Velkommen til min musikblog, som jeg har opkaldt efter David Bowies fiktive astronaut Major Tom.
Bloggen har heller ikke meget jordforbindelse, men bevæger sig i et ujævnt og anarkistisk kredsløb omkring musikverdenen. Jeg lytter mest til folk, indie, rock, blues og country – og derfor er det også de genrer, der fylder mest her.
Til daglig ernærer jeg mig som forfatter og freelancejournalist. Du kan læse mere om min baggrund på tommyheisz.dk. En pænt stor del af min fritid bruger jeg på at lytte til ny musik og gå til koncerter. Og når jeg finder noget godt, kan jeg lide at dele det med andre – derfor denne blog.
Jeg startede majortom.dk i august 2010. Med tiden har formen ændret sig nogle gange. I en periode skrev jeg mange anmeldelser af nye albums. Det gik jeg væk fra, kort sagt fordi jeg blev træt af at høre på mig selv med den påtagede autoritære anmelderstemme.
Jeg er ikke ekspert, og jeg har ikke lyst til at have den rolle. Jeg er derimod en entusiastisk musikforbruger, som elsker de muligheder for deling og anbefaling, som hele blog-universet og de sociale medier har åbnet. Når jeg lægger et nyt indlæg her på bloggen, vil jeg gerne have samme følelse, som når jeg føjede et nummer mere til det blandede bånd, jeg var ved at lave til en af mine kammerater, dengang jeg var dreng.
I 2013 har jeg som noget nyt indført et format, hvor aktuelle musikere (som jeg gerne vil anbefale) selv får lov at anbefale noget musik, de synes man bør lytte til. Altså anbefaling med anbefaling på. Den slags er lige i bloggens ånd.
Endelig lægger jeg baggrundsartikler og interviews op, som jeg har skrevet for andre medier. Jeg er blandt andet fast musikskribent på magasinet Atlas.
Alt i alt giver det en kæmpe rodekasse af tekster om musik. Måske kan du bruge det til noget, måske ikke. Uanset hvad er du altid velkommen til at give mig din bramfri mening på tommyheisz@gmail.com.
Hvis du selv laver musik, som du synes, jeg bør lytte til, er du velkommen til at sende det til mig, men som sagt: Forvent ikke en anmeldelse.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar