Der er i dén grad dømt overload af spændende nye albums i disse uger. Jeg når slet ikke at lytte til alt det, jeg gerne ville. Men så må man jo prioritere, og det har jeg gjort. Den seneste uges tid er det kommet danske Dangers Of The Seas debutalbum til gode. Et album, der udkommer i morgen mandag d. 18/2. Og hvor bliver det fantastisk at komme til at lytte til det med god lyd i stedet for det halvusle stream, jeg har måttet nøjes med her i smuglyt-perioden. For det her handler om vellyd.
Jeg har ventet dette album med spænding, siden jeg for trekvart år siden første gang stiftede bekendtskab med Dangers Of The Sea. Dengang var det nogle få nøgleord omkring bandet, der fik mig til at spidse ører: Ud over et samarbejde med Nikolaj Nørlund nævntes blandt inspirationskilderne bands som REM og Midlake. Særligt sidstnævnte hører til blandt de absolutte favoritter herhjemme, og det er ikke ligefrem hver dag, man hører nye bands namedroppe netop dem.
Og man må sige, at inspirationskilderne træder tydeligt frem på debutalbummet. Texanske Midlake søgte på sit seneste album, The Courage of Others, tilbage til en folk-lyd af den helt gamle skuffe. Med sprød fløjte, violin og det hele. Der var klare referencer til den britiske folk-scene i slut-60’erne og start-70’erne. Et bagstræberisk greb, der på grund af den perfekte udførelse virkede godt. Resultatet var et af de bedste albums, jeg har hørt i mange år. Som BBC’s Rob Webb meget rammende foremulerede det i sin anmeldelse af albummet:
Midlake won't ever be a 'cool' name to drop. They're the kind of band who'll prompt your parents to tell you about all the fun they had in the 60s, and dig out their Fairport Convention LPs because “If you like this, you'll love that”. It doesn't matter, of course: The Courage of Others is a lovely, lovely record that doesn't sound like it belongs in this age at all. It's all the better for it.
Der kan trækkes tråde direkte fra Midlakes lyd på netop det album til flere af numrene på debuten fra Dangers Of The Sea. Men der er også andre fællesnævnere. Sansen for den gode melodi ikke mindst. Og det var netop den gode melodi, der var afsættet for den snak, jeg havde med to af medlemmerne fra Dangers Of The Sea på Roskilde Festival sidste år. Mens vi stod i mediebyen med halvtunge tømmermænd og en let morgenregn omkring os, fik vi en fælles begejstring op at køre over, hvor skøn lyden af gammel musik kan være. Skarptskårne melodiske lækkerbiskner fra dengang de virkelig kunne skære en single. Buffalo Springfield, The Mamas & The Papas og den slags. Respekten for den gode popmelodi og perfektionismen til at blive ved og ved i det studie, indtil den sidder, lige præcist hvor den skal. At kramme det umiddelbare, samtidig med at man bevarer respekten for det gennemarbejdede håndværk. Det er egenskaber, Dangers Of The Sea på det her debutalbum beviser, at de er i besiddelse af. De er et band med respekt for de gamle dyder – og med talent, der rækker til selv at føre dem ud i livet med deres eget nordeuropæiske aftryk.
Der skal lyde en klar anbefaling herfra. Der er mange fine øjeblikke på albummet. Blandt mine favoritnumre er ‘Light’, ‘Sheer Desperation’ og ‘Your Time Is Wasted’. Og ikke mindst ’Come Sit By My Fire’. Og så føler jeg ikke engang, at albummets sange har åbnet sig helt for mig endnu. Jeg forventer, at endnu flere døre vil åbne sig, når jeg i morgen får fingrene i det ”rigtige” album.
Tjek selv noget af musikken her:
http://www.facebook.com/dangersofthesea
Og hvis du kan lide hvad du hører, bør du overveje at lægge vejen forbi Koncerthuset d. 30, marts i år, hvor Dangers Of The Sea giver dobbeltkoncert sammen med Schultz And Forever, et andet af de rigtig spændende nye danske navne, der stædigt vrister sig fri af den stadig frosne danske muld i disse måneder.
Du kan læse hele interviewet med Dangers of The Sea her: http://tommyheisz.blogspot.dk/2012/07/vi-er-suckere-for-den-gode-melodi.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar