xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

14. jun. 2012

Camilla Gummer fra Calexas Mixtape anbefaler koncerter på Roskilde ‘12




Vi nærmer os årets Roskilde Festival, og igen i år har jeg bedt nogle musikentusiaster om at komme med deres bud på, hvad der er værd at sigte efter på festivalen. Vi lægger ud med Camilla Gummer fra bloggen og radioprogrammet Calexas Mixtape. Herfra er ordet hendes:

***

Den vigtige: 
The Shins 
Det absolut eneste navn, der fik mig til at udbryde “yes!”, da jeg deltog på pressemødet for annonceringen af årets festival-navne. Jeg har lyttet til amerikanske The Shins siden 2004, hvor bandet blev mit yndlingsband, da filmen Garden State og dertilhørende soundtrack, produceret af Zach Braff, kom ud.
Deres længeventede comebackalbum, Port Of Morrow, udkom i år, efter fem års pause fra bandet. Albummet havde tre brag af fede plader at komme efter, men det har ikke været et problem for bandet at leve op til det - eller også er det fordi at jeg havde ventet i fem år, at det var en større fryd for øret! The Shins formår at producere indierock som ingen andre. Det er sommerstemning, og James Mercers stemme kan det samme fantastiske, som den altid har kunnet. Jeg har rigtig mange forskellige minder med The Shins, især sommerminder om morgencykelture hjem fra byen, fuglekvidren og goodtimes.
Jeg har ikke haft mulighed for at opleve The Shins på scenen før, så der er no way, at jeg går glip af denne oplevelse, også selvom mange sikkert vil se skævt på at min vigtigste koncert, hverken er Bon Iver eller Springsteen, men The Shins! Lyt til albumåbneren på det nyeste album forneden.

(Siden Camilla skrev dette, er spilleplanen blevet offentliggjort. The Shins spiller torsdag kl 18.00 på Arena, red.)

  The Rifles Spiral by The Shins



Den overraskende: 
Django Django 
Django Django er et relativt nyt britisk band fra Skotland, der trækker på psychrock-genren med et britisk touch – i januar måned, udkom de med deres debut, den selvbetitlede Django Django. Jeg synes det lyder som om at kvartetten har spillet sammen længe, men de hookede også op i 2009, hvorfor man må formode at de har jammet sammen en hel del, før debuten altså kom ud. Jeg tror de har potentiale til at overraske en hel del, da de stadig er relativt unknown og nye, men altså ifølge mig bærer på noget erfaring.

(Django Django spiller torsdag 17.30 på Pavilion, red.)

  Django Django - Storm by Django Django



Den festlige: 
Santigold 
Bag Santigold står den amerikanske sangskriver, producer og popsangerinde Santi White. Musikken er up-beat og energisk og er en fusion mellem rap, soul, electro, new wave og dub. Debuten Santogold, blev sommersoundtracket for en del fester for et par år siden og nu er Santigold altså på gaden med opfølgeren Master Of Make-Believe, hvoraf en meget feststemt single, kan høres forneden. Der er gang i festen på en rar måde og jeg tror man går fra koncerten i godt og festligt humør!

(Santigold spiller søndag kl. 20.30 på Arena, red.)

  Disparate Youth by Santigold



Den stille: 
M83 
M83 er også én af mine must-see koncerter. Jeg kan umuligt forestille mig en bedre kandidat til en chillout/ambient-koncert. Jeg ved ikke hvilken scene de skal gæste, men jeg kunne ønske mig Orange, hvor man kan dyrke noget stargazing og blive blæst væk af den franske musiker Anthony Gonzalez, der står bag det musikalske projekt. Det er shoegazing krautrocklignende toner, pakket ind i en blød bubblewrap af electronica-ambient. Midnight City trækker tråde til synthpopuniverset, som blandt andet er den grundlæggende lyd på Drive-soundtracket.

(M83 spiller lørdag kl. 20 på Arena, red.)

  Midnight City by M83



Den danske: 
EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR
Inden for den danske kategori, har der været masser at vælge imellem. Jeg synes at Roskilde Festival, har mange prominente danske navne på programmet. Det er selvfølgelig en lille smule paradoksalt, at netop mange af de navne, har man kunne opleve i København over de sidste par måneder, hvorfor det måske ikke super specielt at tage på Roskilde, for at se dem. Men stadig.
Mit danske bud bliver i denne forbindelse de Odenseanske syrerockere Causa Sui, som besøger Roskilde til en trippelkoncert med den københavnske postrock trio Papir, samt El Paraiso Ensemble. Dette glæder jeg mig specielt meget til, da jeg missede Causa Sui i efteråret. Alle bands bliver præsenteret af det nye eksperimenterende danske pladeselskab El Paraiso Records (som Causa Sui selv står bag), som i anledning af festivalkoncerten har sammensat denne El Paraiso Ensemble. Causa Sui er en duo bestående af Jacob Skøtt og Jonas Munk, sidstnævnte som generelt har spillet en stor rolle på den psykedeliske Odensescene. Duoen er især blevet anerkendt for udgivelsen Summer Sessions Vol. 1-3 - den fuldstændigt fungerende støjinstrumentelle trippel-cd fra 2010.

(EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR spiller søndag kl 12 på Pavilion, red.)

    Causa Sui - Garden of Forking Paths - excerpt by elparaisorecords


Camilla Gummer repræsenterer Calexas Mixtape (www.calexasmixtape.dk) - en blog og et radioprogram på Radio XFM om alternativ musik. Du kan høre programmet tirsdage i lige uger kl. 20-22 på107.4 MHz eller på live stream via hjemmesiden.

Ingen kommentarer: