Fleet Foxes
Helplessness Blues
Bella Union/Cooperative/Cosmos
Fleet Foxes har med Helplessness Blues begået et album, der sitrer af ensomhed og desperation uden nogensinde at blive svulstigt eller patetisk. Og et album, der trækker solidt på en række store inspirationskilder uden nogensinde at blive uoriginalt.
Hvis du ikke har været der endnu: Lyt til den naive, rendyrkede folkperle Blue Spotted Tail, der bringer minder frem om en ung Paul Simon:
Eller hør den storslåede, overraskende og temposkiftende Sim Sala Bim:
… og så er scenen ligesom sat. Resten af albummet holder niveau. Det er meget vanskeligt at pege på svage punkter. Ved de første gennemlytninger får man indtrykket af, at der mangler de gode melodier, der var så bærende på forgængeren. Men når man har været igennem albummet 5-10 gange, begynder lagene at vise sig. Der er i den grad stærke melodier, og både rent kompositorisk og tekstmæssigt er der om muligt endnu mere at komme efter end på forgængeren.
Jeg har vel hørt albummet 40-50 gange, siden jeg købte det på udgivelsesdagen. Og det bliver ved med at vokse. Der er så mange twists i arrangementerne, så mange listige instrumenter, der lige sniger sig ind, og så meget dybde i lyrikken, at effekten ikke aftager fra gang til gang. Snarere tvært i mod.
Når jeg læser omtaler og anmeldelser af Fleet Foxes andre steder, trækkes der flittigt tråde tilbage til navne som Simon and Garfunkel og Crosby, Stills, Nash & Young. Forståeligt nok, fordi FF’s sange i høj grad er bygget op omkring vokalharmonierne. Men samtidig vil jeg mene, at det ikke er præcist nok kun at sammenligne med dem, der kunne noget med flere stemmer på en gang. I hvert ikke her på opfølgeren, hvor den får alt hvad den kan trække med referencer til andre store folk-navne fra samme epoke. Navne, som måske ikke alle er lige så mainstream-kendte som de ovenfor nævnte, men som Robin Pecknold og hans kumpaner måske er endnu mere inspireret af.
Jeg nævner i flæng: Roy Harper (og dermed også lidt Jimmy Page) på Sim Sala Bim, Bert Jansch på Plains/Bitter Dancer, Bob Dylan på Lorelai plus Fairport Convention og John Renbourn på en lang række af numrene.
Jeg skriver ikke det her for at namedroppe og vise, at jeg har været omkring i folkmusikken. Mere for at bidrage med noget, jeg ikke har set så meget til i de andre anmeldelser af albummet. Fleet Foxes er ikke bare en lidt mere intellektuel 2011-udgave af Simon And Garfunkel. Der er mange, mange flere lag i det. Det er et band, der meget eksplicit lader sig inspirere (Robin Pecknold har vist endda offentliggjort en liste over inspirationskilder i forbindelse med udgivelsen).
Men hvorfor ikke? Fleet Foxes er et rendyrket folkband, og når man er det, ville det være dybt utroværdigt at forsøge at bilde nogen ind, at man har opfundet den dybe tallerken.
Det har Fleet Foxes bestemt heller ikke. Men det gør dem ikke til et mindre interessant band. Helplessness Blues er så godt tænkt, gennemarbejdet og fantastisk udført album, at det vil blive stående meget, meget længe.
Og så vil jeg i øvrigt lige anbefale den her fine og grundige anmeldelse af albummet, som Undertoners Mikkel Julius Gravgaard har forfattet. Helt klart læseværdig – og med vægt på nogle lidt andre pointer, end jeg trækker frem herover:
http://www.undertoner.dk/2011/05/fleet-foxes-helplessness-blues/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar