Cracked like teeth in a rotten mouth

Protestsangen lever! Med Let England Shake har PJ Harvey begået et album, der er så godt, at det gør ondt.

Hun kunne så let have valgt den nemme vej. Vi taler om en kunstner med ekstremt høj credit blandt fans og anmeldere over hele verden. En kunstner, der uden store dikkedarer kunne have lavet endnu et kantet, råt rockalbum om sårede følelser. Eller et intimt, nøgent album som White Chalk fra forrige år.

Men hun vælger chokerende nok at lave noget så gammeldags og umoderne som en protestplade! Hatten af for det. Nu er vi i årtier blevet tudet ørerne fulde med påstanden om, at netop protestsangen hører en svunden tid til. Men det gør den jo ikke nødvendigvis, hvilket PJ Harvey viser ekstremt effektfuldt med sit nye album.

Det er altid farligt, når man i et kunstnerisk lys forsøger at råbe nogen op. Men PJ Harvey gør det på en intelligent og kompetent måde, når hun lader kameraet zoome ind på de ubegribelige ting, vi som stiltiende borgere har været med til at acceptere i de krige, der er blevet udkæmpet i det seneste årti. Uanset om det har været med hævn, terrorbekæmpelse, demokrati eller olieinteresser for øje, så er der blevet udkæmpet utallige slag. Mennesker af kød og blod er faldet. Familier er blevet rykket i stykker. Soldaters psyke er blevet smadret til ukendelighed. Fakta, som meget få toneangivende kunstnere tilsyneladende har haft lyst til at forholde sig til. Indtil nu, hvor PJ Harvey griber ordet og bruger det til noget, der for alvor har en betydning. Det med protestsange skal selvfølgelig tages med nuancer. Der er slet ikke tale om brægende sange, hvor der peges fingre ad magthavere og soldater, men smukke fortællinger, der indbyder til refleksion.

Nu handler teksterne på Let England Shake ikke specifikt om de seneste krige, England har taget del i. Der er mere tale om universelle fortællinger, der kredser om slagmarken og alle de skæbner, der er forbundet med at slå hinanden ihjel. Der trækkes tråde tilbage til imperiet og 1. verdenskrig, og det er lige netop det greb, der gør det her til et vellykket album, når det gælder teksterne. Det er et protestalbum, der også vil have en stærk relevans om 20, 50 eller 100 år. Desværre, fristes man til at sige.

Fortællingerne i sangene er eminent gode. Et eksempel er teksten til den ubeskriveligt smukke On Battleship Hill, der med sine stærke ur-engelske folkelementer er et af albummets stærkeste numre:

The scent of Thyme carried on the wind,
stings your face into remembering
cruel nature has won again.
On Battleship Hill's caved in trenches,
a hateful feeling still lingers,
even now, 80 years later.
Cruel nature.
Cruel, cruel nature.
The land returns to how it has always been.
The scent of Thyme carried on the wind.
Jagged mountains, jutting out,
cracked like teeth in a rotten mouth.
On Battleship Hill I hear the wind,
Say "Cruel nature has won again."

PJ Harvey manifesterer sig med Let England Shake som en fremragende tekstforfatter. Den lyriske styrke og præcision er overvældende. Når man sammenholder det med, at hun rent musikalsk er tilbage i sit allerstærkeste hjørne, så er der ikke nogen tvivl om, at det her album er årets bedste musikoplevelse indtil videre.

Lyt til On Battleship Hill her: