Don’t forget: The change will save you

R.E.M.
Collapse Into Now
Warner Music

Påskeferien giver anledning til at få samlet op på nogle af de anmeldelser, jeg har til gode at publicere her på bloggen. Eksempelvis kom R.E.M. jo i begyndelsen af marts med Collapse Into Now – et album, der afgjort er værd at dvæle ved.

Hey baby this is not a challenge
It just means that I love you
As much as I always said I did
I was wrong, I have been laughable wrong
Sandpaper, paper, marche, chalk and hung out wet

Fra første sekund kan man høre, at det har givet bandet noget at sætte kurs mod Berlin – byen, musikere i årtier har søgt mod, når de skulle finde ind til autenciteten og vigtigheden igen.

Collapse Into Now åbner sultent, kantet og skævt med Discoverer. Et nummer, der med sin leder tankerne tilbage til noget af det helt tidlige R.E.M., men med den slæbende distortion måske allermest til den mudrede Monster fra 1994.

Det tegner godt, men for mit vedkommende bliver opbygningen til klimaks hurtigt erstattet af antiklimaks og autopilot allerede ved nummer to, All The Best. Sammen med 3-4 andre numre (ikke mindst den næsten uudholdelige Mine Smell Like Honey) er den udtryk for den samme gammelmandsdesperate insisteren på rock, som også prægede det forrige album Accelerate.

Jo, de spiller fint, og det støjer på en måde, der i første omgang kan føles befriende, når man tænker på, hvor tamt bandets udtryk udviklede sig til at være i den første halvdel af 00’erne. Men er der noget indeni? Betyder det noget? Ikke i mine ører. Det er en hul skal af uptempo og guitar, som mange andre bands kan gøre meget bedre.

Men så skal jeg ellers love for, at albummet ændrer karakter. Uberlin og Oh My Heart er regulære mesterværker, der med instrumenteringen og strukturen nemt kunne have været en del af albums som Automatic For The People eller New Adventures In Hi-fi uden at falde igennem. Det er ekstremt velklingende popsange, der bygger på klassiske folk-strukturer men hele tiden med en legende elektricitet nedenunder. Og det er en messende, repeterende Michael Stipe, der i dén grad er på hjemmebane på den her slags numre,

Hey now
Take the u-bahn
Five stops, change the station
Hey now
Don't forget: the change will save you

Stilen holdes stort set på It Happened Today, og derefter følger trumfen: Every Day Is Yours To Win, som efter mange gennemlytninger vokser sig til at være det måske allerstærkeste moment på pladen.

Herefter er der desværre dømt noget tomgang igen, før albummet slutter helt oppe i højderne med en fantastisk sammensmeltning af storhed og storhed – og af fortid og nutid – da Patti Smith gør Stipe og vennerne selskab på Blue. Et nummer, der tager tråden op fra det uforglemmelige samarbejde de havde på E-Bow The Letter på albummet New Adventures In Hifi (1996).

Konklusionen er, at R.E.M. laver et overraskende stærkt comeback med det her album. Der er mindst en håndfuld historisk gode R.E.M.-numre på Collapse Into Now. Desværre synes jeg, at det tilsvarende lave bundniveau på resten af numrene giver et helhedsindtryk af et album, der ikke helt hænger sammen.

I forhold til de foregående fire albums, der ikke er mere end næsten ligegyldige parenteser i musikhistorien, så tager de her et kæmpeskridt tilbage mod den storhed, der gjorde dem til et af 80’ernes og 90’ernes vigtigste bands. Men… den prikkes altså ikke helt over stregen. Ikke som samlet værk.