Roskilde Revisited - Part II

Lørdag: John Grant, The Strokes og Spids Nøgenhat 

Det blev lørdag, og det blev regnvejr. Der var folk, der gav op og rejste hjem allerede om formiddagen, mens den vedvarende regn dryppede solidt ned over festivalplads og campingareal. Og der var forståeligt nok dem, der ikke orkede mere, da himlen åbnede sig lige efter koncerten med Arctic Monkeys på Orange.

Men der var jo også alle dem, der tog det i stiv arm. Faktisk de fleste. Når man har været på Roskilde Festival en del gange, lærer man, at regnen ofte er en del af dagsordenen. Men også at solen som regel vinder til sidst. I hvert fald gør den gode musik.

Og det skal jeg da også lige love for, at den gjorde for mit vedkommende om lørdagen. En dag, der virkelig gik op i en højere enhed, når det gælder musikken.

Faktisk startede jeg med at ændre planer. Jeg havde tænkt mig at lytte til The Tallest Man On Earth, men det viste sig hurtigt, at den koncert var så stort et tilløbsstykke, at det krævede rundsave på albuerne at kæmpe sig frem til en position, der ville gå an til sådan en skrabet folk-koncert. Jeg tig en hurtig beslutning og hastede i stedet til det lille Gloria-telt, hvor John Grant spillede. Og hvilken fantastisk beslutning. Den intime koncert eksponerede nogle af de fineste øjeblikke overhovedet på årets festival. Det er kun få måneder siden, jeg oplevede John Grant med nogenlunde samme sæt i Koncerthuset, men denne eftermiddag var det bare, som om de eminente sange, den uforlignelige stemme og det engagerede og rørte publikum tilsammen dannede en eksplosion. En meget, meget stille eksplosion, men dog en eksplosion. Det var virkelig smukt, og helt højt gik bølgerne, da han spillede (og ikke mindst sang) det guddommelige titelnummer fra sidste års stærke album Queen of Denmark.

Der fulgte et par lidt mere skuffende oplevelser med TV On The Radio og Arctic Monkeys, før aftenen gik amok. Førstnævnte gjorde det i mine ører klart bedst af de to, men der var ikke nogen af delene, der var fokuseret eller stærkt nok leveret til, at det gjorde noget ved mig. Det havde jeg heller ikke forventet, at The Strokes skulle gøre. Jeg var jo med hele vejen, dengang de virkelig gjorde en forskel, men det er jo så mange år siden. Jeg har været blandt dem, der har kritiseret Roskilde Festival for at hive sådan en flok has-beens ind som grundpille i programmet. Men efter den rockudgydelse, The Strokes leverede lørdag aften, da solen var gået ned over Orange Scene, må jeg æde hvert eneste ord igen. Plus min gamle hat. Og jeg må også hjem og give det nye album endnu en chance. For hold da kæft, hvor de spillede den festival op med rock så tight, at jeg næsten ikke kan mindes noget lignende. Det skulle da lige være The Hives i 2004.

Så gik der dans i den. Og Dead Mau5 for dem, der er til den slags. Det kan jeg måske godt overtales til at være en gang imellem, men på ingen måde, når man lige har fået en grundlektion i rock ’n’ roll. I stedet blev det til en stille opbygning til nattekoncerten med syrerockerne fra Spids Nøgenhat på Pavilion. Det lignede en genistreg at placere det band på den scene på det tidspunkt, og det viste det sig også at være, allerede fra den første akkord blev slået an, og Lorenzo Woodrose lod sin vokal kaste ekko ud over den tændte crowd. Der var så meget tænding på, og bandet kontrollerede det hele på en umanerlig cool måde. Gruppens egne numre, hvis tekster ofte tangerer det patetiske syre-svampe-univers og kun holder sig oppe på grund af den ekstremt velspillede rock, det hele hviler på, blev smukt rørt op med gamle danske rockklassikere. Vi fik Røde Mor, vi fik Young Flowers, og selv Gasolin blev bragt til live igen for en kort stund denne uforglemmelige lørdag nat i Pavilion. Da bandet forlod teltet, sang publikum videre. Og vi sang, og vi sang, og vi sang. Det her var sådan en koncert, der bare ikke måtte høre op.
Hvis du ikke selv var der, kan du lytte til den her – selvom det jo aldrig bliver det samme:
http://www.dr.dk/roskilde/koncert-optagelser/2011/07/03/v%C3%A6r-med-i-en-hemmelig-klub-n%C3%B8gen-spidshat-live-fra-roskilde


Søndag: The Walkmen

Det var ikke meget, jeg på forhånd havde sat kryds ved denne søndag. Og det var nok godt det samme. Den matte stemning havde sat sig, ikke bare i mig, men i resten af festivalen. Det er hardcore at køre fire lange dage med musik, alkohol og gode fester omkring sig.

Men der var jo stadig koncerten med The Walkmen, en af de absolutte hovedbegivenheder for mig. Og de skuffede ikke. Jeg oplevede bandet levere en forrygende koncert i Amager Bio sidste år, og de samlede tråden fint op denne eftermiddag på Roskilde Festival.

On The Water, Canadian Girl og Blue As Your Blood blev leveret med en skarphed og nerve, som rigtig mange andre bands kunne lære af. The Walkmen spiller, som gjaldt det livet hver gang. Og det er jo ellers ikke fordi musikken er specielt aggressiv eller råt rockende – hvis man lige ser bort fra enkelte numre som den uundgåelige The Rat. Det er et langt stykke hen ad vejen stille musik, fyldt med fine nuancer og mange spændende lag. Men der bliver ikke taget fanger, når Hamilton Leithauser & co. går på. Og denne søndag eftermiddag satte de den fineste streg under en festival, der for mit vedkommende ramte nye højder. Tjek fx her:



Jeg slutter mig ikke til kritikerkoret, der vil have Roskilde Festival til at gå helt nye veje, men bøjer mig tværtimod i støv og mudder for, at det igen lykkes festivalen at gøre forhåndskritikken til skamme. Selvfølgelig er der altid bands, man gerne ville have set. I mine øjne skulle der være to scener mere og dermed højere til loftet for genrer som elektronisk musik, hiphop og (ikke overraskende) folk. Men med de præmisser, der nu engang var stillet op for den her festival på forhånd, så mener jeg, at den fortjener absolut topkarakter.

Personligt gik jeg hjem med 8-10 koncertoplevelser, der virkelig lever videre i mig, og mere kan man vel ikke forlange på sådan en festival. Allerstærkest står PJ Harvey, Portishead, John Grant, The Strokes, Spids Nøgenhat og The Walkmen. Seks så forskellige navne, som på hver deres måde mejslede deres navne ind i monumentet for Roskilde Festival 2011.