3: Arcade Fire / The Suburbs
Arcade Fires sammensmeltning af det kantede og det fængende kan kun meget få gøre dem efter. Det har været skingert, og det har været poleret, og de har udfordret lytteren, men balancen har de i mine ører stort set altid ramt rigtig flot.
På The Suburbs trækker de dog tingene mere i retning af den traditionelle amerikanske sangskrivning, end de har gjort på forgængerne. Momentvist er der ikke langt til navne som landsmanden Neil Young, og jeg har da også kunnet læse mig til, at bandet i et interview op til udgivelsen faktisk gav udtryk for, at de gerne ville have det til at lyde som en blanding mellem netop Neil Young og Depeche Mode (!).
Nu er old school-sangskrivning jo ikke et minus i min bog. Skåret ind til benet handler det om, hvorvidt sangene er stærke nok. Og det er de. The Suburbs sad lige i skabet allerede ved første gennemlytning for mit vedkommende. Den slags gør mig som regel lidt nervøs, fordi jeg kan have en tendens til at blive træt af albums, der åbner sig for hurtigt. Men det er ikke tilfældet her. Albummet bliver ved med at gemme på nye døre, hver gang jeg lytter til det, og jeg mener, at det i forhold til variation må være et af årets mest interessante. Det ene øjeblik har man næsten lade sig dumpe ned i den Tom Petty’ske lænestol for så at blive banket op igen af et fræsende støjrock-nummer som Empty Room.
Læs hele anmeldelsen, som jeg skrev her på bloggen tidligere på året
4: The Walkmen / Lisbon
De gjorde det igen, The Walkmen: Udgav et album, der kom krybende og stille og roligt voksede sig kæmpestort. Det krævede mange gennemlytninger, men så sad den der altså også.
Lisbon er måske endnu mere nøgen end You and Me. Blandingen af det næsten sløsede, kolde, metalliske univers, hvor det ofte lyder som om, trommerne er tilfældigt kylet på, og så det intense, romantiske, næsten crooner-agtige, hvor man næsten føler sig ombord på en færge til en koncert med The Rat Pack. Andalusiske trompeter, marchtrommer og dybtfølte tekster. Ja, det er noget af en blanding.
Det er The Walkmen, og det ligner ikke noget andet. Hamilton Leithauser synger, så man fandeme kan mærke, at manden mener det. Jeg kan komme i tanke om meget få, der gør det lige så overbevisende. Ikke i teknisk forstand, men i sjælen der ligger bag hans skælvende, søgende sang.
Læs hele anmeldelsen, som jeg skrev her på bloggen tidligere på året
Læs anmeldelsen af The Walkmens formidable koncert i Amager Bio i november
Og tjek så lige et af albummets glansnumre:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar