xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

26. dec. 2010

Årets albums 2010: # 5-6


5. Neil Young / Le Noise

Så skal jeg da ellers lige love for, at han kom tilbage, den gamle. Bedst som jeg - på trods af min ellers ubegrænsede kærlighed - fremadrettet næsten havde afskrevet Neil Young efter en horribel konceptplade om biler i 2009, lavede han det vildeste bagholdsangreb ved i 2010 at alliere sig med den legendariske producer Daniel Lanois.

Lanois fik i den grad rystet støvet af Neil Young og bragte ham et syvmileskridt videre end den gammelmandsblues, han så småt var ved at forfalde til.

Neil Young gav selv udtryk for, at der næste måtte en ny genrebetegnelse til, når det gjaldt Le Noise. Folk Metal døbte han genren, og det er vel egentlig meget godt ramt, når man skal ramme den blanding af simpel historiefortælling og vrede, forvrængede guitarer ind, som er lyden af Le Noise.

Der kan skrives meget om Le Noise, og det har jeg da også allerede gjort – så hop fluks til anmeldelsen, som jeg skrev umiddelbart efter albummet udkom.





6. Joanna Newsom / Have One On Me

Wow. Joanna Newsom smed lige et tredobbelt album på bordet i år. Og hvilket et. I mine ører er det her det suverænt bedste, vi endnu har hørt fra kvinden med de skæve ideer og den store harpe. Det er mere nedtonet og lidt mindre hysterisk end tidligere, men stadig frækt og anderledes.

På vokalsiden er der markante spor af Kate Bush, og musikalsk bevæger vi os ud i symfoniske melodier, der langt fra er opbygget over hitskabeloner. Det er meget tydeligt, at Newsom er inspireret af det store folk-ikon Joni Mitchell, og mange steder er historiefortællingen helt på højde med Mitchells. Men alligevel er der langt mellem de to. Hver gang man som lytter lige er ved at lulle sig selv ind i en overbehagelig, gammeldags, komfortabel fjøjls-folk-stemning, så bryder hun Joanna Newsom den med at rykke melodierne i uventede retninger.

Hvis du har godt og vel ni minutter til overs, så tjek lige den elegante Kingfisher:




Læs alle indlæg om Årets Album 2010

Ingen kommentarer: