Cody har smidt genre-spændetrøjen

Foto: Enok Holsegaard

Det var fredag formiddag på årets Roskilde Festival. Jeg satte tre af medlemmerne af danske Cody stævne i mediebyen på et par forfaldne drømmesenge i en lille interimistisk hyggekrog, klos op ad en parkeringsplads.

Godt klatøjede var de, og man forstod hvorfor. Aftenen før havde de nemlig spillet et gig af dimensioner på festivalen. Få timer efter festivalen var blevet skudt i gang, havde de fået æren af at låne Odeon-scenen, der med sin størrelse og placering som regel er garant for et talstærkt publikum. Og med stor selvtillid gjorde de et værdigt indtog på festivalen.

Oplevelsen havde tydeligvis knapt lagret sig endnu, da jeg mødte Kaspar Kaae, David Fjeldstrup og Line Felding. Og selvom det næsten virker for ubegavet, når man sidder der, er det svært ikke at stille spørgsmålet: Hvordan var det så?

Line:
Det var en vild oplevelse at stå der. Det havde vi selvfølgelig også forventet – det er noget, man har gået og glædet sig til – men når jeg nu tænker tilbage på det, så var det altså også virkelig fantastisk.

Det er der jo mange bands, der giver udtryk for her på festivalen. Men hvad er det, der er så specielt ved det?

Line:
Man får simpelt hen så meget igen. Publikum vil det her så meget, de er så meget på, og det kan man bare mærke, når man står deroppe.

David:
Det, jeg oplever som så specielt for Roskilde, er, at publikum er den der blanding af dedikerede og nysgerrige folk. Man kan se, at der på de første tre-fire rækker står rigtige fans – dem, der synger med på det hele. Og bag dem er der fyldt med mennesker, der er kommet forbi, fordi de er nysgerrige. Og ikke på sådan en uforpligtende måde, hvor man bare dalrer hen og ser, hvad der sker. Folk vil virkelig musikken, og de er med på, at de selv skal investere noget i det. Det tror jeg ikke, man oplever på samme måde andre steder.

Line:
Odeon-scenen er jo ret stor, og jeg havde faktisk forventet, at det ville blive svært at få skabt den der intime stemning. Men det synes jeg virkelig lykkedes godt i går.


I har netop udgivet en EP, Under The Pillow, Under The Elms. På den lyder det, som om I flytter jer et nyt sted hen. Hvordan ser I selv på det?

Kaspar:
Jeg mener helt klart, at vi flytter os. Under The Pillow, Under The Elms markerer et nyt kapitel for os. Det er som om, vi har givet los, og at vi tør prøve nogle flere ting. På Songs (albummet fra 2009) var vi langt mere dogmeagtige. Vi var meget fokuserede på, at vores lyd skulle holdes meget stramt inden for en bestemt genre – for at ramme den der americana-lyd.

Hvorfor var det nødvendigt at holde det så stramt?

Kaspar:
Jeg tror, det er fordi, vi alle sammen kom andre steder fra. David og jeg har spillet rock før, og flere af de andre, eksempelvis Line, kommer fra den mere traditionelle folkemusik. Men så fandt vi en eller anden fællesnævner, som muliggjorde det her fælles projekt. Vi begyndte at lytte til ”voksenplader” som Bruce Springsteens The Ghost of Tom Joad og Neil Youngs Harvest, og vi blev interesserede i selv at arbejde med en lyd, der lå i det landskab. Men fordi vi stod der og skulle mestre en genre, som vi ikke selv var vokset op med, valgte vi en meget ydmyg tilgang til det, og det tror jeg – på godt og ondt - kommer meget til udtryk på Songs. Nu føler vi os så meget hjemme i vores egen lyd, at vi slapper meget mere af med det og nemmere kan lade det skyde i nogle nye retninger. Og det kan vi også nemmere tillade os, når nu det er en EP, vi har lavet.

Hvorfor kan man egentlig bedre tillade sig det på en EP?

Kaspar:
På en måde er det et lidt mere uforpligtende format. Og så alligevel er det jo ikke, fordi det rent kommercielt forventes, at vi tegner et klart billede af, hvordan vi som band lyder nu og her. Men jeg føler det alligevel lidt mere frit – som om vi kan tillade os lidt mere, og på den måde synes jeg egentlig også, at det på nogle måder er et mere interessant format rent kunstnerisk.

Men det peger vel også frem mod et album?

Kaspar:
Det gør det. Vi står der nu, hvor vi skal til at begynde de indledende øvelser til vores næste album. Men det er jo et stort maskineri, der skal i gang, ikke mindst fordi vi er syv med i bandet. Derfor giver det en dejlig ro, at vi har fået en EP ud nu. På en måde køber vi lige lidt tid der. I forhold til at spille live er det helt fantastisk at få nogle nye numre at optræde med. Vi sad for nylig efter en koncert i Tyskland og snakkede om, at vi næsten var blevet for gode til at spille de her sange. Det kan man selvfølgelig ikke blive, men det kan alligevel godt føles sådan, når man har kørt det samme repertoire i for lang tid. Som om man ikke kan mærke sig selv i det længere.

Line:
Sådan har jeg det slet ikke. For mig bliver det aldrig rutine. Det er nok fordi, jeg er sådan et yogamenneske, der godt kan lide gentagelserne, ha-ha.

David:
Jeg kan godt følge Kaspar. Jeg kan også godt lide gentagelserne, men det kan gøre utrolig meget for et set, at man har bare ét nyt nummer med. Det kan virkelig løfte det hele og også få de gamle sange til at lyde på en ny og anderledes måde. Jeg kunne mærke det i aftes. Da vi skulle spille de nye sange, stod man jo igen med den der gamle følelse af at skulle holde tungen lige i munden. Man skulle koncentrere sig for at få det hele til at spille. Den følelse har jeg savnet. Det giver skarphed, og det gør også noget ved følelsen af at spille sammen som et band.

Line, du har dine rødder i folkemusikken. Ser du Codys musik som folk?

Line:
Der er helt klart nogle elementer. Vi trækker meget på nogle af de traditionelle dele af musikken. Ikke kun folk, men også folk. Der sker virkelig meget på den scene lige i øjeblikket, og det er ret interessant at følge med i. Der er en stor interesse for folkemusikken, eller i hvert fald for nogle afarter af den.

Kaspar:
Jeg er enig i, at vi er inspirerede af dele af folkmusikken, men jeg tror virkelig man skal passe på den der genre-fiksering. Det er i hvert fald meget der, jeg personligt er lige nu. Nu har der de seneste år været den her massive revival, når det gælder folkmusik, både herhjemme og i udlandet, og jeg har det selv på den måde, at den ko altså snart ikke kan malkes mere. I hvert fald tror jeg, det er vigtigt at frigøre sig fra genrerne og så bare spille det, man føler rigtigt. Ikke forsøge at lyde som nogen andre, men bare lyde som sig selv.

***

Besøg også Codys hjemmeside

Lyt her til et af numrene fra EP’en Under The Pillow, Under The Elms: