De seneste uger har jeg haft alt for mange nye albums at lytte til, hvilket godt kan være lidt stressende. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at dvæle ved det enkelte album og give det tid og lade det vokse, i stedet for hele tiden at zappe videre.
Et af de albums, der har ligget i min indbakke-playlist er danske One-Eyed Mules nyeste udspil, When Tomorrow Comes. Og lige netop det album har jeg ikke behøvet at presse mig selv til at høre igen og igen. Det er kommet helt af sig selv.
Jeg har tidligere i flere sammenhænge anbefalet One-Eyed Mule her på bloggen. Det kan undre mig, at bandet stadig er forholdsvist ukendt for det bredere publikum. Tourplanen fortæller, at de i den kommende tid bl.a. skal spille i Ebeltoft Kulturhus og på Nørrebro-caféen Kind of Blue. Med al respekt for de steder (det bliver garanteret superfine og intime koncerter) så har vi altså her fat i et band, der (også) fortjener chancen på lidt større scener.
One-Eyed Mule er ekstremt trofaste mod amerikanske musiktraditioner. Inspirationskilder fra både country, blues og folk har været meget hørbare på alle deres albums. Og således også denne gang. Et enkelt nummer ”Mild and Warm”, som i øvrigt er et at albummets stærkeste – er endda dedikeret til legenden Mississippi John Hurt.
Nu er det her jo ikke det eneste band, der krammer det traditionelle musik-USA. Men det, der får One-Eyed Mule til at skille sig ud fra så mange halvhjertede danske americana/singer-songwriter-typer, er at de gør det totalt overbevisende. Der er først og fremmest tale om gedigent musikalsk håndværk, det er velspillet, og det er lækkert produceret.
Samtidig kan jeg godt lide, at bandet tager traditionerne 100 % seriøst. Musikken er ikke tyndet op med tre dele nordisk melankoli og en enkelt klichefuld P3-guitarsolo for at få det til at passe bedre til vores breddegrader. Nej, det er amerikansk musik. Godt nok spillet af et dansk band, men musikken er og bliver amerikansk helt ind til benet.
Hvis jeg skal sammenligne One-Eyed Mule med andre på den danske scene lige nu, må det være bands som Cody og CS Nielsen. Navne, der af anmeldere ofte bliver kritiseret for at iklæde sig lånte fjer – at stjæle et stykke musikidentitet fra et land, der ligger meget langt fra vores. Men i min bog rager de tre navne netop op over så mange andre, fordi de tør gøre det helhjertet. Og så selvfølgelig fordi de gør det meget så meget kvalitet.
Jeg har alle One-Eyed Mules fire albums i mit musikbibliotek. Min vurdering er, at ”When Tomorrow Comes” er det mest vellykkede af dem. Først og fremmest fordi melodierne er så stærke, og at albummet i det hele taget virker meget gennemarbejdet.
Jeg arbejder i øvrigt lige nu på et mail-interview med Rasmus Dall fra One-Eyed Mule. Det kan I glæde jer til. I mellemtiden kan I nyde den her lækkerbisken fra det nye album. ”Mild and Warm” – en hyldest til the one and only Mississippi John Hurt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar