Radiohead lader revolutionerne hvile

Radiohead
The King Of Limbs
XL / Playground

Sleight of hand
Jump off the end
Into a clear lake
No one around

Just dragonflies
Flying to the side
No one gets hurt
You're doing nothing wrong

Slide your hand
Jump off the end
The water's clear and innocent
The water's clear and innocent

Sådan lyder den fulde tekst til nummeret Codex, der er et af de absolutte højdepunkter på Radioheads nye album, The King Of Limbs. Sammen med Give Up The Ghost og Seperator udgør dette nummer en af de smukkeste udgangsbønner på et album, jeg har hørt i meget, meget lang tid.

The King of Limbs er ikke et album uden skønhedspletter. Og det er ikke et album, der undlader at udfordre Radiohead-lyttere, der stadig sætter pris på regulære musikinstrumenter som en god, gammeldags guitar. Jeg hører egentlig ikke til de, der plæderer for, at bandet skal gå tilbage til de gamle 90’er-dyder, for var det ikke for modet, eksperimenterne og nytænkningen, Radiohead har stået for de seneste mange år, ville de slet ikke have tilspillet sig den nøglerolle på rockscenen, som jeg stadig mener, de har. Og her anskuer jeg selvfølgelig rock (jf de overdrevne rygter, der på det seneste har floreret om dens død) gennem den bredest tænkelige optik.

Som på forgængeren In Rainbows har Radiohead valgt at bygge albummet op med en klar side A og B med væsentlig forskellig lyd. Lidt som mange bands gjorde i vinylernes dage, hvor man som lytter i langt højere grad forholdt sig til en 1. og 2. akt, der blev afbrudt af gåturen hen til grammofonen, når pladen skulle vendes. På The King Of Limbs ændrer lytteoplevelsen karakter omkring nummer 5 – den legende, iørefaldende (og endda dansable, har videoen bevist) Lotus Flower. Herfra er der tale om meget mere tilgængelig og umiddelbart elskbare numre.

Der er ingen tvivl om, at ”Side 2” appellerer mest til mig. ”Side 1” trækker meget på de maskinelle og knapt så organiske dele af den elektroniske lyd, som Thom Yorke også udforskede på sit soloprojekt Eraser. Jeg har nu ikke tænkt mig at skrive det ned her, for jeg kender Radiohead godt nok til at vide, at jeg også vil sætte pris på den del af albummet om noget tid. Men bandet er altså stadig bedst, når de er intime, nærværende og lyder som et band. Og det gør de især på ”Side 2.”.

I mine ører er The King Of Limbs et rigtig stærkt album, der føjer endnu en sten til det imponerende monument, Radiohead efterhånden har fået opført over sig selv i den moderne musikhistorie. Et band, der er blevet ved med at overraske og genopfinde sig selv på en måde, som man ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, da det gode, men også lidt ordinære, debutalbum Pablo Honey udkom i 1993. Det lød som så meget andet dengang. Det har man ikke kunnet beskylde Radiohead for siden OK Computer, der nu har fjorten år på bagen. Og selvom The King Of Limbs ikke er blandt bandets bedste albums, vidner det om et ufatteligt højt niveau. Selv når Radiohead lader revolutionerne hvile, er de et vigtigt og dagsordensættende band.

Læs også:
Radioheads bedste albums gennem tiden