Information bringer i dag en fin anmeldelse af det nye/gamle mammutværk. Klaus Lynggaard skriver bl.a. om Darkness-perioden:
Han (Springsteen) nedtonede det billedrige sprog, han til da havde benyttet, til fordel for en dybt personlig og fuldstændig nøgtern udgave af dirty realism, som forløstes perfekt på Darkness, der indeholdt en stribe skæbnefortællinger fra USAs underside, som regel afsunget i førsteperson. På en måde var han også nødt til at begynde forfra, thi punken havde i mellemtiden stukket sit snotbeskidte fjæs frem og som ved et trylleslag gjort mange af 1970ernes store navne passé, hvilket Springsteen afparerede med en mere nøgen, sober og direkte lyd, helt fri for Phil Spector-mannerismer og drømme om at overgå Roy Orbison. Tør man tale om klanglig realisme, var det præcis det, man fik på denne unikke sangcyklus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar