Altid skandaleombruste og ubegribeligt talentfulde Peter Doherty kommer til byen. Det sker, når han på søndag indtager Amager Bio. Jeg har billetten, og jeg glæder mig. Jeg oplevede ham ene mand fylde Arena på Roskilde Festival ud for nogle år siden, og det er en koncert, der stadig sidder i mig. Stort.
Jeg er glad for Libertines og Babyshambles, og jeg sætter også pris på Dohertys soloting. Men jeg kan alligevel ikke kalde mig kæmpefan. Jeg har ikke dyrket ham og endevendt hans historie sten for sten. Peter Doherty har været lidt en baggrundsfigur for mig, men hele tiden en figur, der har aftvunget stor respekt.
Fra tid til anden beder jeg folk udefra om at bidrage til bloggen her. Og det var ret oplagt for mig at gøre det i netop denne sammenhæng. Fordi jeg mindes hvordan jeg engang sad på et værtshus i indre by og lagde ører til en brændende entusiastisk tale fra denne mand om, hvorfor Doherty er en af de vigtigste musikere, der har betrådt denne jord – i hvert fald i nyere tid.
Manden bag ordene var Thorkil Jacobsen. Han talte godt for sig sag, men han kan jo også noget med ord. Som digter og poetry slammer har han markeret sig særdeles stærkt, og han er en af bagmændene bag det vigtige foretagende Piip Poesi, der bl.a, arrangerer månedlige poetry slams i København.
Nu får han også lov til at give den som skribent her på bloggen. Herfra er ordene Thorkil Jacobsens:
***
Det er altid den samme historie jeg fortæller, hvis nogen spørger hvorfor jeg elsker Peter Doherty:
Peter Doherty brød engang ind i sin bedste vens lejlighed. Vennen hed Carl Barat. De spillede og sang i The Libertines, der godt nok også havde to andre medlemmer men som i praksis altid har handlet om de to: Carl og Pete.
De to havde startet bandet sammen. De havde spillet flere hundrede low life gigs i hele England. De havde drukket sammen og taget coke sammen, indspillet et af de bedste albums i engelsk rock-historie og Gud-ved-hvor-mange demoer.
Men op mod den dag var Peter begyndt at tage heroin i så store mængder, at han ikke længere var med på turné. Carl prøvede at holde styr på skidtet og undgå at blive sagsøgt at pladeselskabet ved at spille i hele England. Samtidig var hans søster alvorligt syg, og han lod hende bo i sin lejlighed og prøvede at tage sig af hende, når han var hjemme.
Hun var ikke hjemme, den dag Pete kom forbi. Han stjal penge, en antik guitar, en computer mm. og blev idømt seks måneders fængsel.
Det, der fascinerer mig, er, at den dag han blev løsladt, stod Carl Barat ved udgangen og tog imod ham. Peter gik direkte hen til ham. De fandt deres guitarer (Peter havde haft sin med i fængsel), gik på druk og fandt en pub at spille på. Den koncert har legendarisk status, og coveret til deres andet album er fra den aften.
Pete Doherty er en idiot. Han fucker up. Kort efter koncerten var han på heroin igen. Andet album er stort set Carls egen bedrift, og alle kender billederne af den blege, tynde Pete med Kate Moss under armen på vej hjem fra (eller hen til - svært at se forskel) mere druk og flere stoffer.
Men han er mere end det. Det ved Carl bedre end nogen anden. Der er et åbent og ægte digtersind midt i det kaos af stoffer, kvinder og støjguitar der gerne omringer Pete Doherty.
For det er også Pete, der vinder en stort anlagt lyrikkonkurrence som 17-årig og bliver sendt af det engelske kulturministerium til Moskva for at repræsentere landet ved en lyrikfestival.
Det er Pete, der aflyser sin første koncert i USA for at komme hjem til sin bedstemor.
Det er idioten, narkomanen, tyven Pete Doherty der var blandt de allerførste til at lægge musik ud på nettet så man stadig den dag i dag kan finde gamle ep’er og demoer, hvis man søger på The Libertines.
Det er Pete der stadig spiller “guerilla-gigs” (gratis, ofte spontane koncerter hjemme hos folk eller på gaden) hvor end han kommer hen, på trods af at pladeselskabet har forbudt ham det.
Det er Pete, der skriver en hel serie digte til Oscar Wilde fra fængslet (i øvrigt det samme som Oscar Wilde også selv sad i og berygtet som det værste i England)
Det er Peter og Carl, der modtager en NME Award i 2004 med følgende digt af Sigfried Sassoon:
I knew a simple soldier boy
Who grinned at life in empty joy
Slept soundly through the lonesome dark
And whistled early with the lark
In winter trenches, cowed and glum
With crumps and lice and lack of rum
He put a bullet through his brain
And no one spoke of him again
You smug-faced crowds with kindling eye
Who cheer when soldier lads march by
Sneak home and pray you'll never know
The hell where youth and laughter go
Jeg har set Peter Doherty spille solo før. Det er en voksen mand (skrøbelig, spinkel og legesyg - men faktisk voksen), der d. 1. april vil kigge ud på sit publikum på Amager. Det er voksen mand der har kendt det helvede, hvor ungdom og latter ender. Han har kendt det. Han har dykket helt ned i det. Og selv om man nogle gange kan frygte det værste for ham så har han indtil videre rejst sig for at give os en guidet tour.
***
Herunder har Thorkil Jacobsen samlet nogle links, der skulle fungere som god opvarmning til koncerten på søndag:
Billedet fra den aften Pete blev løsladt:
http://covers.a-go.in/max/the_libertines_-_2004_the_libertines.jpg
NME-awards 2004:
http://youtu.be/Ki9zcBdBJhA
En stor stak gamle og gratis indspilninger:
http://version2.andrewkendall.com/pages/misc/babyshambles2.php
Vælg Legs 11, en legendarisk demo fra (tror jeg nok) 2001, hvis du kun vil vælge en.
Legendarisk interview hvor han også spiller et af sine største numre, ”Music when the lights go out":
http://youtu.be/nyLzvUs4e0s
Mini guerilla-gig efter den oficielle koncert ved Roskilde Festival 2009:
http://youtu.be/g0QCUb1MUbo
***
Stor tak til Thorkil Jacobsen for et entusiastisk og indsigtsfuldt bidrag her til bloggen. Vil du læse mere om, hvad Thorkil ellers går og roder med, kan du lægge vejen forbi:
http://www.thorkil.com/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar