Det er tid til at gøre status på 2011. Et godt musikår i min optik. Masser af gode albums, stærke liveoplevelser og spændende nye tiltag. Herunder har jeg samlet 31 ting, der gjorde mig glad i året, der gik:
Iron & Wine
Skønt, sprælsk album fra den skæggede ener. Gode, catchy melodier og et stort skridt væk fra det indadvendte – som også var dejligt, men der var brug for noget nyt. Jeg anbefaler den her stærke live-session:
The Low Anthem
Tidligt på året berigede de verden med et album, der stadig – her ved udgangen – står som et af de smukkeste, der kom i år. Nemlig ”Smart Flesh”. Jeg så dem på Loppen til en koncert, som man måske nok hellere ville have oplevet på et andet spillested, men som alligevel ramte hårdt.
Se The Low Anthem spille The Apothecary på Grand Central:
PJ Harvey
Need I say more? Alverdens andre årslister har vist haft travlt nok med denne seje dame. Men uanset hvordan jeg vender og drejer ”Let England Shake”, så bliver det altså bare stående som… ja, måske årets bedste? Og så var der jo Roskilde. Jeg græd til den her:
The Raveonettes
Yes, de kom tilbage. Jeg synes, de har testet mig hårdt gennem årene, men på det her album fandt Sune Wagner og Sharin Foo de gamle Psyched Up Janis-dyder frem (respekt for det gode riff) og mixede det med det bedste fra det mere interessante og fyldige lydunivers, de har bygget op sammen gennem årene som duo. Rave on:
Thurston Moore
Akustisk støjrock? Tja, hvorfor ikke? Sonic Youths Thurston Moore leverede med Demolished Thoughts et ret særpræget album med trade til bade Moores egen larmende baggrund og en så følsom og afdæmpet fyr som Nick Drake. Det ramte noget godt i mig.
De Efterladte
Var der et liv efter Olesen-Olesen? Ja, det var der sørme. Peter H. Olesen foretog sammen med sin nye musikalske makker, Michael Lund, et elegant skridt ind i en ny epoke. Jo, det lyder gammeldags. Men den nye sang er jo også en gammel sang:
Læs et længere indlæg om albummet her:
Gillian Welch
Jeg havde lyttet lidt til hende tidligere, men det var faktisk først, da Gillian Welch i år udgav det formidable album The Harrow And The Harvest, at jeg sådan for alvor fik lukket op for den pose. Den viste sig at være fuld af country-godter. Et gammeldags indhold i en moderne indpakning. Og så er det da også værd at nævne, at Gillian Welch i efteråret sammen med sin faste makker, David Rawlings, gav mig en af årets største koncertoplevelser på Det Kongelige Teaters gamle scene. Wow. Her et af de mange fine numre fra The Harrow…:
Spotify
Jeg er ikke ligefrem first mover på nye platforme, når det handler om musik. Men jeg må indrømme, at mit 99 kroner om måneden-abonnement på Spotify har revolutioneret min måde at lytte til musik på. Jeg samler stadig på vinyler, også på cd’er, men den månedlige massive gennemstrømning af nyt og gammelt foregår nu i høj grad på Spotify. Der har været kritiske røster fremme. Får kunstnerne for lille en del af kagen? Jeg håber, det hele løser sig. Abonnements-tankegangen er i hvert fald holdbar set fra mit musikforbrugersynspunkt.
Kurt Vile
Et af årets fineste albums stod Kurt Vile And The Violators bag. ”Smoke Ring For My Halo” lyder på én og samme gang som noget, man har hørt tusind gange før, og noget der er fuldstændig unikt og enestående. Stemningsfuldt er det under alle omstændigheder. Jeg nåede at fange ham og de andre langhårede drenge to gange live, en okay koncert på Roskilde og et virkelig fint gig på Vega. Begge gange spillede de selvfølgelig den her:
Okkervil River
Dette fine band med efterhånden en række albums bag sig kommer fra Austin, Texas. Jeg har lyttet til en del af deres tidligere materiale, men har ikke fundet noget, der lyder så overbevisende som I Am Very Far, der udkom i år. Albummet indeholdt blandt andet det her sprøde nummer med en dejlig, nostalgisk video:
Bruce Springsteen
Ud over for gud ved hvilken gang at give mig gåsehud ved gennemlytning af de historisk gode albums, han lavede I perioden fra midt i 70’erne og ti år frem, berigede Bruce mig i 2011 med The Promise – at album med materiale fra hans meget produktive periode op til Darkness-albummet i 1978, hvor meget af det aldrig blev udgivet dengang. En pose med blandede bolsjer, mange af dem ubeskriveligt velsmagende. For eksempel den her alternative version af et af hans bedste numre, Racing In The Streets:
… og så var der jo lige den der nyhed om Roskilde 2012!
P6 Beat
I det hele taget var 2011 jo året, hvor der kom tiltrængte revolutioner på radiofronten. Nu har jeg hele to alternativer til P1, nemlig 24-7 og P6 Beat. Langt det meste af tiden står min DAB-radio stillet ind på DR’s nye musikkanal, hvor navne som Carsten Holm, Kristian Leth og Jan Sneum (for blot at nævne nogle få) inspirerer til nye og gamle toner, samtidig med, at de gør mig klogere på musik. Særligt programmet ”Album”, hvor der gås i dybden med en klassiker, har virket rigtig godt. Det program alene har i løbet af 2011 fået mig til at investere i to nye albums (før Spotify): Talk Talks Spirit of Eden og Marvin Gayes What’s Goin’ On.
Niels Skousen
Den gamle mester blev hyldet, da Vega lagde sal til en 40 års jubilæumsfest for det legendariske album, Herfra hvor vi står. Og så udgav han også en selvbiografi, som jeg endnu har til gode at få læst. Men det er nu også meget godt at have noget at glæde sig til.
I Got You On Tape
Det måske mest interessante band på den hjemlige scene lige i øjeblikket skuffede heller ikke fjerde gang. På albummet Church Of The Real bevarer de det særlige snit, samtidig med at de fortsætter deres naturlige bevægelse væk fra sørgmodige guitarer og hen mod noget mere dansabelt og alligevel stadig melankolsk. Det er smukt.
REM
To årsager til at have gode, gamle REM med på den her liste. 1) De overraskede mig meget ved at komme så stærkt tilbage med albummet Collapse Into Now, der blev undfanget i Berlin. 2) Respekt for, at de senere på året så alligevel vælger at opløse sig selv og lade albummet være et fint og værdigt punktum. For mere end det var det heller ikke. Aldrig på niveau med det bedste, men klasser bedre end det værste. Og alle ender mødtes, da Patti Smith igen dukkede op på nummeret ”Blue”:
Mount Moriah
En af de gode aha-oplevelser I året, der gik. Duoen, bestående af Heather McEntire og Jenks Miller fra North Carolina, har tilsyneladende tidligere arbejdet med postpunk, men det hører man ikke mange rester af den behagelige country, de serverer under navnet Mount Moriah. Jeg har hørt albummet igen og igen og bliver stadig ikke træt af det. Glæder mig til at høre mere fra den kant.
Michael Møller
Der er sagt og skrevet meget om den måde, Michael Møllers 2011-album blev til på. Som crowdfunding, hvor interesserede købere på forhånd var med til at sørge for, at projektet overhovedet blev realiseret. Lad os endelig se mere af den slags i en trængt musikbranche, men lad os da for pokker også bare høre så smukke, harmoniske og betydningsfulde sange, som den gode Møller så endte med at inkludere på albummet, der bestod af 31 sange – en til hver dag i maj måned.
Gil Scott-Heron og Jamie XX
Klog dansemusik. Det hører man da ikke hver dag. Alliancen mellem spoken word-soul-jazz-legenden Gil Scott-Heron og produceren Jamie XX var en af de gode overraskelser for mig i 2011:
Jonathan Wilson
Jeg var rigtig meget oppe at køre over Jonathan Wilsons old school Laurel Canyon-lyd, da jeg først hørte hans album ”Gentle Spirit”. Senere blegnede begejstringen en smule, men hvis man ser bort fra den manglende evne til at skære skarpt og fatte sig i korthed (mange af numrene ligger helt oppe på 6-8 minutter), så er det her altså stadig et album, der er værd at lægge ører til. En tilbagelænet og stenet blanding af Neil Young, Pink Floyd m.fl.
Fionn Regan
Et noget overset navn herhjemme, men i mine ører noget af det stærkeste på folkscenen lige i øjeblikket. Irske Fionn Regan, der tilbage i 2006 blev nomineret til en Mercury Award for sit debutalbum, vendte i 2011 tilbage med en virkelig god opfølger i ”100 Acres Of Sycamore”. Se bort fra den lidt tåbelige frisure og nyd en lækker version af titelnummeret her:
Joe Henry
Jeg har et blødt punkt for Joe Henry, og hans 2011-udgivelse ”Reverie” skuffede mig ikke. Han kan skære en god sang og serverer den som americana med et strejf af soul – særligt på grund af det kraftfulde stemme med masser af dybde. Tjek en 21 minutters Tiny Desk Session med ham her:
Tom Waits
Jeg elsker Tom Waits. Og samtidig kan jeg indimellem blive så træt af Tom Waits. Fordi han konstant leger med grænserne for, hvad man overhovedet kan tillade sig at kalde musik og blander sine ældgamle, klassiske inspirationskilder med den hårdeste avantgarde, som kræver meget af lytteren. Tom Waits har flere ansigter. Jeg kan ikke sige klart, hvilket jeg er til, men jeg kan sige, at hans 2011-album ”Bad As Me” ramte en rigtig god balance mellem sublim sangskrivning, stemningsmættede melodier og anarkistisk legesyge. Det holder!
The War On Drugs
Jeg opdagede dem desværre lidt sent og missede derfor også deres vist nok fantastiske gig på Store Vega. Men da jeg først fik fingrene i albummet ”Slave Ambient”, gav jeg ikke slip igen. Kurt Viles andet band holder faktisk lige så meget som det første. Imponerende.
Josh T. Pearson
Så stille og så fint. Den langskæggede, dybt kristne Josh T. Pearson, er ikke sådan en, der bider sig helt fast, første gang man lytter til ham. Han kommer snigende. Men hvor er det smukt. Særligt det her nummer – ”Woman, I’ve Raised Hell”:
Radiohead
King Of Limbs føjede endnu et kapitel til føljetonen om et af de mest imponerende bands i nyere tid. Jeg elsker dem. Også når de ikke spiller guitar. Let’s dance:
Our Broken Garden
Et dansk band, der er signet på det vigtige label Bella Union er jo en god historie i sig selv. Jeg oplevede dem allerede i 2010, da de varmede op for The Walkmen i Amager Bio. I løbet af 2011 fik jeg lyttet til deres fremragende album When Your Blackening Shows. Et band, der fortjener mere opmærksomhed:
Mellemblond
Åh, så fint og stærkt de vendte tilbage, elskede Mellemblond. Altid spændende at se, efter så stærk en debut, som de leverede for et par år siden, om niveauet holdes. Det gør det – og mere til. Det her er simpelthen så fint, skarpskåret og poetisk, at jeg vil kalde det et højdepunkt på den hjemlige musikscene i 2011:
Fleet Foxes
Der blev trukket heftigt på de gamle folk-inspirationskilder, da Fleet Foxes i foråret kom med albummet ”Helplessness Blues”. Fra Roy Harper over Bert Jansch til Dylan og Paul Simon. Jeg var spændt på, om min forelskelse i det her smukke band skulle aftage, men det skete overhovedet ikke. Et af årets bedste albums, og så hører det også med til historien, at de leverede en overdrevet fantastisk koncert i Falconer i efteråret. Mere fuldskæg til folket:
Ulige Numre
Der findes vel ikke nogen, der ikke har set den fine video til debutsinglen ”København”. De unge gutter i Ulige Numre kom ud af ingenting og overrumplede alt og alle – inklusiv mig. ”København” er et fantastisk nummer, og selvom både den efterfølgende EP og den koncert, jeg i efteråret overværede på Stengade, viste et band, der stadig ikke er helt færdige med at finde deres udtryk, så kan man ikke andet end være imponeret.
John Grant
En af årets største oplevelser på årets Roskilde Festival. Faktisk var det i slutningen af 2010, at jeg fik øjnene op for det fantastiske soloalbum ”Queen of Denmark”, men i 2011 åbnede det hele sig bare endnu mere, da jeg både så Roskilde-koncerten og en fin optræden i DR’s Koncerthus. Oven i det hele fik jeg søgt lidt tilbage i tiden og lyttet til hans gamle band, The Czars, som også viste sig at være en storslået oplevelse. Så… John Grant får da også lige lov at komme med på 2011-listen. Her en flot optagelse af ”Queen of Denmark” fra en Strongroom-session:
Cody
Det blev en EP, der skulle understrege, at Cody er kommet for at blive. Og som samtidig med at den understregede, at de mestrede den der klassiske americana til perfektion, samtidig stak nogle nye spor ud, som vi sikkert kommer til at høre meget mere til. Jeg har det stadig svært med EP-formatet – synes ikke rigtigt, det er en rigtig plade – men i 2011 var Cody med til at skubbe til den overbevisning:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar