 |
| Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto / Roskide Festival |
I går løftede Roskilde Festival sløret for den komplette liste over musikken på årets festival. Og så sidder man her og føler sig en lille smule skuffet. Men samtidig kan jeg også skue tilbage og se, at sådan har jeg vel med en enkelt undtagelse (og det var vist det år, jeg var forhindret i at være med) haft det stort set hvert eneste år ved den her tid de sidste mange år.
Men er det nu også så slapt? Eller er det bare, fordi man er blevet et gammel røvhul, der ikke kan se, at the old road is rapidly aging? Nja, det tror jeg nu ikke helt.
Berlingskes Thomas Søie Hansen går så langt som til at kalde programmet for pivringe. En Ekstra Bladet-retorik, der også følges fint op i formiddagsbladet, hvis Thomas Treo kalder det for håbløst.
Så hårdt vil jeg ikke dømme det. Jeg har – uden at nærlæse bandbeskrivelser – allerede sat ring om de første 10-15 navne, og det er vel en god start. Selvfølgelig sidder man altid og savner nogle specifikke bands, man havde regnet sig frem til godt kunne tænkes at spille. Som fx Pulp. Men man må også have respekt for, at man ikke bare kan vælge frit fra alle hylder, når man sidder som festivalbooker.
Jeg har det fint med, at der ikke i år er et navn så stort og bredt som Prince. Og så vil jeg endda påstå, at der næsten er det – i form af PJ Harvey. Når man ser på den massive gennemslagskraft, hendes nyeste album, Let England Shake, har haft, så kan Roskilde Festival ikke ramme meget mere præcist med en navn, der både favner bredt og samtidig har den der Roskilde-kant. Ikke engang Radiohead ville være et bedre bud i år.
Jeg kan så til gengæld sagtens følge Thomas Søie Hansen, når han er skuffet over de to hovednavne, der skulle have været trumferne på præsentationsdagen i går: Arctic Monkeys og The Strokes. To bands, jeg sætter rigtig meget pris på og tilfældigvis to bands, jeg aldrig har set live, så i mit kram passer det jo sådan set meget fint. Og så alligevel ikke. Det er tydeligvis to bands, der for længst har toppet, og de er så meget yersterday news, at de faktisk ville have passet bedre ind på Skanderborg end på Roskilde. Hvis de så havde stået længere nede på plakaten – hvis Roskilde havde haft stærkere trumfer at smide på bordet i går – havde man nok ikke taget det så tungt. Men hvad, jeg tror på et par fine rockkoncerter fra begge navne.
Det største problem, som jeg ser det, er manglen på spændende navne inden for genrer som eksempelvis indie, folk og alt-country. Nu skal jeg jo ikke spille alt for smart, før jeg har nærstuderet programmet og klikket mig videre til nogle smagsprøver, men det virker ikke som om festivalen løfter sin opgave særlig godt her. Det samme var tilfældet sidste år, og her tror jeg, at Roskilde undervurderer en for dem sindssygt vigtig målgruppe, der ikke kun rummer de lidt ældre som mig, men også mange i begyndelsen af 20’erne. Vi ville da gerne have haft Fleet Foxes – også selvom deres koncert i 2009 var lidt en parentes. Med nyt album på gaden ville det have været oplagt (skriver jeg uden at have tjekket deres tourkalender – de kan jo være et helt andet sted i verden). Men det kunne også have været navne som Dylan LeBlanc, The Low Anthem, Mount Moriah, Iron and Wine, Local Natives og Phosphorescent.
De danske navne forstår jeg slet ikke. Jo, Roskilde Festival skal have fat i vækstlaget inden for den anarkistiske del af rock/punk-scenen, og det rammer de sikkert meget godt med navne som Iceage og Thulebasen. Man tør også godt satse på det helt brede i form af Sommer/Kvamms De Eneste To. Men hvor er alt det gode indimellem? Murder, I Got You On Tape, Giana Factory, Rhonda Harris og den slags. Og hvor pokker er The Raveonettes?
Jeg ved godt, at alt det her ikke kan lade sig gøre. Men der var ingenting (måske lige på nær The Walkmen), der gav det gode sug i maven, da programmet blev offentliggjort i går. Og det er ikke helt godt.
Nu handler Roskilde Festival heldigvis også rigtig meget om at opdage nyt. Og jeg håber, at der ligger gode overraskelser og venter på mig, når jeg får dykket længere ned. Og mon ikke det alligevel ender med, at vi alle sammen, når det engang bliver søndag aften på årets festival, kigger hinanden i øjnene og siger: ”Det var sgu et meget godt år”.
Du kan løbende læse, hvilke navne jeg anbefaler på årets festival.
Se de første bud her
Læs Thomas Søie Hansens vurdering af programmet i Berlingske
Ingen kommentarer:
Send en kommentar