanceret end virkeligheden. Det er klart, at hooliganmiljøet ikke er nemt at komme ind i, der er stor mistroiskhed, men jeg har ikke haft problemer.

Èn gang var der en hooligan, der lidt i sjov, lidt i alvor, lidt i fuldskab, spurgte om jeg var undercover politimand. De andre, der var i nærheden, røg straks op og sagde, han skulle opføre sig ordentligt. Det sjove ved det hele var, at en af dem, der også var der, faktisk var politimand. Han deltog stadigvæk i slagsmål, når landsholdet spillede på udebane, og han var stadigt en af vennerne.


Mødte du sider af dine kilder, du ikke havde forventet at møde? 

Hvis jeg havde troet på den typiske beskrivelse af hooligans, det vil sige, at de er hjernedøde, fordrukne, racistiske, arbejdsløse psykopater, der hader fodbold, og kun er på stadion for at slås, ødelægge og hærge, som ikke bare tabloidaviserne har serveret i vanlige sensationsoverskrifter, men som såkaldte fodboldeksperter også har sagt gang på gang, så ville jeg nok være blevet ret overrasket.

Nu havde jeg et forhåndskendskab til kulturen, og jeg kendte nogle danske hooligans, inden jeg gik i gang med bogen, men jeg blev faktisk alligevel overrasket – for overalt hvor jeg var, mødte jeg en utrolig gæstfrihed og venlighed. Jeg blev introduceret til kærester, koner, forældre og venner, og jeg var endda med til et barnedåb. Når det så er sagt, så jeg selvfølgelig også den anden side: Hadet og volden.


Hvad håber du, folk vil tænke, når de har vendt sidste side i din bog? 

Jeg tror og håber jeg med bogen har nuanceret, på godt og ondt, billedet af hooligans og hooliganismen. Jeg tror, bogen både vil chokere og overraske.


Du har efterhånden gjort det til dit speciale at skildre forskellige subkulturer. Hvad er dit næste projekt?

Ja, jeg mener det er en fordel at kende miljøer og personer når man skildrer det. I hvert fald hvis man gerne vil have en vis troværdighed i fremstillingen. Det er blevet nemt at Google-researche, men det er ude i virkeligheden, man får detaljerne på plads.

Når det er sagt, så er der stadigvæk kæmpe forskel på at stå som ornitolog og beskue en subkultur – eller hvad man nu researcher på – og være en aktiv deltager i samme. Jeg har selv været aktiv i forskellige subkulturer, i modsætning til mange andre, der også skriver om det. Jeg har dog aldrig været hooligan, men jeg har opnået troværdighed i hooliganmiljøerne, og derfor har jeg fået adgang til historier og materiale, der kun sjældent er set.

Nu hvor Kategori C er ude, så skal jeg lige trække vejret igen, for det har været hårdt og intenst arbejde. Men jeg har et halvfærdigt manus liggende, som jeg skal have fat på igen – en ungdomsroman. Men denne gang foregår historien ikke i et subkulturelt miljø, men derimod handler det om en utilpasset middelklasseknægt, der gerne vil være en del af et subkulturelt fællesskab, men geografiske omstændigheder gør, at det ikke er muligt. Og hvad gør man så? Så fucker man selvfølgelig sine omgivelser op.


***


’Kategori C – Hooligans i Europa’ er netop udkommet på Bogkompagniet.
Læs mere om bogen her


Om Peter Grønlund 
Født 1970. Har tidligere skrevet romanerne Sub-land (2005) og Eurotrash (2009) samt interviewbogen Subkultur – undergrund og modkultur (2010).


Læs alle udgaver af Søndagsseancer på majortom.dk

Man må vogte sig for ulven

Søndagsseancer er en ny serie af interviews med forfattere og musikere på majortom.dk. Den første i rækken er forfatter Charlotte Weitze, der er aktuel med Det Hvide Kvarter – en række små fortællinger, der hele tiden balancerer på kanten mellem virkeligheden og det overnaturlige.

***

På forsiden af din bog står der hverken ’noveller’ eller ’kortprosa’. Der står ’fortællinger’. Hvorfor har du valgt den etikette?

Det har jeg nu altid gjort i mine andre novellesamlinger/fortælling-samlinger. Det er fordi, at de er eventyrlige, lidt vildtvoksende, lægger sig op ad folkeeventyrene og er måske derved tættere på noget mundtligt.

Du nævner folkeeventyrene. Har du selv læst mange folkeeventyr eller i det hele taget beskæftiget dig meget med dem?

Jeg er uddannet cand. mag i folkloristik. Det var det studie, der før hed folkemindevidenskab. Jeg valgte det, fordi jeg allerede skrev "eventyrligt" og tænkte, at her var da ekstra inspiration at hente, mens jeg fik det, som min forældre kaldte "en uddannelse at falde tilbage på". Jeg har dog aldrig brugt den.
Som barn gik jeg i Rudolf Steiner-børnehave og der blev vi fodret med dem. Vi fik fortalt det samme eventyr i en hel uge - mundtligt og sommetider i form at små rollespil. Så jo, jeg har fået dem ind på rygraden.


Hvordan vil du betegne fortællingerne i Det Hvide Kvarter i forhold til de ting, du tidligere har skrevet?

Enkelte af novellerne endte med, uden at jeg faktisk selv opdagede det, at være fuldkommen realistiske. Men sådan skulle de bare være. Ud over det, så er jeg blevet ældre, jeg har fået børn og meget i mit liv har forrykket sig. Jeg håber, at man kan mærke, at det er en forfatter med mere livserfaring der skriver. Jeg oplevede flere gange undervejs, at jeg havde svært ved at vælge vinkel. Før havde jeg altid taget udgangspunkt i børnenes synsvinkel. Nu er jeg også moren og kan se det mere fra hendes side. En af fortællingerne, Terror, blev længe fortalt både fra moren og datterens synsvinkel. Men så måtte jeg tage en beslutning, og det blev moren.


Det er efterhånden blevet din signatur at tage afsæt i en realistisk verden og lade historierne udvikle sig i mere eller mindre groteske og overnaturlige retninger. Kan du forklare, hvorfor det lige er dér – i krydsfeltet mellem det realistiske og det overnaturlige – at du opererer?

I bund og grund ved jeg det ikke. Sådan er jeg bare skabt. Men skal jeg alligevel forklare, så er det nok en insisteren fra min side på, at det eventyrlige findes og skal bestå. Og ud over det, så er det en måde at se verden på ny, at beskrive de spøgelsesagtige øjeblikke, hvor alt forandres. Eller måske vise menneskesindet med vrangen ud. Ja, det kan have flere funktioner.


Du bruger en fysisk ramme omkring alle fortællinger – Det Hvide Kvarter. Er det inspireret af et sted fra virkelighedens verden?

Det hvide kvarter findes mange steder. Det er de privilegerede villakvarterer, som ligger lige tæt på naturen og den pulserende storby. Det mest privilegerede sted, man kan bo. Jeg er selv vokset op i Kongens Lyngby, så der er steder dér, jeg har kunne tage afsæt. Men som sagt: Det hvide kvarter er et fænomen der findes mange steder.


Naturen og dyrene besidder voldsomme kræfter i flere af fortællingerne. Ligger der et bestemt budskab gemt der?

Jamen altså: Selvfølgelig besidder naturen og dyrene voldsomme kræfter. Er det ikke altid dem, mennesker kæmper med og imod? Ligesom man tænker, at man har styr på det hele, fået børnene og bygget huset op, så er der ting, dyre- og naturting, som kan melde sig på banen midt i idyllen. Hvorfor er det ellers, at 50 % bliver skilt, ligesom det tilsyneladende så ud som om, at de havde styr på det hele? Man skal vogte sig for ulven...
I folkeeventyrernes verden ville det grænseland, som villakvarteret ligger i, lige mellem natur og storby, være det allerfarligste sted. Det er i grænselandet, lige ved gærdet, at dæmonerne dukker op. Måske fordi at man, midt i sin kompromisløse lykketilstand, har allermest at miste.


Er du selv blevet mere bange for ulven, efter at du har fået børn?

Hvis ulven er alt det udefra, der kan komme og forstyrre lykken og romantikken inden for livets fire vægge, så ja. Når man får børn, forpligter man sig til at give dem så god en barndom, som man nu magter. Der er jo altid den mulighed at starte forfra, finde en ny mand og få nogle nye børn: Altså genoptage eventyret. Det tror jeg, at mange gør, fordi de er bange for at sidde fast i "Det hvide kvarter". Men jeg er interesseret i at undersøge, hvad der sker, hvis man holder fast.


Hvilke andre forfattere læser du meget?

Jeg læser en del Blixen. De fortællinger er så gådefulde, at man kan læse dem igen og igen uden helt at få styr på dem, men alligevel en følelse af at blive klogere. For øjeblikket læser jeg "Walden - livet i skovene" af Henry David Thoreu. En civilisationskritik fra 1800-tallet. Et studie i, hvad man kan undvære som menneske og en god kommentar til finanskrisen.


***


Læs også anmeldelse af Det Hvide Kvarter

Læs mere om bogen på forfatterens hjemmeside


Om Charlotte Weitze
Charlotte Weitze (f. 1974) er cand.mag i folkloristik og fast gæstelærer på Vallekilde Højskoles forfatterlinje. Hun debuterede med Skifting i 1996 og har siden udsendt to samlinger af fortællinger: Bjergtaget, 1999, og Mørkets egne, 2005, samt to romaner: Fandekke, 2001, og Brevbæreren, 2003. Hun har modtaget BogForums debutantpris, Statens Kunstfonds Treårige Arbejdslegat, Frederiksbergs Talentpris og har boet i Bakkehusets legatkunstnerbolig. Hun skriver desuden radiodramatik.

4 gode skrivealbums ifølge Jeppe Krogsgaard

Foto: Nikolai Linares

Forfatteren bag romanen Natjager udpeger fire albums, der har fået ham i den rette stemning under arbejdet med bogen.

På mandag er en stor dag for Jeppe Krogsgaard Christensen. Her debuterer han nemlig som romanforfatter med Natjager. Som redaktør på bogen og medejer af forlaget, der udgiver den, skal jeg ikke bruge yderligere spalteplads her på at hylde den som den fantastiske fortælling, den ellers er. I stedet har jeg valgt at give ordet til forfatteren selv.

Til daglig gør Jeppe Krogsgaard Christensen sig som musikanmelder på Berlingske. Debutromanen er også spækket med referencer til musik. Så hvad er mere oplagt end at lade forfatteren udpege den musik, han bruger som brændstof, når han skriver litterært?  

Her følger Jeppe Krogsgaard Christensens respons på den udfordring, jeg stillede ham for et par dage siden: Fortæl os, hvilke albums, der får en sand skrivedjævel op i dig:

Jeg skriver altid til musik, og i arbejdet med Natjager brugte jeg forskellige plader til at komme ind i den stemning, som var nødvendig for at ramme rent – rent sprogligt. Og da Natjager bevæger sig mellem det mørke og kraftfulde og det sarte og stilfærdige, så gør pladerne det også. Det siger nok også noget om deres kvalitet, at de har kunnet holde til at blive hørt SÅ mange gange, som det har været tilfældet.

Nå, here we go …

Soundtracket til de mørke, kraftfulde passager:

Interpol: Turn On The Bright Lights

Sangene er ladet med kulde og urbant mørke, men besidder også en egen skønhed. Interpol bliver altid sammenlignet med Joy Division, men er altså et bedre band, end de nogensinde var, og Paul Banks synger med en blanding af styrke og desperation, som går igennem læderjakke og sjæl. Tror Turn On The Bright Lights er den plade, jeg har hørt flest gange i mit liv.

Editors: An End Has A Start

Stemningerne er langt hen ad vejen de samme som hos Interpol, men med mere fokus på melodierne. Men hvor Interpols plade har fået al den ros, den fortjener, så har An End Has A Start levet et mere stille liv – selvom melodierne og arrangementerne er noget nær uopslidelige, og selvom frontmand Tom Smith skriver og synger suverænt.

Soundtracket til de sarte, stilfærdige passager:

Arvo Pärt: Spiegel im Spiegel

Den estiske komponist skriver noget af det smukkeste og mest poetiske musik, og jeg er dybt afhængig af stykket Spiegel im Speigel fra 1978. Klaver og violin løber her langsomt, næsten tøvende, ind og ud ad hinanden, mens der for det indre øje åbner sig et vidtstrakt vinterlandskab, hvor sneen falder tyst – og såre poetisk.

Moi Caprice: The Art Of Kissing Properly

Intet andet dansk band formår at skrive så elegante, begavede og melankolsk-romantiske sange som Moi Caprice. Og på deres treer, The Art Of Kissing Properly, rammer de Den Store Indiepopsang rent på kornet, og midt i de smukt svungne numre står Michael Møller, som leverer sine litterært tonede tekster med en stemme, der pendulerer umærkeligt mellem det maskuline og det feminine. Måske den bedste danske plade … nogensinde.

Læs mere om Jeppe Krogsgaard Christensens debutroman Natjager på byensforlag.dk