1. Midlake / The Courage of Others
Det her er folk-musik af den helt gamle skuffe. Der er klare referencer til den britiske folk-scene i slut-60’erne og start-70’erne, hvor navne som Nick Drake, Bert Jansch og John Martyn stod for brobygningen mellem den på det tidspunkt allestedsnærværende amerikanske folk med den brægende historiefortælling og så den langt mere følsomme og melankolske ur-folk på denne side af Atlanten, der havde sine rødder i fx Skotland og Irland.
The Courage of Others er et mørkt og trist album et langt stykke hen ad vejen, ligesom Nick Drakes albums eksempelvis også var det. Men det hele er spillet med en gnist og en sprudlen, der aldrig gør det tungt. Det er ganske enkelt smukt.
Det er ikke nogen nem øvelse, Midlake har kastet sig ud i ved at lave et så bagstræberisk album. Bandet bevæger sig ud i et landskab, hvor der er hårfine grænser mellem smukt og patetisk. Men øvelsen lykkes til perfektion. I tekstuniverset er det de velkendte grundfortællinger om land vs. by, gamle dage vs. nutiden og mand vs. natur, der bærer det hele. Og ja, ind imellem bliver hyldesten til dengang, der fandtes rigtige mænd, og vinteren i sidste ende tog os alle, måske lige lovlig tyk indimellem, men det hænger så fantastisk smukt sammen med det næsten historiske lydtæppe, der akkompagnerer de små fortællinger. Into the core of nature / no earthly mind can enter.
Ja, det her er gammeldags. Og nej, det her er på ingen måde med til at udstikke retninger for hvor musikken skal bevæge sig hen i 2011, 2012 eller noget som helst andet år ude i fremtiden. Men for satan da, hvor er det smukt!
BBC’s Rob Webb skrev det meget rammende i sin anmeldelse af albummet:
Midlake won't ever be a 'cool' name to drop. They're the kind of band who'll prompt your parents to tell you about all the fun they had in the 60s, and dig out their Fairport Convention LPs because “If you like this, you'll love that”. It doesn't matter, of course: The Courage of Others is a lovely, lovely record that doesn't sound like it belongs in this age at all. It's all the better for it.
Læs hele Rob Webbs anmeldelse her
Hvis du stadig ikke er overbevist, så tjek selv den gåsehudsfremkaldende Bring Down:
2. The National / High Violet
The Nationals High Violet er et af den slags albums, der med sikkerhed bliver stående i årevis og funkler. Som et værk. Eller ikke bare som et værk, som et mesterværk. Det er en fryd at høre Matt Berningers brumme sig igennem numrene. 11 numre, der har det tilfælles, at de bygger fantastiske melodier. Jeg er ikke i stand til at pege på et eneste nummer på dette album, som man ikke både har lyst til at kramme, det første øjeblik, man hører det, og som i den grad stadig holder, når man sætter det på et halvt år senere.
Alligator fra 2005 var et mesterværk, mens jeg var en smule skuffet over opfølgeren, Boxer. Men i 2010 kom The National så tilbage for at markere, at de mente det alvorligt. I min verden er High Violet det stærkeste album, de har begået til dato.
Det er faktisk så godt, at det næææsten var årets bedste køb.
Nummeret England er et af albummets bedste – hør en flot version af det herunder:
You must be somewhere in London / You must be loving your life in the rain
Ingen kommentarer:
Send en kommentar