Hjemvendt efter en både hård, våd og vellykket festival er det tid til at gøre status. De næste indlæg her på bloggen er et forsøg på at fastfryse nogle af de øjeblikke på Roskilde ’11, der bliver stående for mig længe endnu. Det første indlæg her kommer til at handle om koncerter på festivalens to første dage.
Torsdag: Cody og PJ Harvey
For mit vedkommende begyndte løjerne for alvor med et dansk band, der langt fra lyder dansk. Det var egentlig min intention at opleve den skramlede svensker Daniel Norgren, men det nye Gloria-telts begrænsede kapacitet satte en stopper for det – det var ganske enkelt ikke muligt at komme ind.
Men som det ofte går på Roskilde Festival, så ender den slags mere eller mindre frivillige fravalg med at blive til interessante tilvalg. Jeg satte i stedet kursen mod Odeon, hvor jeg nåede at få den sidste halvdel af Codys koncert med. Og jeg skal love for, at bandet med det ellers meget skrøbelige og intime udtryk fyldte det store telt flot ud. Blandingen af de gamle nyklassikere og de virkelig stærke numre fra den EP, bandet netop har udgivet, udmøntede sig i en koncert, der i den grad var Roskilde Festival værdig.
I øvrigt mødtes jeg næste formiddag med tre af medlemmerne fra Cody, som blandt andet fortalte om, hvordan oplevelsen havde været. Interviewet bliver til en artikel, jeg publicerer senere her på bloggen. Så… stay tuned.
Men selvom det var godt, så var det jo stadig kun opvarmning. Mit fedeste kryds overhovedet i årets spilleplan havde jeg plantet oveni den koncert, der var programsat til klokken 22 på altid dejlige Arena. Kvinden bag det måske foreløbigt stærkeste album i 2011 so far – PJ Harvey.
Der var pakket med mennesker, og forventningerne hang helt oppe under teltdugens højeste hvælvinger. Og hold da op, hvor hun indfriede dem alle sammen. Det var intimt og storladent på samme tid. Det var stramt og gennemført spillet af et superengageret band.
Jeg talte efterfølgende med mange på festivalen om den her koncert, og jeg kan forstå, at den delte vandene. Flere syntes, den havde været direkte kedelig, mens en enkelt havde fundet det så smukt, at han havde tudet til de tre første numre (selv begrænsede jeg mig til let fugtige øjne under On Battleship Hill).
Jeg tror, det hele står og falder med, hvordan man har det med hendes nye album. Enkelte af de gamle klassikere blev flettet rigtig fint ind i den tæt på konceptuelle opbygning omkring Let England Shake, men hvis man havde forventet at møde rock-PJ fra de gode gamle plader i slutningen af 90’erne, så kan den her koncert ikke have været oppe at ringe. Det kan den til gengæld, hvis man anerkender Let England Shake som PJ Harveys til dato stærkest og vigtigste album. Det gør jeg, og jeg var solgt. Jeg var et med den engleagtige og samtidig let dæmoniske skikkelse, der under de fleste af numrene stod stift, stirrende, monotont rykkende i en autoharpe. Og hun sang, så man troede, det var løgn. I mine øjne var det en noget nær perfekt koncert, PJ Harvey leverede på Arena torsdag aften. Historisk.
Det blev ikke til mere musik torsdag aften, men alt andet ville sikkert også været faldet til jorden.
Fredag: The Raveonettes, Sean + Femi Kuti, Kurt Vile & The Violators og Portishead
Fredag ramte jeg det første high, da The Raveonettes spillede Orange Scene op klokken 17. Selvom det måske ikke er en koncert, der går over i historien, synes jeg faktisk, at Sune og Sharin ind i mellem havde fat i den lange ende. Og det på trods af flere vanskelige faktorer: Lyden var generelt elendig. Strømsvigt spolerede flere gange undervejs rytmen. Og Orange Scene klokken 17 er bare i sig selv en af de mest utaknemmelige tjanser på den her jord.
Det var mudret, og i de bedste momenter var det støjrock, når det er finest. Et sæt, der naturligt nok i store træk var bygget op omkring Raven In The Grave, bandets hidtil stærkeste album, der udkom tidligere i år. Særligt mod slutningen af koncerten blev der rejst en massiv mur af guitarer, mens hovedpersonerne næsten forsvandt i en røg, der klæder bandets musik rigtig fint. Sådan skal Roskilde også lyde ind imellem.
Men en festival skal også lyde af andet end rock. Derfor gik turen videre til Kuti-brødrene, der i selskab med et meget, meget talstærkt orkester, der spillede, så Arena gyngede. Den perfekte opbygning til en aften, der for mit vedkommende lagde op til at blive af en noget mere stenet og tilbagelænet karakter.
Først og fremmest i form af Kurt Vile And The Violators, der rockede på Odeon. En god, men også en meget krævende koncert. Vi var vidner til en indadvendt optræden fra bandet og i særdeleshed fra Kurt Vile selv, der gerne lader sine lange lokker falde ned over ansigtet, så han kan forsvinde ind i sig selv og sine sange. Men det er så også nogle sange, man får lyst til at falde ind i, skal jeg hilse og sige. Tjek selv her, hvordan det tog sig ud:
Og endelig stod den på Portishead, der blev præcis så intens og altomfavnende oplevelse på Orange Scene, som jeg havde forventet. Perfekt at placere netop det band, der på så fornem vis rækker langt tilbage i Roskilde Festivals historie og samtidig i nyere tid har leveret et album (Third fra 2008), der aftvinger respekt i dag. Ingen tvivl om, at Portishead var et nostalgitrip, men det var mere end det. Det føltes godt og rigtigt netop den aften. Netop det band. Netop på den scene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar