9. Deerhunter / Halcyon Digest
Deerhunters tidligere udgivelser har stukket i mange retninger. Der har været post-punk, psych-pop og masser af andre gode elementer. Det har været interessant, men har ikke altid hængt så godt sammen, efter min vurdering. Det gør det til gengæld på 2010-albummet Halcyon Digest. Det begynder som en slæbende shoegazing på Earthquake, men allerede på toeren, Don’t Cry, er vi i gang med at lege med de helt traditionelle ting fra musikhistorien. Og den tråd følges op på resten af albummet. Der trækkes massivt på alt fra Velvet Underground til Lennon og McCartney. Selvom det grundlæggende er indie, og selvom det er dybtfølt melankolsk, indimellem tilsat lidt håbløshed, så er det faktisk et album, der rækker ud. Baseret på gode melodier kommer Deerhunter endelig ud over rampen og viser, hvad de kan. Hvis de holder snuden i det her spor, kan det ende med at blive rigtig stort.
10: Interpol / Interpol
Så napper vi lige et album mere, der fik en ret så hård medfart af anmeldere og indie-typer sådan generelt set. Som jeg har givet udtryk for tidligere i denne anmeldelse, så mener jeg slet ikke, at Interpols fjerde udspil faldt så tungt til jorden, som mange andre har dømt det til. Men havde jeg forventet mere? Ja, det havde jeg da helt klart, og jeg må også indrømme, at begejstringen jeg gav udtryk for i anmeldelsen, er kølnet lidt af siden. Men i det store og hele mener jeg stadig, at der er tale om et solidt album, og selvom det måske er bandets ringeste til dato, så bliver det i sig selv også en manifestering af et højt bundniveau, som man jo så ofte taler om i sportens verden. Jeg ville til enhver tid sætte dette album på, frem for 90 % af de indiebands, der er fulgt i slipstrømmen på Interpol og lader sig inspirere af dem. I bund og grund er det habile sange, fantastiske musikere – uanset om de som band er på randen af et sammenbrud eller ej. Nummeret Lights, som jeg linker til nederst i anmeldelsen, taler vist for sig selv.
Se alle indlæg om Årets albums 2010


Ingen kommentarer:
Send en kommentar