The Raveonettes
Raven In The Grave
Vice
Den kom jo faktisk allerede i mandags, men jeg ventede til fredag med at anskaffe mig den. Jeg fornemmede på forhånd, at det var stort. Og jeg fornemmede også, at det var en fredagsplade.
Begge fornemmelser holdt stik. The Raveonettes’ nye album Raven In The Grave har hjemsøgt mig hele weekenden – og hold da kæft, hvor er det fedt.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har taget The Raveonettes 100 % til mig, selvom der har været mange fine momenter og lovende tilløb på de foregående fire albums. Som gammel Psyched Up Janis-megafan mener jeg næsten ikke, at man kan vurdere Sune Wagners talent for højt. Men jeg har hele tiden haft følelsen af, at dogmeregler og (lidt for) kraftig inspiration fra hedengangne lydgenier har forhindret The Raveonettes i at få forløsning og blomstre helt. Men nu sidder den der! I mine ører rammer duoen på Raven In The Grave endelig den helt rigtige opskrift.
Det er kontrasterne, der gør bandets lyd til noget særligt. Den indadvendte nordiske melankoli møder den amerikanske selvsikre udlængsel. Fræsende støjrock møder tøsepoppede, papirskrøbelige vokalarrangementer. Der er klare spor af de stærkeste Psyched Up Janis-momenter. De mure af ringende guitarer, Sune Wagner får bygget op omkring sig – eksempelvis på åbningsnummeret – kunne være taget ud af PUJ-mesterværket Beats Me fra 1997.
Men i dag har Wagner selvfølgelig et helt andet og meget mere modent og udviklet musikalsk ståsted, og derfor rummer det her album da også mange flere lag end den rock, der gjorde os så meget godt dengang i 90’erne.
Raven In The Grave er allerede et kæmpestort album, og det vokser og vokser stadig for hver gang jeg hører det. Allerede nu et godt bud på årets danske udgivelse. Hvis man da efterhånden kan kalde det her dansk.
Og nyd så lige den her igen:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar