Jeg spørger ikke hvorfor de slås

Søndagsseancer - Denne gang interview med forfatteren Peter Grønlund, der er aktuel med Kategori C – en bog, hvor han går helt hårdtslående fodboldhooligans i Europa. 

***

Der er skrevet en del bøger om hooliganisme og fankultur før. Hvad bidrager din bog med, som vi ikke har set før? 

De bøger, der findes på dansk om hooligans og hooliganisme, er ofte akademiske bøger om emnet eller bøger, der er målrettet til samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. Bøgerne er ofte skrevet af folk, der bare har beskuet kulturen udefra.

Min bog beskriver kulturen indefra. Jeg er som en af de absolut eneste danskere nogensinde kommet helt ind bag linjerne i den ellers hermetisk lukkede kultur. Jeg har mødt hooligans i mange lande, fået adgang til et unikt billedmateriale, og til historier om volden, hadet, kærligheden til fodbold, kammeratskabet og alt det andet der udgør hooliganismen – og sproget er lige på og hårdt.  

Udover samtaler og interviews med aktive og tidligere hooligans fra mange forskellige lande, så er der også bidrag fra fodboldspillere, journalister og forskere i fankulturer. Alt i alt giver min bog et ærligt og samlet billede af den voldelige kultur.


Du skriver, at det er et fordomsfrit indblik i kulturen. Du beskæftiger dig ikke med ’rigtig’ eller ’forkert’ - beskriver blot, hvordan det er. Hvilke etiske overvejelser har du haft om den side af det? 

Ikke særligt mange. Jeg ville dokumentere kulturen ærligt og, ja, fordomsfrit, og da vold jo er en væsentlig del af hooligankulturen, så har jeg ikke været hverken pædagogisk eller vurderende, når jeg har talt om vold og slagsmål med hooligansene. Jeg spørger ikke, hvorfor de slås, fordi en hooligan pr. definition slås. Ellers ville han ikke være hooligan.

Jeg prøver heller ikke på at teoretisere volden, for hooligans tænker ikke i teorier. I alle subkulturer findes der regler, normer, værdier og en jargon som er anderledes end det der er vedtaget som nogenlunde almentgældende i resten af samfundet. Subkulturer ser irrationelle ud, når man beskuer dem udefra. Jeg ville dokumentere hooliganismen på hooliganismens egne præmisser, altså ved at acceptere at vold mod andre hooligans et væsentligt element.

Èt fællesstræk i bevæggrundene for hooligans er, at de synes volden er sjov, og derfor har jeg blandt andet spurgt de fleste hooligans, jeg har talt med, om de kan fortælle en sjov historie fra et slagsmål. Og lad mig bare sige, at svarene nok kan sætte opfattelsen af begrebet humor til diskussion.


Er risikoen ikke at forherlige eller ophøje afstumpet vold? 

Jeg er ikke så bange for at blive kaldt politisk ukorrekt i min skildring og dokumentation. Mange er før mig blevet beskyldt for at forherlige vold – og nok er ordet og litteraturen kraftfuld, men jeg tror nu ikke ligefrem, at en bog kan skabe nye voldsmænd. Jeg lader hooligans tale frit, og det er jo heldigvis sådan, at ytringsfriheden også gælder folk med kontroversielle holdninger og meninger.


Hvad var din vildeste/mest skræmmende oplevelse under arbejdet med bogen? 

Jeg har mødt nogle hårde mænd undervejs, jeg har stået midt i kaotiske slagsmål, og jeg har hørt på historier om flasker i ansigtet, knivstik og brutale overfald. Men det vildeste har nok alligevel været, da en tysk hooligan fortalte mig om engang han blev slået ned, og efterfølgende slæbt hen til en rulletrappe med metaltrin, som de så pressede hans ansigt ned imod. Han fik revet halvdelen af ansigtet op, men han grinede bare mens han fortalte det.

Alle dem jeg har mødt har uden anger fortalt om skader på dem selv. Alvorlige skader! Det er en del af kulturen. De griner bare af det.


Var du aldrig bange?

Da min søn blev væk inde i Tivoli sidste sommer var jeg bange. Ånder og spøgelser er heller ikke min stærke side. Jeg har til gengæld ikke været bange, mens jeg lavede bogen. Som sagt, så er den generelle opfattelse af hooligans noget mere unuanceret end virkeligheden. Det er klart, at hooliganmiljøet ikke er nemt at komme ind i, der er stor mistroiskhed, men jeg har ikke haft problemer.

Èn gang var der en hooligan, der lidt i sjov, lidt i alvor, lidt i fuldskab, spurgte om jeg var undercover politimand. De andre, der var i nærheden, røg straks op og sagde, han skulle opføre sig ordentligt. Det sjove ved det hele var, at en af dem, der også var der, faktisk var politimand. Han deltog stadigvæk i slagsmål, når landsholdet spillede på udebane, og han var stadigt en af vennerne.


Mødte du sider af dine kilder, du ikke havde forventet at møde? 

Hvis jeg havde troet på den typiske beskrivelse af hooligans, det vil sige, at de er hjernedøde, fordrukne, racistiske, arbejdsløse psykopater, der hader fodbold, og kun er på stadion for at slås, ødelægge og hærge, som ikke bare tabloidaviserne har serveret i vanlige sensationsoverskrifter, men som såkaldte fodboldeksperter også har sagt gang på gang, så ville jeg nok være blevet ret overrasket.

Nu havde jeg et forhåndskendskab til kulturen, og jeg kendte nogle danske hooligans, inden jeg gik i gang med bogen, men jeg blev faktisk alligevel overrasket – for overalt hvor jeg var, mødte jeg en utrolig gæstfrihed og venlighed. Jeg blev introduceret til kærester, koner, forældre og venner, og jeg var endda med til et barnedåb. Når det så er sagt, så jeg selvfølgelig også den anden side: Hadet og volden.


Hvad håber du, folk vil tænke, når de har vendt sidste side i din bog? 

Jeg tror og håber jeg med bogen har nuanceret, på godt og ondt, billedet af hooligans og hooliganismen. Jeg tror, bogen både vil chokere og overraske.


Du har efterhånden gjort det til dit speciale at skildre forskellige subkulturer. Hvad er dit næste projekt?

Ja, jeg mener det er en fordel at kende miljøer og personer når man skildrer det. I hvert fald hvis man gerne vil have en vis troværdighed i fremstillingen. Det er blevet nemt at Google-researche, men det er ude i virkeligheden, man får detaljerne på plads.

Når det er sagt, så er der stadigvæk kæmpe forskel på at stå som ornitolog og beskue en subkultur – eller hvad man nu researcher på – og være en aktiv deltager i samme. Jeg har selv været aktiv i forskellige subkulturer, i modsætning til mange andre, der også skriver om det. Jeg har dog aldrig været hooligan, men jeg har opnået troværdighed i hooliganmiljøerne, og derfor har jeg fået adgang til historier og materiale, der kun sjældent er set.

Nu hvor Kategori C er ude, så skal jeg lige trække vejret igen, for det har været hårdt og intenst arbejde. Men jeg har et halvfærdigt manus liggende, som jeg skal have fat på igen – en ungdomsroman. Men denne gang foregår historien ikke i et subkulturelt miljø, men derimod handler det om en utilpasset middelklasseknægt, der gerne vil være en del af et subkulturelt fællesskab, men geografiske omstændigheder gør, at det ikke er muligt. Og hvad gør man så? Så fucker man selvfølgelig sine omgivelser op.


***


’Kategori C – Hooligans i Europa’ er netop udkommet på Bogkompagniet.
Læs mere om bogen her


Om Peter Grønlund 
Født 1970. Har tidligere skrevet romanerne Sub-land (2005) og Eurotrash (2009) samt interviewbogen Subkultur – undergrund og modkultur (2010).


Læs alle udgaver af Søndagsseancer på majortom.dk