Neil Youngs Ragged Glory fylder 20 år i dag. Albummet var et afgørende skridt mod en musikhistorisk genfødsel.
Neil Young havde op gennem 80’erne gjort alt, hvad han kunne før at køre sin status helt ud i grøften. Efter Rust Never Sleeps (1979) så det ud som om, han simpelt hen ikke længere kunne lave en god plade – heller ikke selvom han gav det mange forsøg.
Først kom den acceptable – men når alt kommer til alt middelmådige – Hawks and Doves (1980). Dernæst det lettere pinlige forsøg på at fusionere den klassiske rocklyd med new wave, Re-Ac-Tor (1981). Og så var det endda først efter det album, at det begyndte at gå rigtigt galt. Neil Young skiftede label, og den første plade, han valgte at sende ud på Geffen, Trans (1982), var komplet uforståelig og usælgelig. Retrospektivt kan albummet vel bedst ses som en frustreret psykisk reaktion på, at Neil Young på det tidspunkt lige var blevet far til en multihandicappet dreng, han ikke kunne kommunikere med.
Geffen var utilfredse og lagde kunstnerisk pres på Neil Young, og det var nok det sidste, man skulle gøre. Det fik ham til i trods at udsende fire håbløse albums i perioden 1983-87. Det er i hvert fald svært at finde andre forklaringer på den rockabilly-inspirerede Everybody’s Rockin’ (1983), den patetisk country-konservative Old Ways (1985), den pinagtigt midt-80’er-poppede Landing on Water (1986) og Life (1987), hvor Crazy Horse ganske vel var tilbage som backing første gang siden Re-Ac-Tor, og som nok var et skridt i den rigtige retning, men som stadig må betegnes som en parentes i bagkataloget. Hele Geffen-sagaen udmøntede sig i et sagsanlæg fra pladeselskabets side, hvor de anklagede kunstneren for at lave musik, der var ”urepræsentativt for Neil Young”.
Fri af Geffen to Neil Young i 1988 et lille skridt i den rigtige retning med This Note’s For You (1988), men på nær et par rigtig stærke sange var det stadig et album, der kvalitetsmæssigt var milevidt fra den Neil Young, der havde udsendt guld på guld op gennem 70’erne.
Men da de færreste ventede det, skete der et eller andet. Freedom (1989) var et af de vildeste comebacks, rockhistorien har set. Med stærke tracks som ”Rockin’ in the Free World”, ”Crime in the City” og “The Ways of Love” var ti års synder glemt.
Spørgsmålet var, om det var en enlig svale. Da han året efter udgav Ragged Glory stod det klart for alle, at det var det ikke. Neil Young var kommet tilbage for at blive. Albummet sitrer af intensitet fra første tone. Det åbner med ”Country Home”, der rummer den ideelle Young-blanding af traditionel, countryinspireret rock og støjende guitarer. Nummeret skrev han faktisk helt tilbage i 70’erne og spillede det da også af og til live dengang. Og så bliver der ellers fyret helt op for kedlerne på ”F*!#in' Up", "Over and Over" og ”Love to Burn". Energiudladningerne fra Neil Young og band bliver ved med at overgå sig selv, og albummet markerer sig som et af de allerstærkeste i den nyere del af Neil Youngs karriere.
Til hans held var det selvfølgelig også, at der i den samme periode boblede en beskidt rockscene i Seattle, som skulle få afgørende betydning for det næste halve årti. Folk som Kurt Cobain og Eddie Vedder udså sig Neil Young som det store forbillede – den store Godfather of Grunge – og vupti, døren var åbnet til en hel ny generation af rockelskere, der kunne begynde at gå ombord i det enestående bagkatalog fra 60’erne og 70’erne, som jo ikke var blevet ringere af, at manden lige havde taget en sabbat-dekade.
Jeg var selv 15 år i 1990 og havde slet ikke opdaget den slags endnu – den dør åbnede sig først med et Harvest-indkøb omkring 1994. Derfor kan jeg kun spå om, hvilken effekt Freedom og Ragged Glory må have haft. Jeg vover alligevel pelsen og kalder det et af de mest opsigtsvækkende comebacks i rockhistorien. Jeg gætter på, at meget, meget få ville have forudset den her drejning, hvis man havde spurgt dem i 1988, hvor derouten så ud til at være uvendelig.
Men så igen: Alt afhænger af ørerne, der hører det. Selv har Neil Young i et interview sagt følgende om sine albums i 80’erne:
"The 80’s were really good. The 80’s were like, artistically, very strong for me, because I knew no boundaries and was experimenting with everything that I could come across, sometimes with great success, sometimes with terrible results, but nonetheless I was able to do this, and I was able to realize that I wasn’t in a box, and I wanted to establish that."
4 kommentarer:
Er man pervers, hvis man nu har en lille kærlighed til "Trans"?
Jeg er vild med alle vocoder-numrene; især "Transformer Man" og "Sample and Hold".
Det største problem med den plade, er at de mere straight rocknumre ikke rigtig passer til vocoder/computer numrene.
Neil Young skulle have taget skridtet fuldt ud og have lavet et 100% udsyret futuristisk album.
Ja, lidt pervers, vil jeg mene ;o)
Jeg kan godt lide, når kunstnere er søgende og udfordrer sig selv. Men der er bare nogle veje, Neil Young skulle have holdt sig fra, mener jeg.
En af dem var at flirte med elektronisk musik. En anden var at udtale sig om politik i 80'erne og Reagan i særdeleshed. En tredje var at begynde at lave film (har du set filmversionen af Greendale? Frygteligt).
Og det er i øvrigt ikke fordi, jeg har noget imod hverken elektronisk musik eller vocodere. Jeg tror bare ikke, det lige var ham, der skulle gå den vej.
Men jeg vil gerne være med til, at du en dag forsøger at overbevise mig om albummets fortræffeligheder over et glas vin (eller absinth, hvis der skal stærkere sager til for at se pointen). For jeg skal være ærlig at sige, at det aldrig har været i tung rotation herhjemme.
Nogle kan lide Lou Reed, andre Anne Dorte Michelsen.
Jeg kan lide (dele af) Trans.
Ingen af disse ting er der nogle rationelle argumenter for at kunne lide.
Jeg har ingen argumenter! Perversitet kan ikke forklares.
Fair nok. Men tak for din kommentar - jeg tror nu alligevel, at jeg på grund af den vil give Trans et par gennemlytninger med paraderne nede. Jeg tror aldrig tidligere, jeg har mødt nogen, der anbefalede det album.
Anne Dorthe Michelsen tror jeg nu nok, jeg lader ligge i denne omgang.
Send en kommentar