Den kommende uge byder på en forhåbentlig stor tirsdag aften, når et gendannet Grant Lee Buffalo indtager scenen på Store Vega.
Jeg er selv stor fan, men jeg kender en der er endnu større. Nemlig Kasper Lindberg, musikpassioneret journalist og en af de trofaste læsere her på bloggen. I anledning af koncerten har jeg bedt Kasper komme med sit bud på fem essentielle med Grant Lee Buffalo-numre, og han har kvitteret med følgende lækkerier:
***
Grant Lee Buffalos debutplade Fuzzy var på mange måder en åbenbaring for mig, da jeg købte den i vinteren 94. Cirka et år tidligere havde jeg opdaget R.E.M., og det var en anbefaling fra Michael Stipe, der fik mig til at købe Fuzzy. For mig åbnede pladen døren til nye grene af rocken. Uden den havde jeg muligvis aldrig opdaget Neil Young, Bob Dylan, The Band...
Som barn i 80'erne var jeg blevet stopfodret med synthesizer-lyde, trommemaskiner og puddelhunderock. Her insisterede Grant Lee Buffalo i stedet på at dyrke et traditionelt folk- og country-inspireret udtryk, som nærmest havde været fraværende fra rockmusikken i 80'erne, og de gjorde det fuldkommen naturligt og overbevisende.
Pladen blander stilsikkert folkede ballader som Fuzzy og The Hook med elektriske rockudladninger som Jupiter and Teardrop og America Snoring. Dertil kommer tekster, som vil noget, både samfundskritiske og rendyrkede historiefortællinger.
Jeg har valgt to sange fra pladen: Titelnummeret Fuzzy, fordi det et eller andet sted står som bandets kendingsmelodi og sikkert vil udløse det største bifald ved koncerten 9. august. Forsanger Grant-Lee Phillips karakteristiske falset i omkvædet er et af gruppens kendetegn. Og så Dixie Drug Store, fordi det demonstrerer, hvordan bandet kan bruge en tekst til at fortælle en historie, der næsten lige så godt kunne være en novelle. Men overordnet set jeg synes ikke, der er et svagt nummer på pladen.
Allerede i efteråret 1994 var GLB klar med opfølgeren, Mighty Joe Moon, og gruppen holdt det høje niveau fra debutpladen. Også her byder jeg ind med to numre: Lone Star Song og Happiness.
Da jeg talte med Major Tom til en Grant-Lee Phillips-koncert tidligere på året, hvor Lone Star Song blev spillet, bemærkede majoren ellers, at netop dette måske var det mindst langtidsholdbare af de gamle numre. Jeg er enig i, at de stille, folkede sange har vist sig mest tidløse, men jeg tager Lone Star Song med for at vise gruppens elektriske side og deres alsidige udtryk. Happiness kommer med, fordi det er en vanvittig smuk sang i en mere melankolsk tone, end bandet viste på debutpladen, og en af den slags sange, som bare vokser, selv om man næsten ikke lægger mærke til den de første gange, man hører pladen.
Bandets to sidste plader inden opløsningen i 1998 levede ikke helt op til Fuzzy og Mighty Joe Moon. Copperopolis forsøgte sig med en større og mere produceret lyd, men manglede samtidig noget af den kant, som gjorde forgængerne så overrumplende. Pladen demonstrerede nok også, at gruppens styrke lå i det simple udtryk.
Jubilee, som blev lavet uden Paul Kimble (bassist og producer på de første plader), er et forsøg på en tilbagevenden til den mere traditionelle rocklyd, men for mig var magien desværre forsvundet på dette tidspunkt. Både Copperopolis og Jubilee kan sagtens stå for sig selv, men vurderet over for Fuzzy og Mighty Joe Moon blegner de lidt. Særligt Jubilee peger frem mod Grant-Lee Phillips udtryk som soloartist. Jeg har valgt at tage Truly, Truly med fra den plade, fordi det er en iørefaldende melodi og angiveligt bandets største hit på de amerikanske hitlister.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar