I morgen først på dagen sætter jeg kurs mod Roskilde. Fire dage med kærlighed, fred og ikke mindst musik af meget høj kvalitet. Det skal nok blive godt.
Herunder ridser jeg den rute op, som jeg på forhånd ser for mig som den optimale vej gennem festivalens ret imponerende tilbudskatalog. Jeg har selvfølgelig særlig fokus på mine kerneområder, nemlig folk, indie og rock, men jeg har også prøvet at skaffe mig et par varme tips uden for de genrer.
Og når alt det her er sagt og skrevet, så ved jeg jo godt, at jeg sikkert højst kommer til at høre halvdelen af det, jeg skitserer herunder. Det er en vigtig del af Roskilde Festival at lade sig forføre og trække med af understrømmen ud til de små, skæve, sjove, anderledes og overraskende koncerter. Sådan går det med garanti også i år.
TORSDAG:
Torsdag lægger jeg nok ud med Veto på Orange. Åbningskoncerterne er altid noget specielt. Jeg har oplevet Veto nogle gange før live, og de plejer at levere varen. Jeg er ikke stor fan af deres electrorock, men respekt for håndværket. Og de virker som et fornuftigt bud på at tænde en god torsdagsfest som åbner på Orange. Jeg får nok en stille øl i solen lidt på afstand.
Jeg glæder mig til gengæld rigtig meget til at opleve Daniel Norgren, der spiller 19.45 på Odeon. Jeg kendte faktisk ikke svenskeren, før Roskilde offentliggjorde navnet, men jeg har fået lyttet en del til det på nettet, og det er skidegodt. Hans skramlede blues sammenlignes både med Tom Waits (der også er vanskelig at komme udenom, når man hører det) og de helt gamle drenge som Muddy Waters og Robert Johnson. Han trækker helt klart på de gamle, sorte dyder, men han gør det på en moderne og anarkistisk måde. Det kan blive rigtig godt.
Desværre kolliderer Norgren lidt med Cody, men her vurderer jeg, at der bliver mange andre muligheder for at opleve dem live. Bandets nye EP, der er ude netop nu, er ellers helt igennem holdbar, og jeg tror, de kommer til at levere en rigtig fin koncert på Roskilde. Kan anbefales, hvis man er lidt mere til afdæmpet, sofistikeret alt-country end skramlet blues der først på aftenen torsdag.
Jeg har skrevet lidt om Alcoholic Faith Mission her op til festivalen, og det er et band, jeg rigtig gerne vil opleve. Desværre ligger de med en koncert 21.30 lidt for tæt på aftenens store begivenhed, PJ Harvey, der spiller på Arena kl. 22.00. Her tror jeg, et af de store højdepunkter på årets festival kan indfinde sig. Det er jeg nok langt fra den eneste, der tænker, så det handler nok om at være der i god tid. Selvom Iron Maiden spiller samtidig på Orange, kommer der helt sikkert til at være pakket med mennesker i Arena.
FREDAG:
Kl. 14 står den helt klart på Bright Eyes, der spiller på Arena. Selvom jeg ikke helt har taget det seneste album til mig (har heller ikke fået hørt det nok), er der ingen tvivl om, at Conor Oberst og co. Skal opleves. Med en god, fortættet Arena-stemning ligner det en perfekt start på dagen.
Ellers forventer jeg en rolig eftermiddag, lige indtil The Raveonettes tænder op under Orange kl. 17. Godt nok en lortetjans at skulle spille den scene op på den tid af dagen – mange har gjort forsøget, og mange har fejlet – men jeg tror faktisk nok, at Sune og Sharin skal køre den hjem. Med deres til dato stærkeste album, Raven In The Grave, friskt i bagagen kan det nøsten kun blive godt. Jeg ville meget hellere opleve dem på Arena, men det siger man jo så tit med de der Orange-koncerter.
Fra mine Afrika-kyndige kontakter har jeg fået anbefalet Femi Kuti & Positive Force, der spiller på Arena kl 18. Efter en god rockindsprøjtning ville det passe godt med en hvidvinsstener til det.
Kl. 21 spiller Kurt Vile And The Violators i Odeon. Jeg har talt med flere, der har oplevet det live, og oplevelserne har været lidt blandede, men materialet fejler i hvert fald ingenting. Velspillet, stenet rock med masser af rumklang og nerve.
Hovedbegivenheden fredag aften bliver dog Portishead, der spiller på Orange kl. 22.30. Jeg ser for mig, at det bliver et festival-peak. Hvis ikke bandet så sent som i 2008 havde udgivet et meget kraftigt efterskælv i form af Third, ville der have været stor risiko for, at sådan en koncert ville falde til jorden med et stort nostalgisk klask. Lidt som da The Prodigy spillede sidste år. Men Portishead holder – både med i et nostalgisk og nutidigt lys, og jeg regner med, at de har evnen og virkemidlerne til at spille Orange op på en sen aften.
Men så må det også være nok mainstream og tid til at gå lidt på opdagelse. Jeg vil igen ty til mine alvidende kontakter udi for mig lidt fremmede genrer. De peger på JuJu, der dækker over engelske Justin Adams og gambiske Juldeh Camara, der blander vestafrikanske toner og guitarrock fra det overskyede Nordvesteuropa. De spiller kl. 01.00 på Gloria og skulle være et spændende bekendtskab.
Og så skal man jo også opleve det danske punkfænomen Iceage. Live skulle det være fantastisk. Jeg er ikke nogen stor punk-entusiast, men når det spiller, så spiller det. Og det gør Iceage efter sigende. Jeg har hørt enkelte numre, som var virkelig gode, og ordet på gaden er, at koncerterne er noget helt specielt. Og så klokken tre om natten på en godt opvarmet Roskilde Festival. Det kan kun blive vildt.
LØRDAG:
Hvis fredag slutter råt og brutalt, kan lørdag passende begynde fint og harmonisk. Det kan den gøre foran Odeon, hvor danske Hymns From Nineveh spiller kl. 13. Vi taler følsom folk med afsæt i religiøse tekster. Den slags kan lyde skræmmende på mange, men der er nu ingen grund til at være bange for Hymns From Nineveh. Tværtimod er det både klog og velkomponeret musik, der giver basis for både en rolig og en god musikalsk oplevelse lørdag over middag.
Og for at blive ved det fine og danske, så ville det passe mig fint, hvis jeg også kunne nå omkring Love Shop på Arena kl. 14. Godt nok har jeg set bandet efterhånden mange gange, men Roskilde er noget særligt – og Arena er noget særligt. Det er et orkester, der har været meget igennem, men som på den seneste turne også fik bevist, at man har rejst sig flot efter tabet af både Hilmer Hassig og Henrik Hall. Det bliver intenst.
Men det er spørgsmålet, om jeg kan nå det hele. Lørdag er i det hele taget sådan en dag på Roskilde Festival, hvor jeg muligvis får brug for at konsultere en stresscoach undervejs. Flere virkelig spændende koncerter overlapper hinanden eller ligger præcist samtidig. For eksempel er den helt gal kl. 15, hvor man har programsat The Tallest Man On Earth på Odeon samtidig med John Grant på Gloria. Æv! Jeg hælder dog til at vælge The Tallest Man On Earth, som jeg har hørt virkelig gode ting om, når det gælder koncerterne. Jeg er en sucker for folk af den gamle skole, og det er præcist det, Kristian Mattson kan. John Grant leverede med den selvterapeutiske Queen of Denmark (med hjælp fra Midlake) et af de stærkeste albums i 2010. Jeg oplevede ham i Koncerthuset tidligere i år, og det var fantastisk. Jeg ville rigtig gerne opleve ham med band her på festivalen, men nu må vi se. Jeg vil lade sindsstemningen afgøre det, når jeg står i situationen. Ingen Roskilde Festival uden at gå glip af et eller andet, man burde have set.
Til gengæld er jeg så godt som sikker på, at jeg er at finde foran Orange Scene kl. 16, når norske Kaizers Orchestra spiller. Det er jo et band, der tidligere har leveret mindeværdige øjeblikke på festivalen, men jeg har endnu selv til gode at opleve dem live. Selvom jeg ikke har været ret begejstret for de seneste ting, jeg har hørt med dem, vælger jeg at tro på høj sol og høj stemning foran Orange på dette ellers håbløse tidspunkt at skulle spille netop den scene op.
Det kan fungere som passende opvarmning til en koncert, der godt kunne gå hen og blive et af de absolutte højdepunkter, nemlig TV On The Radio på Arena kl. 18. Artrockerne fra Brooklyn opererer på anarkistisk vis på tværs af genrer, og det hele udmønter sig i fantastiske sange. Det gjorde det i hvert fald på mesterværket Dear Science fra 2008. Jeg må med skam meddele, at jeg endnu ikke har fået erhvervet mig det nyeste album, Nine Types Of Light. Det nærmer sig en skandale. Måske jeg faktisk skulle gå ind og bestille det… nu. Jeg kan godt lige nå at varme lidt op.
Danske Kloster bliver desværre lidt klemt mellem denne koncert og så den store rockaften på Orange, der begynder kl. 19.30. Men hvis man føler for lidt mere afdæmpede toner – folk, der er beslægtet med Hymns From Nineveh, som jeg beskriver længere oppe – så kan jeg anbefale, at man lægger vejen forbi Gloria kl. 19.
Ellers står den som sagt på rock, rock, rock. Arctic Monkeys indtager Orange kl. 19.30. Jeg er ikke udelt begejstret for deres nyeste album, som ellers har fået ganske meget ros, men jeg kan godt høre, at der er gode ting på det. Til gengæld var jeg glad for Humbug, som de fleste andre tilsyneladende ikke kunne lide. Et album, der viste bandet fra en mere moden og fuldendt side end de tidligere rockspasmer, der selvfølgelig glitrede i deres umiddelbarhed, men som også måtte følges op af noget andet og mere helstøbt. Uanset hvad så er det et band, der nu har angrebet rocken fra forskellige vinkler og bevæget sig langt forbi døgnfluestadiet. Skåret ind til benet, er de her for at spille rock, og det tror jeg, de kommer til at gøre på en overbevisende måde, når de låner Orange.
Og så ligger det jo i naturlig forlængelse af det at opleve The Strokes, også på Orange, kl. 22.30. Jeg synes ikke, deres udviklingskurve er gået i den rigtige retning siden debuten. Der har været langt mellem pladerne, og de er faktisk… ja, blevet dårligere og dårligere. Men nu var debutalbummet også et album af ubegribelig høj kvalitet, og da jeg aldrig tidligere har set Strokes live, tror jeg, de får chancen denne aften. Tidspunktet er godt, stedet er godt, bandet er jo bdybest set også godt. Alt i alt er der gode chancer for, at det bliver… godt.
Chris Cunninghams show i Arena 23.30 bliver sikkert spændende, men bliver nok også så stort et tilløbsstykke, at jeg ikke er sikker på, at jeg orker det efter en lang dag med musik. Jeg tror mere på at finde mig en overraskelse et eller andet sted, eller ganske enkelt bare tage den med ro, indtil den står på psykedelisk rock af den gamle skole kl. 2 i Pavilion. Det er Spids Nøgenhat, der indtager scenen, og det kan godt blive en rigtig fin (og stenet) natkoncert.
Endelig har jeg fået anbefalet det norske superband Kitchie Kitchie Ki Me O, som spiller kl. 3 på Odeon, og en god, gammeldags rockkoncert ville jo være en meget passende afrunding fra sådan en lang dag på kontoret.
SØNDAG:
Der er knap så meget på programmet søndag, og det passer nok meget godt med energiniveauet efter en hård og lang lørdag.
Jeg forventer at give Thulebasen en chance kl. 14. Et forfriskende navn på den danske rockscene, der både tør eksperimentere og støje, samtidig med at de laver holdbare sange. Det er ikke meget, jeg har fået lyttet til det, men så er det her jo en oplagt mulighed.
Kl. 16.30 forventer jeg at ramme et af festivalens absolutte højdepunkter, når formidable The Walkmen indtager Odeon-scenen. Jeg kunne skrive meget om The Walkmen, men vi egentlig nøjes med at henvise til min anmeldelse af bandets uforglemmelige koncert i Amager Bio sidste år. Den siger vist alt...
På samme scene spiller lidt senere Justin Townes Earle – søn af country-rock-fænomenet Steve Earle og opkaldt efter legenden Townes Van Zandt. Justin Townes Earle spiller bluesrock af den gamle skole, og hvis den humørsyge kunstner ellers rammer en af sine gode dage, ser jeg for mig, at hans koncert kan blive det flotte punktum for en lang og indtryksrig festival.
Hvis bølgerne går rigtig højt, og regnen holder inde, kan jeg ikke udelukke, at jeg også napper en koncert med Kings of Leon på Orange. Men det er nu ikke, fordi bandets formkurve, siden de første fremragende albums, ligefrem imponerer mig. Og på et eller andet tidspunkt skal man jo hjem og sove. Og sove. Og sove.
Læs alle artikler om Roskilde ’11
Ingen kommentarer:
Send en kommentar