Jeg havde det lidt svært med det her album, de første par gange jeg hørte det. Min umiddelbare reaktion var, at det virkede meget glat og produceret og for langt fra det folkede, organiske, jeg tidligere har hørt fra Choir of Young Believers.
Men det holder sgu! Det ikke bare holder. Det vokser sig lige så langsomt større og større for hver gang jeg hører albummet. Og det gør jeg nu flere gange om dagen.
Det er symfonisk, det er svulstigt, og det læner sig hørbart op ad nogle 80’er-referencer, man lige skal vænne sig til. Men det er ikke som en effekt – en pyntegenstand, der lige sættes ind i nisselandskabet for at appellere til nye folk. Det er gennemtænkt og gennemført.
Grunden til, at Rhine Gold er så vanedannende et album er først og fremmest, at grundmaterialet er så godt. Sangene er utroligt stærke. Virkelig gode kompositioner, og så går det hele bare op i en højere enhed, når de spilles og synges af så kompetente musikere.
Der er åbenbart sket det siden sidst, at bandet er blevet til et band. At frontmand Jannis Makrigiannis har demokratiseret projektet, og at mange af beslutninger i dag træffes kollektivt. Den slags behøver ikke være opskriften på at lave et godt album – det har der været masser af eksempler på i musikhistorien. Men i det her tilfælde har det ført til et album, der allerede i skrivende stund bør shortlistes til årets bedste danske udgivelser.
After all: I’m a believer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar