Begravelsen er aflyst!

De Efterladte
Traditionen Utro
Target Distribution / Melodika

Den nye sang er en gammel sang
og det er okay med mig
Jeg ved jeg ikke er den første
der går ad denne vej

Man kan ikke klandre Peter H. Olesen for at feje noget ind under gulvtæppet. For han rammer jo selv det hele så fint ind i ovennævnte tekst, et brudstykke af nummeret ”Den nye sang er en gammel sang”.

Det er meget præcist formuleret, for rent musikalsk er der nemlig ikke meget nyt under solen på dette første album fra Peter H. Olesens nye projekt, duoen De Efterladte. Der trækkes særdeles solidt på alt det gammeldags og velkendte, især blues, folk og country.

Hvor er det traditionelt. Og hvor er det godt! Peter H. Olesen og Michael Lund lægger sig så tæt op ad traditionerne, at det ind imellem nærmer sig plagiat. Når man hører sangen med det umiddelbart største hitpotentiale, ”Nedenom og hjem”, er det vanskeligt ikke at tænke på Bob Dylans If Not For You.

Men så er det jo, at man skal huske på, at når man tænker på Dylan, tænker man ikke kun på Dylan, men også på alle dem, Dylan gennem årene selv har stået på skuldrene af. Når alt kommer til alt, har Bob Dylan jo aldrig revolutioneret musikken, men bygget oven på det, der stod i forvejen. Brudt ned og brugt det på nye måder. Og i øvrigt gjort det så fint, at han er endt som en af de største.

Det handler om at indsamle drivtømmer og bygge noget både nyt og holdbart med det. Kan man det, har man gode chancer for at lykkes som kunstner. Og kan man samtidig vedkende sig sine forbilleder, er man også et menneske, der kan være i sig selv, og som er til at holde ud at være sammen med.

Det er Peter H. Olesen. Og både tekster og musik lykkes i den grad for Olesen og Lund på det her album. Og det er jo et album, der har været ventet med spænding (og vel også lidt ondt i maven) for mange gamle fans af Olesen-Olesen. Billedet af brormand Henrik som ham, der kunne alt det med musikken, mens Peter kunne det med ordene, har nok gjort, at mange har været skeptiske i forhold til, hvad Peter H. Olesen kunne få ud af det rent musikalsk efter opløsningen af Olesen-Olesen.

Afskedssalutten fra brødrene, Kain og Abel (2007) understregede da også, hvor brødrene hver især havde deres forcer, men den udstak samtidig nogle interessante spor, som Peter H. Olesen kunne forfølge. Og med ny fast makker, guitaristen Michael Lund, der blandt andet har sine rødder i den traditionelle country, har han i den grad fundet et holdbart format. Et sted, hvor hans tekstunivers måske endda kan få lov at vildskyde i endnu flere interessante retninger end før.

For mig kulminerer det hele på ”Godmorgen kynisme” – en de smukkeste danske sange, jeg har hørt meget længe. Og i virkeligheden har man jo også hørt den før. I hvert fald hvis man har brugt bare lidt tid på Benny Andersen/Povl Dissing eller en af de stolte svenske visesangere som Cornelis Vreeswijk. Det er set før, men det ses desværre alt for sjældent på den del af den danske musikscene, som ikke er henvist til medborgerhuse og hjemmestrikkede sweatre, men som stadig bliver spillet i radioen (okay P4, men dog radio, der rækker ud), at nogen smækker en så rendyrket, gammeldags vise på bordet.

Se Godmorgen kynisme her i en optagelse fra udgivelsesreceptionen på Blågårds Antikvariat:



På tekstsiden kredser sangen om den gammelkendte konflikt hos Peter H. Olesen. Kampen mellem at ville lyset, men hele tiden være tiltrukket af mørket. Intentionerne er gode, han rækker mod lyset, men når dagen er omme, står der alligevel plantet en skov af flasker på hans bord.

Lige netop på dette nummer fungerer samspillet mellem musik og ord optimalt, og tekstmæssigt viser den Peter H. Olesen fra sin allerstærkeste side. Og samtidig er det et modigt nummer at udgive i 2011, fordi det trækker så hårdt på den visetradition, der er så godt som helt væk fra mainstream-musikbilledet i Danmark.

Det er en svær balance, Peter H. Olesen skal mestre i sit tekstunivers. Hele tiden indtager han rollen som den selvironiserende fiasko og fallent. At skrive den slags uden at ende med at fremstå som patetisk er absolut ikke nogen nem øvelse. Særligt ikke for en midaldrende, fraskilt mand, der har haft sine gode år i musikkens verden (i hvert fald når det gælder anerkendelse). Omgivelserne står med garanti klar til at klaske ynkelig-etiketten i panden på ham.

Men Peter H. Olesen afviser dem, og det gør han, fordi har er så stærk i sine tekster og samtidig konstant med tungen lige i munden holder balancen på den line, hvorunder tomheden, platheden og andre grimme bølger truer. Hver gang det hele er ved at blive lidt for tungt og mørkt, blandes det op med den velkendte, tørre olesenske humor, der har været varemærket i hans tekster de seneste to årtier.

Traditionen Utro er et meget løst album, der stritter i mange retninger. Der er endda også rene spoken word-indslag imellem, og de fungerer også virkelig godt. Især nummeret ”Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland”.

Det, man kunne have frygtet i bedste fald ville have været et ubetydeligt og knapt mærkbart efterskælv, og i værste fald ville leve op til duoens navn og blive en begravelsesceremoni, er i stedet kommet til at udgøre porten til et nyt kunstnerisk rum for en dansk sangskriver, der i min verden næsten ikke kan overvurderes.

Mine damer og herrer: Begravelsen er aflyst!

… så lad os da nappe en video mere – af den hjemmegjorte slags: